torsdag, august 31, 2006

...fuld af galde

For nylig så jeg en artikel i Politiken, hvor man havde sat sine fremmeste og mest galdefyldte kulturskribenter til at skriftligt gennemhejle Københavns klenodier. Havfruen, Strøget og Johnny Margrethe fik råt for usødet, og det samme gjorde Tivoli, Istedgade osv.

Det må have været helt utroligt befriende for de udvalgte skribenter at bare få lov at trykke det kulturradikale søm helt i bund uden at skulle relativisere sine aversioner eller politisk korrekse sig selv. Det er jo bare de sandheder, vi alle går og siger om de ting, Wonderfull Copenhagen har patent på at formidle til sagesløse udlændinge år efter år.

Kritikken af Istedgade gik på, at den "for længst havde overgivet sig" - til borgerligheden, pænheden og friværdien. Den tidligere så frække og fornøjelige gade, hvor der altid var en del ballade, var nu sunket til det lavest tænkelige niveau. Sexbutikkerne var ikke længre dette frigjorte mekka af lummer erotica med villige piger af Anni Lippert-typen, men blot leverandør af kaninformede klit-dildoer til forstadsfruen på frækt indkøb.

Narkomaner af den grimme slags havde afløst de fornøjelige sprittere, som man kendte og elskede i deres evige pendulfart mellem de bodegaer, der engang var ærlige vandhuller. Nu er de alle, fra McKluud til Det lille Øresund, overtaget af mediestuderende med langt nakkehår, dårlige manerer og retro-trang, som desuden ser go' mening i at gi' bare 18 kroner for en bajer.

De luskede steder var i det hele taget afløst af alt for meget lækkert tøj og labert hår, og det var knap nok til at ånde gennem en Rød Cecil dernede længre for bar' selvfedme og barnevogn.

- Og jeg tænkte, mens jeg læste: "Om et øjeblik står der noget med "Onkel Danny"."

Og det gjorde der så. Som altid noget med, at "Onkel Danny" ville vende sig i sin grav, eller sluge sin hat eller æde sit skæg eller noget andet ligskænderi, hvis han så "sit Vesterbro" den dag i dag.

Og det er hele humlen i det her: Med mindre man er Chili Turells nevø eller niece, bør man ikke tale om "Onkel Danny". Og medmindre du selv levede på Vesterbro i 70'erne bør du ikke tale om, hvordan den muntre Istedgade var meget bedre dengang.

Skribentens holdning er måske det mest gængse, mindst gennetænkte, og mest utjekkede, du overhovedet kan udtale om det pågældende brokvarter. Og alligevel sker det igen og igen, sjovt nok primært over en øl til 18 kroner på McKluud, og taleren med den sikre vurdering er freelancer på Politiken og DR SKUM på 13. år efter endte mediestudier, og skal nok snart hjem og sætte det lange nakkehår.

Der hersker i københavneriet én eller anden syg idé om, at Istedgade i årene 60 til 80 stykker var ét stort lykkeligt lystspil af en sengekantsfilm, hvor alle damer var billige, glade og frivillige, sprittere var af den joviale Karl Stegger-type, og øretæver var af den sjove Skipper Skræk-slags, hvor alle gav hinanden hånden igen når solen stod op.

Der var ikke ludere dengang, der var glædespiger. Nu står der bare en træt nigeriansk madamme og ødelægger udsigten til rigtig lir af Ole Sølvtoft-skolen, med lange ben og glimt i øjet.

Narkomanerne er også nogle usle erstatninger for de rigtig rå gutter, som var frygtindgydende på den særligt fede, vel-castede måde. Hvis der skal være sociale udskud, skal de i hvertfald ikke være så svækkede. Det samme med volden, nu er det springknive og sprøjter og sådan noget tøse-noget. Hvad blev der af et par ærlige håndmadder. Næ, der var simpelthen meget bedre kriminalitet dengang...

Jeg håber, at ironien fremgik af dette her. Det ligger bare ikke ret langt fra hvad en række mænd, ikke mere end højst 10-15 år ældre end jeg, til hver en tid bræger ud med over caipirinha'en på Boutique Lize. Når man regner lidt på deres fødselsår, må de have været nogle ualmindeligt fremmelige unger, hvis de deltog med liv og sjæl i det pulserende liv på Istedgade i 70'erne. Måske gjorde de det mest i brystmælk, når der kom Morgenbolledamer på bordet? Eller måske har de bare et Anders Matthesen-kompleks, og har set "Simon" på Østre Gasværk en gang for meget?

Det er ikke så meget deres trætsommelige selvfedme, jeg har et problem med. Okay, det er det også. Men det mere den arrogannce, der ligger i, at tro, at social armod er en kulisse for deres eget liv, og at det godt kunne tage at tage sig lidt bedre ud - og at hvis det bare gjorde, så var det hele helt topdollar.

For prostitution, narkomani, alkoholisme og porno har aldrig været det rene Olsenbanden. Der har altid, altid været sørgelige og grusomme skæbner i udstødningen af disse "brancher". Noget er fakta: Der er kommet mere hård narko, flere tvangsprostituerede, flere væbnede overfald og pornoen er blevet hårdere. Hvordan dette så er blevet til, at Istedgade er blevet mere kedsommelig og pæn, det fatter jeg ikke.

Men det er nok fordi, at det er kedeligt og irriterende at se på - derfor lukker man øjnene til man er forbi gasværksvej. Og så ser man kun Sticks'n'Sushi og barnevognene, og det føler man så at man kan tillade sig at blive arg over. Det går ikke op.

Det, skribenten og hans kammerater vil, er jo dette: Ryd den slemme armod og kriminalitet væk, gør det samme med barnevogne og café latte, og genindsæt noget sjov og festlig råddenskab. Bare lige til grænsen, der hvor der stadig er polka på trompeten når sidste omgang dingler.

Jamen jamen! En ting er at være nostalgisk. Men at være det efter en tid, som man selv har fundet på i sit eget Handelshøjskole-hovede, og som gør sociale problemer til en fræk komedie fra Saga Film anno 1975 - det er så ringe, at det er en hel blogfuld galde værd!

fredag, august 25, 2006

...newborn fangirl



Vidste I, at vi i Danmark har en tegneserie med en goth-pige, fordelt på åben gade hver dag? Og at den er....sjov?

