søndag, oktober 07, 2007

...overrasket!

Jeg har altid gerne vil ha' mig et surprise party - hvem vil ikke det? - men har aldrig forventet, at det faktisk kunne ske. Jeg tror simpelthen ikke, at jeg regnede med, at nogen realistisk set ville føle, at jeg var elskelig nok til at de orkede at gå igennem alt det bøvl for min skyld.

Men men men...

Det var min fødselsdag i fredags, og for en måned tid siden annoncerede jeg for Nikolai, at jeg gerne ville spise middag med mine forældre og mine brødre og ham, den aften, ganske som vi plejer. Ikke noget vildt, for dagen efter skulle vi til bryllup hos Jens og Andrea - som vi lige kan benytte lejligheden til at ønske et stort tilykke med hinanden og sige tak til for en fed fest!

Men her var Nikolai pludselig på tværs. Han havde tænkt sig at han og jeg skulle hænge ud fredag, og der måtte jeg altså lige kappe navlestrengen og være en stor pige. Familien kunne jeg jo altid se.

Jeg kviede mig, men var alligevel meget smigret af at blive inviteret ud af ham, bare sådan helt solo-romantisk, så jeg tænkte tingene igennem, og regnede ud, at jeg sagtens kunne nå at presse en Afternoon Tea-fødselsdag med familien ind mellem vielse og bryllupsfest om lørdagen.

I den næste måneds tid stiger spændingen omkring hvad vi mon skal den aften, ikke mindst fordi jeg får at vide, at jeg skal have fint tøj på. Men ikke for fint. Samtidig får jeg også klaget mig lidt over hans tromle-agtige tendenser: Når jeg nu plejer .... Men okay, jeg er en sucker for surprises.

Det er er, hvad der skete - og jeg advarer: Normalt er det en slags pointeret historie, jeg fortæller her på bloggen. Det her er mere sådan what-went-on. Men det var bare så skønt, at det skal skrives ned. Her kommer det blow-by-blow for overskueligheden skyld.

Fredag, 09.00 (Okay, 09.15..): Tager på arbejde efter fødselsdagsmorgen med dejlige gaver fra Nikolai. Et smukt gavemix af triphop, filmklassikere og velour. Spisre morgenmad med kollegaer, og får smukke blomster og fine ørenringe samt booze. Toppen.

15.00: Tager afsted fra arbejde, med afskedssalut fra kollegaer, bla. Natascha, som alle er meget nysgerrige omkring hvad Nikolai mon har fundet på, at jeg skal i aften. Det er jeg også.

16.00: Stiller hos Nikolai iført nye glimmersko og sølvkjole. Har givet den hele armen og bevidst glemt det med "ikke for fint". Jeg vil glimte igennem, hvis vi skal sidde og stirre hinanden romatisk ind i øjnene hele aftenen. Jeg tror, at vi måske skal i teatret eller operaen eller sådan noget, og der skader lidt sølv ikke. Så begynder turen.

16.00-18.00: Vi er i Grand. Vi skal se en film, det viser sig at være "Sicko", som jeg virkelig har glædet mig til. Michael Moore er virkelig for vild, jeg tror måske han er lidt et geni i min bog. Han er så skamløs at det gør ondt og godt på samme tid. Vi får nok at tale om i aften, tænker jeg.

18.00-19.00: Næste stop er en lille vinbar, hvor vi får et glas champagne. Skal vi spise der? Nej. Det er meget spændende og romantisk, men jeg tænker dog, at en middag på en eller naden måde vil blive lidt et antiklimaks når han bygger så meget op. Jeg mener, vi har jo spist ude sammen før, ikke? Det er jo ikke helt enestående, tænker den ret forkælede pige.

Så kører vi igen, ned mod Kgs. Nytorv og Store Kongensgade. Jeg tænker straks, at vi skla på Le Sommelier - noget, jeg faktisk har udvilet teorier om tidligere på ugen. Den restaurant er nemlig med i Reconstruction, en af Nikolais yndlingsfilm, og der løber det forelskede par fra regningen. Måske skal vi også det? Det vil være fedt, men lidt skuffende, når nu jeg har gættet det. Og kriminelt.

19:00: Vi kører ikke ned til Le Sommelier, men holder ind ved Restaurant Madklubben, et andet super sted, hvor vi dog har været før. Fint nok, tænker jeg, det er et godt sted, der vil jeg da også gerne spise i aften... og så sker der noget interessant: Jeg får øje på Nikolais søster Anouks kæreste Jeppe dernede, og skal lige til at sige det til Nikolai. For det var da et sjovt tilfælde.

Men så går det op for mig: Jeppe er omringet af Anouk - min far - min mor - David - Thomas - Marie-Louise - Iben - Nanna - Andreas Kiaby - Riina - og Natascha, som altså har siddet lige overfor mig for fire timer siden og sagt. "Ha' en god aften!" nok så uskyldigt!

De står i det lokale for private selskaber, som jeg svømmede hen over for nogle måneder siden, og sagde til Nikolai, at det ville være skønt at holde et selskab der. Det var der, han fik idéen, fortæller han mig.

Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, så jeg hopper lidt på stedet. Det er det mest vidunderlige syn, og nu skal jeg derned og have den dejligste aften, jeg kan forestille mig.

Og det får jeg. Alle er så søde og glade - og gode til at holde på hemmeligheder! - og jeg kan slet ikke sætte ord på, hvor rørt jeg er. Og hvor overrasket. Ikke kun fordi at jeg ikke havde regnet med det, men også fordi at de allesammen stiller op til noget der handler om mig. Måske er det ikke så urealitsik i deres verden?

