mandag, juli 31, 2006

...hende, som endnu ikke var helt nede med det der blogspot

Så er jeg tilbage fra broderlandet, og kan rapportere følgende:

Småland var romantisk og meget, meget tørt. Undtagen ca. halvanden time hver dag, hvor det var romantisk og himmel og jord stod i ét af regn og torden. Men der var stadig ikke vand i lokummet.

Tilgengæld var der et gammeldaws das, 50 forskellige versioner af mønstret sengetøj, rødmalede huse og blå emalje i køkkenet. Følte mig som en af alle børnene i Bullerby, især da det gik op for mig, at huset hed Sydgården (frit oversat fra svensk - Sörgärden).


Stedet opfyldte enhver Smålands-nostalgi, man kunne lagre i sin bevidsthed: 500 år gamle egetræer, og kun malede træhuse, skov og stendiger så langt øjet rakte.

Min personlige Carl Larsson-identifikation led dog en vis skade, da jeg lå brak med tømmermænd lørdag morgen efter vi havde afprøvet en tequila-version af Trivials overspil Besserwizzer. Det tror jeg hverken fru Larsson eller hende den lille unge med den store stråhat gjorde ret ofte, selv efter kräftor-kalas.

Mine forsøg på kommunikation med de indfødte gik heller ikke helt til en birolle i den næste Astrid Lindgren-filmatisering. Deres fremmede lingo syntes at undslippe mig på mystisk vis, trods det at min far altid at påstået, at vi tre søskende taler flydende svensk, fordi vi har set svensk tv som små. Der må være et par af de essentielle programmer, jeg har misset, mens DR sendte Bamses Billedbog.

Men: "Vi råhygger", konstaterede Nikolai efter en dags tid, og det var så sandt som det var sagt. Skønneste feriet (en meget lille ferie - ligesom lampet, altså bare i lampe) jeg kunne forestille mig. Er så glad, så glad.

----------------------------------
Men om teknikken:

Undskyld til alle, der har skrevet comments her uden at de er blevet vist - jeg er tilsyneladende for dum til at betjene blogspots basale funktioner, eller også var jeg bare ikke blevet oplyst. Måske en kombi.

Nu ses alle jeres begavede kommentarer i al fald, og som undskyldning vil jeg poste den længe ventede afgørelse på rådgiver-quizzen:

Nikolais rolle var ...

..den GODE rådgiver!

Ok, han meddlede med ting, mennesker ikke var ment to meddle with, og studerede arcane powers via brevkursus. Og han var også utroligt forsmået, hvilket gjorde ham til en desperat mand på visse områder.

Men sat overfor Tulles rådgiver-rolle, der var han indiskutabelt den gode - hun var nemlig en fusker af rang, og verdens mægtigste troldkvinde der kun hvade ét mål med det hele, og det var at stjæle Søren Kochs magiske sværd. Og overtage verdensherredømmet.

Men dette betyder, at det er Jytte (som jeg antager er Nikolais gamle veninde fra DEF?), som har vundet quizzen! Og præmien er som følger:

Jytte får lov at afgøre, hvilken af følgende billeder fra min harddesk, jeg skal poste her på bloggen:

1) Et med en pandaklistermærke og en maskemaskine
2) Et med et hulepindsvin og et kamera
3) Et med en synligt utilpas pige, der er blevet narret til en fræk fotosession pga. det forbandede liverollespil (igen), og som nu forsøger at få det bedste ud af det, men ligner én, der er ved at dø og kaste op på fotografen på samme tid, kun iført strategisk placeret stol og fjerboa

Præmien kan ikke ombyttes til kontanter. Og det er muligt at der bliver forsinkelser på præmien, da mit net er til rotterne igen.

torsdag, juli 27, 2006

...in denial

Top fem over ting, som er uforholdsmæssigt dyre:

5: Bottled Water
Særligt aktuelt nu, da vi som sagt de næste tre dage skal bo i familien Schulz/Kennemos ødegård, nu ikke blot øde, men også tør. Nabo Svend har så vidt vides ikke givet nogen nye, positive rapporter om brøndens tilstand. Tør brønd, bad i sø, skid i skov. Og køb vand til op til 19 kroner for 170 ml.

Okay, det kan også gøres billigere. Og netop ferskvand er en væske, jeg generelt mener, at man ikke skal være for flabet overfor - vi er på knæ og albuer, den dag, vi ikke længere kan pumpe grundvand op. Så fint nok at vi betaler lidt og bliver mindet om, at vi er priviligerede her i norden med vores fordelagtige aftaler med grundvandet. Men det retfærdiggør stadig ikke, at jeg skal smide 45 kroner på en restaurant, hvis jeg vil have en slurk af de forjættede dråber, de har valgt at importere fra New Zealand eller Langbortistan.

4: Imperial
Ja, det er en stor biograf. Ja, lærredet er stort. Ja, lydsystemet kan blæse din paryk af, rode med pacemakere og give dig ringen for ørene et par timer efter.

Men det er den samme film, som de viser 135 andre steder i Danmark. På samme tid. Og du kan komme til at sidde helt umanerligt ringe, netop fordi biografen er så - stor. Og sidst vi var der, talte Nikolais sidekammerat i mobiltelefon under filmen. Det er du ikke forskånet for, selvom du har betalt - 170 kroner!!!! - for din billet.

Det er i øvrigt over dobbelt pris af andre udemærkede biografer.

3: BH'er
Du tager godt 20 cm2 stof, et par hægter, to stykker elastikbånd, to metalbøjler, eventuelt lidt kradsende blonde og en plastikperle. Du får naturligvis mængderabat på indkøbet, da du køber ind til en hel forårskollektion. Så propper du det ind i en industrisymaskine og smækker et pirisskilt på, som siger 795 Dkr. Uden trusser.

That is undertøjsindustrien for you. Det er fuldkommen uforståeligt grisk, og så er 700 kroners-klassen endda ikke toppen af BH-bjerget. Jo flere pompon'er, klunker og balkoner man udstyrer en BH med, dvs. jo mere kvinden ligner en cirkuspony, jo dyrere.

1.200 kroner for lidt silketyl med stopper i og Aubade i ryggen? - "Det er lidt pebret, men det er jo hvad det koster, hvis man vil have kvalitet." Nej, det er hvad det koster hvis man vil have to års licens! Eller seks ørkenrotter med eget fordøjelsessystem og reproduktionsorganer!

Jeg har af samme årsag et alvorligt traume med undertøjsshopping. Jeg vover mig langsomt og forsigtigt ind i de blondebehængte afdelinger, mens jeg dukker mig for ekspedientens blik.

Jeg holder øje med andre kunder, der synes mere hjemmevante, og forsøger step by step at overtage deres handlemønstre: Føle på kvaliteter, bladre lidt i bøjlerne, udvælge enkelte stykker tiltalende lingeri og vende og dreje det foran mig, måske se mig selv som Arabiens drøm hjemme i soveværelset, forestille mig min elskedes sultne blik bleve hedere og hedere ved synet af mine ynder pakket så fristende ind i - og så fanger mit øje prisskiltet og min hjerne registerer det afsindige beløb, som tekstil passion åbenbart koster.

Jeg kyler skidtet fra mig med en hånlatter og vader højlydt fnysende ud af undertøjsland. So much for forfør din mand. Not at that cost.

Men frygten for, hvad dette traume betyder for min feminine tiltræksningskraft, kan godt ramme mig.

"Ville du gerne have, at jeg gik i noget mere sexet undertøj", spørger jeg bekymret Nikolai.

Han lægger avisen på dynen. "Hmm...ja, måske? For eksempel..de der små pink nogen, du har, som sidder lavt, dem kan jeg ret godt lide..."

Jeg er lykkelig. Det er et par bomuldstrusser til en 50'er, han taler om. That's my man.

"..og det skal jo alligevel af."
-That's my man!

2: Trivial Pursuit
Over 500 kroner må du slippe for halvandet kilo pap, 36 trekanter af hård plast og 1.000 spørgsmål, som du har lært mere eller mindre udenad efter 10 spil.

- Jeg forstår det ikke: Har de håndlavede japanere til at sidde og origami-folde alle æskerne manuelt? Er oste-konceptet designet af PH? Eller ligger der fine platintråde og dyre hologrammer gemt i spørgsmålskortene, så man ikke kan fremstille falsknerier?

Det sidste ville være en god service, men jeg ville nu også godt gå med til mindre, hvis det betød, at jeg slap med, say, 200 kroner, hvilket stadig ville kunne betale et par nye induktionslygter til min cykel, som både er en ny, avanceret og patenteret opfindelse, og kan redde mit liv.

1: Creme
Creme er tilsyneladende den vanskeligste substans, mennesket overhovet kan fremstille. Alkymister, der ler i ansigtet på at skabe guld, får grå hår af creme. Hvordan ellers forklare, at 100 ml. af selv det mest tarvelige Nivea-snask snildt runder et par hundrede? For ikke at tale om Creme de la Mer til 12.000 kroner dåsen. VAN-VID.

For at retfærdiggøre det sindssyge prisniveau, har man opfundet løgnen, at creme er kilden til evig ungdom, som, for at vende tilbage til alkymisterne, jo altid har været højt i kurs. Og taler volapyk - Anti-wrinkle Q10 my ass. Og så tilsætter man de dyrest tænkelige ingredienser for at sansynliggøre det hele lidt, såsom kaviar, pulveriserede orkidéer og diamantstøv. Jo sjældnere, jo bedre = dyrere. Og gerne noget udrydningstruet.

Hvor længe mon der går, før vi få asiatiske creme-tilstande her også, og Helena Rubinstein laboratoriet uhildet proklamerer, at de nu har rørt en ny mirakelcreme på sneleopard?

---------------------------------------------

MS Stubnitz hedder i øvrigt MV, og er bestemt ikke et orlovsskib men en fiskerbåd. En trawler. Det siger Tue, min meget kloge ven.

Go' weekend - Småland kalder. Uden netadgang. Og vand. Men med brætspil og kærlighed. Husk festen på Stubnitz lørdag.

-m

...forvirret

"Blodigste dag i Israel hidtil", stod der på forsiden af Politiken i morges. For et par dage siden var det den blodigste dag i Libanon - i denne omgang krig, forstås.

Det mest skræmmende ved de daglige rapporter er næsten én selv: Hvordan man efterhånden er i stand til at læse en sådan overskift uden at få sin chokoladecroissant galt i halsen.

