onsdag, marts 28, 2007

... på arbejde - HELE tiden.

Og derfor ingen blog for alvor pt. Hvis man vil læse "mig", så bør man gå ind på www.oestrogen.dk og søge på "Marie Carsten Pedersen" i søgefunktionen. Så skal I se løjer indenfor tøseuniverset. Det er ren "The Devil Wears Prada", bare uden at jeg er skrumpet til en size 4 (Not at all. Der er frokostordning ude på Aller Press) eller har mistet kærligheden i mit liv(Hvilket egentlig er utroligt. Vi ses stort set kun, når vi vågner om morgenen, men de lyserøde skyer ligger alligevel tæt over landet). Så masser at lave, masser af oplevelser (Jeg fik fx. et kindkys af Ole Henriksen i dag), men ikke meget blogtid. Jeg beklager, men sådan er det lige nu.

Men jeg kan tilgengæld glæde med, at en anden har taget vanten op og er gået til tasterne for alvor: Nikolai har lavet sin blog www.fejerforfolk.blogspot.com om til en filmblog - ja, en af de sagnomspundne, mystiske danske filmblogs, som alle snakker om men ingen ved hvor er, og som Kenneth Plummer bruger som undskyldning for at der ikke er et filmprogram på DR, er nu tilgængelig for jer lige her i mine links!

Og jeg skal love for, at det har gjort manden højaktiv mht. blogging. Netop nu dækker Nikolai Natfilmfestivalen grundigt på sin blog, så hvis I vil læse noget saglig og velskrevet filmkritik med ægte holdninger, plus ha' et par tips til hvad I skal se - eller undgå at se - i festivalens sidste uges tid, så kig derind nu!

Til slut er her tre billeder af Ziggy Stardust, Johnny Cash og Kelly Osbourne.


Ozzy og Sharon kommer også op, hvis altså Ozzy gir' lov.

lørdag, marts 03, 2007

... Wienerküche

... Würst, Wienercafé, Nachsmarkt, Øldrikkende østrigere og über alles: Der Schnitzel







... kulturkompot II

..mere Hundertwasser, Sfinx med babser, nu i helfigur, lidt streetart og jugend og en arrig barokengel.








... kulturkompot

Lidt Hundertwasser, Belvedere (med Klimt indeni), en del Nikolai, Wienersescessionen og babser







... ZOOOOOOOOMMMBIIEE ...









... ZOMBIIIIIEEEEE ....

Det, der nu sker, er, at vi stiger ud af Riesenrad (se forrige post) og vandrer fascinerede rundt i det forladte Tivoli. Alt er lukket, under ombygning, forblæst, lidt uhyggeligt og uendeligt trist. Den eneste forlystelse, der er åben, er den her:


Det ser så rørende usselt ud, at vi betaler to Euro og stiger ind. Det viser sig at være det mest crappy spøgelseshus i verden: Blafrende gange af presenning-vægge, med udtjente zombiedukker, som er endnu mere forfaldne end selv den mest voodoo-plagede udøde. Vi var dybt charmerede og flade af grin, mens vi vandrer rundt i det halvhjertede gyserhus - indtil straffen rammer i form af MiniMe-Skeletor, alias billetkontrolløren, som står på lur ved det sidste hjørne og giver mig et gedigen chock, så vi fik noget for pengene. Det var SÅ klassisk - en unik oplevelse, er vist det rette udtryk.

Her følger en af de underligste fotoserier, jeg nogensinde kommer til at tage:





... i Wien

På mandag starter jeg på mit nye job som redaktionssekretær og journalist på www.oestrogen.dk - en slags dameblad på nettet og en del af Aller Press Internet. Inden ville vi lige nå at fyre de penge, jeg vandt i "Brev fra det Blå"-konkurrencen sidste år, af på en ego-miniferie, inden der går skemaer og solidaritiet i ferieplanlægningen. Vi valgte at blæse højt og flot på varme, sol og sangria, og i stedet satse på Strauss og Sachertorte - med andre ord, vi tog 5 dage til Wien.

Ingen af os har været i Wien før, men da vi begge har set Wienerfilmene "Den tredje mand" med Orson Welles, "Before Sunrise" med Ethan Hawke og "The Illusionist" - der ikke er så god som de to andre, men er med Edward Norton - følte vi at der var en del at komme efter. Det var der også - jeg har ikke oplevet mange eupopæiske byer, der havde så meget god, tung kultur at byde på, og så meget helt særegen stemning uden at virke som et mausolæum/slash/museum for sin egen fordums storhed og identitet, som fx. Venedig gør - hvor smuk den end er.

I stedet for lange fortællinger om slentreture, kageindtag og kunst-oplevelser, som alligevel ikke kan kommunikeres videre, vil jeg udnytte, at vi tog en frygtelig masse billeder, og lave et par billedserier. Jeg kan glæde jer med, at det ikke altsammen er de sider af Wien, som turistkontoret vælger at sætte i brochuren.

Men det første er. Det er nemlig Rieserad, det par-hundrede-år gamle pariserhjul, som hæver sig over Donau og over byens skov-park Prateren, samt over en forlystelsespark, der har eksisteret siden Biedermeyer-tiden. I dag er den noget mindre magisk end den formentlig var dengang i Die Welt von Gestern, og ikke mindst vintertiden tog meget af charmen, men gav den den særlige melankolsk-morbide facinationskraft, som en forlystelse uden lyst har. Mere om det senere.

Her er Riesenrad, udsigten fra det, en del mekanik og nogle folk, der var oppe at køre: