søndag, februar 25, 2007

...bare så sjov med Google

I dag fik jeg en mail fra en venlig mand, som hed Ronnie. Han havde læst en artikel, jeg hvade skrevet for iBYEN, om et mærkelig festkoncept, som ingen rigtig helt ved om er virkeligt, men som måske er et verdensomspændende fænomen for smarte unge lige nu.

Det handler om, at de hippeste unge samler sig i "kliker", der dyrker specielle overgearede looks, musik, sig selv, etc. Det er der så lavet en klub over på Stengade, og det var jeg ude at dække. Jeg blev ikke meget klogere, men fik da i hvertfald talt med nattelivets (og alt andet for tidens) über-happening dunkle dronning, Anika Lori, som var enormt træt og sagde nogle helt normale ting som "Jeg håber, at det bliver nogle gode fester", hvilket jeg, den lynskarpe jounalist, sultent citerede i min artikel.

Det var sådan en artikel. Men den havde ham her Ronnie læst, og han synes, at det var udemærket, og ville gerne have mig til at lave en reportage fra HANS klikefest, som rejser fra KBH til Stockholm 31. marts.

Da jeg læste mailen, følte jeg mit hjerte svulme af hipness - et sted derude i landet sad der seje folk, som læste de ting jeg skrev, syntes det var happening, så at jeg var på talefod med Anika Lori (Interviewfod, i al fald), og tænkte "Hende vil vi gerne have til at skrive om vores smarte fest". Det gik rigtig fint for egoet ... lige indtil jeg læste sidste linje i mailen:

"..og så håber jeg ikke, at det kolliderer med et stort rollespilsarrangement i Rold Skov eller på Galgebakken!"

Lyden af et oppusteligt ego, som punkteres med et syvtommerssøm, fyldte rummet. Marie - nattelivets guru - smelter bort, og frem træder Marie - orkernes skræk. Damn you, Google!

Google er som et autonomt, antagonistisk CV. Det viser alt hvad du har foretaget dig, som nogen har fundet værd at registrere, men som du ikke selv nødvendigvis selv er spor interesseret i kommer ud til en bredere offentlighed.

For Google lyver ikke. Google er pinligt ærlig omkring alle digitale signaturer, du har sat på nettet siden den første hotmail, du oprettede engang i midthalvfemserne.

Google husker alle de ligegyldige internetforaer, hvor du gennem tiden har oprettet en bruger for at skrive ét eneste indlæg om hvor åndssvage Konservativ Ungdom er, og hvor du aldrig siden er logget ind igen.

Google kender de obskure underskriftindsamlinger, hvor du i en svag stund har følt, at det ikke skadede noget at du satte dit navn under "Nej til teaternedskærringer i provinsen" eller "Flere penge til alle fattige i hele verden". Hver især ganske uskyldige sager - men tilsammen danner de billedet af en håbløst naiv idealist, som gladeligt skriver under på hvad som helst for ta købe aflad uden at behøve at rejse sig fra computeren.

Og Google ser alle de posts, artikler og ligegyldigheder du har skrevet om dine nørdede interesser af den ene eller den anden slags i debatforummets falske tryghed, hvor du luller dig ind i troen på, at det kun er ligesindede, der ser og hører dig. Det er det også - indtil nogen Googler dig.

Det havde ham her Ronnie gjort. Han havde fundet min mail over Google. Og når man sætter navnet "Marie Carsten Pedersen" ind i Googles søgefelt, så kommer der en HELVEDES, og jeg gentager HELVEDES, masse links op, som har noget med rollespil at gøre. Liveforum, Rollespillets forskningsforum, Magasinet Rollespilleren, Foreningen Loranias hjemmeside ... hvad hjælper det at forklare, at jeg aldrig har sagt "Vær Hilset", aldrig har ejet et latexsværd eller har kastet med "ISKRYSTALLER!"?

Jeg kan ikke løbe, jeg kan ikke gemme mig. Det er en plet på min hipness, der aldrig bliver vasket af.

Og når vi er igennem dem, så er der skønne perler i samlingen fra min tid som kampsportsaktiv - og aktiv på www.martialarts.dk , hvor jeg var i selskab med hvad jeg stadig mener må være et tværgående segment af Danmars mest umodne og ucharmerende mænd, og hvor vi blandt andet finder tråden: "Er fede kvinder attraktive?" og en hardcore dissning af mig som værende en she-male, på min Google-liste.

