fredag, november 16, 2012

Ingen er for kendt til det her sted

Noget af det pudsige ved København er, at byen er så lille, at man møder de kendte. Meget ofte. Og for ofte. For det er altid noget underligt noget, er det ikke?

Man lægger ligesom ekstra mærke til dem, de kendte. Og i København sker det så tit, at den dér følelse af, at man synes, at man kender dem, udvides til at man nogle gange faktisk virkelig tror, at man gør.

Tag Peter Frödin. Ham ser jeg så ofte i byens gader, at jeg i en periode forestillede mig, at det var skæbnen, at vi skulle overbringe et kosmisk budskab til hinanden. Eller bare være BFFs og gå til sjove homofester sammen. Hele tiden.

Men jeg skal ikke opsøge det, siger erfaringen. De kendte føler nemlig ikke, at de kender dig.

For eksempel har jeg engang fået en kold skulder af Søren Ulrik Thomsen, da jeg drevet af samme type fornemmelser forsøgte at chatte ham op i køen i Irma. Jeg havde lige læst hans digtsamling ’Hjemfalden’ og jeg følte, at forstod hans smerte. Han følte vist mere, at jeg prøvede at springe ham over i køen.

Pointen er, at de kendte er over det hele. Det er ikke normalt, og det gør underlige ting ved, hvordan vi ikke-kendte mennesker gebærder os. For eksempel må jeg tage mig selv i ikke at hilse på Jacob Cedergren, når jeg ser ham på Bang & Jensen, fordi det faktum, at han stort set altid er der, ikke betyder, at vi er venner. Det er altid pinligt, fordi jeg halvvejs er ved at sige hej og skrue op for smilet.
Men så husker jeg, at han ikke aner, hvem jer er, og at han sikkert vil tro, at jeg bare hilser, fordi han er kendt. Det gør jeg jo sådan set også, men ikke på dén måde. Suk. Som om coolhed i cafélivet ikke var akavet nok i forvejen.

Jeg tror ikke, at kendistætheden er så høj i andre byer. Selv i Los Angeles skal man tage på bestemte fancy restauranter for måske at få et glimt af Jack Nicholsons hundelufter. Her kan du bare sidde på Sabines Kaffebar. Som jeg og en ven gjorde, da Tuva Novotny, den evige smukke svensker i nyere dansk film, trådte ind af døren, rakte sin cigaret frem mod min ven, så han kunne tænde den – og gik ud igen i det sekundt, han havde lydt hendes tavse bud.

Jep, de er over alt. Ikke kun på caféer og barer, men alle de steder, normale mennesker også kommer, fra Seven-Eleven til Sjælør Station. For danske kendte bliver aldrig mere kendte, end at de selv handler dagligvarer, selv henter deres unger i børnehaven, og selv kan finde en restaurant uden VIP-sektion.

Bjarne Henriksen køber ind i vores Netto, og ligner virkelig en, der køber ind i Nette. Kim Larsen tager Kystbanetoget til Skodsborg med hele familien og får ligesom alle os andre surt besked på at sidde et andet sted end i cykelafdelingen, når der bliver for proppet. Julie Ølgaard keder sig på Madklubben Steak og sms'er ved bordet mens hendes kæreste....også sidder og sms'er. Medina går ned ad Viktoriagade en iskold, grå februardag, og ryster af kulde i sin læderjakke. Jacob og Nick fra Paradise Hotel – okay, nu er vi nede ved ligegyldighederne, men de stopper altså og spiser McD ved Nyborg, og tager deres lille hund ud for at tisse på parkeringspladsen bagefter. Det er uglamourøst, er min pointe.

Derfor møder vi dem, og derfor bliver vi gang på gang udsat for den her fjogede situation med et halvt hej, og så de stjålne blikke over skulderen, når personen har passeret: ”Var det ikke…?”

Det kan også være deprimerende at møde de kendte, der ikke kender dig. Som for nogle år siden, hvor jeg tøffede rundt i en tøjbutik, og fik øje på en unge i flyverdragt, som stod med ellevetal ud af næsen og prøvede at komme fri at et tylskørt, der havde fanget hans vante. Jeg stak hånden frem og løsnede barn fra stof i et snuptag. Ungen kiggede forskrækket op, klar til hyl, og jeg indså pludselig, at min barmhjertighedsgerning kunne bringe mig i uforudsete problemer.

