mandag, september 25, 2006

..ukendt med de kendte

"Pas på det - KNALD! -røde pressekort! For det' et pressekort - der' nået for siiig! Pas på det - KNALD! -røde pressekort! For det' et pressekort - for... mig og mig!"

Nu talte jeg lidt spidst om mit fetsival-pressekort i sidste post, men det er uretfærdigt. For det kan jo ikke gøre for, at det ikke matcher min silkekjole. Det er bare så rødt som Gud og marketingsafdelingen skabte det, og i virkeligheden er det mig ikke en byrde - det er mig en kilde til stor glæde og mange oplevelser.

Primært handler det om, at det er fantastisk at få llov at skrive igen, at se det publiceret, og at have en undskyldnming for at være alle steder og spørge alle om alt.

Men jeg har også bemærket en anden sub-grund til, at pressekortet spiller max:

Uden det var min kærestes og mit forhold i øjeblikket skåret ned til den kontakt, der opstår, når den ene af os taler i søvne, samt en hurtig skål søvndrukne cornflakes hver morgen og et par muntre sms'er fra dag til dag.

Det er naturligvis fordi, at Nikolai ligger i døgndrift på Copenhagen International Filmfestival, hvor han tilsyneladende varetager alle opgaver fra det allermest praktiske grisearbejde med at sørge for, at Dagmar-biografer hænger plakater op og kontoret har papirklips, til at host'e Q&A med skuespillere og instruktører foran et hundredetalligt publikum, være tysktalende selskab for den germanske delegation, og spise middag med Jean-Marc Barr - I ved, ham den sortøjede franskmand, som var åndeløst smuk og bedre kunne lide delfiner end Patricia Arquette i "Le Grand Bleu", og som nu er mindre smuk, men stadig sej, bla. i Lars Von Triers film. Og som formentlig får spontant udslæt på halsen hvis man hvisker "Flipper" i hans øre.

Jeg klager ikke over vores cornflakes-sessions og godnatkys, for al tid med Nikolai er quality time. Men for at snyde mig til lidt mere, som et præmieeksempel på den unge, snarrådige og handlekraftige kvinde af i dag (Natascha Kampush?) landede jeg mig en presseakkreditering, så jeg kan væer med hvor det sner - og nogle gange, hvor han er.

Det er så sjovt at have kort på, når alle nadre har det, og så griner at vide lidt mere om alt det, der foregår i den lille "verden i verden", som en festival er. Det er facinerende at have fulgt på sidelininjen, hvordan det hele er bygget op gennem et halvt år, og nu er byen fyldt med film og filmfolk, arrangementerne afløser hinanden, folk ser film de ellers aldrig ville se og drikker de syrlige sponsordrinks fra Jameson.

Der tales tysk, fransk og engelsk, der lefles og fedtes og networkes, Zentropa fører sig frem, pressen hagler det hele ned fordi det gjorde de også sidste år, og hele filmdanmarks tropper op og tjekker, hvad hinaden har gang i til New Danish Screen.

Det hele kører. Det er ét stort festivallokomotiv, som brager rundt mellem Købanhavns biografer på skinner, man kun kan se, hvis man ved de ligger der, indtil på søndag, hvor det hele er væk igen.

Jeg har ikke anet, hvordan sådan noget som festivaller blev til. De var der bare, et par gange om året, og så var de væk igen. Man kunne deltage, men hele logistikken bag undslap mine tanker, bla. fordi jeg umuligt kunne overskue det enorme arbejde - hvordan får man en permanent live-tv-skræm opstillet på Rådhuspladsen? Hordan får man 145 film spillet to gange hver i Københavns biografer? Hvordan får man Irma som sponsor. Hvor er der clips?

Svarene er (selvfølgelig): Mennesker, dedikation, hårdt arbejde og kaffe. Passion og gode kontakter er heller ikke at foragte.

Selvfølgelig er det Nikolai og ikke det lille røde kort, der har betydet, at jeg har oplevet det hele på så nært hold i opbygningsfasen. Men kortet giver mig lige det sidste skub tæt på i disse dage. På min plads - pressepladsen. Der, jeg allerhelst vil være i hele verden. Det er sjovt - og så til pokker med, om det ikke matcher.

...på skrift

På skrift igen, og hvor er det en saftig og berfiende følelse - som at drikke en hel rød sodavand i ét hug. Ja, det jeg mener er, at jeg igen har freelanceartikler ude i det offentlige rum, efter at have fundet tempoet på arbejde og taget hul på nogle nye kontakter med griner opgaver til følge.

Så dette er hvordan landet ligger:

Man kan lige nu gå ud på gader og stræder og finde det lækre kunstmagasin Wonderland i de lækre butikker og sådan nogle steder. Det er i lækre 12.000 eksemplarer, så der skulle nok også være ét til dig - lækre. Bag det nok så sprælske cover, som med fordel kan betragtes med den klassiske rød-grønne 3D-brille, gemmer der sig en lang og tung artikel om "state of the art", forstået på alle måder, lige nu i Danmark. By moi.

Det er, hvis ikke den artikel, jeg altid har drømt om at skrive - så en af dem, og højt på listen - og det har været et vanvittigt sjovt arbejde at få de dygtige og kloge folk, som er med, til at udtale sig og derpå flette det hele sammen til noget, der var en vis grad af rød tråd i.
Den hedder "?Intet nyt fra fronten?" - læs den, hvis I synes at "Smagsdommerne" er for overfladisk og vattet. Eller kan lide, når kunstfolk skælder ud.

Kig lidt her: www.wonderland-mag.dk

I det lidt mere tilgængelige område er der de her to artikler på www.oestrogen.dk, som har været så venlige at lade mig dække den såkaldte Alice-pris på Copenhagen International Film Festival, som kører lige nu. Det er jo, i parantes bemærket, den begivenhed, der har taget al den tid i min kære Nikolais liv, som jeg ikke har kunnet lægge beslag på, i det sidste halve år. Tjek hans blog www.fejerforfolk.blogspot.com for hans yderst velinformerede og kvalificerede guide til hvilke europæiske film, I skal se i denne uge på fetsivalen - chancen kommer aldrig igen!

Nikolai arbejder som en lille hårløs laboratoriemus nu mens det hele kører, og det samme gør hans søde veninde og kollega Nanna, som i artiklen herunder fortæller, hvad Alice-prisen er:

http://www.oestrogen.dk/show_page.asp?pageid=17560
http://www.oestrogen.dk/show_page.asp?PageID=17558

Der vil dukke mere op i slutningen af ugen, såsom en reportage fra Prisuddelinsggallaen, hvor jeg skal sniges ind koste hvad det vil. Det er jeg ikke så bekymret for, for jeg har gode kræfter på sagen. Det værste er, at mit pressekort, som jeg er så stolt af, er højrødt. For skønt det matcher OK med min hårfarve, som pt. ligger et sted mellem Famke Janssens mørkerøde mutantmanke i "X-Men 3" og en østeuropæisk ambassadørfrue, så synes jeg bare ikke det spiller særligt godt med min gammelrosa Marilyn-wannabee-silkesag, som er det ENESTE, jeg har i skabet, som er galla-egnet.

Det tænker jeg så lidt over nu. Og i mellemtiden er Darfur nok gået under. Hvor er vores kultur og verden dog mangfoldig. Eller skulle man hellere sige skizofren?

Anyways, vi lever med det - hvad er alternativet? Så støt underskriftindsamlingen for Darfur på Amnestys side www.anesty.dk, og læs så også lige min lille østrogene artikel om vores lokale filmiske eventyrland, når i alligevel har browseren fremme. Du ka' ta' det. Og det er en god dag.

tirsdag, september 19, 2006

..her!


Hey, wannabe alpha-males! Se her:


Straigth from my heart - I ved hvem I er!*

- Marie

*fx. Klaus Riskær, Hugh Hefner, Jens Rohde, Fætter Højben, Jes Dorph, Henrik List, Søren Espersen, Samuel L. Jackson, Poul Nyrup, Donald Rumsfeldt, Henrik Qvortrup og alle sportsjournalister.

mandag, september 18, 2006

...på Darfur igen, denne gang med egen hjerne slået til.

Ja, jeg læste lige denne nyhed på tv2 Gossip, en uendelig kilde til viden om en verden uden indhold, men med uforståeligt stor betydning. Og for en gang skyld noget, der fik mig lidt op af stolen og tænke nogte andet end:"...HVORFOR skal jeg og hele verdens internetbrugere vide, at Charlie Sheen ikke må nærme sig sine børn med øjenbrynsmonsteret Denise Richards, og HVORFOR skal jeg orienteres om, at Paris kun har givet tre blowjobs i sit liv, og HVORFOR skal jeg vide, at Frederik Fetterlein har været i kanen med sin frisør, og HVORFOR skal jeg ...uhhh, billeder af Lindsay Lohan uden trusser på til filmfestival i Venedig, clikkety click!"

Denne gang handlede det om Darfur og George Clooney. George Clooney skældte FN ud for ikke at handle i Darfur. Det ses her Ikke Darfur, men Clooney og FNs talerstol):

http://gossip.tv2.dk/article.php/id-4888394.html

Det Clooney siger, er at FN bør blæse på sudansk suverænitet, og sætte FN-tropper ind trods Sudans afvisning af forslaget. For ellers går det galt (Det er det allerede gået).

Jeg mener: Hvis der overhovedet skal være nogen som helst logik i den offensivt opryddende udenrigspolitik, den vestlige verden har præket over Irak og Afganistan, så nytter det ikke nooget, at man kun vil indføre demokrati og menneskerettigheder i de lande, som enten huser nogle, der ville slå Bush' far i hjel, eller nogle, som måske står bag 9-11.

Så må der kunne sættes ind når overgreb på menneskerettigeheder og behovet for beskyttelse af civilbefolkningen er så tydelige som i Darfur, og som de var i Libanon i den allerede glemte minikrig med mega-potentiale for en måneds tid siden.

Det er decideret pinligt, at USA's interesser er så styrende for alle, selv overstatslige organer. Hvis USA siger 'go', er der krig, og så må alle løfte og bære. Hvis ikke, så er beslutningsprocessen pludselig vag og så selv-protektionistisk.

Det er ikke godt nok, og vores latterlige regerings udenrigspolitiske linje ("Juhuuu - Danmark er venner med USA pga. vores Jenser i Irak og Afganistan, og Anders' cykelture og letforståelige formuleringer, så dermed har vi alibi for at gøre rigeligt, og vi kan lade alle andre forbindelser stå til - vi er på det stærkeste hold") gør det ikke bedre. Æv.

Æv æv og tre gange æv. Hvor er det ufedt, når man kun er på det stærkeste hold - ikke på det bedste.

søndag, september 17, 2006

...med på at gi' en hånd til Afrika

Denne post er delvis skrevet af min ven Andreas, som er i Norge og som gør en stor indsats for menneskerettigheder og forståelse her i verden, bla. ved at have arbejdet for Amnesty i flere år, og nu være involveret i arbejdet for at hjælpe Darfur-reginen i Sudan.

Situationen der er værre end nogen af os forstår - og derfor er det i dag Darfur-dag, så lidt flere af os, og især dem som sidder på beslutningerne i storpolitikken, måske vil rette blikket og den hjælpende hånd derhen - der er hårdt brug for det.

Værsågod Andreas:

"Siden 2003 har Darfur-regionen i Sudan været plaget af en forfærdelig konflikt. Hundredetusinder er blevet dræbt eller alvorligt såret. Mere end to millioner mennesker er drevet på flugt og lever i forfærdelige flygtningelejre, hvor de er sårbare overfor voldtægt, vold og yderligere angreb. Over 3.5 millioner mennesker er afhængige af nødhjælp. Regeringen i Sudan mobiliserer i dette øjeblik tropper til at færddigøre det folkedrab som de har begyndt.

I dag, den 17. september, er dagen hvor vi alle husker hinanden på, at vi har et globalt ansvar for at beskytte hinanden. I dag er dagen, hvor vi skal markere at vi ikke vil tillade flere folkemord. Ikke endnu et Holocaust, et Rwanda eller et Srebenica.

Du kan gøre en forskel. Alene ved at huske dine nærmeste på, at der er et sted der hedder Darfur i Afrika. Og der er mennesker dernede, som vi ikke må glemme.
Du kan også støtte en aktion for at sende FN tropper til Darfur, som skal sikre beskyttelsen af civile.
Læs mere om dagen i dag på den internationale hjemmeside for Global Day for Darfur
Eller støt Røde Kors
Tak for din tanker og din støtte."

torsdag, september 14, 2006

...lidt ude af den

Jeg kan kun skrive om én ting lige nu:

I dag lagde vi min onkel Ulle i graven. Han døde for otte dage siden af en prostatacancer, som blve konstateret i januar i år, og som ikke kunne standses.