Det er tilvænningens magt. Og uvirkelighedens. Det er ikke fordi, jeg ikke forstår, at der er mennesker bag dødstallene, eller at jeg tror det er så fjent fra Danmark, at det ikke rager mig. Jeg er helt nede med den globale rædsel, den brændende situation i mellemøsten bør indgyde hos alle borgere i - verden, faktisk.

Jeg oplever også forskellen som nærmest naturstridigt stor mellem min sikre hverdag i Københavns gader og det kaotiske helvede, Politikens jævnaldrende skribent fra Beirut beskriver hver dag i avisen. Jeg kan mærke det hele i maven, og som en kedel, der koger over i min fatteevne, når jeg lægger croissanten og virkelig prøver.

Problemet er, at jeg ikke forstår det. Jeg forstår ikke, hvorfor det sker. Og derfor går det galt for mig med det kolde, klare overblik, der er en forudsætning for et reelt engagement.

Hver dag er Politikens fire-fem første sider fyldt med tilstandsrapporter, reportager, analyser, kommentarer, oversigter og den ene personlige vinkel efter den anden. Jeg læser det troligt. Og jeg bliver informeret, men ikke et hak klogere.

Jeg ved godt hvem, der slås. Og jeg ved hvor, hvordan, og principielt også hvorfor. Historie, religion og magtpositioner, samt at det ikke er sort/hvidt med gode og onde og at alle har blod på hænderne forstår jeg også.
Men der er så mange mellemregninger i den nuværende konflikts udvikling, jeg ikke kan få til at hænge sammen, og jeg kan slet, slet ikke nå et facit af nogen art.

Nogle gange ville jeg ønske, at jeg kendte Steen Bostrup. Han var min barndoms troværdige myndighedsstemme direkte fra monopolet, vores egen. pålidelige Mr.News før der gik inflation, celebrityisme og Jes Dorph i begrebet.

Jes Dorph er tydeligvis dybt utroværdig - det fremgår af hans vigende hage og dårlige humor - og ham ville jeg end ikke bede om råd til hvor jeg skulle købe toiletpapir. Men hvis jeg var du's med Steen Bostrup, så ville jeg ringe og spørge ham:

"Hvad er det, der sker, Steen? Hvad er interesserne bag, at der nu er åben krig - sådan rigtigt, under principperne og truslerne, hvor ligger hunden så begravet?

Hvad forestiller Israel sig, at der skal ske? Vil de besætte Libanon, måske også Syrien? Har de overhovedet kapacitet til at gennemføre og opretholde sådan en besættelse?

Hvis ikke de vil det, hvad er det så der sker? Er det virkelig alene en magtdemonstration, som de regner med kan skræmme Israels fjender nok til at lade dem være i fred? Og hvor meget magt føler de mon, at de skal demonstrere? Og tror de virkelig på den selv?

(I øvrigt Steen, jeg har forstået det med gidslerne. Jeg tror selvfølgelig bare ikke, at det kun er det, det går ud på - det ville være helt vanvittigt i vores verden med den spæmdte situation, at reagere så voldsomt alene på tre gidsler og risikere en atomkrig, ville det ikke, Steen?)

Hvorfor blandede Hizbolla sig lige på det tidspunkt? Netop som Israel viste, at de svarede igen med raketter på gidseltagning, skulle de også lige ha' et par gidsler med raketter til - hvorfor lige nu?

Hvad med de andre arabiske lande? Er de vrede nok på vesten og selvsikre nok til måske pludselig at give fanden i det hele og bombe Israel væk?

Og mest af alt: Hvad regner de med, alle sammen, Hizbolla, PLO og Israel, overhovedet med kan blive udgangen på det her?

Vil de faktisk have 3. Verdenskrig, og hvad er deres interesse i det?

- Jeg forstår det ikke, Steen. Det virker fuldkommen afsindigt på mig, og jeg kan ikke diskutere det sagligt før jeg begynder at forstå bare lidt af det. Så jeg kan danne mig en slags holdning. Ring venligst tilbage. Tak."

Suk...jeg havde håbet, at jeg måske ville få lidt overblik bare af at liste mine sprøgsmål. Men det sklete ikke. Jeg er stadig lige forvirret og bekymret.

Jeg kan mærke en overspringshandling snige sg ind på mig. Har ikke flere croissanter. Så I får en top 5 lige om lidt...

onsdag, juli 26, 2006

..hende, som var goth-lurer

Tid: 21.45 tirsdag aften.

Sted: MS Stubnitz, til koncert med canadiske Birthday Massacre.

Folk: Jens, Andrea, Jesper Heebøll, Derwalt, Koch, Nikolai og undertegnede.

Over os: Stjernehimmel og skibslanterner.

Under os: Tre dæk og electro-goth-bandet Column (Som jeg troede var the main act Birthday Massacre i 45 minutter, hvorfor jeg høfligt rockede igennem, indtil Nikolai spurgte, om vi ikke skulle gå op of få noget luft indtil Birthday Massacre gik på).

MS Stubnitz - orlovsskibet fra Rostock, som drager rundt i Europa sommer efter sommer og lægger sit marinerå, ombyggede indre til fest og koncerter, har i igen i år lagt til ved Københavns kaj. Nu ligger den og ser en del mindre ond ud end navnet antyder ved foden af Lnagebro. Det er ikke nogen nyhed for nogle som helst, der ved noget om noget, men jeg er så håbløst bagud, at dette var mit første besøg på båden.

Sidste år, da jeg var i New Zealand for at researche til mit speciale, fik jeg en SMS fra Heebøll, der lød ca. sådan her: "Kæmpe goth-techno fest på MS Stubnitz! Det er for vanvittigt - KOM!". Det var ikke hverdagskost for mig at få den slags invitationer, men jeg ændrede nu ikke billetten hjem af den årsag, skønt det skulle have været et højst mindeværdigt freakshow og helt igennem vildt.

Skibet er som skabt til alt hvad der bare dufter af noget urbant, apokalyptisk og utopisk trash-romantik - dvs. alt fra industrial goth til smartass-dj'ing. Og Copenhagen Jazzfestival, åbenbart også, selv det virker mindre oplagt. Men her har vi altså i mine øjne noget alvorligt metropol-agtigt, og paradoksalt nok til vands. Skrid til Hobro med dine linoleumsgulve, A-Huset - her er der jerndragere nok til at opretholde en filial af den tyske sværindustri i et par uger. Se www.stubnitz.com

Birthday Massacre var super fede, tak til Koch for dén. Men det var dog den blandede flok af goths, freaks, tungrockere, forsigtig-punks, folkeskolepiger og deres off-stage-show, der virkelig made maj najht:

Jeg står i baren på dækket med mine orange jetoner (Eneste gangbare mønt på dækket. Det er lidt som at være til liverollespil: Legetøjspenge og folk i mærkeligt og upraktisk tøj). Ved siden af mig er en lav pige med vat i barmen, højt hår og Lykke May-promille ved at fucke op med fem ølkrus.

"- Ja' ka' schlet ik' bære fem!" fniser hun.
"- Dæ' gør æk noet, for du ser sgu' søj u'", indskyder den hærdebrede kortklippede ungersvend fra hovedlandet, som står bag hende i køen, og som lige i dette sekund har mødt den mest eksotiske skabning, han nogensinde har set.
"- Syns' du virk'lig? - Det er fordi du ik' har schet mine bryster!" svarer hun, og svinger sig ind i ham med sine ølkrus.

Jeg forsøger at undvige, og kommer til at knalde albuen i ansigtet på min sidemand til den anden side. Jeg vender mig for at undskylde, og ser ned på den mindste og mest entusiatiske goth i verden.

"Det gør ikke noget!" siger han på syngende og overartikuleret fynsk, mens hans mund vokser til Kim Larsen-størrelse og på facinerende vis overtager hans ansigt i et manisk smil, der også når hans stirrende øjne med kulsort indramning.

Jeg bliver mundlam af den uventede kontakt med det ukendte, og drejer tilbage på plads med et hovede, der stivnede midt i mit bedste "Åh, beklager"-smil.

Men konversationen forsætter:
Lille goth: "-Undskyld. Kan du ikke købe noget øl til mig for de her?"
Mig til to jetoner: "-Jo da...jeg tror du kan få to små."
"Jeg skal bare have to store. Eller små. Det stærkeste de har. Jeg skal bare ha' noget øl. Hvad for noget øl har de?"
"De har den dér Rostock-øl...det håber jeg, at du kan lide."
"Jamen jeg drikker alt. Alt der er alkohol i. Jeg har lige drukket to kapsler fantasy."

Fantasy ..er narko, tænker Marie. Så det forklarer hvorfor hans pupiller har vundet kampen mod iris 6-0. Lille goth smiler stadig manisk og ser forventningsfuldt op på mig med med alle sine tænder, øjne og piercinger.

Skaldet tecno-narkoman: "Hey, sagde du fantasy?"
Lille goth: "Ja, jeg har lige drukket noget fantasy..det virker meget bedre end-"
"Har du noget?! Har du noget?"
"Nej, jeg har lige dukket-"
"Vde du hvem der har noget? Er der nogen der har noget? Kan du skaffe noget?"
"Nej, jeg kan ikke skaf-"
"Kan du skaffe sne? Kiks? Cola?"
"Nej, jeg kan ikke skaffe noget - jeg er fra Odense!"

- sagde den lille gother, og jeg døde af grin, og tænkte over hvad kiks mon er. Måske bare kiks? Med en cola til? Men det stopper ikke her.

Vi skifter tid igen:

Under dæk. Andrea, Jens og jeg står ved et rækværk med udsigt til det podie, der er gulvet foran scenen. Birthday Massacre (denen gang de rigtige) spiller. Højt. Sæt eventuelt et af deres numre på som soundtrack til denne passage.

Lille gother står nede foran sammen med sine to nye bedste venner, to anæmiske emo-punk drenge med hhv. gul hanekam og sort/rødt stithår. De vil ikke rigtig i kontakt med lille gother. Lille gother begynder at slamdance for at opnå kontakt med dem. De opnår alle tre kontakt med alle i en radius af fire meter omkring dem, inklusiv hærdebred jyde fra før. Og pige med patvat.

Pige med patvat er stadig stangstiv. Også vred. Hun griber fat i lille gother for at sætte en stopper for slamdance. Hun er et hovede højere end ham, plus hår. Hun skælder ud 10 sekunder. Så voldsnaver hun ham.

