onsdag, november 22, 2006

...

Vi mangler billeder her på bloggen. Så her er tre billeder af folk og fæ, som ikke bryder sig om at min bror Thomas fotograferede dem en weekend i oktober.




Mor












Fenja











Fætter Johan











Tjummi er den fødte paparazzo. Hvis nogen kører ind i en vejspærring i en tunnel i den nærmeste fremtid, så ved I hvem, der er skyldig.

mandag, november 20, 2006

...på TV

Jeg har fået fjernsyn. Ikke som i "Jeg har fået fladskærm" eller "Jeg har fået 36 tommers surround sound hjemme CinemaxX, så jeg aldirg behøver at bevæge mig udenfor en dør igen", men som i "Jeg har nu et fjernsyn i mit hjem".

Det lyder måske ikke som det helt store drøn for alle jer multimedie-storforbrugere derude, men siden mit konfirmationsgave-televisionsapperat eksploderede for 8 år siden, har jeg ikke følt trangen til at anskaffe mig et nyt.

Det var tid til en pause, forstod jeg, da gnisterne stod ud fra billedrøret efter jeg for femtende gange havde tabt tingesten på gulvet på dens tur mellem "under-sengen" til "bekvemt udsigtspunkt fra sengen".

Som I kan høre var det ikke noget nært forhold, jeg havde til det. Jeg har nemlig, med fare for at lyde irriterende hellig, faktisk aldrig været den helt store fjensynsseer. Bevares, jeg var da lige så glad som enhver anden unge for at se Fjernsyn for Dig - dog især når B&U fraveg deres pietistiske trip med at hente "poetiske" (Læs: Uforståelige, dræbende kedelige og grimme som arvesynden) animationsfilm fra Østeuropas uhørt mange tegnefilmsstudier, og sendte lidt ublu amerikansk kvalitetsunderholdning med sømmet i bund som fx. "Fragglerne".

Og jeg så skam "Beverly Hills" sålænge det lå i Prime Time på TV2, og "X-Files" havde en stor plads i mit hjerte, indtil der gik evige vejrballoner og Alien/Government Conspiracy i den.

Men så heller ikke meget mere. Nyheder, programmer af særlig interesse, film. Men ingen hjertenære forhold til soaps, eller noget overforbrug som overspringshandling eller bare tidsfordriv.

På dette tidspunkt, da fjernsynet sprang, kom det kun frem for at vise serien "Saint Tropez", som jeg havde en stadig uafklaret svaghed for. Andre i samme båd må gerne skrive til mig, vi er ikke mange, men måske kan vi få denne pragtserie tilbage på skærmene, evnt. lagt på et tidspunkt før Ole Lukøje har stemplet ud.

Nå, regn af gnister, intet TV - mere tid til læsning, tegning, konverseren, søvn, kommen ved og nogle gange også noget husligt arbejde. Men ikke voldsomt meget mere af det sidste, må jeg indrømme.

Det har, modsat hvad mange tror, ikke været 8 hårde år.

Sammenregnet forstår jeg, at jeg er gået glip af "Sex And The City", "Vild Med Dans", to genudsendelser af "Matador", 6 gange Big Brother, mundaflæsning med Clement Kjærsgård og afsløringen af "Klamme-Rudi" Frederiksen, hele Danmarks chatkonsulent, på åben skærm. Alt i alt har jeg levet udemærket.

Ikke at have tv har faktisk udviklet sig til at være en del af min identitet, som jeg har været ganske gald for - for ikke at sige lidt selvfed med. Når man som jeg ikke har frygteligt mange politiske korrektheder og overskudsagtige livsstilsvaner at diske op med, såsætter man pris på at have dette ene kort i ærmet.

Og det er et virkeligt godt kort. For der er overraskende få, som har det. Alle har TV. Alle ser TV. Og stort set alle, i al fald dem som ivrigt deltager i Se Mit Fede Liv-konkurrencen, føler, at de ser for meget.