Så var det, at en klar stemme brød tavsheden: ”Åh Mingus! Står du der, jeg kunne ikke se dig!”. Og ind på scenen trådte Helena Christensen. I en graciøs bevægelse fejede hun sin søn op i slanke, elegante arme og forsvandt igen uden at værdige mig et blik. Det var Helena! Danmarks eneste rigtige supermodel, fra dengang hvor den titel ikke bare blev slynget efter enhver langbenet tøs som har vist sig på en catwalk syd for Slesvig.

Dér stod jeg tilbage med fornemmelsen af at have set en enhjørning. Noget, som var helt særligt smukt og unikt. Jeg følte, at jeg måtte gøre noget med det. Det måtte da kunne bruges til noget. Men sandheden er jo netop, at der intet er i det for dig. Du har set en kendt, de har ikke set dig. Og det var det.

Det er en ond cirkel, og jeg tror at både kendte og ukendte ville leve bedre uden.
For hvis man ikke lige er Helena Christensen og har det hele kørende for sig, men bare almindelig dansk B-liste kendt, så kan det da heller ikke være sjovt, at ingen hilser på dig, men nøjes med at mumle og skule ud af øjenkrogen?

Men sådan er kredsløbet i lille Danmarks lille hovedstad, indtil den dag hvor en progressiv borgmester udvider København med en kendis-ghetto á la Hollywood Hills. Jeg har hørt, at der er masser af plads i Ørestaden.

fredag, juni 18, 2010

...egojæger?

I dag sendte P1 en trevejsdiskussion om jagt og jagtlitteratur i Kulturkontoret v. Kathrine Nyland Sørensen (som åbenbart selv er jæger).

Link: Her.

Og det var ganske sjovt. Medvirkende var Klaus Rifbjerg, Natascha Illum Berg og Rane Wilerslev.

Den første behøver ingen introduktion, udover at han netop har udgivet en bog med jagthistorier, '..så kom en hæslig jæger.' Anmeldt her.

Den anden, Illum Berg, er professionel jæger i Tanzania og ret succesfuld som sådan, og med et par damatiske livskapitler og et Karen Blixen-kompleks i bagagen, samt forfatter til et par bøger om jagt og deslige. Se HP her.

Den tredje, Willerslev, er lektor i antropologi på Århus Universitet, og en slags Indiana Jones, hvis Indy havde været mere til at jage storvildt i Sibirien end religiøse artefakter. Han er medlem af Eventyrernes Klub og formentlig en af de få af den efterhånden ret støvede garde derinde, der virkelig har oplevet eventyr i de seneste 200 år: Han har levet og jaget med Sibiriens nomadefolk Yukagirerne i flere omgange, og han har forsøgt at bekæmpe den russiske pelsmafia på egen hånd, hvilket resulterede i at de begyndte at bekæmpe ham, og han måtte flygte ud til sine yukagiriske venner og leve skjult blandt dem.
Information skriver om det hele og hans første bog, her.

(Og så kender jeg han lidt fra old times, hvor jeg lavede illustrationer til hans Phd.-afhandling. Det betød, at jeg havde sibirisk pelstøj og spyd og ting i hjemmet i en måneds tid, og derefter kæmpede jeg endnu en måneds tid mod sibiriske pelsmøl...)

Det var så de mennesker, der skulle tale om jagt. Det gjorde de.
Noget af det var godt, andet var meget ambivalent, og noget klicheer.

Ranes input var det mest originale. De andre kørte lidt rundt i deres personaer og i jagtdogmerne.

Men noget der virkelig var interessant mellem linjerne i det de sagde, var, at de konstant prøvede at tale ego'et ud af jagt.

Det handlede om fællesskab og samhørighed - med naturen, vildet eller med jagtkammerater eller med noget ur-menneskeligt-kollektivt. Det er et forsøg på at retfærdiggøre af jagt, som jeg tit oplever, også hos mig selv.

Deres mission var ellers klart, at jagt ikke var noget man behøvede at retfærdiggøre, det var både naturligt, spændende og sjovt, og man skulle stå ved sin lyst og fornøjelse ved at jage.