Min fætter Johan, min kusine Christine og min tante Birthe - det bider i mit hjerte, når jeg tænker på den sorg, de må føle nu. Over at have mistet, over aldrig at skulle møde igen. Hvis det var mig, der stod i deres situation i dag, ville min verden være ændret for altid - en ændring, man var tvunget til at acceptere, men som er det sidste, man ønskede. Smerten er så stor, savnet uoverskueligt.

Vi andre vil også savne - jeg vil savne at ankomme til en familiefest, gå rundt for at hilse på folk, og blive forsinket i runden, fordi jeg falder i samtale med nogen - og så mærke Ulle, der tager mig i armen, og med det skæveste smil og kun let anklagende siger "Nu ignorerer du mig igen, Marie. Jeg har jo glædet mig sådan til at tale med dig - men du synes sikkert det er irriterende med sådan et gammelt fjols som mig, der lægger beslag på dig." - og nej, selvfølgelig gjorde jeg ikke det. Jeg synes det var alt andet end irriterende at blive taget alvorligt i en diskussion, stillet svære og komplekse spørgsmål om mit fag og om mine livsvalg, at få fortalt gode historier med dybere mening, debattere intelligent, kultiveret og engageret over oksestegen, og at fortælle mine historier til en person, som virkelig syntes at more sig over dem. Og at holde af, at tale med mig.

Det er ikke noget, der sker hver dag, eller til hver familiemiddag. Det er noget, som var særligt ved Ulles tilstedeværelse. Og det er noget, der vil være alt for lidt af nu, og som jeg vil savne - min lille del af det svan, som alle vi, der kendte ham, deler nu.

- Sov godt i nat, mine venner, og husk, at det er ikke en selvfølgelighed, at vi nok skal nå alt det, vil vil - hverken i livet, eller det, vi vil hinanden. Så derfor skal man gøre det, og ikke vente og vente - for en dag har man ventet for længe. Og så er der kun savnet tilbage.

- marie

fredag, september 08, 2006

...en Cola-automat

Så gik der lidt tid siden sidst. Det undskylder jeg overfor de søde mennesker, der til min enorme overraskelse har fortalt mig, at de faktsik tjekker min blog - nogle af dem på daglig basis. Det er pragtfuldt og gør mig utroligt glad - men samtidig sker der noget besynderligt i mit indre Storm P-maskineri.

Er der nogle af jer, som har set den nye Coca Cola-biografreklame? En fyr smider en mønt i en almindelig, rød Cola-automat, og så tager tingene fart:

Man følger mønten ind automaten, som overraskende er skallen om en sød-surrealistisk miniature-verden, der ser ud som Dalís drømme ville, hvis han havde haft et drop indlagt med saccharin fra Ole Lukøjes paraply. Her udløser mønten en kædereaktion, der går over bjerg og dal, fra dansende dværge til hårdtarbejdende pingviner og små kyssebolde, der uvist af vilken årsagr suger sig fast på den colaflaske, der opstår, fyldes, køles, og tilsidst afsendes med fuld fanfare som en anden Challenger- launch, mens tropper af fantasifostre med og uden trompeter hylder koffein-og-sucrose-vidunderets opstigen til menneskets verden.*

Så får knægten colaen ud af automaten, og så går han. Men det er ikke det vigtige.

Det vigtige er, at jeg er en cola-automat.

Eller rettere, jeg har den klare formodning, at min psyke på mange punkter fungerer som den syrede, kædereagerende Cola-kasses indre.

Nu skifter vi 'mønt' ud med et andet indput - fx. 'ros':

Når jeg får ros, sker der følgende: Rosen stryger ind i min bevidsthed, og fordeler sig i nogle centre:

- I et af dem lander den i et hav af den gyldneste champagne, som sender glade bobler hele vejen rundt i mit system med berusende virkning. Den forgår dog hurtigt der, for champagnen har en del syre i. Det er ligesom en brusetablet.

- I et andet falder den ned gennem en skov, hvor den rør ved en del af bladene på vejen, og lander blødt i noget mos, som åbner sig som en anden elverhøj, sluger den, og atter lukker sig over den. Der ligger den godt og gærer med regnormene og gøder hele mit system i lang tid fremover. Det er et super sted at lande, og en del rammer der på gode dage. Desværre lander det meste som regel ikke der.

- Det lander i en pøl af noget klæbrigt og syrligt, som sender følgende signal ud til mit system: Nu er de glade - hold dem glade! Pas på, at du ikke skuffer dem. For så går de, og så bliver der så stilel og koldt inden i....

...beskeden bliver mærkeligt nok distribueret af en lille mand, der ligner en blanding af Arne Melchior og min dansklærer fra 1. klasse, Kirsten Olsen.

Det, som kommer ud af min Cola-maskine er defor: Vi har alle vores små psykiske uregelmæssigheder, og en af mine er, at jeg er så bange for at skuffe folk. Derfor blev jeg pludselig nervøs for ikek at blogge godt nok.

Det er skidt, ja. Det var jo ik sådan det skulle være. Og jeg ville ønske, at det ikke var sådan.

Men: Hvis jeg en dag får taget mig sammen til at opsøge en psykolog, som kan vikle alle mine skuffe-komplekser ud, så holder jeg givet op med at skrive på bloggen, gå op i retstavning og ringe til mine lillebror Thomas midt i hans hidtil mest episke øjeblik i World of Warcraft klokken sent, fordi jeg er blevet ramt af en pludselig frygt for, at han ikke ved, at jeg elsker ham, og at han potentialt kunne være ked af det. (Det er han som regel ikke. Som regel er han mest irriteret over, at blive forstyrret mens han havde en fremragende mulighed for at få flere XP og en Magic Scroll.)

Men det er jo sådan nogen ting, som kan ryste det af sig, at tingene bliver bedre. At man laver et ordentligt stykke arbejde, at man underholder og måske inspirerer sine omgivelser, og at man får gjort et menneske glad med sit uventede bagholdsangreb af venlighed, uanset at det er gjort med en vis grad af panik over egen mulige utilstrækelighed.

Så mon ikke en vis grad af pleaser-mentalitet er værd at bibeholde - så længe man ikke får trådt sig selv fuldstændigt over fødderne. Og udslettet ego og personlige grænser. Og alt det andet usunde acceptéren og tilstræben andres accépt, som gik af mode med Helle Virkner.

Jeg lover, at skrive lidt mere i bloggen, også selv om det beviseligt ikke kun er for min egen skyld længere, at det sker. Det gør den nok kun bedre.

PS. I øvrigt burde nogen fortælle det - altså at det er yt at udslette sig selv i processen mod andres accapet - til Prinsesse Masako af Japan, der er verdens mest pressede pleaser pga. mangel på tronfølger-produktion. Kvinden er gift med kronprins Naruhito, har kun ét barn, en pige, har rundet de fyrre, og gik ned med decideret stress over folkekravet om en dreng fra hendes lænder, som blev tilspidset da der begyndte at lure snak om at ændre tronfølgerloven, så piger kunne arve tronen. SÅ brændte japanerne sammen, helt op på parlamentsniveau. De kan tackle corporate suicides, teenagere i tøj fra Jupiter, og de mest syge sexuelle udfoldelser i hele den vide verden.
- Men piger på den traditionsrige, men komplet indflydelsesberøvede Chrysantemum-trone - dét var lige et riskorn for meget. Sindene var i kog, katanaerne næsten trukket af skederne, på kontroleret, rituelt korrekt vis, forstås. Masako har ligget i konstant fertilitetsbehandling siden, og som om det ikke var galt nok, kom den goe' gamle bigami-tradition konkubiner også på tale - en skik, som Masakos svigerfar, Kejser Hirohito, ellers nedlagde ved sit eget bryllup, da han fandt det en anelse utidssvarende at ha' et harem i et civiliseret samfund.

Til alt held for Japans blodtryk, men til Masakos yderligere ydmygelse, findes der noget ved navn Prinsesse Kiko. Hun er 39 år, gift med Masakos svigerbror, den yngre prins Akishino, yndig og livsgld, og i besiddelse af pleaser-æggestokke. Hun har født to dejlige piger (Mako og Kako - jeg troede kun det var sådan noget japanere hed, når de var blevet indrulleret i Cirkus Arenas trup med et slangemenneskenummer, og skulle tage hensyn til Benny Berdinos sprogkundskaber. Men nej.) tidligere, og hun smuttede da gerne lige en lilleprins ud også. 2558 gram beroligende pille til nationen, født i denne uge. Så har vi en knægt mere i rækken - et dybfølt "arigato" stiger op med solen i øst.