Det har vi. "Nemi", hedder stiben, og den er tegnet af den norske gother/slash/tegner Lise Myhre. Som er ...sjov.

Jeg er faldet over den i MetroXpress, der trykker den som eneste danske medie, fra tid til anden i toget på vej til og fra Hellerup Station og arbejdet. Det er faktisk Norges mest spopulære tegneserie næst efter én, der hedder 'Pondus', og som jeg ikke er interesseret i. Den har sikkert ingen gothere.

Jeg kunne faktisk ikke tro mine egne sanser de første par gange jeg læste "Nemi" - for alt ved serien, fortalte mig, at hovedpersonen var en goth-pige: Sort hår, hvid hud, metalmusik, rodet lejlighed, forkærlighed for Tolkien og drager, og en kynisk og dog romantisk indstilling til tilværelsen.
Men en tegnesreie i MetroXpress om en goth-pige? Umuligt, sagde min hjerne, og blev ved at afvise det, ligesom jeg afviste, at noget så søgt kunne være....sjovt.

Men det er en goth-pige. Og den er...sjov. Virkelig god, tør, selvironisk humor, god fortælling og meget anderledes end hvad man ellers møder. Kommer på sin egen måde op på siden af min anden yndlingsstribe for tiden, "Rocky", som også havde min dybeste mistro til at begynde med, også fik mig overtalt, og som gudhjælpemig også er norsk (hvad sker der? Norsk humor ruler junglen? What!?).

Se selv, hvorfor jeg kan lide Nemi:









Se mere Nemi i engelsk oversættelse på www.metro.co.uk/galleries/cartoon.html

onsdag, august 23, 2006

...til det visuelle

Det er længe siden vi har haft nogle billeder i denne blog - det gør vi noget ved her til aften. Et lille udvalg fra harddesken følger:
Det her er min lillebror David. Han spiller/straffer noget guitar og synger/kæfter op i et band, der hedder Narko Dart. Det er det, han gør her, men det er muligvis fra dengang det hed 'Nam Jam.

Narko Dart er et punkband, og det blev skabt en dag, hvor 'Nam Jam spillede så dårligt, at de blev ultra gnavne, og måtte forme et punkband for at få forløsning.

Narko Dart overtog hurtigt værtskroppen, og er nu et af de mest besynderlige indslag i den københavnske musikundergrund. De overrraskede fx. en flok uskyldige deltagere ved Socialistisk Ungdoms store Skt. Hans-fest på Amager strand i år ved at spille punk-opus'et "Jeg elsker McDonalds".

De har allerede udsendt seks albums, skal det siges. Jeg er meget stolt af min bror. Det var også ham med Irlands historie...

Narko Dart er meget demokratisk anlagt trods deres konstante antagoniseren af dem selv overfor alt og alle, så al deres musik kan hentes på deres hjemmeside: http://www.narkodart.dk

Det næste billede er min anden lillebror Thomas. Han er i gang med at slå nogle fjender fordærvet, formentlig orker eller frække, musikalske bønder. Læg mærke til, at han er bevæbnet med både spyd og sværd. Og blåt er klart hans farve.


Thomas er den mest engagerede rollespiller af os, og også klart den vildeste - ingen er mere ingame end Tjummi. Han vil gå langt for gamet og elsker at være obsternasig overfor jyske rollespilsarrangører.

Tjummi skal være advokat, og om konsekvenserne af dette for vores retssystem tør jeg end ikke gisne om med et gran salt. Det vil dog blive rystet, ligesom Tjummi har rystet fodgængere på Sjællands gader hele sommeren, ved at sælge dem den samvittighed, de ikke anede de havde - dvs. pushe dem et medlemsskab af Amnesty International. Det er gået over stok og sten. Da Thomas startede, sendte Andreas, som var hans chef, mig dagligt sms'er med Thomas score og lovprisninger af hans evner.

Det var vist alt hvad den ku' klare nu med upload, for den har lige skippet et billede at Niko og et af mig. Møgblog. Men måske et hint om, at jeg skal færdigredigere den artikel, som ligger og venter på mig - og som har en ventende redaktør i den anden ende af linien (og på MSN lige nu!).

tirsdag, august 22, 2006

...ikke færdig endnu

I går aftes smuttede jeg fordi Nanna i hurtige 1½ time inden endnu en aftale længere ude på Amager.

Vi har ikke set hinanden siden The Great Nokken-night, og jeg talte mere eller mindre konstant ud gennem en gedigen fennikkel/lamme-gryde plus ris i den korte tid, vi lige havde snydt os til sådan en mandag aften. Om mit job, om hendes nye job - hun har fået arbejde som kommunikationsrådgiver i Forsvarministeriet, hvilket jo er så vildt i en alder af 27, at man ikek tør tænke på det - Og så blev bryllupstraumet evalueret grundigere, hvilket var helt fantastisk terapi for min hårdt prøvede venstre hjernehalvdel.

Nanna er en gift kvinde - men havde det til min store lettelse akkurart lige så ambivalent med hele koncepttilgangen som jeg har det. Det er ikek kun mig - der er også andre, der ser noget paradoksalt i, at ægteskabet pr. automatik skal gøre dig til et led i kæden af traditioner, måder, holdninger og drømmekøkkener.

"Det er underligt", sagde Nanna, "at ægteskabet jo burde være der, hvor man løste båndet til familien, og satte de unge fri til at starte deres eget. Det er jo det, hele ritualet med faderen, der fører datteren op ad kirkegulvet, går ud på. Men i stedet bliver det der, hvor de to gennes tilbage i flokken efter at have kaget ud i de mellemliggende år."

Nanna blev gift for tre år siden, før nogen andre, føles det som om. Hun var godt nok i hvidt og der var ring og Kristus og det hele, men i tiden efter er hun og Andreas simpelthen forsat, som om intet var hændt. De har kylet Bogen - som Nanna kaldte Pakken - over i hjørnet, og kørt løbet på deres egen måde.