Men det var tomme ord. For de gjorde efterfølgende meget ud af at legetimere jagt ved at nedgøre ego-elementet.

Egoprægede ting som trofæeer, prof. jagt og jagtberetninger og fotos tog de afstand fra, og anså helt klart for plat. 'Jagtporno', kaldte Illum Berg det. (Som jo lever af netop det , men fred være med det. Hun har altid defineret sig selv som hævet over sine kunder).

Hvad var der på spil i deres diskurs?

For det første den her legitimisering: Når noget handler om samhørighed, er det mere spiseligt end når det er en individuel fornøjelse.

For det andet tror jeg, at de to forfattere, som begge er ikke bare ego-mennesker på 24 karat, men også har en solid portion storsnudetheed forbundet med deres offentlige karakter, havde en trang til at markere sig som elite i forbindelse med jagt.

Selvom - eller måske netop fordi - at de lige havde snakket om, hvordan jagt var blevet demokratiseret. Nu er det ikke længere forbeholdt velhavere og jordbesiddere. Alle kan komme på jagt, og mange gør det - noget, som umiddelbart blev formidlet af Rifbjerg som værende positivt.

Men helt rart var det åbenbart ikke for de to forfatter-jægere, det med demokratiseringen. Man kunne tydeligt mærke, at jagt også som udgangspunkt tiltrak dem, fordi det var konnoteret til en høj plads i et socialt, intellektuelt, psykisk og endda åndeligt heiraki.

Men i jagt 2010 er det sociale aspekt nærmest forsvundet.

Så de måtte understrege de andre aspekter, hvor de stadig kunne hæve sig over pøblen med deres tilgang til jagt.

Diskursen blev derfor, at de her platte 'egomaner', der plaffer løs og lader sig fotografere med deres store, nedlagte dyr og hænger trofæerne op, det er ikke 'rigtige' jægere.

Det er, skal det siges, en gammel pointe som mange har skamredet gennem tiden for at skille fårene fra (rå)bukkene, og der er da også meget rigtigt i det. Jeg hader når folk fx. er laissez faire med hensyn til vildet og sikkerheden, og jeg har også svært ved at forstå, at der skal så meget vildt til, før folk bliver skyde-mætte.

Men det er stadig noget vrøvl - og noget hykleri -, synes jeg, at påstå sig hævet over ego'et som jæger. Især af Illum Berg og Rifbjerg - to mennesker, der hedder 'Ego' til mellemnavn.

At mene at man kan tænke jagt uden at tænke ego er i mine øjne en forløjet fortrængning.

Det er en naturlig del af at jage, at det er DIG der er jægeren, DIG der nedlægger, DIG der er stolt over at være løbet af med sejren i dag. Det er helt simpelt og meget tilgængeligt.

Hykleriet består i, at de to forfattere/jægere selv er kolossalt gode eksempler på, hvor meget ego og selviscenestættelse der er i jagt. De kan på INGEN måde sig sig fri for at dyrke deres jæger-ego og iscenesætte sig selv som jægere. Alene det at de bruger så meget energi i radioen på at fortælle, hvordan de som jægere er hævet over pøbel-ego-jægeren, og dermed er 'bedre' jægere, det er jo en paradering af deres eget jagt-ego.

Min mening: Jagt er sindssygt komplekst, og blandt de mange ting, som jægere har med når de går ud, er ego'et. Endda en meget oprindelig form for kontakt til det, tror jeg. Basta. (Hvilket IKKE betyder, at man ikke kan være ærlig i sin interesse og kærlighed til det. De ting kan i dén grad fungere sideløbende, og gør det for det meste).

Det skal siges, at Rane Willerslev ikke var så meget på den galej. Hans tilgang til jagt er også en helt anden vildmarksudgave end de to andres.

Men stadig, om du kalder det token eller symbol eller alter eller trofæ - det er det samme, vil jeg mene.

Og så kan man jo også spørge sig selv om, hvad der er mest selvpromoverende: At hænge en opsats op på sin private væg, eller skrive bøger til offentlig udgivelse om sine personlige jagtoplevelser (og køre hele promoturen med dem, i øvrigt)?

Så dét.

onsdag, juni 02, 2010

Sådan ser du: 'The Phantom Menace'.



