torsdag, april 26, 2007

... i hvidt

Der er ikke en sød lille historie fra min barndom til at introducere det her. Det er heller ikke helt, hvad det ser ud til - men det her er mig torsdag morgen:



Hvis I vil vide, hvad der sker (Og se mere marengs), kan i tjekke www.oestrogen.dk fra imorgen fredag kl. 9.00.

fredag, april 20, 2007

... langhåret

Der en en sød lille historie fra min barndom. It goes like this:

Marie ca. tre år er til lægen. Måske var det for at få én af de der super bonus vacciner, man fik på en sukkerknald i stedet for gennem en nål. Hvorfor gør man ikke det mere? Jeg spør' bare.

Nå. Tilbage til historien: Hun har fletninger - det havde hun meget.

Lægen siger: "Sikke dog nogle fine fletninger - har din Mor lavet dem?"

Marie svarer: "Jeg gror dem selv".

Okay. På billedet herunder ser i så Marie 27 år, 19.4.2007. Hun er faktisk på arbejde, selvom det ikke ser sådan ud. Nu er det ikke alt håret, hun selv har groet. Noget af det har groet på russere:


Her kan I læse om, hvad der sker:

God weekend!

torsdag, april 12, 2007

... nørd blandt nørder

Det har lige været påskeferie, som I nok har bemærket, og jeg er blevet spurgt et par gange hvad jeg lavede i påsken. Hver gang har jeg kortfattet svaret, at jeg var i Jylland med Nikolai og nogle venner.

Det er ikke decideret løgn. Men også ret langt fra den fulde sandhed.

Nu står jeg frem og giver hele historien. Og så vil I måske forstå, hvorfor jeg holdt lidt igen med sandheden, ikke mindst ude på min ”Devil wears Prada”-arbejdsplads. Især fordi at jeg – og dette skal siges med eftertryk – havde en fantastisk påskeferie.

For mange af jer benyttede sikkert mindedagene for Jesu korsfæstelse til at gå til påskefrokoster med veltillavet mad og hjemmesyltet brændevin, holde en lille fest, se familien, gå udendørs og nyde vejret (Iført flyverdragt) eller måske gøre forårsrent eller endda i kirke. Modne og socialt acceptable ting.

Ikke her.

Jeg tilbragte påsken på en ferieforladt folkeskole 10 km. udenfor Århus. Det gjorde jeg rigtigt nok sammen med dejlige Nikolai og ca. 10 af mine bedste venner - og godt 300 dedikerede unge menensker fra alle dele af Nørd-segmentet (Det bleg-sorte segment).

Det var hele vejen fra de velcamouflerede udgaver, som er gledet umærkeligt ind i lukrative områder af den kreative klasse, hvor de gemmer sig bag interessante briller og skjuler deres oprindelige nørdethed som skæve indput på flipboardet – til den type, der omfavner nørdetheden med alle dens stereotypiske træk, og som maxer ud på lange læderfrakker, elendige sociale færdigheder, fedtet hestehale og dybfølt afsky for deo.

Jeg indtog en diæt bestående af toast, cola, elendigt tillavede mojitos og en form for undskyldning for mad, som blev serveret hver aften under uigennemskuelige fødevarepseudonymer som "Shepherds Pie" og "Gryderet med paprika". Alt sammen variationer over temaet "Rødbrun sovs til hvidlig kulhydrat".

Farven grøn eller konsistensen "sprød" er tabu i dette særlige cuisine, som oftetst findes på sommerlejre, børnehjem eller andre steder, hvor store mængder mennesker med svækkede rettigheder samles.

Jeg sov i en kold gymnastiksal, hvor folk snorkede så højt at man kunne mærke rystelserne i gulvet, og hvor man fik fornærmede tilråb hvis man vovede at tale eller blokere brandvejene (Som fandtes på visse steder af gulvet, lagt i et mystisk mønster med malertape - nærmest som Da Vinci Mysteriet med Silvan-specialeffekter).

Om aftenen sad jeg i en slags café, som var endnu et iskoldt område af omtalte skole og drak de elendige mojitos (Hvordan kan man ødelægge mojitos HVER gang?!? Rent statistisk må så relativt simpel en drink da lykkes af og til) eller de særlige gourmetøl fra Wintercoat-bryggeriet. ”Gourmetøl” betyder som bekendt, at du som brygmester kan tillade dig hvad som helst med hensyn til den øl. Wintercoat udmærker sig ved at have produceret ikke mindre end fire former for fadøl, som er udrikkelige på hver sin måde, men alle med et indslag af hhv. svovl og Cillit Bang et sted i smagsoplevelsen.

Der var også et cirkusstribet øltelt (Om det var koldt? Oh ja.), hvor der var abefest 24-7, og de havde en playlist der inkluderede en jysk version af Basshunter med en sang om teknisk skole, som tilsyneladende glædede de indfødte.

Og så var der en stor fællessal med en kiosk, en scene, et vævet scenetæppet med ugler på, en del borde og stole og så et hav af tag-selv-brætspil i den rollespilsorienterede genre. Og selvfølgelig en del grupper af koncentrerede unge mænd, som spillede spillene i timevis, uden øje for andet end at få has på Yog Sogoths kultister og gaine flere XP. Blandt disse var Nikolai og 10 af vores bedste venner.

Og jeg? Jeg groupiede lidt rundt, sludrede med forbipasserende og underholdt med kommentarer om løst og fast, som ingen hørte medmindre Yog Sogoth lige ventede en runde for at købe en Marsbar. Jeg fik nye venner, hentede kaffe, delte ugeblade ud og brokkede mig over kulden. Og så spillede jeg rollespil.

Her taler vi ikke om dem ovenfor, hvor der rykkes med brikker eller orker af tin. Vi taler heller ikke om det, hvor man klæder sig ud og slår orkerne real time ude i skoven.

Vi taler om en endnu en subgenre. Bordrollespil – eller papirrollespil – kalder de det, derovre. Derovre hedder i øvrigt Fastaval, og er en såkaldt Rollespils-con: Kort for convention.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg selv vil kalde det andet et rollespil. For det er hvad det er – du får en rolle, og så indgår du i et spil. Ikke så meget et spil som i konkurrence, men som i skuespil. Spillet kaldes et scenarie, og det har et plot, nogle karakterer og ofte visse scener, der skal udspilles.

Ligesom teater, si’r du, MEN: Ordet spil passer bedre, i den forstand at fremdriften sker i interaktion med andre, som tager initiativer og kommer med indput, og at udkommet ikke er afgjort på forhånd. Lissom Twister. Bare uden hele højre-fod-på-blå-og-ansigt-i-Ebbes-skridt-delen.

Nu bliver det meget teknisk og kedeligt. Det var ikke meningen. For det er faktisk mægtigt sjovt og facinerende og ret så enestående.

Lad mig forklare.

Et bordrollespilsscenarie foregår sådan her: Man ankommer, ca. 5-6 spillere, til et klasselokale.
Dette er på ingen måde redecorated til lejligheden. Det har tværtimod bevaret alle trækkene fra sin hverdagsidenditet som rede for 1.b, heriblandt de klassiske alfabet-ark over tavlen, hvor A illustres med en abe og X med en xylofon. Fordi arkene er fra slut-70’erne, hvor ”xylofon” var det eneste relevante x-ord i sproget, for det var før Dansk Folkeparti, og derfor var ”xenofob” ikke så almindeligt kendt.

Der er også billeder af en dum tøjabe, som tilsyneladende hedder Læsefidusen, og skal narre børnene til at tro, at det er sjovt at lave lektier. Og der er postkort fra ungernes ferier, og et klassebillede, hvor man kan konstatere, at bøjletandlægen vil sætte ny nakketræksrekord, når de her unger vokser til.

Udover 1.b’s fingeraftryk er lokalet præget af to karakteristiske ting: Gulvet er ryddet men to-tre stk. borde med tilhørende stole er samlet i en firkant i midten af rummet. Det er den ene ting.

Den anden er en ung mand – i ganske få tilfælde en ung kvinde – med et lidt ængsteligt, afventende og imødekommende udtryk i ansigtet. Det er spillederen: Den person, som skal køre scenariet, og som ser ængstelig ud fordi han ikke er sikker på, at alle hans spillere møder op. Hvis han endda er forfatter til scenariet, ser han ikke bare ængstelig ud, men er decideret nervøs.

Man sætter sig i relativ tavshed – rollespillere er overraskende lidt socialt initiativtagende, tagte i betragtning af deres interesses natur. Hvis man kender nogle af sine medspillere, snakker man lidt med dem om vind, vejr og søvnproblemer i sovesalen, og det hjælper som regel på den generelle stemning. Ellers venter man pænt til der er fuldt hus af spillere.

Nu sætter spillederen sig ned for bordenden. Hans opgave er nu at få folk rystet sammen, fordelt rollerne, orienteret spillerne om scenariet som sådan, og sætte tingene i gang.

Det kan han vælge at gøre på flere måder. Jeg oplevede tre forskellige versioner i år:

Den ene bad om navne og lidt baggrund, samt præferencer mht. roller, og fortalte derefter om spillets mekanik og scenariets historie. Så fik vi roller, testede en scene, og startede.

Den anden lagde ud med at præsentere sig selv som psykologistuderende, holde 30 minutters indfølt peptalk, hvor pointen var, at hvis scenariet blev for meget for os, skulle vi ikke være bange for at stoppe hele baduljen og græde ud, og derefter kastede vi os ud i endnu et kvarters teambuilding-teatersport som kronedes af fødelseforberedelses-åndedrætsøvelser.

Den tredje lænede sig tilbage i stolen, strøg svenden af panden, og sagde: ”Nå. Hvad spillede I i går?”

På en aller anden måde når man altid frem til start.

Så er der selve scenariet. Dets historie og setting kan være meget, meget forskellige. Sidste år spillede jeg fx. et, som på ingen måde stod tilbage for Café Noir-reklamerne i absurde indslag, et Arkæolog-møder-Aladdin-scenarie og en Shakespeare-parafrase, som var 100% fantastisk i al sin bard’iske pathos.

I år spillede jeg et screwball-eventyr a la Shrek, et scenarie fuldt af mødregruppe-hverdags-horror, og to seriøse kærligheds-dilemma scenarier – et virkelig godt og et okay.

Nikolai spillede det dystre frihedskæmper-scenarie ”En lærke lettede”, og Guder-og-Helte-spillet ”Sparta”. Så der er en vis variation. Og - for udenforstående overraskende - få elvere, troldmænd og iskrystaller.

Spilteknisk er de også meget forskellige, de her størrelser. Men når man først går i gang, virker det som regel sådan her:

Man har sin rolle, som har nogle karaktertræk, nogle mål i livet/scenariet og nogle relationer. Det har alle de andre også. Disse træk og mål er forbundet til det store hele, som er scenariets setting og plot.

Man træffer valg, tænker og taler ud fra sin rolles baggrund og udvikling gennem spillet. Replikkerne er ikke fastlagt på forhånd, og scenernes udkomme heller ikke.

Der vil dog som regel være nogle scener, som er fastlagt på forhånd af scenariets forfatter, og der starter man selvfølgelig med den første, og kæmper sig vej gennem fortællingen.

Spillederen fortæller hvor man er, og måske lidt om stemningen. Men spillerne er i høj grad herrer over handlingen og udviklingen, qua deres valg, initiativer og idéer – eller mangel på samme.

For såvel som spillerne kan drive det hele frem, kan de også sætte det hele i stå. Det sker hvis de af en eller anden grund interagerer elendigt med alle andre, ikke tænker på spilmekanikken, er generte og indelukkede eller bare plain idioter.

Lad mig give et par eksempeler: I Arkælog-møder-Aladdin-historien fra sidste år, ”Den brændende vinds ild”, indgik der en neutralt udseende olielampe. I kan nok regne ud, genren taget i betragtning, at der her er tale om et stykke isenkram, der var rimeligt centralt for hele balladen.

På et af spillerholdene var der imidlertid en pige, som på meget tidligt tidspunkt besluttede sig for, at begrave pågældende lampe, så den var ude af legen. Det er et eksempel på plain idioti og ikke at tænke på spilmekanikken – og der blev i parantes bemærket slået hårdt ned på initiativet fra spillederens side. Frihed under ansvar.

Det hold, hvor jeg selv spillede med på, gik lidt anderledes. Der var ingen plain idioter, men der var en gut, som satte sig for at følge hver scene til dørs før den begyndte, således at vi hvergang endte med hans lille manuskript, som så skulle spilles. Det var da et meget festligt lille børneteater, men toltalt frarøvet det frie initiativ og den uforudsigelighed, som adskiller rollespil fra skuespil. Det er spilmekanikken og opmærksomheden på de andre spillere og deres input, den er gal med her. Og så var det altså heller ikke ligefrem Holberg'ske højder af klog komik, vi endte ud med, skal det tilføjes.

Endelig kan spillerne også være helt uskyldige, mens enten spillederen eller simpelthen scenariet er de faktorer, der sutter røv. En vag eller uforberedt spilleder eller et scenarie, der er dårligt skruet sammen, er faktorer der kan få dig til at sluge 3.b’s tavlesvamp i håbet om at dø af dehydrering på stedet.

Det er de skidte ting. Nu kommer vi til de gode.

Det kan være helt eminent spændende at spille et godt rollespilsscenarie, hvor alt går op. Det er som at medvirke i en film, hvor du ikke kender handlingen på forhånd, og hvor du selv har en masse på spil. Du er et sted mellem tilskuer i stakåndet spænding og hovedperson med fuld skrue på følelser og fremdrift.

Hvis historien er god, rollerne troværdige, dine medspillere talentfulde og engagerede og spillederen i perfekt kontrol, så er det en gribende og intens oplevelse, som jeg ikke kan sammenligne med noget andet, jeg har prøvet. Scenariet tager gerne en fem-seks timer, og hvis det er godt, kigger man ikke på uret en eneste gang. Det eneste andet, jeg kan foretage mig over så lang tid uden at tænke på tiden, er at sove.

Og for en narrations-junkie som jeg, er det fantastisk, når spillederen annoncerer en lille tisse-og-toast-pause efter et par timer, og jeg hele pausen igennem har sommerfugle i maven af spænding over, hvad der sker i ”næste afsnit”.

Når scenariet slutter, tager man en lille snak. Godt, skidt, sjovt, hvem sagde og gjorde fede ting, hvem skal lige stramme op? Og så siger man pænt farvel og går ud i ølteltet til sine venner, som også har spillet andre scenarier, fortæller hinanden om sine oplevelser og tager en fyraftensøl eller tolv.

Det er der, jeg synes man kan mærke, hvor god ens oplevelse var. Når den er okay, er de sidste seks timer faktisk hurtigt glemt, og man vil hellere høre om de andres oplevelser. Når den er elendig, kører adreanalinet i vrede hele vejen til fjerde bajer. Og når den var fantastisk, sidder overraskelsen, opløftelsen og følelsen af at have været del af noget unikt, i kroppen og sindet helt til næste morgen.

Læg oplevelser som det sammen med Nikolai, 10 af vores bedste venner og en stor gallafest med god undskyldning for at have silkekjole, høje hæle og masser af makeup på. Så kan det være, at der er en chance for, at I måske forstår – eller i al fald accepterer – at jeg mener, at jeg havde en fantastisk påskeferie.