Lille gother er i himlen. Der snaves igennem, og væltes rundt. Andrea fortæller mig, at pigen med patvat moonede Jens ude på kajen da vi ankom.

Jyde og jydes ven er skuffede og vrede. Giber fat i lille gother, og leger gorillahanner. Pat-pige træder imellem. Gother stort manisk smil. Jyde bare stor.

Pige med patvat (som nu sidder helt oppe ved hendes skulderblade) slæber
af med lille gother. Til toilettet. Lille gothers to formerly best friends, de anæmiske emo-drenge, omfavner hinanden, bliver hængende i hinandens spinkle men markedere skuldre, og finder til begges overraskelse ud af, at de er til mænd. Der snaves på alle dæk.

Jeg går ned og danser med Nikolai til resten af koncerten, hvor en fyr i mini-læderskørt smiler indforstået til mig. Jeg er ikke sikker på hvad, vi er indforstået med, men headbanger lidt tilbage af ren høflighed. Og så ser jeg: Hans nervøse ven med triangulær kropsbygning og romernæse har en rød negligé på!

Min fist of fury spænder op til slagserie i én glidende bevægelse. Men jeg kan ikke gøre det. Han ser så selvudslettende ud, selv i sin ravnsorte page-paryk og knaldrøde læbestift, at jeg er bange for at ødelægge års forberedende arbejde mod denne hans drag-debut, hvis jeg slår ham på næsen.

Jeg lader nåde gå for ret og vrider mig i stedet op ad Nikolai, som spiller luftguitar til synthesizeren. Vi snaver også lige. Det er den bedste tirsdag, jeg kan mindes.

- De holder DAS BOOT Festival igen på lørdag, det var det total-fest freakshow som Heebøll og de andre var til sidste år. Hvis ikke I laver andet, og også hvis I gør, så tag derind og glo uhæmmet. Også hvis I normalt får udslæt af goths. Det kan ikke undgå at blive en oplevelse.

Jeg går desværre også glip i år, da vi skal til Sverige i en ødegaard hvor brønden er tørret ud og spille Dungeons And Dragons Cluedo.

Se om festivalen på: http://www.stubnitz.com/0/archive/details.php?id=5534 . Wear black.

tirsdag, juli 25, 2006

..på escort-overload

Hidtil særeste arbejdsdag nogen sinde. Har siddet i 6 timer og surfet på escort- og massagesites, med alt hvad der dertil hører af hæslig webgrafik og andre meget grafiske fremstillinger.

Forklaringen kan jeg ikke komme med, det er hemlignemligstemplet har fra Axel Films øverste autoritet. Men jeg kan afsløre så meget som, at jeg har fået den utaknemmelige opgave at stæse nettets mest vamle sider igennem for at finde en mulig annonce for en trafficket pige fra øst af.

Så derfor er dagen gået med:

Krystalpigerne. Passiongirls. Eventyrpigerne. Sommertøsen.

Nej, vi taler bestemt ikke om de seneste tiltag for Bratz-dukker. Det er præcis hvad det lyder som om: Navne på escortbureauer og massageklinikker (Og hvad siger dét i øvrigt om Bratz-dukkerne, jeg spør' bare..).

Jeg føler nu, efter disse kvalmefremkaldende, men på sin egen måde sygt facinerende timer, at jeg ved alt (for meget) om, hvad der gemmer sig bag disse navne:

Jeg har fattet, at en pige i branchen aldrig er officielt yngre end 21 år, for så er det ulovligt, men at en 26-årig sagtens være 46. Jeg har regnet ud, ved at sammenholde ord med billeder, at "åleslank supermodelkrop i verdensklasse" svarer nogenlunde til en benet skolebibliotikar godt oppe i årene. Jeg er med på oliemassage og intimcocktails, og den eneste 'nationalret', jeg ikke har gennemskuet endnu, er den sjældne og yderst velbevogtede "italiensk".

Italiensk vil jeg mægtig gerne vide hvad er. Det er nemlig en del af stridens kerne i et interent opgør mellem to af branchens store spillere, nemlig "Cheri" og "Anja", to friske piger som er friske på det meste og som tilsyneladende heller ikke går af vejen for en bitchfight. Det har jeg lært på fora'er her i dag, mellem mine søgninger. Det var fuldstændig som en hardcore-version af "The Bold and The Beautiful", og holdt mig i åndeløs spænding mens den animerede intro til RødovreTøzernes site gjorde sig færdig.

Jeg har ikke kunnet læse mig frem til den helt præcise baggrund for deres krig, men det er vist noget med annonceplads i første omgang. Men så tilspidsedes situationen under portalen Venusloungens årlige sommerfest, hvor en herre, der går under navnet "Kordegnen", mente at have spottet "Anja" gestikulere en skinbarlig fuckfinger (!) mens "Cherie" holdt sin tale!

Dette gjorde ikke klimaet mindre hedt i saunaen, på trods af, at man skulle tro, at piger i netop denne branche havde prøvet det der var værre end en langemand rakt i deres generelle retning fra et par meters afstand.
Men alle har deres grænser. Og da den ophidsede "Cheri"s kæreste, kaldet "Growler", i let overrislet tilstand valgte at bidrage med hårde beskyldninger omkring "Anja"s person, kogte tingene over. Aftenens afslutning meldes der intet om, men vi må gætte på, at der skulle mere end et "Golden Shower" til at køle gemytterne ned.

Mne nu kommer vi til det italienske: Næste dag ringede "Cheri&Growler" til "Anja", som formentlig plejede sine tømmermænd i jacuzzien. "Cherie" vilel gerne slå én ting fast: Det var hende, og alene hende, som havde brugsretten til teknikken 'italiensk'. "Anja" havde værsågod at fjerne den fra sin menu. Ikek tale om, sagde "Anja", og fortsatte så kampen via sin egen hjemmeside, mens "Cheri"s version fyger over skærmene på Venuslougen.dk. Hver lejr har sine støtter, og der spares hverken på trusler eller ukvemsord. Det er helt fremragende.

Til "Cheri"s forsvar skal det siges, at går han ind på hendes hjemmeside og ser under anmeldelser, så er der flere tilfredse kunder, som fremhæver hendes 'italienske' behandling. Måske er der en pointe i, at det "Cherie", som er ophavet til teknikken, og dermed selve kilden, hvis man vil opleve 'italiensk' som hvor moder lavede det. Eller..ikke min mor. Men andres mor. Nogles mor har vel...italienere, i al fald.

Hedigvis er dagen forbi nu, og jeg behøver aldrig mere tænke på "Anja" og "Cherie" - og hvis jeg ser bare én til koralrød negligé draperet over en udtjent kvindekrop med silikonebobs, som er akavet placeret på en slidt leopardpuf, så kaster jeg op over tastaturet.

Det samme gælder, hvis jeg skal læse flere sørgelige eksempler på sørgelige mænd, der i deres sørgelige forsøg på at købe sig til et sexliv og retførdiggøre dette som værende ganske sundt og fair, skriver sørgelige anmeldelser af en sørgelig thaipige, som i deres kritiske feinschmeker-øjne leverede en sørgelig indsats.

I stedet tager jeg ind på da place to be, MS Stubnitz og hører noget metal, som hedder "Birthday Massacre" og som Søren Koch (Nr. 4 på Nikolais liste over vildeste goths, han kender, se hans blog på www.fejerforfolk.blogspot.com) har fundet.
-Og hvis jeg dér tilfældigvis skulle være så uheldig at møde en goth i rød negligé, slå jeg hende hårdt på næsen og siger at hun skal gå hjem i bad.

mandag, juli 24, 2006

..den sidste imperialist

I går trodsede vi DSB og bevægede os til Roskilde. Her besøgte vi Hagar, Nikolais mor, modtog mad, omsorg og fotoshow fra Nikolais barn- og ungdom (helt utroligt goth), og kvitterede ved at tage hendes bil.

Efter 30 kilometers gemmeleg med gearene og forsøg på at gætte, om det kun var én eller begeg baglygter, der var gået ud, siden de andre bilister blinkede så heftigt af os, nåede vi hjem til Sigerstedgade. Og en halv times tid senere, post-coitalt og søndag aften-veltilpas, udtalte jeg, at jeg havde overvejet at få en rengøringshjælp.

Nikolai: "Hvad havde du?!"

Mig: "Jamen, det er jo bare 200 kroner, og jeg hader at gøre rent! Tænk hvor godt de penge er givet ud. Og der er så mange, der har det."

Nikolai: "Hvem?"

Mig (Som ikke vil indrømme, at de eneste hun "kender", der har rengøringshjælp og ikke bor i Hellerup eller længere nordpå, er Camilla Stockmann, som har skrevet bogen "Michael Laudrups Tæneder" sammen med min chef søde hustru, Maise Njor, og at jeg bare lige har fået idéen fordi jeg netop har læst den del af bogen, hvor hun skriver om det): "Alle mulige!....men tænk, hvor fedt det vil være: Et helt rent hjem, det giver så meget livskvalitet.."

Nikolai: "Skal du så også have en butler?"

Jeg forsøgte at forklare, at det at give andre penge for det arbejde, man ikke selv gad/orkede/kunne, ikke i sig selv var at hejse flaget for klassesamfundet, og at man kunne hævde, at det var ret storsindet af mig at omskole min egen dovenskab til at holde samfundets hjul i gang. I sidste end var det dog nok det faktum, at jeg er doven, der blev hængende som den mest gyldige grund. Og at Nikolai tilfældigvis havde kigget under min seng forleden for at lede efter mine pallietbesatte hjemmesko, som han ynder at gå i, og opdagede nullermænd på størrelse med en menneskelig lever.

Jeg hader bare at vaske gulv, punktum. Støvsugning er min kompensation. Men efter jeg sugede en sok ubehjælpeligt fast i min støvslugerslange, så fast at den end ikke kan stampes ud med et kosteskaft og stor vrede, står det foreløbig 35-0 til nullermænd og skidt på Viktoriagade.

Så hvis nogen kender en rengøringshjælp, billig, pålidelig og helst uden synlige tegn på underernæring så Nikolai ikke går fuldstændig Amnesty, så tager jeg gerne mod tips.

torsdag, juli 20, 2006

...hende, som havde fundet sin dobbeltgænger

Da Nikolai åbnede Natfilm-kataloget sidste år, var der et billede af hans kæreste i. Næsten. Der var et billede af den mexicanske "skuespillerinde" Anapola Mushkadiz, som ligner mig helt skræmmende meget. Dybt facinerede af ligheden gik vi ind og så filmen hun medvirkede i. Det viste sig at være en nærmest krænkende kedelig mexikansk mix af hardcore og socialrealisme, og det var rimeligt hård kost, da denne her pige, som i al fald i profil lignede mig 98% på en prik, gav den tykke og frastødende middelaldrende hovedperson et blowjob helt oppe i kameralinsen.

Se selv. Det er mig som er mest vågen.



..hende, som vækker sig selv ved overvejelser som disse

Teenageproblemer i dyrefamilier:

"-Ad, det gider jeg ikke spise!"

"-Du skal spise den, det er den eneste morgenmad du får, unge mand."

"-Jamen, jeg kan ikke lide mus!"

"-Du er en ugle. Ugler kan lide mus."

"-Jeg vil have pomfritter. Rotteungerne nede fra campingpladsen siger, at de får pomfritter hver dag!"

"-Du skal ikke tale med rotteungerne, du skal spise dem!"

*GYLP* "-Jeg spytter det ud igen! I kan ikke tvinge mig!" *GYLP*

"-Du gylper ikke før alle er færdige med at spise og jeg har sagt velbekomme!"

"-Jeg vil ikke spise mine venner! Jeg er ikke som jer! Jeg hader jer!"

"-HOLD SÅ KÆFT og sid helt utroligt stille! Hvis du drejer hovedet så meget som 360 grader, ryger du direkte i seng så snart det bliver mørkt! Forstået?"


Et andet eksempel:

"-Hvordan er det, du ser ud, unge dame? Du ligner jo en kirkegårdsrotte!"

"..Mmmmmgrmmblllikkepånogenmåde...."

"-Du har værsågod at gå ind på dit værelse og skifte til vinterpels ligesom os andre."

"...Mmmgrrmblkanbedstlidedetsådanher...."

"-Jeg er fuldkommen ligeglad med, hvad du bedst kan lide. Mink skifter til hvid pels om vinteren, og du skal ikke komme anstigende til mormors fiskehoveder søndag aften og ha' det der mørke stads over hele kroppen."

"-Du er bare så led, du er! Du respekterer ikke min ret til at være mig selv overhovedet! Mørk pels udtrykker bare mere hvem jeg er! Hvid er kikset - hvorfor skal jeg gå rundt og ligne Birger Christensens varelager bare fordi alle I andre gør det?"

"-SÅ får vi lige kammertonen, unge dame! Du skal ikke tale om pelsindustrien mens dine små søskende hører på det!"

"-Jeg er da ligeglad! Hør her, unger: Buntmageren kommer og tar' jer hvis i skifter til hvid pels! De flår jer og smider jeres døde, blodige kroppe på lossepladsen! Så æder mågerne jeres øjne! Go brown! Brown is beautiful!"

"-SÅ er det nok! Du har burarrest i en uge, og hvis aktivisterne kommer fobi og lukker dørene op, har du værsågod at sige pænt nej tak og blive hvor du er!"

"..Grmmmbll...." *Slæber afsted*

"-Og skift så den pels!!!"

....

*Små pibende stemmer* "-Moooooar...?"

*Suk* "-Hvad er der, unger?"

"-Må vi godt komme på lossepladsen på lørdag? Må viiiiii?"

----------------------------

Den slags tænker man ikke over i hverdagen. Men det sker. Hele tiden, overalt, i skov og sø, ved bryn og å.

Og det er ganske vist.

onsdag, juli 19, 2006

..hende, som var inden i krigsskibet

Dette bliver spændende. Der er til denne post både en historie, en fotoserie, og en quiz. På sin vis også en cliffhanger-slutning. Kom ikke og sig, at jeg ikke gør mit for at gøre det interessant at følge med herinde.

Vi er som tidligere varslet landet i Barbara Cartland-land. De lyserøde skyer dækker himlen, hvalpe og lam flokkes om ens fødder og gør vejene usikre, mens luften summer af kolibrier i vild korpulation med langstilkede røde roser..

...Eller er det biers ting?

Anyways. Jeg er derfor ikke bange for at starte med en kliché: Jeg husker tydeligt den første gang jeg så Nikolai.

-Eller rettere, det var ikke den første gang han var i mit synsfelt. Det var den første gang jeg så ham, sådan rigtigt opfattede at dér var et menneske, som lige var lidt mere interessant for netop mig end gennemsnittet af personer her på jord var.

Før dette øjeblik hvad jeg godt nok registreret at manden fandtes. Det var ham, der hang ud med gruppen omkring Claus Raasted, Jesper Heebøll og de andre Roskilde-ætlinge, jeg kendte fra rollespilsmiljøet. I øvrigt havde han engang medvirket i et radioprogram om rollespil, hvor jeg også selv var blevet interviewet. Hans kendetegn var for mig, at han var helt utroligt goth.

Det er meget uretfærdigt at jeg skriver dette, og jeg ved at Nikolai vil blive meget irriteret. Han lever med venner, der holder meget af ham, men som holder lige så meget af at holde ham fast i, at han er goth, uanset om han piver, skriger, bliver blonderet, ifører sig cremehvid kabelstrik og melder sig ind i Venstres Ungdom.

Det går så vidt som til, at vores fælles kammerat Kristo engangs skulle beskrive en pige, der var helt derude hvor flagermusene vender fordi der alligevel er blevet lidt for goth for dem. DEt gjorde ham med ordene: "Hun er så goth, at hun får Nikolai til at ligne en britisk kostskoleelev." Så vidste alle, hvad dommerdagsklokkerne var slået.

Det er uretfærdigt. Nikolai ejer ikke et nittearmbånd. Okay, man kan da nok finde en læderfrakke og en diskret eyeliner fra fortiden i hans gemmer. Der er også mange sorte t-shirts med bandnavne, ofte med et latinsk islæt, i garderoben. Og hans musiksamling er, skønt udsøgt og varieret, præget af moltoner.

- Men han tænder ikke sorte lys, og han har ikke en rotte, og han spytter på små gothpunkere med hullede netstrømper på armene i kø foran The Rock. Han griner af "Klovn", han sætter pris på et godt måltid, han sover om natten og er vellidt af sine svigerforældre. Han er på mange måder nærmest anti-goth.

Sandheden er bare, at manden har enestående naturlige anlæg for at se goth ud. Han er høj, mørk, slank og senet, på sådan en barok-crucifix-agtig facon, og hans øjne er store, grå og lysende på en måde der kan få én (I al fald mig) til at svømme hen i tanker om stjerner og midnatshimmelhvælv. Hans kindben har fået en del diamantskær til at stille sig diskret over i hjørnet og føle sig som smørspatler, og hans hud har igen det her indre skær af måneskin - undtagen om sommeren, hvor han på polarhare-agtig vis skifter farve fra hvid til til sålelæder-sigøjnerbrun, hvilket har den effekt, at man ikke bare frygter for at få stjålet sit hjerte, men også sin pung.

Læg dertil, at knægten dengang havde lange slangekrøller i den blandt teenagepiger fra forstæderne populære nuance L'Oreal "Gothic Black No. One". Og i øvrigt kan se nærmest faretruende mut ud, når han fanges i et ubevogtet øjeblik. Så begynder I måske at forstå, hvorfor også jeg havde staklen katalogiseret under "Godt nok goth".

-Og det var alt mit indtryk af ham. Indtil.

Da dette første gang ændrede sig, stod jeg i Jesper Heebølls lillebrors soveværelse, på den Heebøllske fædrende gård i omegnen af Roskilde. Det var 14 dages tid før rollespilsscenariet LT 7, og jeg var ankommet til stedet for at møde det hold af rollespillere, hvortil jeg et par dage før var blevet shanghaiet, samt prøve min karakters kostume for første gang.

Udenfor gik godt 10 mennesker med powertools og pensler og byggede på en rød bindings-
værksgård, som skulle huse hele holdet til scenariet. På billedet man ser hvordan. Det er endda Nikolai, der holder for (Og Jens Niros, der holder Tool of Power).

Jeg var som sagt blevet hasteindkaldt til at spille min rolle som fin frue. Det var en krævende operation, da jeg hverken havde kostume, baggrundsviden eller kendskab til størstedelen af mine medspillere, men der stod stærke kræfter klar til at løfte i flok.

En af de helt store løftere var Anna Balsgaard, som er en syerske af Guds nåde og en ukuelig arbejdshest uden lige. Anna havde fået tilsendt mine mål, som jeg ubehjælpeligt havde tjekket på mig selv ved hjælp af et stykke sejlgarn og en tommestok, og derudfra havde hun kastet sig ud i projekt balkjole.

Hvad jeg derfor i den pågældende stund var i færd med at prøve, var derfor første udkast til det, som siden skulle komme til at gå under navnet "Krigsskibet". Aldrig har så mange meter babyblåt kunststof været samlet på så relativt lille et område - relativt, fordi det sammenlignet med fx. SAS-Hotellet var ganske lille, men sat overfor fx. en menneskekrop på 1 meter og 68 centimeter uden hæle var det faktisk et ganske enormt stort område, det stof boltrede sig på. Vi taler om et skørt som gjorde, at jeg måtte presses gennem døråbninger på Peter-Plys-fanget-i-Ninkas-kaninhul-maner.

Hvis flodhesten Dolph havde været undfanget af Wullfmorgenthalers hjerner på dette tidspunkt, tror jeg måske, at Anna havde valgt en anden farve - af hensyn til den slående lighed mellem omtalte jægersoldat/ninja-flodhest og kjole i såvel kulør som omfang. Tror jeg - håber jeg. Det er ikke til at sige med hende og hendes sans for humor.

I al fald stod jeg der; i et drengeværelse med Formel 1 plakater på væggene, og iført det mægtige skørt der var "Krigsskibets" understel. Omkring mig vimsede Anna og Andrea Jørgensen, begge i færd med at fastoperere kjolens flæsebesatte frakke til min overkrop ved hjælp af knappenåle. Jeg frygtede for mit skind og svedte som en gammel græker i sommervarmen. På mit hovede sad vistnok en halvskævt henkastet tiara, blot sat på for at øge helhedindtrykket (Og underholdningsværdien, mistænker jeg..).

Og så gik døren op.

Hvor ville det have være frydefuldt antiklimatisk for denne skribent, hvis det nu ikke havde været Nikolai bag den dør.

Men det var det.