Og Masako? Hun sidder med sine antidepressiver, sin lille pige og sin blege teint, og må føle sig så alene og utilstrækkelig. Ene kvinde mod en hel nation og et 1000-årigt kejserdømme. Ene kvinde, hvis eneste fejl er, at hun ikke lige er så god til at få børn på den rigtige måde. Det er så uretfærdigt.

Stakkels Masako - jeg ønsker, at din indre Colaautomat endnu kan nå at blive reeboot'et, nu da Kiko har leveret, og at du vil kunne give fanden i pleasing og nyde livet under kirsebærtræerne med din prins fra nu af. Og din datter - Aiko - har et sejere navn end de andre unger. Det var bare det.

*Nikolai troede ikke på at de kunne bibeholde entusiasmen i maskinen efter 30.000 afsendte flasker, men jeg køber den 100%.

fredag, september 01, 2006

...enig

"To fall in love is easy, even to remain in it is not difficult; our human loneliness is cause enough. But it is a hard quest worth making to find a comrade through whose steady presence one becomes steadily the person one desires to be."

- citat Anna Louise Strong

Enig.

Ellers: Jeg sidder pt. og skriver på en artikel om dansk samtidskunst til Wonderland Magazine. Men her er ugens bedste værk:

http://www.klubpolio.dk/penge/penge.htm

Tag dig tid med det. It grows on you, and may leave you laughing or crying.

...on a vehicle of choise

I går var jeg inde og se en film med Nikolai. Han skulle anmelde den her nye totalt sindssyge actionfilm, hvos man har sat sig ned i Hollywood og sagt "Okay, vi tager alle fobier vi kan komme i tanke om, og laver en film om det. Så skal der nok komme dollars i kassa. Hvad er de to værste fobier i kombination? Hmmm, mørkeræd og social fobi...nahh, frygt for hunde og vandskræk? Nej - nu har jeg det!!!"

Så derfor så vi resultatet: "Porcupines on a train".

Det starter ret fredeligt med at plottet bygger op. Et barn i vidnebeskyttelse skal tage toget fra punkt a til b, under beskyttelse fra en ret olm, sort politimand, som ikke orker noget fis. Men den gangster, som drengen skla vidne mod, har udtænkt et snedigt plot.

Han har samlet en dødbringende brigade af eksotiske pindsvin fra hele verden, og udsat kræene for kunstig påvirkning i et solarie fyldt med æteriske olier og leverpølse i en uges tid, s de er helt utilregnelige. Derefter har han hemmeligt smuglet dem ombord på toget, og nu er hans velturnerede plan, at deres adfærd vil bringe så vild panik, at alle vil dø og toget vil forulykke.

For en sikkerhedsskyld snitter han lige nogle kabler også. Hvorfor han ikke også bare snittede ungens hals er usagt, men det er også den eneste fejl ved denne pragtfulde filmiske præstation.

Uhyggen bygger langsomt op, efterhånden som flere og flere passagerer stikker sig, og da der pludselig dukker et sammenrullet pindsvin op midt i spisevognen bliver panikken total! Derefter er det bare ren frydefuld skræk der ruler toget: Man holder hjertet oppe i halsen over det adstadige, men alligevel nervepirrende tempo, hvormed pindsvinene bevæger sig, mens man gisper over de fantastiske special effekts med pigge og rædselsslagne togpassagerer. Pindsvinene er utroligt livagtige, og især når de ruller sig sammen, rejser hårene sig på armene.

Og der er rigeligt med opfindsomhed. En scene, hvor et pindsvin har opdaget en skål med mælk og langsomt nærmer sig i, er filmet fra dyrets vinkel med et kamera med "porcupine-vision" - genialt og nervepirende.

Den sorte politimand får naturligvis frelst drengen i sidste øjeblik, og ikke så få pindsvin må lade livet i processen. Men det gør ikke noget, at man kan forudsige hvert øjeblik, når filmen bare kører for fuld hammer og med piggene strittende til alle sider.

Okay, filmen er måske ikke Robert Altman eller Shakespeare, men den fungerer på sine egne præmisser. Nogle gange skal man bare læne sig tilbage, slå hjernen fra og lade sig underholde - og det bliver man af "Porcupines on a train"! Du tør helt sikkert ikke køre hjem af en øde landevej bagefter, af skræk for en lille, pigget kugle pludselig skulle ligge der i lyskeglerne.

-----------------------------------

En slags forklaring:

http://www.filmz.dk/reviews/view/1121/

og

http://www.snakesonaplane.com/