'The Phantom Menace' eller Star Wars I (dvs. 4), af George Lucas:
Jeg lå i kø udenfor Imperial en hel nat sammen med sandfolk, ewoker og onkel Jacob for at få billetter til den her film.
Det samme gjorde resten af kloden, hvis ikke de var optaget af at enten købe eller producere de absurde mængder af merchandise-lort, som reebooetn af Star Wars tilsyneladende handlede om.
For det handlede i hvert fald ikke om at lave film. Alle tre nye SW-film er i bedste fald ligegyldige, og værste fald (som jeg router for) filmhistoriske katastrofer. De ødelagde ikke SW-sagaen fuldkommen, for de gamle film er stadig top-notch-underhodlning, men de svinede alligevel SWs legacy så groft til, at det aldirg bliver det samme igen.
Det gør ondt at tænke på, at de eksisterer. Det bedste er at lade være.

Sådan ser du den:
'The Phantom Menace' er ubetinget den værste af de tre plager. Og det er lige præcis hvad denne webtv-baserede anmeldelse (fundet via Frederik C. Pedersen) har fat i. Se den i stedet for filmen. Det er sjovere, væsentlig mere sammenhængende, langt mere velskrevet og effekterne er bedre:

Den er i syv afsnit, her er det første.

At nogen sviner skidtet så grundigt til, gør det på en måde mere til at holde ud. God fornøjelsen.

torsdag, april 22, 2010

...anti-Dronning

Forstå mig ret, jeg har ikke noget mod Vor Mor og er egentlig ok med kongehuset som sådan.

Men jeg fik den her opgave for Ibyen: At lave republikanerens guide til Dronningens fødselsdag, dvs. at UNDGÅ dronningens fødselsdag på dronningens fødselsdag.

Den lå på Ibyen.dk på dagen, men er nu nede. Flere har bedt om at få lov at se værket efterfølgende, så nu lægger jeg den op her. Bemærk at den jo snildt kan vendes om og ses som en grundig guide TIl Dronninge-ting. Jaja...
Værsgo':

Anti-royalistens guide til en dronningefri fredag
Er du glødende republikaner eller mærker du bare en kraftig Margrethe-mathed i anledning af regentens runde dag? Så glem alt om strøgture og museumsbesøg i dag. Tag ikke mod småpenge. Bliv indendørs. Styr udenom alle public-service kanaler på TV og radio. Og hvis nogen byder dig på en konditorkage: Just say no. Her er de steder, du skal undgå, hvis du ikke orker dagens monarkistiske massepsykose.

Bliv fra bageren
Glem alt om nybagte bagerrundstykker fredag morgen. De danske bagere og konditorer er altid på pletten, når de kongelige fylder rundt, bliver gift, døbt eller på anden vis giver anledning til et nyt stykke royalt temabagværk. Man kan undre sig over, hvad det lige er, der gør at kongehuset inspirerer bagerfaget så voldsomt med hensyn til produktudvikling. Men det er egentligt oplagt: I Danmark er det ikke en rigtig fest, hvis det ikke kan samkøres med et solidt kalorieindtag. Og hvad er mere kalorierigt end en konditorkage? Blandt de bagere der har 70-årskager i vinduet er Lagkagehuset med en kongelig dessertkage og den landsdækkende kæde KonditorBager, som har skabt en fødselsdagskage i form af et Dannebrogsflag (rød som jordbær, hvid som flødeskum). Så hvis du vil starte dagen i lykkelig glemsel med hensyn til den dronningelige fødselsdag, står den på cornflakes fra køkkenskabet her til morgen.

Hvor: Lagkagehuset og Konditorbager har afdelinger over hele landet. Se www.lagkagehuset.dk og www.konditorbager.dk

Rød alarm på museerne
De danske museer er højrisikozone for en antiroyalist i øjeblikket. Over hele landet er museerne gået i Margrethe-selvsving: Fra Skovgaardmuseet i Viborg, som viser alt hvad hendes kunstneriske højhed har produceret af malerier, akvareller, decoupager og messehagler i en stor retrospektiv udstilling, til Kronborg Slot i Helsingør, hvor kanonerne skydes af kl. 12 i dag som fødselsdagssalut. Post- og Telemuseet har også besluttet sig for at give hele landet adgang til frimærkernes poster girl nr. 1, og lavet en web-udstilling af alle de 132 forskellige dronningefrimærker på museets website. Naturligt nok er Amalienborg Museet også med på kareten, med udstillingen ’Margrethe 2.’, om udfordringerne ved at vokse op med en krone hængende over hovedet. I Hillerød kæder Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot fødselarens liv sammen med Danmarkshistorien i udstillingen ’Dronning af Danmark’. Og i Århus viser Moesgård Museum lige nu udstillingen ’Dronning Margrethe og arkæologien’, og københavnerne skal heller ikke vide sig for sikre, for til oktober flytter udstillingen over Storebælt til Nationalmuseet.