- Endda i sin sigøjner-inkarnation, og stadig med sorte slangekrøller, som det ses på billedet herover. Det var et syn for guder, krigsskibe og flodheste.

Det syn der mødte ham, var så tilgengæld dette til venstre - læg blot til, at kjolen var ufærdig og blottede dele af min overkrop på mystisk mutant-maner, plus resten af den noget groteske scene med nåle og Formel 1.

Jeg husker hans ansigtsudtryk som den perfekte personificering af udtrykket "Oh, bugger!"
- og retteligt så, for hvad siger eller gør man dog, når man tror man er i kendte omgivelser på sin sambos fødegaard, og pludselig står ansigt til ansigt med en gigantisk lyseblå voodoodukke?

Anna kom dog Nikolai til undsætning. Hun trak knappenålene ud af mundvigen, så resolut på ham som en stolt moder, der ikke tåler andet end skamros af sin skeløjede nyfødte og sagde med et stort smil: "Er hun ikke smuk?"

Så vidt jeg husker fik Nikolai mumlet noget, der forhåbenlig lød bekræftende nok til ikke at fornærme voodoo-væsenet og nedkalde syv års ulykke over hans hovede.

Jeg selv havde for længst opgivet at redde situationen, og valgte at satse på at smile manisk og stå helt stille indtil verden blev normal igen. Og nålene var væk. I samme øjeblik gjorde lige præcis en nål opmærksom på sig selv, og jeg rykkede på en arm, hvilket udløste en kædereaktion i flæserne, så halvdelen af toppens slå-om-funktion gav op og blottede et bryst. BH-klædt. Men stadig. Voodoodukken ville i det øjeblik ikke have haft noget som helst imod at blive gjort til en zombie på stedet, primært fordi zombier hverken har bevidsthed eller kan rødme helt enormt.

Nikolai kiggede diskret og hastigt væk, undskyldte sig med nogle powertools og flygtede. Arme blev løftet, flere nåle blev sat i og toppen sikret. Og verden blev normal igen.

Næsten.

Det var ikke kærlighed ved første blik. Jeg havde på det tidspunkt en anden kæreste, Nikolai havde en kærestesorg, og der var ikke nogen der ønskede at ændre på de forhold - i al fald ikke det første. Og det var ikke mig, der var udset til at ændre på det sidste. Jeg var meget glad for mit forhold, elskede min kæreste, var sikker på, at Nikolai syntes jeg var jordens største kegle der hørte til for enden af en bowlingbane, muligvis en for elefanter, og der skulle i det hele taget gå lang tid før det blev aktuelt at brodere videre på det blik.

Men det var et blik - som, set i bakspejlet, er godt at kunne huske. Den første gang, jeg så dig - Og du så et svedigt krigsskib af babyblå nylon. Men alligevel.

End of story. Men det er ikke helt slut endnu..


...for her er manden så. Til scenariet og ikke i civil, tak Gud.

Nedenfor er der et link, som viser et andet og vildere billede af samme. Og nej - det er ikke ham med den lille fjer på.

Se godt på de to billeder, for nu kommer:

Quizzen

? Var Nikolais rolle den GODE eller den ONDE rådgiver?

Svar gives under comments. Præmien afsløres sammen med løsningen i den nærmeste fremtid (eller når nogle har gættet på noget)
Linket:http://www.kodehoved.dk/images/grafik/rollespilleren-3/s8-9.jpg


Tak for opmærksomheden.

tirsdag, juli 18, 2006

...hende, som ej frygtede lidt hjerte/smerte

Jeg har pt. tre yndlings-samtaleemner i hele verden. De to første er ret voksne og indeholder også materiale af potentiel interesse for andre end mig selv. De to første er:

No. 1) Museer, helst placeret på den australasiatiske plade og gerne med noget problematisk indhold omkring oprindelige folkeslag og deres kultur, lidelser, kurveflettraditioner og sådan.

No. 2) Alt der akkompagneres af rødvin.
Rødvin gør dig klogere og sjovere. Det sidste nogen gange mest pga. blå tænder. Men klogere, det er sikkert som en Volvo. Se bare Thomas Haden Church’s rolle i Pinot Noir-roadmovien ”Sideways”. Eller Brixtofte. Æh..

-Anyways, jeg og de mennesker jeg holder af og omgås bliver røvkvikke og skarpe som savklinger, når vi marineres let i lidt vin rouge.

Og museer er noget, som alle gider høre om, eller i al fald er nødt til at foregive interesse for i et vist tidsrum, hvis de vil opretholde et image som alment dannede og velorienterede mennesker. Derfor holder begge samtaleområder 100%.

Det tredje, derimod...

No.3 hedder Nikolai. Vi - mig og manden bag navnet - kommer kæreste, og det er for mig et uudtømmeligt emne. Det kan vendes og drejes, der sker hele tiden nye udviklinger, og gør der ikke, er der en tommetyk scrapbog af både søde og salte minder, jeg gerne trækker af stalden igen og igen, og paraderer i manegen med nye tolkninger og tillægsord fra gang til gang.

Jeg er klar over, at jeg ikke er det eneste menneske, der har denne grad af galopperende munddiarré omkring sin signifikante anden. Jeg er derfor også klar over, at det, for at sige det som det er, kan være helt gigantisk røvsygt at høre på.

Men af og til kan der godt være en god historie i det med kærlighed og to mennesker og rødglødende sjæle og brændte hjerter. Den med altanen i Verona er da landet meget heldigt hos folk gennem et par århundreder.

Der var også nogle søstre i Nordengland, som skrev sig godt varme i spindestuen omkring stolthed, fordomme, fornuft og forfløjenhed mellem thétid og dinner på The Manor.

Hende Sherezade gik da heller ikke helt forgæves i byen ved at spinde over temaet nat efter nat.
Og for retfærdigheden skyld skal det nævnes, at Barbara Cartland er den mest sælgende Britiske forfatter nogensinde. Og den længst levende kvinde af Jordbær-Hubba Bubba, man kender til.

Eksponerings-goplen fortæller mig, at min historie er mindst ligeså god som Tristan og Isoldes, bare helst uden vrede konger og irsk ø-klima. Jeg selv er skeptisk overfor goplen, men mener at huske, at det er MIN blog, og derfor må jeg gøre som jeg vil. Desuden er det ganske korrekt og rigtigt forstået, hvis skidtet her afspejler hvad der sker inden i mig. Ikke mht. peristaltikken, forstås. Mere noget med hvad der føles.

Det fede er, at via blog-formen kan vi tilfredstille begge parter: Jeg kan skrive om min kjærlighed til jeg bliver blå i hovedet (Eller Nikolai sagsøger mig for rettighederne til sin stage-persona. NB: Alle ligheder med nulevende eller afdøde personer er tilfældig).
Og goplen får sit, i og med at læserne kan hænge på så længe de gider, og hvis det er så rasende interessant, som goplen mener at det er, kan de hænge på til slut og ride med os ud i solnedgangen.

Ellers kan de klikke på Homestar Runner-linket i min link-liste til venstre og få noget animeret DAMP til at kurere the love nausea. *Link garanteret fri for følelsesporno*

Så det vil sige: Der kommer nok et kapitel om noget hjertebanken en dag. Tror, at jeg kunne tænke mig at starte med begyndelsen.

mandag, juli 17, 2006

...og søndag

Søndag var som sendt fra himlen, og skal lige opsummeres for at afrunde, hvorfor min weekend var lang en række af luksusliv.

Luksus er ikke nødvendigvis dyrt - det er bare når alt er godt, og man ikke keder sig et øjeblik. Og det bliver ved.

Nikolai og jeg sov længe for første gang i alt for lang tid. Vores tømmermænd var til at overskue, trods det, at vi var gået vanvittige fulde i seng. Vi må lige have sparet noget held op der, for sådan plejer tingene bestemt ikke at arte sig.

Klokken tre hvade vi tøj på og svedte os gennem byen ud til noget brunch, derefter fandt vi nogle ællinger i det gamle Kongelige Biblioteks have - en af byens bedst bevarede hemmelige oaser, stirrede facinerede på dem i en times tid i den idylliske have, og gik derefter på det jødiske museum 10 min i lukketid. Det ydede vist ikke helt museet retfærdighed, men men skal på den anden side heller ikke have for meget tømmermænds-ballade med hypofysen, hvis man skal have fuldt udbytte af noget, der er installeret i en bygning af Daniel Liebeskind.

Så var det lettere at se Johnny Depp med eyeliner og Keira Kneightly med permanent adskilte læber svinge sig i bramsejlet og slås med onde mutantpirater i Imperial i et par timer. Og køre indisk mad ind på Istedgade bagefter.

Sove gik også ret let.

(Undtagen da jeg vågnede med et skrig fra en drøm, hvor min mor var ved at kvæle mig med sin kropsvægt. Hvilket viste sig at have grund i virkeligheden, udover at det var Nikolais hovede og ikke mor, der lå på mit luftrør. Situationen var dog ikke livstruende).

Og det var det. Hov, huskede jeg at få med: Mandag har jeg fri. Det blir' ikke bedre.

...hende, som også havde lørdag..

Lørdag morgen kom, og med den min fantastiske og enestående gymnasieveninde Ibens længe forberedte polterabend. Alt ved denne dag var planlagt i detaljer, og efterfølgende kan jeg tilføje, at ikke en krone var givet forkert ud. Især den store sum vi måtte lægge for at få sendt kampfly op med kemikalier for at sikre en skyfri himmel, á la Sovjetparader på den Røde Plads, var det værd.

Iben havde forsøgt at afsløre simpelthen alt omkring sin polterabend de sidste par måneder. Hun havde understreget hvad der kunne være sjovt, og hvad der ikke kunne, og hvad der bestemt ikke kunne, og, som tiden skred frem, hvad hun klart forventede ville ske, og ville blive meget skuffet over at undvære.

Hun er ellers ret kvik, og har lige fået 10 for sit speciale. Så hvordan hun kunne undgå at overveje, at denne opførsel kun har en omvendt psykologisk effekt, er mig en gåde.
Vi mødtes en gang om måneden, fortalte hinanden om hendes seneste forsøg på at tage magten, lo hånligt, og planlagde tingene som vi ville ha' det.

Iben gav ikke op, men gik over til at regne datoer ud. For 14 dage siden var faktisk hun så sikker på, at hun havde den, at hun havde siddet forventningsfuld og ventet hjemme på adressen den lørdag morgen. Ca. klokken 12 samme dag lagde hun så en rasende besked på Evas telefonsvarer om, at når vi ikke engang gad hente hende, så tog hun da bare ud og shoppede, så ku' vi ha' held og lykke med at finde hende.