De har ikke fået børn, de er flyttet fra sted til sted i én konstant strøm, de har studeret, de har arbejdet på de skæveste tider af hinanden, de har sendt den nedarvede bil til ophugning og de har først for et halvt år siden investeret i noget blivende bolig. Uden rigtigt at have pengene til det. De er, ville jeg mene, et lykkeligt ægtepar. Men det er ikke fordi de er sikre på børnene, boligen, bilen, arvefølgen og fødselsdagene. De elsker simpelthen at være hinandens, og de vil ikke leve uden.

Til hendes bryllup var alle så relativt taget på sengen, at ingen vovede at lancere Pakken. Der sad to mennesker, der havde valgt at gifte sig, og det var så uventet og så tidligt, at det havde mere karakter af oprør end af falden til ro. Ikke at folk rystede på hovedet eller tænkte, at det var en skidt idé. Tværtimod, alle var vist ret enige om, at det var en beslutning med så meget power mellem to mennesker med så meget integritet, at det virkede helt fantastisk. Men det var så fjent fra normalen, at det blev et projekt, som de fik lov at styre helt selv, med alle de bedste ønsker fra alle omkring dem.

Jeg kan godt misunde dem, at de var så konsekvente. Så undgik de at blive traumatiseret før tid.

"Hvis jeg havde set alle de bryllupper, jeg har nu, ville jeg være blevet viet uden publikum på et bjerg i Grønland", siger Nanna. Hun har følt kalustofobien på vejne af andre par, når hun har siddet og klirret med gaflerne og hørt på skudsmål om Det Rigtige og Fornuftige i Ægteskabet.

Jeg har aldrig før ønsket at blive viet på anden måde end den gode gamle i kirke og med talerække. Men nu føler jeg den snigende trang til et yuppiebryllup med bare tæer på en strand i Fransk Polynesien og en ex-kannibal fra det lokale rådhus til at velsigne ægteskabet.

Eller - gys -hippiebrylluppet, hvor min elskede og jeg sidder helt alene på en eng med panderne hvilende mod hinanden, og lover hinanden evig troskab mens vi binder vores løfter i en krans af bellis og noget græs, der viser sig at give udslæt.

Pointen med det hele er, at jeg altså stadig mener, at ægteskab giver mening. Det giver mening at elske et menneske så højt, at man vil sætte den tykkest mulige streg under det. At man vil afgive et løfte, der varer længere end nogle andre man har aflagt før - og måske siden. Et løfte om, at elske i medgang og modgang. Fordi man ikek vil leve uden at gøre netop det.

Men - for der er jo et man: For mig handler det netop om de to mennesker, og deres kærlighed. Jeg tror ikke på planlægning som løsningen på livet. Min erfaring er, at det holder alligevel ikke. Derfor tror jeg ikke på, at man kan (eller skal) sætte kriterier op, for hvad der skal ske efter bryllupsnatten, eller hvad der skal lede hen til den. Fordi. Det. Hele. Bliver. Alligevel. Anderledes.

Jeg tror på, at det, der vil ligge til grund for ægteskab for mig, er: At man føler, at man bliver sit bedste sammen, og at man kan udvikle sig med hinanden. At man vil dele, ikke nødvendigvis alt, men i al fald den inderste del af sig selv med den anden (Dette kan være min sindrige måde at sige noget med at man kunne forestilel sig børn en dag).

Og helt kort: At man har lyst til, at møde den anden igen og igen, alle steder.*

Så, for at vende tilbage til lidt af det, jeg skrev i går, og som heller ikke var helt skævt: Der er jo ikke nogen, der tager dette fra det elskende par, uanset hvor meget der klipeps i sokker og tales om ægtepagt, økologisk køkkenhave og økonomisk sikkerhed. Det er i sidste ende noget, man selv kan tage magten over - og det er som sgat ikke de bryllupper, jeg har været til, men mere hele bryllupsmonsteret, der skræmmer. Der hvor man siger "A" (som i "Vi skal giftes") og hele systemet af generationer og traditioner så råber "B!!!!" - og kører toget med blåt og lånt.

Tag bare det med gaflerne: Så skal gæsterne kraftduleme også bestemme, hvornår de skal kysse hinanden, som to søløver under domptørens sild. Som om det ikke var nok med Pakken og Bogen.

Jeg tror at jeg starter Folkebevægelsen mod Folkelige og Frihedsberøvende Bryllupstraditioner.

Med lidt politisk medvind til den kan det være, at bryllupper ser helt anderledes ud, hvis jeg en dag står for tur.

Så er alt sagt i dén sag

* Dette er et citat fra Hugo Pratt, forfatteren og tegneren bag tegneserien "Corto Maltese" - noget fa det mest fantastiske, der er sket med blæk og pen i de seneste 50 år. I albummet "Balladen om det slate hav" lader Pratt Corto tage afsked med den, der skal blive hans livs tabte kærlighed, den meget unge Pandora Groovesnore, med disse ord: "Du minder mig ikke om nogen, jeg før har mødt. Og derfor har jeg lyst til at møde dig igen - alle steder."

Det bliver naturligvis sidste gang de ses. Det er en meget melankolsk serie. Her kan man se dem tage afskeden med hinanden: http://utenti.lycos.it/ilmaltese/personaggi.htm

mandag, august 21, 2006

...hende som skrev på en dug

Den tidligere omtalte beskrevne dug var en gimmick til en fælles veninde-tale til min højt skattede veninde Ibens bryllup.

Vi var fem tøser om talen - alle tidligere medlemmer af polteraben-juntaen, og dugen var en tidslinie, som beskrev Ibens tilværelse i få, men velvalgte nedslag i tid - nemlig de tidspunkter, hvor vi hver især var trådt ind i hendes liv.

Dette tidpunkt markerede vi for hele selskabet med en rød sprittusch på dugen (med tidslinen), der var spændt op i baren så alle i lokalet kunne forgive,at de kunne se hvad der foregik. Det var efter desserten, og ca. 26 glas over anbefalet dosis for de fleste, så det er nok tvivlsomt at alle virkelig fangede hele idéen med den dug. Men fulde mennesker griner i al fald let.

