lørdag, maj 19, 2007

... filmhader

Altså, jeg hader ikke film - men de film jeg hader, hader jeg. Og de fortjener at få det at vide. Denne tråd er inspireret af Nikolais ditto om samme emne, på http://www.fejerforfolk.blogspot.com , som igen er inspireret af filmkritikerlegenden Roger Eberts bog "I Hated, hated, hated this movie", en pragtfuld samling af eksempler på hvor virtuost man kan rakke noget hø ned. Se mere hos Nikolai, efter at I har læst min

Top 5 over film, jeg hader:

1: Rich Kids
2: How To Loose a Guy in Ten Days
3: The Bone Collector
4: Van Helsing
5: What Women Want

Uddybende:

1: Rich Kids (Danmark)
Det værste skodlort jeg nogensinde har betalt penge for at se: Det pinligste amatørskuespil, fuldkommen mangel på historie, verdens mest letkøbte morale blandet sammen med et mærkelig mix af skræmmebillede og facination af nogle røverhistorier fra nogle unger, der er vildt kede af at de kommer fra Herlev og ikke har gået på Øregård Gymnasium. Bræk, bræk, bræk og coke. Og så er det den billigst udseende produktion om dyre ting, jeg nogensinde har set.

Min respekt for Regnar Grasten, filmens producent, var i forvejen mindre end end tændstiksdværg, men efter denne film har borte for alvor taget den, og kun en gold grund af had, ægte had, er tilbage. Brænd alle kopier af dette makværk pronto!

2: How To Loose a Guy in Ten Days (USA)
Folk har det med at sige om chick-teen-flicks som den her, at "Det er ikke stor kunst, men de er nu meget underholdende". Nej. Det er kedeligt. Meget, meget kedeligt. Denne film er fuldkommen til grin, og her menes ikke "til at le af" - du ler ikke én gang i gennem det fuldkommen himmelråbende usandsynlige plot med dets overanstrenge humor og pinligt forudsigelige episoder.

To gode skuespillere ...okay, to lækre skuespillere... okay så, to lækre MENNESKER ... gør ingen forskel. Det er så røvsygt at man undervejs overvejer at skrive en guide til "How To Kill Yourself In Ten Ways". Den eneste formildende omstændighed ved denne idiotiske film er, at jeg så den i et fly, og altså ikke betalte penge for den.

3: The Bone Collector (Helvede)
Den her film er den ovenover, bare i action-krimi. Det jeg hader ved den slags film er, er at der er så mange af dem, at de sælger så mange biletter, at de koster så mange penge at lave og at de er så fucking ligegyldige og nemme!

Dødssyg, dybt ligegyldig og uoriginal historie, lækre/gode skuespillere, som ikke gør en forskel, forudsigelig til det tåkrummende og ofte ligeud idiotisk. Som fx. i det, at man aldrig får at vide hvorfor The Bone Collector samler bones fra sine ofre. Det er bare lige en lille finesse til at starte med, for at trække på noget Silence of The Lambs/Seven-effekt. Forskellen er, at i de film er der en pointe - ret stor pointe - med morderens makabre fikseringer. Her glemmer man den bare igen, når den lige har lavet en titel og en start. Dumdidum. Det stinker af metervare.

Og så ved jeg ikke hvilket nummer hjerneblødning, der satte ind kollektivt mod hele filmholdet, da der ikke var nogen, som tog bladet fra munden, og sagde at det måske ikke var den mest tjekkede eller skræmmende afslutning at lade morderen fise rundt og skrige "Would you like to be a zucchini? Zucchiniiii! Zucchiniiii!" i klimaks-scenen. At det bare var til grin og sindssygt - ikke som I at morderen var totalt for vild sindssyg (Helt sikkert hensigten), men at instruktøren var. Og desuden 8 år gammel.

4: Van Helsing (Legoland)
Det her er ikke et afskyvækkende, kvalmefremkaldende stykke filmrulle, som skulle straffes på livstid for overhovedet at spilde 2 minutter af nogens tid, som de tre ovenover - og den herunder. Det er bare en dårlig film. Dårlige effekter, dårligt skuespil, dårlig historie. Bare dårlig. Usyldig, uskadelig, dårlig. Og det er grund nok til at hade den, synes jeg. Det hele kan ikke være et festfyrværkeri. Lidt har også ret. På det jævne, på det jævne, også had.

5: What Women Want (Pygmæernes Rige)
Denne film representerer noget af det, der kan gøre mig mest rasende på en film: Kalkulation. Og ikke med et kunstnerisk sigte, men med sigte lige ned i pengepungen på os, publikum, kvæget.

Okay: Den hedder "What Women Want". Allerede der er det så tydeligt som det kan blive, vi giver jer hvad I vil have, og gider ikke engang finde på en titel til at dække over det faktum. Og hvad vil kvinder have, ifølge de mest ufarlige, kønsdogmatiske, bøvede, mandschauvanistiske teorier?

- En lækker mand, der har bukserne på og pikken fremme - I ka' jo li' det, tøser!