Det har været helt fantastisk pragtfuldt at holde hende hen i frustreret uvished, men også ret tvivlsomt, om det ville lykkes at overraske hende.

Det gjorde det i den grad. Da bilen med hende i rullede ind ved det fortov, hvor vi alle stod og hujede med vores store smil og små papirsflag, og jeg så hendes store fanget-i-billygterne-øjne i bag ruden, var jeg i tvivl om hvorvidt hun ville få et hjertestop.

Men Iben overlevede overraskelsen. Hun overlevede også brunch, vandpolo, sprudelwasser, mere mad, vin, chokoladeblindsmagning i 30 graders varme, øl, vin, ølstafet mod indianere, linedancing med cowboy(inde), yderligere 12 retter mad, vin, strawberry daquiri og en video, hvor hendes udkårne Kristoffer fortalte om deres første gang på lagnerne.

Godt taget tøs, klap dig selv på skulderen.

Dødsstødet kom dog desværre til sidst, da vi planlæggere havde foretaget en bytursmæssigt fejlkalkulation. Vi havde fået os skrevet på noget gæsteliste til byens pt. mest hip-fordi-alle-siger-det-sted, A-huset på Bryggen.

Hvad er det? Jo, vi selvbevidste københavnske unge er simpelthen så stolte og glade over endelig at have fået noget der lugter lidt af New York og partys i nedlagte industribygninger, at vi stormigrerer til denne nedlagte Postterminal for at tjekke hinandens dådyrøjne, tilfældige hår og designerbriller ud til rytmisk musik hver weekend - mens tid er.

Huset lukker nemlig om fire ugers tid, og var det ikke for alle de kunstnere, der har haft god brug af stedet som atelier i de sidste lange stykke tid, så ville jeg sige djævlens godt det samme.

Jeg ville så gerne støtte den gode sag og det storbyagtige, men man må spørge sig selv: Har byen virkelig så hårdt brug for et sted, der kalder sig avantgarde og undergrund, men trækker præcis det samme publikum som fredagsbaren på Film- og Medievidenskab?

Er det et kolossalt tab, at der om en måneds tid er ét sted mindre, hvor alle pigerne vil være noget med design, og alle drengene er dj i fritiden?

Og undskyld: Den lokation er altså ikke ligefrem som taget ud af The Meat District. Der er mere folkeskole i fem etager end Industrial Cool over de lavloftede lokaler, hvor de mørkeviolette gardiner fra Østjysk Kontorforsyning kun lige er blevet pillet af krogene.

Jeg ved, at det ikke er stedets skyld, at det ligger langt ovre på den gale side af grænsen mellem råt og røvsygt. Det er jo bare et hus, hvor nogle kunstnere har holdt til, og gerne vil blive. Men kunne man så ikke bare være så venlige ikke at udskrige det som The Temple of Metropolitan Coolness, når det nu ikke kan præstere så meget som en eneste fritliggende ståldrager?

Tagterassen og udsigten over havnen er dog næsten turen værd, men ikke når man tager i betragning, at man skal i kontakt med stedets ansatte for at nå dertil. Bartenderene nåede jeg ikke at opleve, men drinkspatruljen rapporterede, at de var blevet behandlet venligere og mere kompetent af opsynsmadammen på toilettet under Hovedbanen.

Garderoben styres uvenligt, men ineffektivt af et hold 20-årige Arkitektskole-alfer med en attitude som Edie Sedgwicks udmattede spøgelse. De havde dog åndsnærværelse nok til at nakke alt det sprut, vi deponerede på deres hylder. Tre fulde flasker. Jeg håber, at de havde gevaldige tømmermænd i deres små, sultne kroppe dagen efter. Og måske kastede lidt op på deres Baum und Pferdgarten-nederdel.

Dette sted og dets segment tog lidt pusten fra søde Iben, som aldrig har været meget til det opstyltede. Desuden havde vi jo hældt sprit på hende i 18 timer i træk, så efter en dag fuld af fed leg drog den vordende brud på Burger King til en morgenwhopper, og så hjem til den kommende ægteseng.

Hun ringede i dag og sagde, at hun godt kunne liiiide dagen. Vi kunne også godt lide hende, og var egentlig også ret tilfredse med dagen, vi planlæggere.

Tænkte lidt over, at når man holder polterabend for en ven eller veninde, kommer det tit til ikke alene at handle om at fejre brylluppets komme (Og slet ikke "den sidste nat i frihed", for det ville da være et pauvert ægteskab i vore dage, hvis det gik så galt). Det bliver lige så meget en fejring af venskabet, hvor man viser, hvor godt man kender hinanden og hvor meget glæde det giver, at sætte en person man holder af, i centrum og gøre ham eller hende virkelig godt gennemfornøjet.

Det siges, at vennegrupper er vore dages familiesammenhold - den urbane familie, som jeg har hørt det benævnt i noget halvklog modernitets-essayisme. Hvis det er tilfældet, tegner det lyst for kommende generationers familiefester.

Så længe de holder sig fra A-huset.

...hende som lige fulgte op

Denne weekend har ubetinget været en af de mest high-maintainance perioder i mit liv. Ikke som i højstress, men på den fede, læn-dig-tilbage-og-lad-dig-underholde-og-beværte-måde. Den måde er der sjældent nok af. Men jeg kunne godt vænne mig til det.

Fredag med Rungsteds lyksaligheder blev noget ganske andet end jeg havde forventet.

Ikke hvad angik selskabet, som var akkurart lige så god en griner, som jeg havde regnet med. Vi var faktisk rundt om både Peter Poet og de sindslidende fra årgang 1998, men heldigvis langt mere på nu'et og de historier, vi havde samlet sammen her på det sidste i vore respektive tilværelser. Nostalgi er godt, men i længden tomme kalorier.

Det virker bedst, når der også er andet at tale om. Eneste ændring i forhold til sidste post om emnet var, at vi var suppleret af Sophie, endnu en ultracool pige fra vores studieårgang, som sad med sin store integritet og misundelsesværdige pink Sabine Poupinel-kjole og gjorde det hele endnu mere spændende.

Jeg taler om Nokken.

Hvad er der blevet af det Nokken, vi der er vokset op i de grønne områder, engang kendte?

Hvor er det uinspirerede fransk-danske menukort, der ikke er blevet fornyet siden rucola var da funky shit? Hvor er det overstegte kyllingebryst i noget som hedder "pimentsauce"? Hvor er de halvmaritime, helkiksede interiørelementer præget af reb? Hvor er der lige noget messing? Hvor er den langsomme og ligeglade betjening, som enten er 17-årige gymnasiepiger fra oplandet eller bitre overtjenere i 40'erne, der stadig sukker efter dengang i 80'erne, hvor de vendte Renée Tofts verden på hovedet, når de jongelerede med champagne bag baren på Victor?

Hvor, spør' jeg bare. For vi så ikke noget til det.

I stedet fik vi en forkælelsens karettur med seksspan og kusk i liveri. Vi blev modtaget med champagne og smil, og derefter fulgte en lind strøm af tallerkner med udsøgte små stykker kostbar fugl, fisk og midtimellem, akkompagneret af vine, der ikke engang under tortur ville have vedkendt sig et artsslægtsskab med "Jeanne D'Arc" til 35,95 fra Netto.

Jeg er meget nem hvad angår serveringer: Hvis man tager sig tid til skære alt ud i miundrette bidder, stable tingene lidt og sørge for et sprødt skin, samt placere på fancy service, så er jeg solgt. Her hos Kasper og co. det det Nordsjællandske havde de stablet som om fanden var i hælene på dem, og garneret med lidt eksklusiv aske eller indkogt delikatesse hver gang. Og så smagte hver bid af ti gange så meget som man forventede. Fra appetizeren i neonfarver, hummeren, der stak halen forbi mellemretten, til det sidste marinerede jordbær. Det var fremragende.

Hvad er der sket? Jo, Kasper forklarede, at der var kommet nye ejere til, og at man havde valgt at ændre konceptet fra "Dyrt og Dårligt" til "Ikke specielt Dyrt, men Virkelig Godt". Nu oplevede jeg jo ikke noget omkring priser, vil jeg godt lige have slået helt fast med syvtommersøm og op på væggen i glas og ramme. For vi fik jo netop en middag, ganske gratis, with compliments, on da hauz (or at least on da masta of da hauz). Men jeg overhørte noget i retning af en nogle-og-2.000 kroner, og når man kalkulerer med fem piger, fem retter, plus en overflod af oste, og dyre druer til hver ret, så kan det vist kun ende ret rimeligt ud.

Og Godt - dén del var der i al fald ingen tvivl om.

Jeg vil anbefale alle, der vil blæse lidt guld af på en vidunderlig middag med ultrakompetent service, at sætte kursen mod Rungsted Havn og gå til Nokken på spidsen af kajen. Der er tilmed smukt og luftigt (I fredags faktisk så luftigt på terassen, at champagnen blæste væk inden den nåede fra flasken og ned i glasset, og vores hår stod som vimpler ud over rælingen, eller hvad det hedder på de kanter. Jeg tror af samme årsag ikke, at Peter Asschenfeldt bruger den del af restauranten meget).

Sejlersko og kabelstrik er heller ikke længere obligatorisk - men man bortvises helt sikkert heller ikke for det, og for nogle vil det jo sikkert være en del af oplevelsen at lege Onassis for en dag.

fredag, juli 14, 2006

...hende, som skulle på Nokken

"-Har Christine ringet til dig om den middag?", spørger Nanna, min veninde, som ligner den danske sang, bager et gedigent kernerugbrød og så i øvrigt får penge for at skære ud i pap for de i tunge drenge Hjemmeværnet, hvorfor det ikke er multihip PR, at basere sin imagepleje på at stå i en orange vest og lege Camp Eden ved Ringe Visefestival.

"-Neeej..." svarer jeg tøvende i telefonen, og føler nervøsitetens hvepsestik i mellemgulvet. Selvom det ligger år tilbage, har min stolthed stadig ar efter dengang, jeg ikke blev inviteret til venindejulefrokosten, muligvis fordi mit kernerugbrød ikke er noget at skrive hjem om.

