...hende, som skulle på Nokken

"-Har Christine ringet til dig om den middag?", spørger Nanna, min veninde, som ligner den danske sang, bager et gedigent kernerugbrød og så i øvrigt får penge for at skære ud i pap for de i tunge drenge Hjemmeværnet, hvorfor det ikke er multihip PR, at basere sin imagepleje på at stå i en orange vest og lege Camp Eden ved Ringe Visefestival.

"-Neeej..." svarer jeg tøvende i telefonen, og føler nervøsitetens hvepsestik i mellemgulvet. Selvom det ligger år tilbage, har min stolthed stadig ar efter dengang, jeg ikke blev inviteret til venindejulefrokosten, muligvis fordi mit kernerugbrød ikke er noget at skrive hjem om.

"- Hun ringer sikkert til dig i morgen," siger Nanna med trøstende overbevisning i stemmen. Hun var ret overrasket og fyldt af retfærdig harme, da hun i sin tid dukkede op til juleforkosten med sit veltilberedte kernerugbrød under armen, og opdagede, at jeg ikke var en del af bordplanen. Hun ved altså, hvor hunden ligger begravet i min baghave.

"-Det er noget med, at hendes lillebror er blevet restaurantchef for et sted i Rungsted havn, og vil give os alle en middag."

Jeg håber i den grad, at hun ringer.

Telefon midt i fodgængerovergangen ved Palads. "Hej, det er Christine!"

Sejr.

Christine mødte jeg første gang samme dag, som jeg mødte Nanna: Første skoledag på universitetet i 1998. Vores lille flok på 100 unge mennesker havde ikke tornystre så store som møllehjul, vi holdt ikke hånd to og to, dreng/pige, og vi græd ikke da mor gik - men usikkerheden overfor alle de nye mennesker og fordringer var nok ca. ligeså stor som da man stod i folkeskolegården første gang, ca. samme tid på året, men godt 12 år før.

Christine, Nanna og jeg havde noget til fælles: Vi var alle tre blot 18 år og friske fra gymnasiet. Så vidt jeg husker var vi alene om denne tvivlsomme ære på Litteraturvidenskab årgang 1998. Som Nanna skrev i sin profil i vores urkompendie, var hun er af de "umodne, uselvstændige og uerfarne tidlige studiestartere", hvilket i sig selv viste hvor moden, selvstændig og erfaren hun faktisk var.

Nanna var pissesej fra day one, og jeg var bestemt ikke tryg ved hende. Da hun på andendagen havde stillet sig op og talt til hele årgangen om noget engageret og svært overskueligt fagligt noget, samt meldt sig til ca. 60 udvalg og i øvrigt cyklede hele vejen fra Hvidovre hver dag, var jeg desperat for at finde noget at hade hende for.

Det viste sig heldigvis at være vanskeligt, og da vi stod foran sommerferien 9 måneder senere, havde vi netop afleveret den såkaldte værkopgave, en 1. års-"du-skal-aflevere-noget-sammanhængende-nu-ellers-er-det-ud"-ting .

Jeg husker ikke titlen på min (Kun at der indgik et af litteraturstudiets helt store buzzword de år, nemlig "kortprosa"), men forfatterne, der havde levet, ædt, grædt, skrevet og sovet sammen de sidste tre måneder, hed i al fald Nanna og Marie.

Vores studieårgang var som udgangspunkt en af de mindst velfungerende grupper mennesker, man kan forestille sig, og det stod så sørgeligt til, at vi ikke engang orkede at forsøge at skjule det mere end et års tid. På det tidspunkt var tryghedsbehovet ved at være nogenlunde til at bære, mens niveauet af falsk høflighed overfor mennesker, man ikke kunne fordrage og omvendt, havde vokset sig til netop ubærligt. Så vi gav op på tutorgrupper og fællesinvitationer og overgav os til at dyrke klikedannelse på seriøst niveau uden skelen til social ansvarlighed. Efter et år var der godt 20%, der havde forladt studiet igen med benene på nakken, og et overraskende højt antal af disse var pt. i behandling for sindslidelser.

Både jeg, Nanna, Christine, den anden Kristine, Christian, Linn, Sine og hvem der ellers betød noget for mit umiddelbare univers, holdt dog ud.
Det tog som ovenfor antydet lidt tid at forme grupper og finde ud af, hvem man virkelig ikke kunne fordrage, når man nåede ned under de første fællesskaber, formet omkring undervisningshold, yndlingsforfattere og anden sæson af "Robinson" søndag aften.

Men da der var gået et års tid eller tre, og overbygningen slog til og spredte folk og deres ambitioner for alle vinde, var det de ovennævnte, der stod i min telefonbog, kom til mine fødselsdage og housewarminger og som der af og til lå en sms fra - for nu måtte vi snart ses.

Dette er stadig tilfældet.

Mine studieveninder er vidunderlige, trofaste, spændende, kloge, morsomme, pisselækre - og travle. Julefrokost-episoden stak ikke dybere end som så, og det er ene og alene min egen usikkerhed, der gør at den overhovedet har fået en plads i min indre Tillidsbrud Hall of Fame (- ved siden af plaketten til minde om den sorgens dag i vinteren 1994, da min halvparts-pony Ivanhoe angreb mig mens jeg mugede dens stald ud).

Der er bare noget ved, at have kørt den samme faglige bjerg-étape (DONG!) fra start af. Og have kendt de samme mennesker, og tænkt i nogenlunde samme baner fra 9.15 til 16 på en dårlig dag, i op til syv år i træk, fordi:

-Man har Litteraturhistorien i 10 bordeaux bind, og en bog der hedder "The Theatre of the Absurd", som man har åbnet én gang i efterårssemesteret 1998 og betalt 295 kroner for.

-Man kan huske, hvem der havde stomipose på vores årgang, og at det var løgn, at hun lugtede.

-Man ved, hvordan man finder lokale 32.2.9 på KUA.
(I al fald principielt. Mange tror, at Harry Potter-forfatteren Joanna Rowling opfandt idéen med de evigt skiftende trapper på Hogwarts, og derved føjede et finurligt Kafka-møder-Alice-in-Wonderland-træk til den tungbritiske trylleskole.

Dette er noget vrøvl.

Sandheden er, at trapper, der ender et nyt sted hver gang, korridorer, der ændrer retning, samt lokaler, der flytter sig eller ligefrem forvsinder, blev installeret på Københavns Univesitet Amager i 1970'erne, og har som det eneste i bygningen fungeret optimalt med et minimum af vedligeholdelse siden. Og det er ikke finurligt, men frustrende, og kun Kafka, ikke noget eventyrland overhovedet)

-Man hørte om Slam Poetry før alle andre. Og kan godt få armene ned.

-Man ved hvad det vil sige, at Peter Poet fra vores årgang havde slædehundeøjne, og hvad Nanna gjorde, da hun fik nok af at blive udsat for hans pik på præsenterbakke ned af benet i hans konsekvent fem-numre-for-små-Levis.

- Man ved, hvor nødig man ville indrømme, at man ikke vidste hvad kortprosa er.

-Man kan huske, hvor meget det betød for energiniveaut, at én af de andre også var til time, og at man kunne nå et kommandoraid på chokofant-kassen i kantinen i pausen.

-Man var enten til stede, eller også har man fået genfortalt historien, om dengang Morti Vitzki (RIP) tog coke og pis på instituttet.

-Man har nået mæthedspunktet for Madeleine-kager.

-Man véd hvor rimeligt migrænegivende det er, at have skrevet sig op i en krog i forhold til studiets emnemæssige og sproglige spredningskrav, og nu står med en opgave, der pinedød skal omhandle tysk film/radio/tv frem til 1910.

..og alt sådan noget.
Måske hænger det sammen med ovenstående punkter, at vi i bemærkelsesværdig grad sjældent talte fag, og aldrig rigtig har gjort det i privaten. Men det er som om, at nu, hvor vi på den ene eller anden måde har fået Litteraturvidenskab og Moderne Kultur, hvor et par af os fortsatte, lidt på afstand, så snakker man friere om den verden - den har ikke en klemme på os længere. Og der er en del at indhente, ikke bare på det område, men også på det, der dækker alt det andet, vi gør og tænker og føler nu.

For det er sjældent vi ses, og især i mere eller mindre samlede flokke. Det er ikke så let at samles, som dengang hvor vi alle boede i en radius af to kilometer fra Stereobar og i øvrigt parkerede vores cykler i samme stativ på Uni hver morgen:

Sine tog til Frankrig med Linn, men hvor Linn tog tilbage til sin Rasmus efter aftale og til fælles glæde, var Sine fri som fuglen, og satte Paris på den anden ende. Så satte hun os derhjemme på solidt bagud ved at møde Derek, blive gravid og føde Luke på sådan cirka et kvarter. Så rykkede de til Skanderborg og blev der, mens de lige fik en dejlig unge mere.

Den anden Kristine realiserede sit potentiale for både kunstformidling og kærlighed i New York, og har nu nyt navn og garanteret en helvedes masse fedt liv kørende derovre.

Nanna rejste til USA med sin cykel i en container, og opdagede, at hvis man elsker hinanden (og ved at man skal giftes om et halvt år, og kjolen er købt), kan man sagtens klare at leve på tre kvadratmeter mens ens kæreste og husband-to-be skærer i Phytonslanger. Det var dog federe, tænkte hun, med lidt plads omkring den kærlighed, så hun kom hjem og fik et job som Efor (hvilket ikke er en plante, men en slags daglig leder) med stor og parketbelagt embedsbolig til sig selv og Andreas på Nordisk Kollegium, et sted, der binder alle vore historier sammen i en mere eller mindre uhelllig alliance.

Jeg så hende mere, da hun var i USA, end da hun havde det arbejde.

Tilgengæld lagde NoKo hus til vores kandidatfest, hvor det i tre hektiske forberedelsesdage var næsten som i gamle dage med mig og Nanna: Hun havde styr på listerne, opskrifterne, logistikken og tropperne, mens jeg forsøgte at snige mig til pauser rundt omkring og gik hende på nerverne med malplaceret optimisme og kvikke bemærkninger. Vi brokkede os simultant og over de samme ting. Og vi var begge generelt tryggest, når den anden var i nærheden.
De tre dage rådede bod på meget savn.

Linn holdt kandidatfest med os efter en kraftanstrengelse af et speciale, og det var lidt af en stjernestund at kunne stå tre stk. side om side og holde velkomsttale den aften. Begyndte fulde af forventning, læselyst og ambitioner samme dag i 1998, råbte pik og skred sammen aften i 2006.
Nå, før den aften var Linn som nævnt i Frankrig, og siden arbejdede hun og Rasmus som heste og fik lejlighed på Amager, men har dog generelt ikke været umuligt at etablere kontakt til trods det. Ret skal være ret.

Og Christine har også holdt sig i landet, uden at det dog har betydet at vi har siddet på skødet af hinaden - det har ikke været dén type venskab, og den type venskaber har jeg af en eller anden grund aldrig rigtig kunnet finde ud af at administere - med visse undtagelser. Men Christine har et par gange gjort noget ganske ualmindeligt forgyldt (og snedigt), og det er at invitere til arrangementer, der er så heftige, at man skal bo meget langt væk for at kunne undslå sig. Megen af æren skal retmæssigt gå til Christines lillebror Kasper, som har været facilitator for heftighedsniveauet via sin afsindige kompetance og derfor høje stillinger på fede barer og restauranter. Og nu er han havnet på Nokken, Rungsted Havn. Som restaurantchef. Med et par fem-retters med vinmenu i baghånden til sin søster. Som var så venlig igen at tænke på årgang 1998.

Så det skal vi i aften - Linn, Nanna, Christine og jeg. Der mangler et par stykker, men det er tilgengæld et sikkert fremmøde.

Derfor glæder jeg mig som et lille barn (Dog iført et par sko, man bestemt skal være fyldt 18 for at få kørekort til) til i aften, hvor vi skal tale om det hele - om trappe 32.2.9, om Peter Poets pølse, om nogen har hørt fra Sine, og hvad min ven Anders sagde efter at have mødt den anden Kristine i New York, om job'sene, cheferne, mændene, planerne og hvor fedt det er, at nogens lillebror er restaurantchef på Nokken.

Og om den Pateiske Trio Asschenfeldt, August og Riskær mon er i natklubben, og hakke om hvem der skubber til Peters toupé, spørger Bille, om han laver en "Smilla 2", og hører med Klaus, hvor mange zoner der er til Vridsløse, og om han vil låne til toget hjem.

Go' fredag. - m