Jeg får gaver, vi får skøn mad, og far og mor, som er de gavmilde givere af aftenen, får mødt nogle af de mennesker, jeg altid taler om. Nikolai har arrangeret dette i månedsvis, og det er det perfekte selskab.

Ca. midnat: Vi går videre på bar. Heldigvis for nogle er karaokebaren fyldt tilranden, så vi går på Vertigo, ikke verdens dejligst ejoint, men Thomas' flinke ven Bondo er på arbejde dernede bag baren, og vi stoler på ham. Vi kan mirakuløst nok alle sidde ned, og der er både champagne og andre, mindre elegante men ikke uefne sager på bordet. Det er bragende. Jeg bliver hurtigt meget kærlig og ærlig i samtale. Jeg kan ikke lade være. Der er slet ingen huller i min glæde den aften.

04.00: Hjem. Jeg overlever fuld cykeltur, måske fordi jeg svæver et par centimeter over jorden. Koncenterer mig hårdt om tre ting: Sko af, ørenringe af, kontaktlinser af. Falder henrykt i søvn med al makeuppen på, ved siden af Nikolai.

09.00: Op igen.

09.25: Realistisk set op. Jeg har ikke tømmermænd, men jeg mistænker at det er fordi at jeg stadig er fuld.

09.25-10.45: Dress up til bryllup, herunder beslutning om outfit. Men stadig, komfortabel tid.

11.00: Vielse af Jens og Andrea.

11.20 (Ja, det var en topeffektivt eksekveret vielse) -12.00: Reception, hvor spisning af små butterdejsting med en kvist dild på eventuelt kan dublere for morgenmad, hvis dette ikke er nået. Mistanken var i øvrigt korrekt: Jeg begynder at få kvalme og miste orienteringen.

12.00: Hjem fra reception. Mit hovede sidder skævt på.

12.05: Køb af gave til Mor og Far som tak for forrygende arrangement i går.

12.10-13.00: Indkøb af alt hvad vi ikke købte ind i torsdags; inklusiv handy ting som fire liter mælk og en honningmelon, som faldt ud af posen otte gange på vej hjem ad Vesterbrogade. Jeg har lyst til at sove. Eller gå i bad. Eller aldrig at tænke på kage igen.

13.00-15.00: Organisering af Afternoon Tea; inklusiv bygning af lagkage, hakning af chokolade, vandbad, tackling af husblas, bagning af muffins (Forhindring no.1: Jeg kan ikke bage.), afsløring af den hemmelige opskrift bag æggesalat, sandwichmasseproduktion, frugtfad, ignorere tilstanden af mine thekopper (Forhindring no.2: Er folk ligeglade med skår? Måske.), etc.

13.35: Nikolai ankommer, påbegynder oprydning af lejlighed. Jeg er nået til at have et overblik over lagkagens individuelle dele, samt at have lagt frugt på fad.

14.05: Specialtropperne indkaldes: Jeg ringer til Marie-Louise og trygler om hjælp, og hun anokmmer beredvilligt, løser æggesalatens gåde og laver en million sandwich samt varmer kakaoen. Jeg når imellemtiden mærkværdigt let og hurtigt gennem muffinbagningen.

14.30: Nikolai har ryddet hel elejligheden op. Jeg går ind og flytter om på en peberkværn og et saltkar og mumler noget desorienteret om at de ikke skal stå der, og glemmer dem derefter igen, alt indenfor et minut. Jeg burde tage en lur nu. Jeg er virkelig rodet i hovedet, men kæmper med det, og viljen til sejr er stor.

15.00: Alle er forsinket. Hurra.

15.15: Vi har faktisk alt på bordet: Lagkage, muffins, sandwich, boller, frugt inkl. flugtmelonen, tallerkner, skårede kopper, kaffe, thé og kakao. Nikolai har pisket fire liter flødeskum, fordi jeg i min tågede tilstand kom til at svare ja, da han spurgte, om han skulle bruge al fløden.

15.20-17.00: Nu har vi også gæster. Mormor, morfar, farmor, far, mor, Thomas og Iben, samt mit toptrænede team Marie-Louise og Nikolai kan nu tage den med ro. Vi spiser, jeg får skønne gaver, det er hyggeligt, og vi har kun en bekymring: Er David ved at blive arresteret i aktion G13, noget storstilet BZ i nordvest for Ungdomshuset?

17.00: De fleste gæster er gået igen, mætte og tilfredse. Dejligt at se dem her, kan godt lide, når mit hjem også er et sted, der tælle på familie-Krak-kortet. David har ringet, han er rystet men ikke arresteret. Han kommer forbi - han får kage, og de går hjem. Så tar' vi lige en lur.

20.30-21.15: Vågner fra lur. På med tøj, bestil fastfood, spis, gøre os fine igen, og så til fest.

21.30-03.20: Fest. Med festaben Nikolai i forreste geled. Jeg er træt men glad, glad, glad.

03.30: Nikolai har fået hørt sit sidste musikønske med Tatu, og kan nu eskorteres fra festen af to hærdebræde mænd uden at stritte nævneværdigt imod. Jeg er taknemmelig. Nu skal vi sove.

Lidt af en weekend. Ikke bare druk, det kan alle sgu' finde ud af og det er efterhånden lidt overurderet, mener jeg - men kærlighed, venner, overraskelser, folk der mødte hinanden for første gang med stor succes, fandenivoldsk fest og champagne - det er sådan en omgang, der giver kloden, jeg bor på, et lille skub, så den kan køre med frisk, frejdig og fornyet hast rundt og rundt igen.