"- Hun ringer sikkert til dig i morgen," siger Nanna med trøstende overbevisning i stemmen. Hun var ret overrasket og fyldt af retfærdig harme, da hun i sin tid dukkede op til juleforkosten med sit veltilberedte kernerugbrød under armen, og opdagede, at jeg ikke var en del af bordplanen. Hun ved altså, hvor hunden ligger begravet i min baghave.

"-Det er noget med, at hendes lillebror er blevet restaurantchef for et sted i Rungsted havn, og vil give os alle en middag."

Jeg håber i den grad, at hun ringer.

Telefon midt i fodgængerovergangen ved Palads. "Hej, det er Christine!"

Sejr.

Christine mødte jeg første gang samme dag, som jeg mødte Nanna: Første skoledag på universitetet i 1998. Vores lille flok på 100 unge mennesker havde ikke tornystre så store som møllehjul, vi holdt ikke hånd to og to, dreng/pige, og vi græd ikke da mor gik - men usikkerheden overfor alle de nye mennesker og fordringer var nok ca. ligeså stor som da man stod i folkeskolegården første gang, ca. samme tid på året, men godt 12 år før.

Christine, Nanna og jeg havde noget til fælles: Vi var alle tre blot 18 år og friske fra gymnasiet. Så vidt jeg husker var vi alene om denne tvivlsomme ære på Litteraturvidenskab årgang 1998. Som Nanna skrev i sin profil i vores urkompendie, var hun er af de "umodne, uselvstændige og uerfarne tidlige studiestartere", hvilket i sig selv viste hvor moden, selvstændig og erfaren hun faktisk var.

Nanna var pissesej fra day one, og jeg var bestemt ikke tryg ved hende. Da hun på andendagen havde stillet sig op og talt til hele årgangen om noget engageret og svært overskueligt fagligt noget, samt meldt sig til ca. 60 udvalg og i øvrigt cyklede hele vejen fra Hvidovre hver dag, var jeg desperat for at finde noget at hade hende for.

Det viste sig heldigvis at være vanskeligt, og da vi stod foran sommerferien 9 måneder senere, havde vi netop afleveret den såkaldte værkopgave, en 1. års-"du-skal-aflevere-noget-sammanhængende-nu-ellers-er-det-ud"-ting .

Jeg husker ikke titlen på min (Kun at der indgik et af litteraturstudiets helt store buzzword de år, nemlig "kortprosa"), men forfatterne, der havde levet, ædt, grædt, skrevet og sovet sammen de sidste tre måneder, hed i al fald Nanna og Marie.

Vores studieårgang var som udgangspunkt en af de mindst velfungerende grupper mennesker, man kan forestille sig, og det stod så sørgeligt til, at vi ikke engang orkede at forsøge at skjule det mere end et års tid. På det tidspunkt var tryghedsbehovet ved at være nogenlunde til at bære, mens niveauet af falsk høflighed overfor mennesker, man ikke kunne fordrage og omvendt, havde vokset sig til netop ubærligt. Så vi gav op på tutorgrupper og fællesinvitationer og overgav os til at dyrke klikedannelse på seriøst niveau uden skelen til social ansvarlighed. Efter et år var der godt 20%, der havde forladt studiet igen med benene på nakken, og et overraskende højt antal af disse var pt. i behandling for sindslidelser.

Både jeg, Nanna, Christine, den anden Kristine, Christian, Linn, Sine og hvem der ellers betød noget for mit umiddelbare univers, holdt dog ud.
Det tog som ovenfor antydet lidt tid at forme grupper og finde ud af, hvem man virkelig ikke kunne fordrage, når man nåede ned under de første fællesskaber, formet omkring undervisningshold, yndlingsforfattere og anden sæson af "Robinson" søndag aften.

Men da der var gået et års tid eller tre, og overbygningen slog til og spredte folk og deres ambitioner for alle vinde, var det de ovennævnte, der stod i min telefonbog, kom til mine fødselsdage og housewarminger og som der af og til lå en sms fra - for nu måtte vi snart ses.

Dette er stadig tilfældet.

Mine studieveninder er vidunderlige, trofaste, spændende, kloge, morsomme, pisselækre - og travle. Julefrokost-episoden stak ikke dybere end som så, og det er ene og alene min egen usikkerhed, der gør at den overhovedet har fået en plads i min indre Tillidsbrud Hall of Fame (- ved siden af plaketten til minde om den sorgens dag i vinteren 1994, da min halvparts-pony Ivanhoe angreb mig mens jeg mugede dens stald ud).

Der er bare noget ved, at have kørt den samme faglige bjerg-étape (DONG!) fra start af. Og have kendt de samme mennesker, og tænkt i nogenlunde samme baner fra 9.15 til 16 på en dårlig dag, i op til syv år i træk, fordi:

-Man har Litteraturhistorien i 10 bordeaux bind, og en bog der hedder "The Theatre of the Absurd", som man har åbnet én gang i efterårssemesteret 1998 og betalt 295 kroner for.

-Man kan huske, hvem der havde stomipose på vores årgang, og at det var løgn, at hun lugtede.

-Man ved, hvordan man finder lokale 32.2.9 på KUA.
(I al fald principielt. Mange tror, at Harry Potter-forfatteren Joanna Rowling opfandt idéen med de evigt skiftende trapper på Hogwarts, og derved føjede et finurligt Kafka-møder-Alice-in-Wonderland-træk til den tungbritiske trylleskole.

Dette er noget vrøvl.

Sandheden er, at trapper, der ender et nyt sted hver gang, korridorer, der ændrer retning, samt lokaler, der flytter sig eller ligefrem forvsinder, blev installeret på Københavns Univesitet Amager i 1970'erne, og har som det eneste i bygningen fungeret optimalt med et minimum af vedligeholdelse siden. Og det er ikke finurligt, men frustrende, og kun Kafka, ikke noget eventyrland overhovedet)

-Man hørte om Slam Poetry før alle andre. Og kan godt få armene ned.

-Man ved hvad det vil sige, at Peter Poet fra vores årgang havde slædehundeøjne, og hvad Nanna gjorde, da hun fik nok af at blive udsat for hans pik på præsenterbakke ned af benet i hans konsekvent fem-numre-for-små-Levis.

- Man ved, hvor nødig man ville indrømme, at man ikke vidste hvad kortprosa er.

-Man kan huske, hvor meget det betød for energiniveaut, at én af de andre også var til time, og at man kunne nå et kommandoraid på chokofant-kassen i kantinen i pausen.

-Man var enten til stede, eller også har man fået genfortalt historien, om dengang Morti Vitzki (RIP) tog coke og pis på instituttet.

-Man har nået mæthedspunktet for Madeleine-kager.

-Man véd hvor rimeligt migrænegivende det er, at have skrevet sig op i en krog i forhold til studiets emnemæssige og sproglige spredningskrav, og nu står med en opgave, der pinedød skal omhandle tysk film/radio/tv frem til 1910.

..og alt sådan noget.
Måske hænger det sammen med ovenstående punkter, at vi i bemærkelsesværdig grad sjældent talte fag, og aldrig rigtig har gjort det i privaten. Men det er som om, at nu, hvor vi på den ene eller anden måde har fået Litteraturvidenskab og Moderne Kultur, hvor et par af os fortsatte, lidt på afstand, så snakker man friere om den verden - den har ikke en klemme på os længere. Og der er en del at indhente, ikke bare på det område, men også på det, der dækker alt det andet, vi gør og tænker og føler nu.

For det er sjældent vi ses, og især i mere eller mindre samlede flokke. Det er ikke så let at samles, som dengang hvor vi alle boede i en radius af to kilometer fra Stereobar og i øvrigt parkerede vores cykler i samme stativ på Uni hver morgen:

Sine tog til Frankrig med Linn, men hvor Linn tog tilbage til sin Rasmus efter aftale og til fælles glæde, var Sine fri som fuglen, og satte Paris på den anden ende. Så satte hun os derhjemme på solidt bagud ved at møde Derek, blive gravid og føde Luke på sådan cirka et kvarter. Så rykkede de til Skanderborg og blev der, mens de lige fik en dejlig unge mere.

Den anden Kristine realiserede sit potentiale for både kunstformidling og kærlighed i New York, og har nu nyt navn og garanteret en helvedes masse fedt liv kørende derovre.

Nanna rejste til USA med sin cykel i en container, og opdagede, at hvis man elsker hinanden (og ved at man skal giftes om et halvt år, og kjolen er købt), kan man sagtens klare at leve på tre kvadratmeter mens ens kæreste og husband-to-be skærer i Phytonslanger. Det var dog federe, tænkte hun, med lidt plads omkring den kærlighed, så hun kom hjem og fik et job som Efor (hvilket ikke er en plante, men en slags daglig leder) med stor og parketbelagt embedsbolig til sig selv og Andreas på Nordisk Kollegium, et sted, der binder alle vore historier sammen i en mere eller mindre uhelllig alliance.

Jeg så hende mere, da hun var i USA, end da hun havde det arbejde.

Tilgengæld lagde NoKo hus til vores kandidatfest, hvor det i tre hektiske forberedelsesdage var næsten som i gamle dage med mig og Nanna: Hun havde styr på listerne, opskrifterne, logistikken og tropperne, mens jeg forsøgte at snige mig til pauser rundt omkring og gik hende på nerverne med malplaceret optimisme og kvikke bemærkninger. Vi brokkede os simultant og over de samme ting. Og vi var begge generelt tryggest, når den anden var i nærheden.
De tre dage rådede bod på meget savn.

Linn holdt kandidatfest med os efter en kraftanstrengelse af et speciale, og det var lidt af en stjernestund at kunne stå tre stk. side om side og holde velkomsttale den aften. Begyndte fulde af forventning, læselyst og ambitioner samme dag i 1998, råbte pik og skred sammen aften i 2006.
Nå, før den aften var Linn som nævnt i Frankrig, og siden arbejdede hun og Rasmus som heste og fik lejlighed på Amager, men har dog generelt ikke været umuligt at etablere kontakt til trods det. Ret skal være ret.

Og Christine har også holdt sig i landet, uden at det dog har betydet at vi har siddet på skødet af hinaden - det har ikke været dén type venskab, og den type venskaber har jeg af en eller anden grund aldrig rigtig kunnet finde ud af at administere - med visse undtagelser. Men Christine har et par gange gjort noget ganske ualmindeligt forgyldt (og snedigt), og det er at invitere til arrangementer, der er så heftige, at man skal bo meget langt væk for at kunne undslå sig. Megen af æren skal retmæssigt gå til Christines lillebror Kasper, som har været facilitator for heftighedsniveauet via sin afsindige kompetance og derfor høje stillinger på fede barer og restauranter. Og nu er han havnet på Nokken, Rungsted Havn. Som restaurantchef. Med et par fem-retters med vinmenu i baghånden til sin søster. Som var så venlig igen at tænke på årgang 1998.