Du kan spille det, når alle andre om bordet til den "hyggelige" brunch med venners venner har fået blæret løs om deres surdej, som lever på 5.generation, om deres Christianiacykel, som bare er genial til at transportere både Asta-Emilie og de økologiske selleri fra kolonihaven, og om deres næste triathlon, som bare er skide sjov at træne op til, sammen med Claus Meyer og Beate Bille, som også løber i Sparta.

Man har selv prøvet at byde ind på namedroppingen med, at man var i Tivoli i år og virkelig fik valuta for turpasset, ikke mindst da man efter tre ture i Dæmonen i rap var ved at brække nudlerne fra Wagamama op, for lissom at holde det asiatiske tema i forlystelsesprakens baghave. Men det var åbenbart ikke lige de rette navne at droppe, selvom Wagamama endda er noget fra London, tror jeg. Samtalen vender hurtigt tilbage til Meyer's Deli og noget electronica i en kold hal. Og imponaden kører igen.

Men så: På et tidspunkt løber folk tør for emner, selv når det gælder dem selv, og ender med at tale om noget, nogen har set i TV. Nogen spørger dig, om du også har set det. Og så siger man "Nej, jeg har ikke TV".

Der bliver som regel helt stille et øjeblik. Der tænkes taktisk. Den eneste vej ud er at skifte emne, men det sker ikke. Og så er der en i selskabet der siger: "Jeg ser faktisk nærmest heller ikke noget TV overhovedet - stort set kun DR2".

Og alle andre kaster sig ud i kapløbet for at være den første, som nikker samstemmende.

Så ved du, at du har dem. Hils i kolonihaven, motherfucker.

---

Det gode ved "intet-TV" kortet er, at det er så nemt et kort. Du behøver ikke at yde for det. Du skal bare ikke have et TV.

Så det var faktisk med stor ængstelighed, at jeg lod mig overtale af Nikolai til at overtage mine bedsteforældres aflagte B&O-drønnert. Tungen på vægtskålen var, at vi ser en del film, og at den eneste filmfremviser her i hjemmet i sagens natur er min bærbare.

Det er ikke idéelt. Den har for det første en lille skærm, men mest af alt har DVD-drevet en bug, som gør, at filmen ca. hvert 7. minut gør et three-take hak, så billedet og den dertilhørende lyd lige laver det fede scratch MC Einar style: "You can take our lives - but you can never ta-ta-ta-ta-take our freedom." Word up.

Så da Mormor og Morfar anskaffede sig det nyeste, fladeste vidunder fra Morfars gamle venner i Struer, tog jeg imod tilbuddet om at lægge hus til deres gamle model. Som, i parantes bemærket, er et højst 2 år gammelt dødlækkert B&O, som jeg muligvis ville kunne få råd til når hele min pension en dag bliver udbetalt. Måske.

Thomas og jeg hentede skrumlet ved højlys dag på adressen i Ordrup, og jeg vil bestemt ikke klandre alle de rare mennesker, som så ud til at være én tankebredde fra at trykke 112 på moblien ved synet af os, der iført lange sorte frakker kom trillende ned af Viktoriagade med et dyrt B&O på hjul sat VHS'en og DVD'en i armene.

Vi fik slæbt TV'et op i min stue, og der stod det så uberørt i 14 dage, mens jeg ignorerede dets tilstedeværelse i bar panik over at have tv igen. Det lykkedes mig at se tværs igennem et obsidian-sort meterhøjt skrummel, som stod mere eller mindre midt på gulvet i samfulde to uger, før jeg tog mig sammen og satte stikket i. Så stor var min usikkerhed overfor dette
fremmedlegme i min intimsfære.

Men så tog det fart. En lørdag aften lod jeg mig friste af det ene program, vi danskere er genetisk disponerede til ikke at kunne modstå - "Matador". Der er en grund til, at de genudsender den igen og igen...