Tidslinien var kun en ramme. Indholdet var, at vi hver især præsenterede en egenskab ved Iben, som fem Categorinaer i Lykkehjulet, med varierende kjolelængder.

Ninna talte om Ibens passion, illustreret ved hendes forhold til chokolade, som får frk. Binoches resultater med de frigide franske småborgere i "Chocolat" til at ligne et fejlslagent forsøg med Multitabs for et bedre sexliv.

Eva talte om Ibens vinderinstinkt, som det fx. kommer til udtryk når hun hårdnakket holder på at leve af knoldselleri i en uge som del af en slankekur, eller i samme kurforløb introducerer dagsrationen bestående af en halv liter yougurt og et stykke skinke... - som Eva sagde; "Der er en årsag til, at skinkesmoothien aldrig er slået igennem".

Julie berettede om Ibens kommunikative evner, der udover at hun kan tale med alle og er en fantastisk medlevende smatalepartner, også betyder, at hun kan holde en telefonlinie glødende gennem hele den periode, det tager hhv. Julies mand Claus og Ibens mand Kristoffer at se en leje OG se en DVD, og tage til fodboldtræning og komme hjem igen.

Tine fortalte om Ibens stædighed, der betød, at hun var en udfordring af Everest-typen i gruppearbejde, for slet ikke at tale om hvor vanskeligt det var at få lov at betale sin andel af en caféregning (Rimeligt fed veninde at have, ik'?).

Og jeg havde valgt at tale om Ibens loyalitet og ærlighed, blandt andet eksemplificeret ved historien om, da en dum tøs spildte sin drink på mig på Vega en aften, og ikke gad sige undskyld. Jeg var lige ved at tude (Det var en dårlig aften i forvejen), men så tog Iben et helt glas fadøl og tømte over kranens hovede, hvorefter hun (Iben, altså) trak af med mig uden at se sig tilbage (RIMELIGT fed veninde at have, ik'?!).

Talen gik vel, og det samme gjorde aftenen og dagen og kirken og det hele. Den bedste stund af dem alle var nu nok, da vi dansede den uofficielle 2. bryllupsvals klokken henad fem om morgenen - vi stadig standhaftige bryllupsgæster arm i arm på can-can-manér, og Iben og Kristoffer swingende sig lykkeligt rundt i midten af cirklen i en mix af jitterbug og hækkeløb, mens orkesteret spillede den sidste dans for fuld funk og blæsere.

Ak ja.....det er sgu' så yndigt. Uanset de 40% og Nietsczhe.

Come hell and high waters, en gensidig kærlighedserklæring af dén kaliber skal der meget til trække tæppet væk under. Jeg er all for love, også med Kristus involveret. Han er vel mere eller mindre den, der opfandt idéen som vi bruger den i dag, så det er vel kun rimeligt, at vi involverer ham i gildet. En slags copyright-honorering.

Alle de bryllupper har dog efterladt en masse besværlige tanker, kan jeg mærke nu. Det er ikke noget med, at jeg ser små buketter overalt. Det er tværtimod, at jeg bliver rystende angst for de buketter, og de bordkort, og det lånte og det blå, og boliglånet og barneplejen, og hele den holdopstilling, der hedder "Sådan gør man med ægteskab".

Ja, for så så man lige mig med et forhold, der ikke engang er et år gammelt endnu. Slør, smoking og især alle dagene derpå er sgu' meget at trække ned over en rimeligt ny kærlighed - også selvom det er en stor, vidunderlig følelse, at sidde sådan en aften med en kærlighed i sig, som ikke blegner eller skammer sig i lyset af brudeparrets. Og hvis objekt sidder en par rækker nede med sin butterfly om halsen og er smukkere end noget andet, jeg nogensinde har set, solnedgange og stjernehimle inklusive.

Men der er bare noget galt med mit indre ur i forhold til alle de andres. Det er for alvor blevet banket ind i min bevidsthed, at jeg er nået dertil, hvor det med at blive gift og hvad der deraf følger, er noget man er blevet klar til rundt omkring i min vennekreds.

Ikke at de alle følger Bogen - Bogen Om Det Danske Parforhold - men den er i al fald slået op på vid gab nu. Det er bare om at komme i gang med at læse teksten.

Hvad nu, hvis man ikke tør se sig selv som illustration i den dér Bog endnu?

Hvad hvis man elsker sin kæreste meget dybt og højt og det er sol, måne og stjerner og alt mit hjerteblod i en dampende thékop, men man stadig kun er så nye sammen, og egentlig kan lide at være kærester uden en overbygning, der hedder fælles økonomi?

Hvad nu hvis man netop for første gang har prøvet, at en exkæreste flyttede ud af det fælles hjem, og egentlig blev så grundrystet af den oplevelse, at man er hunderæd for at flytte sammen med en andet menneske igen?

Hvad hvis man faktisk gerne vil have børn en dag, men af en eller anden grund bare får panikangst af stamtavler, familiemønstre og sommerhuse i arv, og at noget forsinket teenagefrigørelse i éns nægter at føre slægten videre - som koncept?

Er man så bare umoden og egoistisk, eller er der lige lidt plads endnu til at finde de rigtige komponenter, så man ikke smadrer det, man synes er mest vidunderligt i verden, ved at hamre på det med borgerdyderne, kernefamilien og den skemalagte idyl?

Lige nu føler jeg for at nærme mig fremtiden med største forsigtighed, hvad angår kærligheden. Mens vi fabrikerer en privat regelbog, så Nikolai og jeg ikke behøver blive et blad i Bogen. Og det tror jeg faktisk er sådan, alle mine vennepar, der nu er gift, har gjort, for kærlighed er det bedste våben mod konformiteten.

Måske. Det lød i al fald godt.

Min pointe er, at Bogen nok kun gælder, hvis man lader den. Den skræmmer nok mere udenforstående udadtil, end den betyder noget indadtil i et godt forhold. Den bliver ugyldig, når man finder sin egen vej at gå ad.

Udefra kan man nok ikke altid se, om det er Bogen eller en egen pamflet, der er blevet fulgt. Men man kan se det på parret. Som i lørdags - Iben og Kristoffer er ikke et perfekt par på grund af den nye lejlighed, de gode jobs eller deres fælles planer om børn, men fordi de elsker hinanden. Og danser den 2. brudevals. Synes jeg.