BOKS:
Hvor og hvornår:
Skovgaardmuseet, ’Margrethe II’, til 15. august.
Post- og Telemuseet, webudstilling på www.ptt.dk
Amalienborgmuseet, ’Margrethe 2’, til 19. september.
Det Nationalhistoriske Museum, Frederiksborg Slot, ’Dronning af Danmark’, til 1. august.
Moesgård Museum, ’Dronning Margrethe og arkæologien’, til 29. august. Udstillingen kan ses på Nationalmuseet, Prinsens Palais, fra oktober 2010-februar 2011.


Stormen på paladset

Advarsel: I dag er Amalienborg lig med Ørneborgen, Kong Koopas slot, Ridder Katos borg, Mount Doom. For udover politi og livgarde vil tusindvis af kongetro danskere stå vagt om regentens palads. Det er stedet, hvor alle loyale royale må og skal være i dag, og vé den oprørske republikaner, der nærmer sig. I det hele taget gør du klogest i at styre udenom hele Frederiksstaden med dine anti-monarkistiske tendenser, hvis ikke du vil have på munden med et Dannebrogsflag.
Hvis føler alligevel dig kaldet til at protestere, så glem slotspladsen. Den Republikanske Grundlovsbevægelse prøvede at få lov til at holde demonstration, men fik forbud af politiet. Slut dig i stedet til dem i Amaliehaven, hvor de samles for at holde deres egen fest for demokratiet.

Hvor: Dronningen viser sig på balkonen k. 12.
Den Republikanske Grundlovsbevægelse mødes 11.30 i Amaliehaven, der ligger på vandsiden ved siden af Amalienborg Slotsplads.


Indre by ingen adgang
Hvis du lander på Rådhuspladsen i dag, kan du lige så godt rykke direkte i fængsel. Det er slutdestinationen for den kongelige karettur, der går gennem hele byen fra Amalienborg til Københavns Rådhus. Her vil den socialdemokratiske overborgmester Frank Jensen og nogle tusinder andre af rigets kongetro tage imod regentparret. Dronning og prinsgemal spiser derpå frokost ude af sigte for offentligheden, men kl. 13.50 er freden forbi igen. Der optræder Margrethe og Henri i dagens anden balkonscene, nu på Rådhusets udhæng, hvor folket endnu engang kan gå i hurra-ekstase. Så slutter showet, for den 70-årige dame skal hjem og hvile inden aftenens kalas med de andre ping’er på Fredensborg Slot.

Hvor: Karetruten er som følger: Afgang 12.40 fra Amalienborg. Derefter køres via Marmorkirken, St. Kongensgade, Kgs. Nytorv og Strøget til Rådhuspladsen, ankomst kl. 13.

Børnebrigaden
I dag vil de komme i hobetal. Fra daginstitutioner og fritidshjem vil de strømme ud i gaderne i irregulære kolonner, lyse og mørke, store og små. I knæhøjde vil de svinge deres små faner, mens deres lyse stemmer samler sig, messende deres taktfaste krav: ”Dronning, Dronning, kom nu frem! Ellers går vi aldrig hjem!”.
Tilgiv dem, thi de ved ikke bedre. De har fået et flag og tilladelse til at råbe af deres små barnelungers fulde kraft. Og det er alt, hvad man lever for, nå man er fire år og på udflugt med børnehaven.

Hvor: Hvis du ikke kan tage synet af royal indoktrinering på børnehavestadiet, så skal du nok bare blive inde i dag, og i hvert fald undgå offentlig transport.