Det var en succes. Jeg fik ingen umiddelbare mén, og dagen efter gik jeg amok i det utal af kanaler, jeg pludslig havde fået adgang til for første gang i mit liv. Jeg har aldrig levet i et hus med kabel. At kunne zappe mellem Discovery og TV3 er så eksotisk og overdådigt for mig som negerslaver der fodrer én med bålstegte marshmallows.

Tre dage efter fik jeg dog straffen at føle: Jeg forsøgte at være lidt selvfed til en fødselsdag med fremmede mennesker, fordi jeg havde skrevet en artikel i et kunstblad som lå fremme (- på toilettet.). Men jeg ødelagde effekten derefter ved at indrømme mit korte, men intense forhold til sladdersites. Og fik hele den selvfede bredside lige i hovedet igen. Der kunne jeg godt have brugt min "Intet-TV" kort til at ryste ud af ærmet, men jeg var med ét forsvarsløs. Jeg havde samvittigheden fuld af "Nynne" og "Robinson Eliten", og det var pletter, der ikke sådan kunne vaskes af. Jeg måtte tage mine prygl, og da det var ovre, følte jeg mig omtrent så selvfed som en Date-deodorant.

-----

Nå, men TV-et er nok kommet for at blive. Også her i huset. Også selvom Jeg hidtil kun har set programmer med en underholdningsværdi som et gennemsnitligt Anders And -blad. Uden Carl Backs-historie i.

At se hvordan denne perlerække af underholdningstilbud langsomt stjæler time efter time af mit liv igen efter 8 års seperation, fik mig til at tænke lidt over menneskers tv-mønstre. Jeg er nemlig ikke særligt nervøs for, at mit forbrug skal tage overhånd. Når først begejstringen over kabel-tvs muligheder har lagt sig (ca. 10 år efter alle andre fik armene ned), så tror jeg, at tossekassen finder sin plads at samle støv fra igen.

Så er jeg tilbage ved næste-selvfed igen.

lørdag, november 18, 2006

...fra det Blå

I dag er mit "Brev fra det Blå" blevet bragt i Berlingeren, med et overvældende antal billeder af Abdul, min gamle kung fu-træner og hovedpersonen i artiklen.

Det ser vældig godt ud, og jeg overvejer at købe reklameplads på et stillads et centralt sted i midtbyen, så jeg kan få artiklen blæst op på et megabanner. Noget skal man jo bruge sin børneopsparing til.

Hvis det projekt ikke lykkes, vil jeg anbefale at man eventuelt ser skidtet i avisen. Men jeg ved imidlertid, at det er en absolut minoritet blandt mine venner, der vælger at sige et rungende "Ja tak", når Berlingerens abonnementsalgsafdeling ringer op midt i tomatsuppen tirsdag aften, og derfor får kun ganske få direkte adgang til Berlingske Rejseliv i dag.

Og de af jer, som kunne finde på at samle en avis op i løssalg, undgår formentlig også LørdagsBerlingeren af frygt for de rygproblemer, Bil- og Boligsektionerne kan udløse. Og på grund af Claes Kastholm.

Derfor lægger jeg mit "Brev fra det Blå" op her, så man kan læse en uforpligtende rejseartikel uden at blive belemret med besværlige emner som aviser ellers kunne finde på at tage fat i såsom politik, social nød, kommunal udligning og udsigtsløs udenrigspolitik. Lige her gælder det bare eventyr i De Hvide Elefanters land. Så tager vi problemerne en anden dag - det lover jeg.

Enjoy, I hope ;o)

-------------------------------

I krigernes verden

Kender I duften af tigerbalsam? Af kamfer, kanel og menthol, skarp og sød på samme tid. Duften af det lille mirakelmiddel, som lindrer en øm nakke og giver varme i kolde muskler.