Så kommer vi til mine artikler om dansk jagtlitteratur stjerner (Svend Fleuron, anyone?), om tegneserier, om mere rollespil, en henvisning til min blog - men ikke til en sjov, lækker post, men til min ultra-jagtnørdede klapperhistorie ... og endelig, på side 3-4 stykker, et par FÅ artikler fra iBYEN og oestrogen, indtil vi når til et sidste stød, hvor en hollandsk pige disser endnu en af mine artikler - om rolle-fucking-spil.

Så hvad står tilbage, når fx. en sej redaktør Googler mig med henblik på at give mig The Gig of The Century? En fed, uattraktiv kampsportslebbe med jagtgevær, gummistøvler og en altoverskyggende interesse for rollespil. Det er det, de unge vil ha'....

Hvor ufedt er det ikke? Alle Googler alle, det sker hele tiden - og jeg har mine ubetinget værste sider udstillet i det forum. Jeg er et offer for teknologien, og jeg er forsvarsløs.

Jeg ved ikke hvad man gør. Kan man købe sig til bedre Googling? Kan man banne sig selv fra Google, lidt som i "Nej Tak til Reklamer" ? "Ingen Googling her" ?

Måske synes I, jeg overdriver. Men tro mig, det er frustrerende. Hvis I aldrig har prøvet at Google jer selv, så giv det et forsøg. Og se så, om resultatet er noget, I føler at I kan være stolte af at have som jeres venindebogsblad i verdens største personregister.

Jeg vil vædde på, at I også føler jer som endimensionelle papirmænd med syge fokuseringer efter en tur i søgemaskinen.

onsdag, februar 14, 2007

...træt af hjerter og Amor og røde balloner

Normalt skal man aldrig sige aldrig. Men jeg vil ALDRIG fejre Valentins Dag. Mage til kommerciel lorteidé og kvalmende sødsuppe fra den værste del af den Amerikanske kulturs mest sovsede hylder skal man lede længe efter.

Det har sikkert været en sød tanke engang. Da man kurtiserede hinanden i fordums tid, eller i 50'erne, hvor alt bare var lidt mere kitchet i forvejen, og kærlighed med bobbet hår og anderumpe over en milkshake med to sugerør i var realitet og ikke kliché. Da det mets handlede om at sende et hjerteformet brev. Der var sikkert mere uskyld i projektet den gang. Måske. Jeg tiltror det ikke ret meget godt.

Men på det tidspunkt, hvor vi fik Valentinsdagen sendt herover for at se om den passede, dvs. ca. 5 år siden, så var skidtet i al fald nået så langt i den kommercielle evolution, at den sidste rest af oprigtighed var fuldommen kvalt under silkepuder, kroferier, chokolade og hjerteformet alting, fra Ford Kia til imtimvibratorer. Og vi købte den - sgu'. Det ses nu, i dag, overalt. Og jeg får kvalme.

Hvorfor er vi bidt så heftigt på den? Én ting er alle kræmmerne, som jeg sagtens fatter. Det er jo dem, der har hevet skidtet hertil i første omgang for mersalg af hjerteformede puder og røde roser i februar.

Men de, som burde være kritiske eller i det mindste ligeglade, med sådan et markedsstunt - hvorfor er de det ikke? Hvorfor æder de lort og spytter det ud igen med silkebånd på, så det står stærkere og flottere til de næste, der kommer forbi og kan lokkes? Altså, hvorfor hænger der hjerteballoner og røde sløjfer i alle medier, skriflige som elektroniske, i dag?

Og hvorfor, spørger jeg mest af alt, HVORFOR gider vi som enkeltpersoner, elskere, kærester, ægtefolk, bejlere og så videre, OVERHOVEDET bruge to minutter på det skidt? Hvorfor køber vi totalt ind på idéen om at markere vores kærlighed kollektivt på en os fuldstændigt uvedkommende dag i februar, ved at købe alt muligt rødt og pink lort og lade os diktere af en reklamekampagne omkring, hvordan og hvornår man skal være romantisk anlagt?
HVORFOR GØR VI ALTID, HVAD DER BLIVER SAGT?!!?!?!

Jeg kan blive så træt.

I kan køre en million Halloweener af for min skyld, og også Thanksgiving hvis I vil, og tag da også at fejre Fourth of July, eller hvad med Superbowl Sunday og slaget ved Gettysburg. Og få da også lige Stars And Stripes op af hænge i flagstangen, og hvis I også lærer den amerikanske nationalsang uden ad til Sankt Hans, så er jeg decideret imponeret, for ved I hvor få amerikanere, der kan den?

Det er FINT - i forhold til kærlighedsmarkedet i dag.