- At denne lækre mand kan læse vores tanker og forstå vores mindste behov - Ja, for I ka' jo ikke finde ud af at kommunikere det til os, vel, vi er jo for helvede ikke tankelæsere - typisk kvinder!

- At den lækre mand løfter os ud af problemerne i sine stærke arme - Sådan ender det altid, karrierekvinder mig her, I kan jo ikke finde ud af noget selv, vel?

- Et yndigt hus - I tænker jo ikke på andet.

- Mel Gibson - Så ham får I - ham ka' vi fyre også li, det er noget med Die Hard, og så har vi lige en scene hvor han er verdens bedste tyr på et lagen. Yes sir, sådan skal de ha' det, kællingerne!

Hvilken kvindetype vælger vi så til at matche den her mand og få filmens budskab igennem?

- En umiddelbart succesrig - men ulykkelig og usikker, selvfølgelig! - karrierekvinde, der prøver at sætte lækker mand på plads, fejler med det, fejler med sit eget job, fejler med alt tilsidst - og så kommer lækker mand og redder hende, endda med en lille rørende tale om, at hun har vist ham den sande vej. Ingen tror på det, men who cares. Happy end.

Og nårh ja. For at få hele den her latterlige kabale til at gå op, så er plottets omdrejningspunkt, at Mels rolle lige pludselig kan læse kvinders tanker. Og vupt, der har vi titlen - "What Women Want." Så gi' os jeres penge, piger. Her får I, hvad I vil ha'.

Det er så fucking lavt. Jeg hader, hader, hader den her film.

------------------------------------------------------------------------------------------

Det føltes godt, det her - skriv endelig jeres egne hadelister i kommentarerne, og husk at tjekke Nikolais side for mere kvalificeret filmhad!

onsdag, maj 09, 2007

... trist

For tiden er jeg meget glad. Måske det gladeste jeg har været i længere tid af gangen, i mange år. Måske siden jeg var 15 år gammel. Måske. Man skal passe på med at måle glæde. Men glad er jeg. Det er en ret fed tilstand, som jeg bestemt synes fortjener sit gode ry.

Det føles lidt ligesom, at ens fødselsattest er blevet et årskort til Tivoli, med mulighed for fornyelse uden yderligere beregning. Man har betalt acconto ved tidligere lejligheder - med en valuta af møgdage, lorteuger og røv-år.

Jeg oplever at vågne hver morgen uden en hård klump i maven - en velkendt, tårevædet klump bestående af bekymringer, frustrationer og en panikædt fransk hotdog fra kl. 22.30 i går.

Det er måske ikke den store sag for jer andre, da I sikkert har levet ret klumpfrie liv. Og det er heller ikke fordi, jeg har levet i en konstant klump-præget tilstand de sidste 12 år. Klumpen min er gået til og fra, men i perioder er den blevet rigtig længe, og den kommer sikkert igen en dag.

Men lige nu er den væk. Og det har den været længe - siden nytår, mere eller mindre. Når den er dukket op på det sidste, opløses den igen i løbet af en dags tid. Nogle gange endnu mindre tid. Nogle gange kun den tid, det tager, at få et kys og få en kop thé indenbords.

Det gør mit liv så let at være glad. Og det virker selvforstærkende: Ting går ikke så galt, som de gjorde før. Eller måske gik de aldrig så galt, som jeg troede. Det føltes bare meget galt, fordi alt andet også var det, og fordi der lå en klump af piv, ynk, trist og tvivl i maven og gjorde det pænt svært at slå en perlende latter op, når jobansøgningerne ikke gav resultat og manden i ens liv sov med ryggen til om natten.

Det er væsentligt lettere at få latter frem nu, selvom perlende nok er så meget sagt. Det er et hit at være glad - alle burde prøve det.

Derfor, mine damer og herrer, vil det nok vække undren hvad jeg nu vil skrive. For nogle gange føler jeg en sær trang. En mærkelig længsel. Mor vil hade mig for at skrive det her.

Jeg får lyst til at være trist.

Det kommer ofte når jeg hører en melankolsk sang om tab og tristesse, eller ser på noget natur, der enten falmer trindt om land i efteråret (Og gør alle lidt smådepri bare som en hobby) eller - og det er endnu mere mystisk - er noget med en lys nat i den tidlige sommer, hvor luften har syrenduft og gadelamperne udsender sådan en nostalgisk Danmark-besat-agtig halo af elektrisk lys med små sommerinsekter i. Så går jeg alene, og tænker på, at jeg ved, hvordan man ville have det, hvis man var trist lige nu, og så længes jeg efter at opleve følelsen selv - den velkendte, sjælfulde, poetiske tristhed.

Okay. Wierdo.

Fair nok, at man kan føle sig lidt grådlabil når man ser efterårets komme eller hører Jeff Buckley, tænker I måske. Men hvorfor dælen kommer det i sommernatten? Der, hvor alle andre tænker på at slentre halvsnalrede hånd i hånd hjem fra byen, eller måske helsnalret og uden hånd at holde i, men lykkelig for sommeren, tilværelsen, branderten og alt det fest og varme, der kommer de næste måneder? Hvad sker der for at gå og ønske sig trist, når alle andre oplever, at de gråblå tanker fejes væk af solskinnet hver morgen, og nyder det i fulde drag?