Det er en duft, som jeg husker fra en nat, hvor den blandede sig med røgen fra thailandske cigaretter og den sødligt-rådne em af fiskesovs og overmoden frugt. Hvor den hang i luften omkring en thaiboxing-arena, det eneste skarpt oplyste samlingspunkt på det livlige, dunkle natmarked i den lille provinsby to timers kørsel nord for Bangkok.

Den nat stod jeg på tæer ved rødt ringhjørne sammen med min kæreste. Vores øjne var fæstnet samme sted som hvert eneste blik fra de mange thaier omkring os: På Abdul, vores ven fra Danmark, som sad ved ringens hjørnestolpe, med armene hvilende i tovene, mens hans træner gned hans skulderparti med den skarpe kamferbalsam, inden klokken lød for hans første thaiboxing-kamp.

I mørket omkring arenaen kunne jeg kun lige fornemme, hvor stor mængden af forventningsfulde mennesker havde vokset sig, mens de indledende kampe havde kørt.

For Abdul var et trækplaster. Som den eneste ikke-thai i turneringen skilte han sig virkelig ud: Høj, lys og med en krop, som tydeligt viste resultaterne af de sidste måneders intensive træning i en boxing-gym i Bangkoks forstæder.

Hans ansigt var ren koncentreret intensitet, og tigerbalsamen fik hans muskler til at glinse i det hårde projektørlys. Og så havde han hår på ben og brystkasse, i kontrast til de thailandske kæmperes glatte lemmer. Ikke så mærkeligt, at en ung kvinde henført råbte sine råflirtende ”I looooove you”’s til ham fra den anden ringside.

At tage sin første thaiboxing-kamp i Thailand svarer til at spille sin første tennisturnening på Centre Court: De største forventninger, de bedste modtandere og de hårdeste slag. Min kæreste og jeg følte os som sat ind i en film fra Hollywoods hårde halvfjerdsere: Mørket, spændingen, larmen, og alle de fremmede skikke og regler var kulissen - og Abdul var outsideren, der kommer ind fra kulden, fanger alles øjne og går i ringen mod alle odds. Rocky Balboa fra København NV.

Modstanderen var en thai med en bred, solid krop og et ansigt, som fortalte, at han havde prøvet det før. Over 50 kampe havde han under bæltet. Men det vidste ingen af os nu, hvor de to kæmpere rejste sig fra skamlerne, stadig med blikket rettet mod gulvet, som om den anden først eksisterede, når gong’en lød.

"Blabla bla, Abdul, Denmark, bla bla" lød det i mine ører højtalerene. De sidste væddemål blev råbt igennem larmen, og så gik startsignalet. Men det fik ikke kæmperne til at eksploderede i spark og slag. I stedet greb de hver ringsidens tov, og begyndte langsomt, med slæbende skridt og sænkede hoveder, at vandre ringen rundt.

Dette var Ram Muay, en rituel dans til ære for kæmperens træner, for sporten, og for de højere magter. Hver kæmper har sine egne trin. Som muslim sluttede Abdul sin Ram Muay med at lægge sig på knæ og trykke pande og håndflader mod gulvet. Ved siden af ham gjorde thaien næsten den samme bevægelse. Hvad de bad deres guder om, vidste de kun selv.

Nu ringede klokken til første omgang. Publikum spang råbende til livs, og Abdul lagde ud med et højtflyvende spark, som modstanderen undveg.

Første omgang ser kæmperne normalt bare hinanden lidt an, men Abdus næste træk var at knalde modstanderen et slag lige i ansigtet, så der spang et blåt øje frem på stedet!

Thaien så overvældet ud - men så rystede han hovedet, nikkede og stirrede lige på Abdul med et blik, der sagde: "Okay, kammerat - så det er sådan, vi leger..." Og så kastede de to mænd sig over hinanden i et par omgange slag og spark, som endte i de ubehagelige "krammere", hvor kæmperne holder hinanden fast og hamrer deres knæ op i siden på modstanderen.

Arenaen kogte rødt, og jeg så mig selv skrige med resten af publikum af mine lungers fulde kraft, helt forsvundet i kampen, spændingen og larmen.