Anyways; Bogen er altså en skrækroman for mig pt., stillet overfor dens knusende konforme hverdagsgab, skjult under et tyndt lag tyl og marcipan.
Jeg håber, at jeg snart tager mig sammen og kan gå til den på en lidt mere selvstændig måde - eventuelt brænde den, eller bare gå forbi den uden at lade mig ryste. Gi' den fingeren. Og gøre, som Nikolai fortæller mig - holde op med at frygte hverdagen. Den eksisterer jo kun, hvis man tror på den.

mandag, august 14, 2006

...hende, som VILLE skrive om den elendige ø-tur!

Det er sent på natten, og Irland er ved at blive lidt en pligt at få kradset ned, så jeg vælger den lette version med citater, tal og sådan, så jeg i det mindste ikke opgiver det hele og går i seng med en halv pakke seje Orangeknas, som har ligget i min køkkenskuffe i tre uger.

Folk: 21 stk. fra min mors side, dvs. Mormor & Morfar og alt hvad der kommer derefter. Jeg har 7 fætre og kusiner her, som alle sammen vildt vidunderlige børn, som kunne være en reklame for alt fra Kellogs til økologisk spelt og katolicisme, jf. anti-præventions-issues. Bortset fra at de allesammen er for kloge, ironiske og oplyste, både for deres alder, men også for Kellogs, spelt og katolicisme (No offence, Andreas - vi har i øvrigt også katolsk familie). Med andre ord, de er pragtfulde. Så er det i øvrigt min Morfar og Mormor, der inviterer, hvilket er mere end storsindet og helt utroligt hyggelig en tradition - af den slags, mna kun kan elske.

Sted: Killaghy Castle, midt mellem Kilkenny og Tipperary (Hvis I så meget som nynner nu, får jeg sendt et death squad efter jer hurtigere end I kan nå at bide jer selv i tungen. Onkel Jacob sang skidtet HVER gang nogen sagde Tipperary. Højt. Og hele sangen).

Det havde vi lejet, fordi vi tilsammen fylder så meget, at ingen provinshoteller kan have os. Der skal en hotelkæde til for at rumme os. Vi kan nok lige være i Paris Hilton, men vi vil så nødigt. Okay, 'castle' er så meget sagt, men en slags mindre herregård kan man roligt kalde det - slots-status kom sig af ét umotiveret, bastant og retangulært tårn midt på huset, med brystværn og det hele. Man kunne dog ikke gå op i det, og så er det lissom ligemeget.

Men et grineren sted, som min fætter Bastian ville sige. Masser af plads, bløde hynder og moderne køkkengrej. Indretningen var Jodle Birge møder Camilla Parker Bowles.

Ting, vi så og gjorde: Åd, drak, sang, så en signifikant ruin i gråvejr, red på heste i solskin, fiskede om dagen, red på heste i gråvejr, så gammel og signifikant stencirkel, åd, drak, sang, fiskede im natten, så signifikant ruin i solskin, så Kilkenny, åd, læste ugeblade, tegnede, så show med signifikant irsk dans og musik, så havn og signifikante klipper på sydkysten, købte criketspil, spillede cricket, spillede rundbold, shoppede for en hel uge på en dag i Dublin, åd, drak, sang.

Min familie siger sådan nogle sjove ting fra tid til anden. Se selv:

Thomas overhørte lille fætter Jacob udtale sig vidende om Nichole Ritchies seneste styling, og blev bekymret for hans mandighed.
"Jacob", siger Thomas, "Jeg tager over nu. Hvad ved du om våben og øl?"
"Vil du se mine underbukser?", svarer Jacob.

Årsagen var, at ungen netop havde investeret i et par Guiness-boksershorts, men det vidste vi jo ikke...

Davids kæreste Marie Louise er meget sjov. Da vi kører hjem fra det stoladne show med irsk dans og musik, er jeg lidt kritisk overfor det nummer, hvor vi oplevede en bælgmørk scene, hvor to dansere med fluoriserende orange Adidassko samt én iført tre trekanter af ligeledes fluoriserende hvidt stoft, hoppede rundt. Det lignede mest af alt et dukketeater med fire viskelædere og et møl.
Jeg kunnne egentlig ikke helt se, hvor den kunstneriske vision havde forsøgt at tage os hen, men Marie Louise havde gennemskuet sammenhængen:
"Marie, lagde du ikke mærke til at showet hed "Sounds of History?"
"Nej, den fangede jeg ikke."
"Det gjorde det: "Sounds of history". Og i et show, der gennemgår historiens udvikling, må man have en mørk og fluoriserende periode - også kendt som firserne."


Næste episode: Vi præsenteres for det Irsk køkkens ypperste frembringelse, nemlig Irish Stew på vores ankomstaften. Kød, kartofler, løg og lig af gulerødder koges i vand uden en antydning salt eller andet avanceret krydderi, indtil alle dele har samme farve, og konsistens som havregrød. Velbekomme. Onkel Jacob får høfligt fremkæmpet et "It looks lovely" til den rørende kogekone Dorothy (or other), hvortil hun svarer med dybeste vantro: "It's just stew!"

Irland i tal:

Antal fødselsdage for familiemedlemmer på rejsen: 3 (Amalie, mormor, Storeonkel Morten)

Antal sladder- og modeblade indkøbt og/eller fundet på slottet og konsumeret af alle under 30: Godt 100

Antal gange, vi er blevet enige om, at Victoria Beckham er et udslag af noget meget, meget sygt: Mindst 30

Antal blonde violinister, Tjummi lagde an på på centeret for traditionel Irsk musik og dans: 1

Antal år, blond violinist havde levet: 16

Antal gange, dagen startede med strålende sol, for at slå over i regn, tåge og torden: 4

Antal gange, det var omvendt: 3

Antal traditionelle irske trommer købt af Tjummi i Dublin: 1

Antal sekunder der gik, fra han spillede sin første solo på skidtet, til jeg havde vristet den fra ham og forsøgt at kaste den ud af vinduet på hotelværelset: 15

Antal centimeter, der manglede i vinduets åbning for at trommen kunne komme igennen: 2

Antal lakerede papirsposer, Sara slæbte efter sig da shoppedagen i Dublin randt mod enden: 7

Antal shoppeposer, lakerede og ulakerede, familien til sammen havde samlet efter samme dag: Omkring én million

Antal gange, nogen blev væk: 2 (Bastian i lufthavnen ved ankomst, Rikke på et bjerg)

Antal gange, Tjummi sang "Whiskey in the jar" foran et vildt heppende og klappende publikum og akkompagneret af dans- og musikcenterets musikere: 1

Antal fisk fanget i alt: 1

Antal meter fra vejside til vejside på irske småveje: 3

Antal kilometer i timen, man må køre på disse veje: 80

Antal kilometer kørt i venstre side i ugens løb: Ca. svarende til afstanden Danmark-Marokko

Antal vellykkede rejser til Irland for os: 1

Næste gang jeg skriver, lover jeg, at det bliver mere inspireret. Nu vil jeg dyrke den lille gave, Nikolai gav i mig forleden, nemlig Jeff Buckleys 'Grace' (Er den eneste i min generation, der ikke har ejet den siden 2.g), mens jeg skriver på en dug*.

*Forklaring følger efter lørdag, hvor min kære veninde Iben afsat til en ung mand med reelle hensigter.

søndag, august 13, 2006

..hjemme igen igen

Hjemme fra Irland, til to begivenheder af verdensomvæltende vidunderlighed:

1) Nikolai eksisterer stadig!

2) Mit net hjemme virker!

Jeg har bestemt tænkt mig at skrive lidt om Irland og familien, men først skal vi lige have et regnskab gjort op:

Til Jytte: Tillykke

...'m'et i maskemaskine skal dog nok udskiftes med et 'v'.

fredag, august 04, 2006

...hende som tager til Irland i morgen

Overskriften siger det hele. Det er med hele familien, dvs. alle 20 fra Mormor og Morfar og nedefter. Det kaldes "Rejsebureauet Sneglen". Det både sparker røv og trækker tænder ud. Det er sans amours (Undtagen for de heldige = David), og det er klart en udtrukket tand. Men det er med fuld forplejning, folk og fri leg, hvilket klart er et spark. Det er de enkelte familiemedlemmer også, så det skal nok blive a moveable feast.

Men til Irland.

Jeg vil gerne have lidt mere seriøs orientering ind i denne blog. Bloggenes P1, tænker jeg, i stedet for det her wannabe Sex and The City, som alle andre friske piger har i dag. Derfor har jeg fået tilladelse til at offentliggøre denne gennemgang af Irlands historie, skrevet til lejligheden af min bror David, 23 år og BA i Filosofi og Økonomi fra Copenhagen Business School.

Til jeres oplysning og forundring - værs'go. Ikke korrekturlæst, da det er en del af charmen. Vi ses om en uge.

En lynhurtig og tåbelig gennemgang af

IRLANDS HISTORIE!

Med undertitlen

”De mener selv de vandt!”



For al for lang tid siden, ja selv før morfi var en lille pige, skabte jordplader, aser, nogen fulde druider og en eller andens Gud et gigantisk bjergrigt, frodigt og vidunderligt sagnrige, hvor der aldrig var regn eller dårligt vejr-
Denne ø var befolket af sagnvæsener, drager, hippier og stenalder menensker, der lignede Morten.
Men så kom istiden og ødelagde det hele. Varmeregningen steg, bjergene blev flade, sagnvæsenerne og dragerne frøs og hippierne flyttede i kolektiv på mors.
Hvor der tidligere havde været grønt og solrigt og dejligt var der nu tendenser til fladhed, ret kedelige skove og den eneste grund til at der stadig var grønt, var at det regnede ret tit.
Stenalderfolkene var dog blevet, for der var masser af sten man kunne bygge sjove ting med og det fk de så en del tid til at gå med..

Men de stakkels stenalder mænd fik dog ikke lov at lege med sten i fred. For nede i Europa hvor der var varmt, dejligt, og derfor akut boligmangel, boede der et folkeslag der var rigtig sure og bistre og dårlige naboer. Dette folkeslag hed keltere og de talte underligt nok ikke keltisk men gælisk, et sprog som ingen forstår, end ikke dem selv. De havde en dårlig vane med at ofre mennesker og at spille på tromme, og den larm kan ingen jo være tjent med i længden, så derfor blev de smidt ud af hovedlandet.
Bum.
Eftersom ingen endnu havde opdaget hverken Island eller Amerika så bosatte disse bistre og stædige keltere sig så langt væk de kunne, nemlig på den slidte og grønne ø. Først tævede kelterne lige stenaldermændende – der nu var blevet til broncealdermænd - sådan mest for en god ordens skyld, og derefter gik de igang med at tæve hinanden og være helteagtige. Hvis man skulle være en konge på Irland (hvilke de har haft en hel del af) så skulle man nemlig have folk til at fortælle de værste røvere om én og alt det ballade man havde lavet. Rent jack ass for jernaldermænd.
Den ene slog den andens hund ihjel, fik jobbet som skøgehund, og blev slået ihjel af en tøs. Dette gjorde ham underlig nok til en stor helt.
Den anden forsvarede Irlands kyster (Mod hvem tør man spørge) og han mentes at være vældigt klog, fordi han suttede på tommelfinger... Han havde sjovt nok en søn der også var vis og klog og dygtig kriger, (Men mest af alt en stor digter..) og sagde at hans far kunne kunne flyve og stå på hovedet og her ses tydelig hvordan PR og reklame nogengange tager overhånd.....
Og i det store hele drak de sig alle sammen enormt fulde og fandt på dårlige røvere om feer, dværge, og kvinder der råbte af dem, hvilket betyder ulykke (fx. at man skal op).
I det hele taget var kelterne sådan nogen fordrukne og sure asner at ikke engang romerne gad at banke dem og derfor mente kelterne at de var uovervindelige. At Rom kun var verdens største imperie, de eneste med jaqusi, og at de måske syntes at Irland var spild af tid, var en mindre bagatel.

