lørdag, juni 23, 2007

... på pause

Hej.

Jeg vil bare lige sige, at jeg er her endnu. Jeg har været på arbejde. Og så er jeg bare træt, især computertræt, når jeg kommer hjem. Så blogging sniger sig langsomt ned i prioriteterne.

Charlotte, min tidligere kollega og i dag bedre kendt, i al fald i blog-verdenen, som SpaceMermaid, skriver et eller andet sted, at hun ofte hører folk, der siger at de ikke har tid til at blogge, og det kan hun simpelthen ikke forstå. For hende er det et must, hver dag, gerne flere gange.

Til det må jeg sige: Good on her, og det fortæller også noget om, hvorfor det blev hende , og ikke alle mulige andre af landets utallige bloggere, der udgav Danmarks første blog-roman ( "1001 tårs tøsetanker", udkom i maj ... vistnok. Tjek hendes blog på http://www.spacemermaid1001.dk/).

Men for mig er det sgu' bare ikke sådan. Jeg blogger langt, når jeg virkelig føler lysten til at fortælle en historie. Men de korte små hug, som de fleste bloggere deler rundhåndet ud af for at holde nyhedsstrømmen kørende, dem tager jeg egentlig kun af pligt, når der er gået så lang tid uden nyt, at jeg frygter at folk tror at jeg har givet op eller er afgået ved døden. Som fx. nu.

Det er jo det, der egentlig er rigtig blogging. En web-logbog. Hvor man, som på en båd, skriver alt hvad man laver af betydning ned, så eftertiden har noget at gå efter, når ens mystiske forsvinden i Bermudatrekanten skal opklares.

Jeg gir' bare ikke så meget for det. Jo, jeg kan godt lide at læse det hos andre, faktisk. Især hos Magnus', som altid skriver sjovt, overraskende og ærligt. Men når det kommer til mig selv, så føler jeg mig ikke spor tilpas med at belemre andre med små tilfældigheder og narscicismer fra min hverdag.

"Var på udsalg i Maga i dag, og prøvede en heftig pink læbestift. Besluttede mig at købe den, på trods af at den faktisk er alt for Vogue og vild til mig, og jeg tror at ekspedienten syntes jeg var ret sej, fordi jeg bare slog til i stedet for at stå og overveje i tusind år, sammen med de tre teenagetøser i skinnyjeans og store tørklæder, som fik smurt alle lipgloss-testerne ud over deres små hænder, inden de gik uden at købe noget.

Mit humør røg dog lidt ned igen, da jeg blev fanget i regnen udenfor Magasin, og stod i 20 minutter under en viadukt, mens vandet styrtede ud af himlen. Syntes at folk kiggede underligt på mig - mon det var læbestiften, og så det faktum at den var kombineret med min såkaldte Dollars-kjole (Navngivet af min kollega Natascha) med skulderpuder, samt mit hår, der har en naturlig drift mod at danne et højt, volumiøst pandehår? Altså, disse mennesker så for deres øjne, midt i regnen, et spøgelse fra deres fortid, lyslevende: Krystle Carrington - bare før hun fik sølvræven på hovedet. Forstår godt, de stirrede."

Det er da meget sjovt. Og det er sket. Men er det særligt spændende? Næ, vel? Det er ikke engang spændende for mig at skrive.

Så her på bloggen er det de lange, tunge sager, man kan forvente. Og derfor er der langt mellem snapsene. Sådan er det.

Lige nu gider jeg fx. ikke skrive mere. Jeg vil hellere ind og se "Grapes of Wrath", som jeg har snuppet på DVD fra mine forældre og som er på pause lige nu. Bogen er en af de sørgeligste, mest gribende og voldsomme bøger, jeg har læst, og filmen gør det godt: Den har spillet 20 min., og jeg har allerede haft tårer i øjenkrogene én gang, ved synet af en Oklahoma-daglejer, som opgiver at forsvare sin jord da Caterpillartraktorerne kommer, efter ordre fra "the company out east". Det er den mest effektive historie om menneskelig fornedrelse, hensynsløshed og alle de små egoistiske og grådige træk, der i den samlede sum af konsekvenserne bliver til ondskab.

Desuden er den fantastisk skrevet. Ekspressionistisme og socialrealisme hådn i hånd, til en roman skrevet med en civilisations hjerteblod.

Læs den. Og om to timer ved jeg også, om I bør se den.

- kys, m

Edit to timer senere: Det behøver I ikke nødvendigvis.