Pludselig sad slaget der! Et knockoutslag, helt nede fra den thailandske kæmpers muskuløse ryg og op til Abduls kæbe, skråt og grusomt perfekt. Abduls krop, som for et sekund siden var selve indbegrebet af kraft og liv, gik ud - som en robot, der får trukket stikket. Blikket forsvandt fra øjnene og efterlod to stykker blankt, mørkt glas. Han faldt bagover i rebene, og dommeren begyndte at tælle højt i den lammede tavshed, der for et øjeblik lå over hele ringen.

Dommeren nåede til fem før, Abduls overlevelsesinstinkt fik ham på benene igen. Men det var kun en tom skal, der stod, og modstanderen sendte ham ned igen med tre-fire slag - og denne gang vurderede dommeren, at det var forbi.

Thaien blev kåret som vinder, men jublen udeblev. Alle ville have haft mere, selv modstanderen, som skævede respektfuldt til Abdul, mens kampdommeren hævede hans arm i sejr.

Nu gik det hurtigt. Abdul kom ned og var dybt skuffet, og vi forstod det. Det virkede så forkert, at det, som hele arenaen havde ventet på, var overstået så hurtigt. Vi satte os ind i trænerens bil med en groggy, nedslået og stadig tigerbalsam-osende Abdul. Planen var, at vi skulle ud og drikke os fulde i whiskey, men nu var det bare hjem og hvile hovedet.

Jeg lænede mig tilbage i sædet og så det nattemørke landskab fare forbi bilruden. På den ene side var det så ærgeligt, at det hele var slut nærmest før det var begyndt, og at aftenens store helt endte i gulvet.

Vi følte med Abdul og forstod hans skuffelse, men på den anden side sprudlede vi indvendig af lykke over den oplevelse, vi havde haft. For som min kæreste sagde, da vi endelig lå i vores senge: "Jamen, han er min helt nu - han vandt kampen, da han trådte op i den ring. At turde det, det er den store sejr."

Vi havde været tæt på noget, der var helt anderledes, end hvad vi selv kender til, både fysisk og mentalt. Vi fik lov at kigge ind i krigerenes verden, hvor det at kæmpe er en del af selve livet – fordi at det gør livet mere værd. Det var en verden, som jeg ikke vidste fandtes.

De krige, vi kender til i dag, er uden helte: De kæmpes af stakler, ulykkelige og mennesker uden valg. Men ægte krigere kæmper fra hjertet. For mig var det opdagelsen af en ny verden, som findes blandt alle de andre universer, vores menneskelighed består af.
Duften af den verden, det er duften af tigerbalsam.

onsdag, november 08, 2006

..travl igen

Jeg har pludselig fået lidt at se til, efter at jeg har tudet netværket ørene fulde af at jeg havde masser af tid.

Så i dag sidder jeg og skriver til op over begge ører om korte nyheder indenfor det clairvoyante område samt "fænomener", dvs. UFO'er og uhyrer og den slags, til et nyt magasin som min veninde og gamle kollega fra Mediefabrikken Charlotte er blevet redaktør for.

Hun har dog langt, langt mere travlt end jeg, da det er første nummer, og forventningerne er store i det mystiske miljø, siges det. Tror faktisk, hun har haft travlt i mange måneder nu. Ønsker hende held og lykke og god kosmisk energi med det.

Nå, men jeg arbejder altså. Og defor kan jeg ikke lige skrive blog nu i dag, selvom jeg har lyst, men i stedet vil jeg henvise til andre kilder, hvor man kan læse noget med mig.

Fx. optræder jeg i URBAN på fredag - ikke som skribent - men som shopping-guide, bla. til den Erotica-shop jeg nævnte et par poster tilbage. Det handelr basalt set om hvor på Vesterbro jeg lægger mine surt optjente sparepenge og får stykker af tøj og mad til gengæld, men måske vil I synes det er sjovt læse på vej til hverdagen i bussen kl. lort fredag morgen, hvem ved.