Dertil må jeg svare: Hvis I ikke forstår det, beklager jeg - for så er det fordi I ikke forstår, kernen af den poetiske tristhed.

Det er jo netop fordi, at alle andre går rundt og ligner Filuris i ansigtet, at tristheden bliver så meget mere udsøgt. Så attråværdigt anderledes og ægte. Der går du, helt i din egen, ensomme verden, fyldt af en fintfølende blålig dis, mens resten af verden er arm i arm og Walking on Sunshine - Oh yeah!

Det er ikke fordi, at de andres glæde er simpel eller dum. Det er meget mere sofistikeret end det. Det er fordi, at deres glæde, og de små glade fugle og de små glade træer, giver din tristhed en ekstra dimension af længsel, ensomhed og fortabthed - fordi du ser deres fryd og carelessness, men ikke selv kan nå den. Du er en betragter, som dog mest ser indad i dit eget melankolske sinds afkroge.

Oh, at være fanget i sine egne tankers bur. At se verden gennem øjne, som er nær ved at flyde over af tårer hvert øjeblik. At tale med let bævende stemme, og føle sig distanceret, livsklog og resignet - ensom, men resigneret. At gå fra relation til relation med en bittersød viden om, at skibe i natten aldrig lander i samme havn. At høre sin egen indre stemme højere end nogen anden, og at trække sig tilbage før tid med et tappert smil til afsked - og hulke af gråd i den nærmeste gadedør, så snart alle andre er ude af syne.

Sådan er min længsel, når alting spiller for mig, og jeg synger i Filuris'enes kor. Fordi jeg kender det langsomme, indadvendte, uudgrundelige trip det giver, fordi man altid vokser lidt af sine ensomme stunder og nedture, og fordi det er mit bedste forsøg på at være mystisk - noget, jeg altid har ønsket mig, men må erkende at jeg ikke har naturlig anlæg for.

Inden I tror jeg er blevet fuldkommen sindssyg og sender mig ferietabletter anonymt, så vil jeg lige tilføje, at jeg ikke længes efter det her tristhed hele tiden. Det er bare af og til, når det ligger i luften, eller når jeg hører Under Byens "Legesag". Jeg takker Gud, skæbnen og alle andre, som har spillet ind på min karma her på det sidste for, at jeg som sagt er glad nu, og kan gå og fantasere om tristhed i stedet for at leve med den.

Men der ligger bare den her dragning mod det triste i mig. Det har der altid gjort, tror jeg. Et af mine barndomsminder er, at jeg græd som pisket, når min far sang de første linjer af "Når lygterne tændes". Det er heller ikke så mærkeligt: Magen til stakkels, ensomme, patetiske - og poetiske - linjer skal man lede længe efter:

"Når lygterne tændes
På gade og vej
Så går jeg alene
Og tænker på dig"*

Jeg tudede som sagt, ved tanken om min unge, krølhårede far - eller en anden god, ærlig mand - ensom i skæret fra gadens lygter. Og alligevel bad jeg ham om at synge den. Ofte. Det var nærmest en af mine yndlingssange, på den her underlige, masochistiske måde, som stadig bor i mig, og gør at jeg fx. sætter The Gatherings "Sleepy Buildings" på igen og igen, med tårene drivende ned af kinderne. Fortabt i den poetiske tristhed.

Årh hvad. Det kan sgu'dda ikke være let at leve med sådan en som hende, tænker man så. Og nej, det er det nok heller ikke, og har sikkert heller ikke været, atget i betragtning at jeg ikke bare er melankolsk anlagt, men ligefrem kan finde på at forstærke mine depressive tendenser.

Men da jeg forleden bablede ud med dette til Nikolai - at jeg af og til kunne få helt lyst til at være ked af det, om han kendte det? - fik jeg denne respons: "Selvfølgelig. Jeg opfandt det."

Og hvor mærkeligt det end lyder, så tror jeg, at det er en af grundene til, at jeg føler at vi passer så godt sammen. For det er ikke svært at forstå min glæde og mit smil. De er ikke så svære at gå til. Alle forstår en Filuris. Men længslen i mig efter tristhed er en mærkelig, ulogisk, kompliceret størrelse. Hvis man forstår den - så forstår man rigtigt dybt og meget ind i mig.

Jeg forstår den ikke engang helt selv. Men nu tror jeg, at jeg vil høre Jeff Buckley, Under Byen og The Gathering, alle tre i træk og tage på tristheds-sightseeing, vel viden at jeg er i sikre hænder, der kan hive mig tilbage til glæden igen. Nikolais - men først og fremmest mine egne.

*Ja, der er en lille reference til den et sted i teksten ovenfor. Find det selv. Det er vildt snedigt med sådan en lille intertekstualitet, synes jeg.