Så det skal vi i aften - Linn, Nanna, Christine og jeg. Der mangler et par stykker, men det er tilgengæld et sikkert fremmøde.

Derfor glæder jeg mig som et lille barn (Dog iført et par sko, man bestemt skal være fyldt 18 for at få kørekort til) til i aften, hvor vi skal tale om det hele - om trappe 32.2.9, om Peter Poets pølse, om nogen har hørt fra Sine, og hvad min ven Anders sagde efter at have mødt den anden Kristine i New York, om job'sene, cheferne, mændene, planerne og hvor fedt det er, at nogens lillebror er restaurantchef på Nokken.

Og om den Pateiske Trio Asschenfeldt, August og Riskær mon er i natklubben, og hakke om hvem der skubber til Peters toupé, spørger Bille, om han laver en "Smilla 2", og hører med Klaus, hvor mange zoner der er til Vridsløse, og om han vil låne til toget hjem.

Go' fredag. - m

onsdag, juli 12, 2006

...hende som gjorde alvor af truslen

Det skla ikke siges, at jeg er den, der ikke holder mit ord. I det tilfælde at jeg ikke får skrevet andet hele ugen, laver jeg her, til læsernes og min fælles tidsbesparelse, en zip-pakket alt-i-én udgave af et standart blog-indhold for, say, en uges tid her på blogger.com. Baggrunden for denne økonomiserings-løsning er det indtryk, jeg har fået ved at kigge forbi venner og bekendtes blogs fra tid til anden gennem det seneste års tid. Via denne spionvirksomhed har jeg afluret de vigtigste strategier, så jeg nu kan udkonkurrere hel opmærksomhedsmarkedet og blive førende i selvudleverende/SLASH/selvpromoverende BS! Vælg min blog - hurtigere, nemmere og DONG på alle ord med bindestreg!

Here goes:

Eksistensiel overvejelse med dagligdags afsæt:

Københavns Hovedbanegård, kl. ca. 16.30: Et jysk, pastelfarvet ægtepar knaldede ind gennem regionaltogets døre før vi, der skulle af på hovedbanen var nået ud. Min sidedame trådte ej til side, men knaldede igen, hvilket fik ægtemanden til at snerre "Hvad har du gang i, do?". Min (nydelige) sidedame reagerede uventet: Hun langede resolut ud efter herren, akkompagneret af et ærkevesterbronx'sk "Hva' har du sæl gang i! La' os da for helvede komme ud først, din spaaade!".

Jeg var noget benovet over hendes reaktion. Og over min. Så groft, så resolut aggressivt, så utiltalende - og så alligevel, så meget en befrielse at opleve. For en gang skyld én, der brød med pænheden og køkulturen og sagde fra med store bogstaver overfor én, der overskred hendes grænse der på trinbrættet.

Hun stod bag mig på rulletrappen, og jeg stod og tænkte med et halvt øje over skulderen. På den ene side var hun mig dybt frastødende med sit flade klaps til den møvende jydske skulder. På den anden side en stenbro-Jeanne D'Arc (DONG!), forløser for den ophobede iritation, der lynhurtigt opstår i et proppet tog og for den perverse lyst, vi vist alle kan føle, til at sætte en trumf bag sin indignation med lidt uventet vold. Den psykose, vi nogengange beder til vil komme, når verden er for urimelig, ognoget i os bare vil glemme reglerne og afreagere fysisk på såvel mennesker som obsternasigt murværk.

Det kan også være, at hun bare var en dum havgasse med PMS, der ødelægger dagen for andre. Men hun slog en jyde, og det tæller i sig selv for et par point.

Top tre over bedste kebabsnask i KBH:

3) Mujaffas på hjørnet af Gasværksvej og Istedgaden. Ikke vild gourmet, men hurtigt, billigt, venligt og medinteriør i den kendte Amerikansk-Diner-møder-Kashba-og-kunstige-blomster-stil.

2) Konya Kebab på Istedg. og Absalonsgade. Trægrillen er enorm, blankpoleret og gør forskellen, og man får rædselsfuld, men velment tyrkisk thé for free, all u can wince at. Sukker hjælper.

1) Den hvor min gamle kung fu-træner Abduls fars menighed hænger ud, lige lidt længere ude af Nørrebrogade end Nørrebro station. Den har stjerner over døren og et imponerende indgangsparti i det hele taget. Og laver det bedste. Punktum. Den med dej om og tomatsovs er Profetens (PBWH)'s favorit, siges det. Også min.


Resultaterne af mit favoritsportshold kampe i ugen:

(Følgende er fundet ved at kigge på s. 10 i Politikens og slå en terning, derefter improvisation)

Heltene fra Hafnafjördur smadrede TVMK Tallinn 3-2 i Champions League kval'ens første runde. Det er kun den første kamp, men det tegner sgu' pænt for drengene. Især Atli Gudnasons scoring i det 90'ene minut var klasse - det bliver et spændende efterår foran Eurosport.

På Aalborg Travbane vandt Dylans Rookie suverent med Flemming J. ved tømmerne igen igen - der er krudt i den krampe...

Nogle links jeg har set i ugen:

www.martialarts.dk - alt fra Krav Maga og Kung Fu til sortkonservatisme og verdens mindste tissemænd. Off-topic er som at gå på Crazy Daisy i en provinsby med alt hvad der dertil hører af platheder, pikmåleri, patter, racisme og kampsport, når man bliver smidt ud.

Så er den klaret.

...hende på billedet


Til min profil. Med fuld make-out.

..hende som havde lavet sig en blog

-Så findes der en blog for mig og mine ramblings - nogle ville mene, at det er meget sært at det ikke er sket før, med mit generelle ordoverskud og uvilje til at lade verden stå uvidende hen om min gøren, laden og tænken. Men en mix af noget blufærdighed, noget "hvad skal man egentlig med det og hvem gider læse det?" og lidt usikkerhed overfor blogspot.coms opsætningsprocedurer har stallet projektet. Til nu.

Ændringen: Punkt ét gled af banen pga. at jeg læste fætter Frederiks hylende grinagtige blog på www.saasaamanligemig.blogspot.com, hvor blufærdighed såvel som visse tvivl om hvorvidt blogging er da shit eller simpelthen noget Stjerne For en Aften-virus, bliver vendt, drejet og endelig fejet af vejen. "Hvis hans cool kan bære det, ka' min også", tænkte jeg, og desuden vardet så sjovt, så sjovt, som sagt. Jeg er ikke den, der lader gratis spas gå min næse forbi: Sådan en vil jeg også ha'.

Punkt tre krævede blot lidt opmærksomhed og selvtillid. Det er latterligt nemt, hviklet nok peger på, at det latterligste vist er hende, som mente det var for svært. Eller som rent faktisk failede et forsøg i foråret. Men forhindring overvundet, nok om det.

Punkt to derimod, er det ømme af dem. Det eksisterer endnu, især sidste del af indvendingen: Hvem fanden vil læse skidtet? Og deraf kommer, hvorfor ik' bare skrive dagbog? Hvorfor go public med dine tanker, tumlerier, teorier, do's 'n' dont's, hot or not's, og endeløse top 5'er over de bedste sange, du hørte i 90'erne?

-Gemmer der sig ikke en lille patetisk gople indeni dig, som føler i sit lille heftigt dunkende gople-hjerte, at netop dine formuleringer og fortolkninger af hverdagens små, åh-så-finurlige indfald, har lige den skarphed, originalitet, vid og bid, som fortjener et kræsent publikums identifikation og skæve smil?
Er du ikke i al hemmelighed skåret ud til at blive lidt af en undergrundens D'Artagnan med den spidse pen - som så i denne hersens tidsalder er blevet morfet til en nettets Neo med keyboaredets blunt instrument mellem hænderne?

-Og gør det dig/mig ikke snarere til en oplevelsessamfundets Prinzen Rolle - en kiks blandt en hele række af ligemænd?

*ADVARSEL* Sporskifte forude* (Hold hænder og hunde inde i vognen):

-Okay, jeg har lige et bud: Denne type meta-blog-overvejelser indgår som første post i ca. 75 procent af alle blogs. Det er i sig selv er kiksestatus extraordinaire, at jeg falder i så let: Første post, og så bruger jeg den til at tude en flod over hvor utjekket det potentielt kunne være, at jeg havde en blog.
Så så man lige mig være hende, der sørgede for at mandsopdække sit image igen-igen. For hvis skyld, tænker jeg?

-For hvad var det ved fætter Frederiks blog, der gjorde, at jeg tænkte: "Én af dem, tak, med prikker på." Det var, kære læser, hvad enten du er der eller ej, at man kunne se, han havde det sjovt med at skrive skidtet.
Tanken om at nogen læste det, gav nok lidt ekstra smørelse til sætningsdannelsen. Men først og fremmest virkede det som noget, der kunne være en fest at hakke ind på keyboardet, helt og aldeles for ens egen, private skyld.

Derfor: Den skriftlige masturbation længe leve her på siden!
Jeg vil ikke undskylde så meget som én gang mere for blog som koncept, jeg vil fejre og feste med mine prikker.

- Jeg vil svælge i top 5'er over sko-trends, der aldrig skulle have set dagens lys, jeg vil udbrede mig i detaljer omkring et hvert trip - good or bad - der sender mig afsted netop dén dag, jeg vil poste et jammerligt hjertesmertedigt om min elskede Nikolai, hvis det lige er dét, jeg føler for at gøre (...og er sikker på at han ikke får netadgang lige foreløbig), og jeg vil med vold og magt gøre enhver dagligdags hændelse på posthuset til afsæt for højtflyvende eksistensielle overvejelser og/eller humor.

Ok, det sidste er lige skrap nok. Men ellers.

- Nå - okay, så så man lige mig være ligeglad med, om nogen læste det her. Det er ikke det, der er idéen, uanset hvad goplen mener (Den mener at jeg skal rundposte en mail med min blogadresse, subsidiært mener den, at vi skal gå ind og se Pirates 2, så den kan se sin storebror i rollen som Kraken). Det er for min egen skyld, min alene, og jeg er allerede vild med det.



....menøhhhh...Er der nogen?