Lørdag den 18. kan man også med fordel købe selveste Berlingske Tidende, hvis man vil se mere Marie på tryk, og denne gang har jeg selv ført pennen: En artikel - eller "rejsebrev" - om dengang jeg så min tidligere kung-fu træner Abdul debutere som thaibokser i Thailand.

Artiklen har fået tredjepræmien i Berlingskes rejsebrevskonkurrence "Brev fra det Blå", som jeg skrev troligt til da jeg var lille, og aldrig så megte som hørte fra. Så holdt jeg en fornærmet pause på 15 år, prøvede igen - og vandt en rejse til New York. Som nok byttes til en to-mands tur et sted i Europa, på et tiltrængt tidspunkt. For to.

Så den bliver trykt i Berlingeren den dag, i Rejsesektionen. De andre vindere trykkes også hver lørdag i øjeblikket, og det er værd at læse for at sætte gang i drømmene og minde alle om, at der er en stor verden derude, som vi sagtens kan nå, og sagtens kan forsvinde i for en tid.

Jeg vil faktisk også blive meget glad, hvis nogle læser det.

Kys, m

torsdag, november 02, 2006

...klapper

Både Nikolai og bror Davids kæreste, Marie-Louise, er indenfor de seneste par måneder blevet introduceret til vores familiesvaghed: Jagt. Og nærmere bestemt, til funktionen "klapper".

Klapperne er de ubevæbnede personager, som tramper gennem skoven på en jagt, således at vildtet skræmmes ud af tykningerne og ud hvor jægerne kan komme på skudhold af dem.

Klapper er det, man er, indtil man får et jagttegn.

Det vil sige, at det er det, alle nye gæster bliver udsat for, når de tages med på jagt. De pakkes ind i varmt og vandtæt tøj, og kastes ud på dybt vand, eller rettere, i dyb skov - og så må man se vad der sker: Om de kommer tilbage, fulde af had, afsky og grannåle overalt, eller - og det er heldigvis normalen, om end det er ret ulogisk at det forholder sig sådan - begejsterede, oplivede og friske på en tur mer'.

Det er også denne funktion, alle børn i jægerfamilier har. Og derfor også jeg. Og opvæksten som klapper skrev jeg engange en artikel om, som Dansk Jagtforenings blad, Jæger, overraskende nok valgte at bringe dengangt i 2001, tror jeg. Jeg havde troet at artikeln var alt for interne, men det at de valgte at bringe den, viser nok, at vi er mange klappere herude omkring i landet - mange, som har delt trætheden, stoltheden og skipperlabskovsen.

Til ære (og på opfordring) for Nikolai og Marie-Louise, vores nyeste klappere, bringer jeg her artiklen, copyright Jæger, sæføli. Jeg håber, at den vil nå klappere mange steder og lade dem føle fælleskabet i at kende til klapperlivet.

"Vi, der valgte klappervejen

Vejen fra småklapper til jæger med egen post er lang og brolagt med grannåle. Og selv en dedikeret driver kan have brug for at kærligt klap i ny og næ.


Af Marie Carsten Pedersen


Da jeg var to år gammel blev jeg placeret på min fars ryg, i en rygsæk af den slags man bærer små børn rundt i så de vender den modsatte vej af bærerens færdselsretning, og hvor deres korte ben stitter ud af af to huller bagpå. Der var jagt på gården nær Lejre, og denne gang skulle jeg ikke blive hjemme på køkkengulvet, hvor min mor og de andre travle damer snublede over mig mens de brasede og regerede for at få jagtfrokosten klar.

Min betænksomme mor stoppede mine ører fulde af gule skumpropper og trak bøllehatten godt til omkring mit hovedet, så jeg var klar da min far, jeg og jagtselskabet traskede afsted i den kolde efterårsmorgen. Fem såter senere vendte vi tilbage, hvorefter jeg stolt proklamerede for alverden –stadig fra mit høje sæde- at ”VI har skudt to fasaner.”

Min far kan stadig få våde øjne når han fortæller den historie. Der kan jeg stå nok så voksen med mit eget jagttegn og cirka fem gang så høj som dengang jeg kunne proppes ned i en rygsæk, og alligevel kan jeg se, hvordan jeg i hans øjne forvandler mig til en buttet unge i en lille oilskinjakke, og med en grøn bøllehat som kæmper en ihærdig kamp med de uglede brune krøller om at dække for udsynet. Det er hårdt for selvstændigheden.

Ikke desto mindre ønskede jeg mig utallige gange tilbage til min position som ubevæbnet bagpost på min fars ryg, da jeg først var blevet for stor til det privilegie. Først da begyndte nemlig livet som klapper –hårdt men ubarmhjertigt.

Stakkels Bambi
For en otte-årig tøs som boede i et lyserødt værelse og samlede på brevpapir og plastikponyer, var det ikke præcis lykken at hoppe i et par uklædelige overtræksbukser, blive snøret ind i uldne tørklæder af sin mor, og slide sig gennem revl og krat i efterårskulden, eventuelt med sin ulykkelige lillebror på slæb.

Men der var ikke tale om at give op, ikke hvis man ikke ville miste ansigt overfor de mange fætre og kusiner som kæmpede sig afsted andre steder i klapperkæden. Så jeg holdt ud, ikke mindst fordi min far med stor pædagogisk sans bestak os småklappere med chokolade mellem såterne.

Senere, omkring tiårsalderen, kom der andre kræfter ind i billedet. På det tidspunkt blev det sejt at fortælle om jagt i skolen.

Det gav status at være den eneste i klassen som havde en hund der lystrede, det var fedt at ens far havde et gevær, og det var et hit hver gang man fortalte om opbrækning og ækle indvolde. For en pige som jeg, der endnu ikke helt havde fået fat i hvorfor det pludselig ikke længere var smart at samle på plastic-ponyer, var det et es i ærmet at kunne fortælle at man havde skudt med salonriffel hele sommerferien.

Men også dét holdt op med at være tjekket. Læbestifthylstre overhalede patronhylstre som statussymbol, oilskin blev én gang for alle dømt kikset af en jury med neonfarvede dunjakker, og rådyrets indvolde var der ikke rigtigt nogen der gad høre om længere.

Tværtimod blev jagt skrevet ind i den sorte bog over ting, som teeagepiger hader og afskyer, på linie med deres små søskende og deres forældres musiksmag (og øl -men det tør de ikke sige).

Jeg måtte gå stille med jagten i de år, hvis ikke jeg ville til at forsvare, at min familie var skånselsløse dræbere der år efter år plaffede løs på Bambis mor, overfor et mangehovedet uhyre af ti uvidende men stærkt indignerede 13-årige veninder.

Uro i klapperkæden
Mine omgivelsers mangel på accept smittede af på min egen holdning til jagt i disse år. Min jævnaldrende kusine og jeg fandt på fikse undskyldninger for kun at tage de første såter og så hoppe fra ved frokosttid.

Mens de andre sled videre i kulden varmede vi fusserne hjemme i vores farmors stuer og pillede grannålene ud af håret, så vi i hvertfald så smarte ud, når vi efterfølgende modtog vores fætres og brødres hån.

Men der gik ikke mange år på den måde, så kunne vi ikke bære skammen længere. Jeg følte efterhånden at jeg hørte til i klapperkæden, og jeg meldte mig atter under fanerne –men i smartere tøj, for om ikke andet havde teenagetiden resulteret i, at jeg havde kastet min mors påklædningstyranni fra mine skuldre. Det er bare noget, man som pige skal igennem - en kold, men nødvendig process.

Vi børn blev også lidt mere klapperbevidste på dette tidspunkt.