Kelterne havde faktisk altid havde været lidt til den skæve side, fx. mente de stadig at øen havde grønne bjerge, sagnvæsener og dejligt vejr. De tilbad floder og sten og trær og og ofrede hinanden i skøn harmoni. Den dag idag har keltere (der senere blev til Irere) en romantisk forestilling om hvor dejlig deres ø er og selvom de bor fede steder som Boston, New York eller Australien så er der igen grænser for det tud man hører om deres hjemlands vemodige bjerge og Irlands skønhed og som sædvanligt er dette alt sammen løgn og latin.

En eller anden dag blev det dog for meget med al denne druk og sviger og fest og løgnagtighed og ballade og selvom de selv syntes de var nogen totalt hårde drenge blev de allesammen kristne på en studs.
Det hele blev startet af en gammel mand med hvidt skæg der hed Patric, der lavede en masse humbug og mirakler. Men ikke noget sejt som vand til vin og frøers mængde, nej han smed bare de sidste slanger ud af øen (Hvilket ikke var så svært, klimaet taget i betragting) og så syntes alle han var en hulens karl og så skulle alle til at gå i kirke og spille harpe og vende den anden kind til. På bedste kristne vis måtte man også have slaver og flere koner og den var ikke gået hjemme hos os.
Denne periode kaldes ofte Irlands guldalder, men heldighvis kom der en ordentlig bunke vikinger og tævede dem, og så kunne de lære det. Ha.
Så fulgte der en dejlig tid hvor nonerne blev plyndret, skattene blev brændt og klostrene blev forulempet på det groveste. Men alt godt har sin ende og en dag gad irene ikke mere og så smed en eller anden knold der hed Brian vikingrene ud... siger de....

Heldighvis kom alle drengene fra england lige bag efter og tævede Irerne så måske skulle de bare have ladet vikingerne være i fred.
Og Pludselig BUM var det riddertid ...

Riddertiden (eller middelalderen for alle jer pedanter) var en meget forvirende periode hvor folk der hed Brian hele tiden gjorde oprør og fik tæsk. Mange af de seje irerer heder noget med O’ et-eller-andet... lige som skotterne heder Mac et-eller-andet...
Og når vi sådan taler om skotter så blev Irland faktisk også for en god ordens skyld indtaget af skotter (Der ellers selv plejede at være indtaget) og af englændere igen og så kom den sorte død og slog en trediedel af befolkningen ihjled på tre år. Nedtur. I det hele taget var middelalderen ynk på ynk på ynk og i grunden ret kedelig. Der blev bygget lidt borge, dræbt nogen bønder, udnævnt nogen jarler og ikke en eneste nonne blev forulempet. Der er ikke engang blevet lavet en ordentlig film med Mel Gibson om det- Æv.

Men så! Ha ha! Besluttede den engelske konge Henrik den 8. at nu ville han være protestant, vist nok så han kunne gifte sig igen, og så kan det nok være at Irlands historie igen tog fart. Først giver Tudor og Stuart kongerne en dragt pryl til det katolske hold og så trompler Oliver Cromwell (Her må der gerne synges) ind fra dublin og tampede dem noget så grusomt. Så sker der et forsøg på interception og et steal fra den katolske James den 2. og det lysner lidt for de pressede irere, men så kommer Vilhelm af Orange op af minterlinjen og banker den sidste dråbe ud af de frække musikalske bønder- det er den sejr i 1690 som de latterlige mænd i orange veste STADIG fejrer i nordirland. Tal om at være en dårlig vinder. Selvom irene stadig mener at ikke heeeelt fik tæv er de alle sammen enige om at englænderne nogen rigtige Bastards, fx. støbte de de irske konge sejl om til et drikke krus... bare fordi de ku... (det svarer til at man huggede jællinge stenen om til et bidét)

Så fulgte en periode hvor der ikke skete en skid.. det eneste der bare var tilnærmelsesvis nævneværdigt var at den mest berømte harpenist i irlands historie døde (HA!) og at guinness brygerierne åbnede (Hurra!).
Men så heldighvis! Skete der igen noget. I 1845-til 48 ødelagde kartoffelbillen høsten i hele irland (Ja... de spiste ret mange kartofler) og alle døde.. og dem der ikke gjode det smuttede til Amerika, druknede på Titanic, inspirerede til film med Leonardo Dicaprio, fejrede Saint Patrics Day og savnede deres hjemland, hvilket de sjovt nok stadig gør, selvom der er meget sjovere der hvor de bor nu.
4,5 milioner mennesker enten døde eller emigrerede i en periode på halvtreds år og derfor blev der lidt bedre plads ude på landet. Og så kan det nok være at irene ville være irere igen og ikke reserveenglændere.

I 1905 dannes partiet Sein Fein (We Ourselves) og så er der eller smæk for skillingen igen.
I 1916 startes Påskeopstanden, der på bedste irske vis hyldes som gloværdig, heldemodig og digterisk. Alle dør selvfølgelig. Ren massakre.
I 1921 får Irland endelig hjemmestyre! Hurra! Der starter selvfølgelig en borgerkrig....
Det er nemlig stadig opdelt i to og de protestantiske irere synes nu at der er DEM der er de stakkels.... det er de stakkels katolikker selvfølgelig ikke enige i og de begynder så at skyde hinanden med større og mindre held.

I 1936 tager en del irske forfattere og lømler til spanien for at bekæmpe Franco og den irske stat sender meget venligt også irske frivillige til spanien, for at HJÆLPE franco. Dette er dog ikke et kapitel som ofte nævnes i den irske histoire, men der er faktisk skrevet en sang om det af det udemærkede band The Dubliners...
En anden ting der også omgåes let og elefant er, at Irland var neutralt under 2. verdenskrig. Faktisk er tyskerne de eneste som irerne ikke har forsøgt at tæve i hele sin lange historie, og at denne svipser ikke er helt populært i den irske selvopfattelse er nok ikke såååå mærkeligt.