Det er det med at kærligheden er ingrediens, der er det ækle. Kærlighed skal man ikke lave en nationaldag for. Det er individuelt. Og man skal ikke sælge det i forpakkede æsker. Det er en magisk ting. Og jeg har aldrig oplevet så lidt magi, som i den Valentinstradition, Danmark nu har taget til sig. Den er flad, hysterisk og udspekuleret med hænderne langt nede i pengepungene på forbrugerne, og INTET andet som drivkraft.

Jeg fatter simpelthen ikke, at nogen vil være med. Og jeg ville ønske, at alle lod være. Vil I ikke nok lade være næste år?

mandag, februar 12, 2007

...en ringe blogger

Jeg har negligeret bloggen forfærdeligt her på det sidste. Og andet er der ikke at sige. Jeg tror simpelthen, at når man skriver artikler hele dagen, så er det ikke blogging, som er den mest attraktive pause.

"Hvem har magten i dansk kunst?"-artiklen til Wonderland har taget en røvfuld tid, og lige nu har jeg endnu en opgave, jeg skal have afsluttet. I aften. As usual.

Jeg vil dog lige fortælle om en spændende ændring her på min workstation, som ellers er sådan ret stabil i sit udseende, med vekslende indslag af researchmateriale afhængig af mit work at hand, og med små ændringer når en af mine orkidéer i vinduet opgiver kampen for overlevelse og må skiftes ud.

Lige nu står der imidlertid noget nyt og spændende ved min venstre side: En mannequin-dukke, som jeg fandt i storskrald nede i gården, og hjemførte i triumf. Det var den helt rigtige patinerede slags med formstøbt firserfrisure á la Ken møder Lady Di, og et distanceret drømmende blik, man ikke kan fange.

Så skidt med, at hele torsoen var brutalt savet ud, hvilket gav den lidt af et horrorfilm-look. Jeg havde altid ønsket mig sådan en, og nu var den min.

Jeg stillede den i et hjørne af stuen og baksede en smuk, sort kimono, Mor har givet mig, på den.
Så gik jeg ud i køkkenet i rundt regnet 30 sekunder, nåede at glemme nyerhvervelsen, og da jeg kom ind i stuen igen fik et chock af den anden verden fordi der stod en skikkelse i sort i hjørnet!

Dette scenarie gentog sig 4 gange indenfor den næste time. Kig på mannequin, glem mannequin, få chock af mannequin. Tilsidst indså jeg, at jeg havde inviteret fjenden indenfor, og at noget måtte gøres for at mildne stemningen, hvis ikke jeg skulel ende som et selvforskyldt nervevrag i mit eget hjem.

Jeg flyttede dens lokation til mit arbejdsværelse, hvor den er visibel hele tiden og derfor ikke så let kommer bag på en, og skiftede den sorte dragt ud med en lang, lys, bemalet kunstneragtig kåbe, som har været med i 'Tryllefløjten' på det Kongelige og som jeg selv synes er meget smuk, men måske nok for den uindviede lidt vagabondisk. Men det er bedre med en hobo i hjørnet end en ninja, blev jeg enig med mig selv om.

Så hæftede jeg alle mine broscher på mannequinen for at vise den tillid, og gav den et enormt plasticsmykke fra Sarah Voigt på hovedet, så det dækkede for to små huller i dens pande. Stor venlighed var nu udvist, så den ikke troede at jeg bar nag for de sidste hektisketimer, og troede at vi havde beef.

Og tilsidst brugte jeg to stive minutter på at stirre på tingen for at printe det ind på min hjernebark, at der stod en mannequin i hjørnet, at den var af plastik, og ikke en trussel. Og at den fik to uger til at stoppe sin skrækindjagende adfærd, ellers var det tilbage til storskrald med kun trebenede stole og knækkede MDF-plader som selskab.

Det gik bedre derefter, og jeg fik kun moderate chock resten af dagen. Den var dog ved at tage livet af Nikolai, da han kom forbi senere om aftenen, men en kort terapi-session ála min egen, har han ikke været påvirket af den. Nu må vi se, når han kommer hjem fra Berlin. Det kan blive helt sjovt. Måske skulle jeg give den ninjatøjet på igen...

Ps. ...hvis ikke han bare finder mig liggende i sengen med hele torsoen savet ud, og mannequinen med det gådefulde blik står hel og fin i hjørnet. Dennis Jürgensen goes fashion.

Ps 2. Wonderland #5 kommer 3. marts med stür releaseparty på pt. hemmeligt (læs:uvist) sted. Husk at finde det hos din lokale pusher. Det er gratis, men alt, alt for lækkert til at være det. Det er derfor også kendt som magasinernes humlebi.