Vi havde efterhånden regnet ud, at vi ikke kun blev udkommanderet til klapning fordi vores fædre elskede at se os lide, men at de gamle gutter faktisk havde brug for os for at få vildtparaden til at se ud af noget.

Internt mellem fætre og kusiner ulmede oprørsstemningen, og klapperledere som vi fandt inkompetente til at styre vores guldrandede indsats, fik ikke et ben til jorden når vores junta samledes efter jagten for at bagtale de gamle i gårde.

Men som det så tit sker i græsrodbevægelser, så opstod der spild i rækkerne. Først gik en kusine over til fjenden, så en fætter – det vil sige, de tog jagttegn.

Kampen for klapperrettigheder blev dysset ned efterhånden som vores teenageoprør fandt andre mærkesager, og jeg begyndte ligeså stille selv at få dårlig samvittighed over at jeg endnu ikke var krøbet på skolebænken for at bestå den forjættede jagtprøve.

Som sagt så gjort: Jeg tog min lillebror ved hånden, og sammen deltog vi i forberende kursus og gik på flugtskydebane med stor fornøjelse, for endelig at bestå jagtprøven med lodder og trisser.

Klappersagen lever!
Den ulykkelige, snotnæsede lillebroder, jeg trak gennem krattet i mine unge år, har i dag udviklet sig til en ung mand, som står for med stor succes . Han har dog langt fra glemt sin fortid i klapperkæden, og han har udviklet sloganet “Har du været rar ved en klapper i dag?”.

Jeg mener der burde produceres klistermærker til bilens bagrude med disse ord. For klapperhvervet kan i sandhed være lidt af en bét, når man tramper afsted gennem vildnisset i timer, og bagefter selv skal trædes psykisk under fode af korpulente, bevæbnede herrer med grønne knickers og knæsokker.

I den sjove ende af klapperdiskriminationen ligger den gode gamle schlager om, at hvis man skyder en hund, bør man have frataget jagtegnet, men hvis man skyder en klapper, tager man bare opvasken.

Mere bittert er det, når driverne ikke får et ord til tak ved den afsluttende parole, eller at informationerne under jagten er så ringe, at ingen ved hvor de skal hen, hvorefter man får på puklen for dårligt arbejde.

Fordi mine fætre, kusiner og jeg var børn af jægerne selv, har vi aldrig været en anonym drivergruppe, som bed slagene i os.

Vi har været med før, under og efter, og vi har brokket os som små djævle, når vi ikke følte at vores indsats blev værdsat. Det er sværere for en jagtherre at ignorere en klappers utilfredshed når han skal høre på den fra bagsædet af bilen hele vejen fra Mariager og hjem til København efter jagten.

Jeg skal gerne indrømme, at en del brokkeri bunder i at jeg har været været forkælet, egoistisk, selvoptaget, misundelig og generelt i dårlig form. Men for pokker – de krat, som selv de granvoksne hundeførere kommer forpustede ud af i dag, dem kæmpede vi os igennem endnu før vi selv måtte kravle ned af klappervognen! Klappere arbejder hårdt og med stor glæde for den større sag, og jeg håber virkelig, at jægere rundt om i landet husker på at påskønne det arbejde, som klapperkæden udfører.

Jeg holder uendelig meget af at være klapper, og på trods af at jeg som før nævnt har erhvervet mig min egen “license to kill”, vader jeg ofte troligt afsted i klapperkæden i stedet for at udnytte min ret en magelig post.

Mange jægere holder af at gå igennem selv, og for de der aldrig gør det, vil jeg bruge lejligheden til at anbefale lidt markarbejde af denne slags. Man behøver slet ikke lommelærke eller kulstænger til at holde varmen på, hvis man tager to såter gennem rødgranerne."


Finito. Om lidt kommer der lidt billeder fra sidste weekends jagt hos min Farmor på Solhøj i Hem Skov ved Mariager.

...hende som postede de lovede billeder af..

Italienske børn i mærkelige køretøjer.