Nå men siden krigen har Irland haft skiftende underholdningsværdi. IRA sørgede i 25 år sørget for, på bedste frihedskæmper vis, at London blev terror bombet med regelmæssighed. Den engelske stat har kvitteret med at slå igen – fx Bloddy Sunday i 1972 hvor 13 demonstranter blev dræbt, men heldighvis fik de en sang af U2.
Orangeordenen og andre tumper har forsøgt at puste til ilden så meget de kunne. Fjolser. Fra 1969 til 84 er over to tusinde mennesker døde som direkte følge af IRA og de andre ”frihedskæmperes” bomber og modandgreb. Begge sider har udvist en koldblodighed der fint står mål med det der ellers sker i verden i dag... hvilket er værd at tænke lidt over....
I 1998 indleder Good Friday en periode med relativ fred i Nordirland der har varet indtil i dag. Der er dog ikke langt fra frihedskæmper til kriminel, så nu er de gamle drenge i IRA blevet gangstere i stedet... men i det mindste sprænger de nu kun hinanden og ikke Harrods i luften mere.

I de seneste par år har irsk folkedans og folkemusik slået igennem i hele verden fx. LORD OF THE DANCE, og det er muligt i selv København, at fejre Sankt Patrics day, selvom man ikke er mere irsk end en ruhåret hønsehund. Irland er helt sikkert kommet for at blive.

Det mest imponerende ved Irlands historie er at lige meget hvor mange hundrede år de har være indtaget, tævet, sultet, flygtet, regnet, istidet, sunget, kæmpet, bombet eller alt muligt andet, så har de altid en idé om at det var dem der vandt tilsidst... og det er det i grunden nok også... det er bare et spørgsmål om at blive ved længe nok og så giver de andre simpelthen op. Irere er dog meget stolte af deres historie og de synes slet ikke at der er noget at gøre grin med. De mener altid selv at det er mest synd for dem og at DE VANDT (Og derfor må dette foredrag aldrig blive oversat til gælisk...... )

...her endnu om 2 år

I går aftes spiste jeg ude med David, Nikolai og min kære ven, Andreas Kiaby. Han rejser til Oslo. I to år. Han er kommet ind på et særligt fancy studie om menneskerettigheder, for det med negere og tortur er de åbenbart helt vilde til Norge. Så det skal han være kandidat i - Human Rights på norsk. Han bliver dimmiteret med tommelskruer og tophue.

I al flad er han meget stolt og glad. Det er jeg også, eller rettere, jeg er meget stolt, men mindre glad. Jeg gør mit yderste for at glæde mig på hans vejne, men det er svært, når man nu er så bitter på egne. For der er langt til Norge, så langt og koldt. Og to år! Der kan jo være sket hvad som helst. Og det var netop temaet for vores snak henover over det soilde indtag af tortellini og uidentificerede marinerede grøntsager: Hvad er der sket om to år, når Andreas kommer hjem?

Det var fremragende at være så kloge og sjove, som vi selv mente, vi var, som de eneste gæster i restauranten mellem forgyldte paneler og billige kopier af Mona Lisa, mens sommeraftenen faldt på og små goths legede med rollespilsvåben fra Netto på Gammeltorv nede foran vinduerne.

Vi stillede sprøgsmål til panelet. Nogle blev besvaret, andre fik lov at flagre i aftenluften. Vi var CEPOS, Nostradamus og Vice Magazine i ét. Vi var tequila-sunrise-sippende krystalkugler. Vi var fremtidens tåger. Og David fik mavepine af at spise for meget pasta.

Her følger nogle af vores ? på en torsdag aften lige før fremtiden:

Vil der være en stigning af ekstrem højrenationalisme blandt unge?

Vil punken være død?

Vil punkerne opdage det?

Vil goth'erne opdage det?

Vil David have startet en militær gren af ét eller andet?

Vil Paris Hilton have optrådt med London Philharmonics?

Vil vi have "Basserne - the movie" i rækken af tegneseriefilmatiseringer?

Vil endnu en Kennedy være død i et freak boat accident, eventuelt med Paris Hilton med i skuden?

Vil der komme mere bushmeat i fastfood?

Vil Mary og Frede stadig være sammen?

Vil Prins Joachim været blevet Northlander-guide?

Vil Nordea endelig have opgivet deres cover og skiftet til deres virkelige navn, Judea?

Vil vi se mere til lille Hiawata?

Vil nogen have startet en militær gren af Vero Moda?

Vil Angelina Joile have starred i en action-filmatisering af Moder Theresa liv?

Vil DSB køre til tiden?*

På vej hjem skete der allerede noget, som understregede, at you never can tell. På Rådhuspladsen spottede David ingen ringere end Tommy Kenter iført højrød sommerteint og askegrå habit. Det var der sådan set ikke noget mærkeligt i. Utryghedsmomentet bestod i, at han havde sin joviale arm slynget om livet på en brintoverilte-babe i Stripper Simone-klassen, bare 15 år yngre - også end ham selv.

Det havde vi alligevel ikke troet om Tommy! Vi havde satset på noget, der hed Bente, der kørte på enten 25. år eller 2. ægteskab, og som kunne lave en gedigen sovs og knappe op for Den Med Tyren, men som dog heller ikke veg tilbage for et chiffonærme til premiere på "Lotto".

I stedet får vi en str. 34 Tiina med snehvid permamanke, absolut strammeste denim, og en mås som et araberføl, der går på sin græsmark og overvejer en karriere i pornoindustrien. En pige, som tegner sine øjenbryn på et sted oppe ved hårgrænsen hver morgen. Og som ikke viger tilbage for at købe Pamela Andersons aflagte bundløse fra bryllupsnatten over E-bay.

De gik i Dagmar og så "Garfield 2."

Det ved vi, fordi vi stalkede dem.

Det er ikke, at vi var forargede - vi jublede faktisk lidt i skrækblandet fryd - men det var mere trygheden, der fik nogle skår. Men sådan er det jo, når man har med fremtiden at gøre. Tillykke, Tommy - må I have en fremtid der rækker udover den dag, du præsenterer hende for Klaus Pagh.

Men tilbage til fremtiden: Jeg bliver glad, hvis mine usynlige venner herinde poster deres eventuelle Q/A's lissom vores i comments. Hvor er I om 2 år?

- m

*Nej