Sluk dit TV
Dit tv er ikke din ven i dag. Begge public service-stationers hovedkanaler har svoret troskab til den kongelige festligholdelse. På DR er der fuld booket fra formiddagen, og der sendes live fra alle regentens aktiviteter inklusive festmiddag. Til at styre showet gnidningsfrit har DR udvalgt Reimer Bo, der jo allerede har vist evner for ukritisk smalltalk-journalistik overfor en af kongehusets nære, narkodømte bekendte. TV2 kører nogenlunde samme program, med den undtagelse, at det her er stationens faste hofsnog, Jes Dorph, der køres i stilling i front. I alt har TV2 6 timer og 20 min. dronninge-tv i dag, mens DR må klare sig med 10 min. mindre. Med andre ord er løsningen biograf, DVD eller den store kabelpakke.

DR og TV2 sender begge fra Dronningens fødselsdag fra 11.30.-15. Derefter sender begge kanaler fra gallamiddagen fra hhv. kl. 18.50-21.00 og kl.20.00-21.20. TV2s Dronninge-website: http://nyhederne.tv2.dk/margrethe

Pas på pengene
Hvis du handler i dag, så husk Dankortet. For selv et greb i egen lomme efter småpenge kan blive det, der vælter læsset i dag. Som bekendt er der dronningeportrætter på de danske ti’ere og tyvere, og i dagens anledning bliver der udgivet nye Margrethe-mønter med den seneste kunstneriske fortolkning af motivet ’profil af kvinde med lang hals og diadem’. Den såkaldte ’Erindringsmønt’ med en værdi på 20 kroner bliver trykt 1,2 millioner eksemplarer og kommer i almindelig cirkulation.

Erindringsmønten kan ses på www.nationalbanken.dk og udstilles på Frederiksborg Slot, Hillerød, indtil august.

tirsdag, marts 02, 2010

...forarget.

Så zappede man lige forbi TV3s 'Til middag hos...' - og der sidder en højgravid Anni Fønsby gladeligt og drikker vino og velkomstdrinks. Hun har endda lige sagt til fiskehandleren, at rå fisk kan være skadeligt for fosteret. Men vin er åbenbart ikke noget, hun er bekymret for. Ja undskyld, men så bliver jeg altså lidt (meget) tv-forarget.

Man kan jo altid hævde, at et enkelt glas ikke er skadeligt i sig selv. Men hvis man vælger at sidde og pimse den aften, hvor der ligefrem er tv på, så er det sgu' nok ikke den eneste aften under graviditeten, at man drikker.

Plus at hvis der gud forbyde det skulle være nogen sjæle derude, der ser Anni som en slags cool person, så er det ikke det fedeste signal at sende: "Lidt alkohol tar' barnet sgu ikke skade af. Skål!"

Hvor lang tid mon der går før EB og BT, Danmarks forargede dagblade, opdager det, og helvede er løs. Jeg ser det ske:

Formiddag: Eksperterne på begge sider af hegnet udtaler sig i EB og BT: "Anni er en dårlig mor" vs. "Alkohol i små mængder giver stærkere børn". Dyb uenighed og forargelse hele vejen rundt.

Ekstraudgave kl. 14: Anni svarer - forarget, totalt overrasket - igen, i rollen som den forfulgte uskyld med de for-fyldte læber: "Jeg drikker ALDRIG ellers. Det var kun en enkelt slurk for kameraets skyld. Det er en mediehetz".

Cue Erik: "Anni er en god mor".

Men så!: Erik set på MASH Steakhouse til drinks med ukendt brunette! Erik udtaler pr. sms til Se og Hør: "Anni og jeg holder en pause".

Skandale! Hendes druk blev for meget for ham.

Nu er det aften, og SeogHør.dk skriver: "Anni mister alt! Anni: 'Jeg vil aldrig stole på ham igen'."

Klokken er 24.00, og Anni minder Erik om, hvorfor han elsker hende. Helt gratis. Bagefter tager de et lille glas.

Det bliver morgen, og BT har ny forside: Anni og Erik forenet igen i tårevædet romance. Begge udtaler i ekslusivt interview på hjemmeadressen: "Vi er soulmates".

I mellemtiden går debatten i Folkeviddet. På den ene side er typer som mig, der åbenbart ikke har andet at bruge deres energi på end at være forarget over folk på TV ("Paradise Hotel er det dummeste, laveste, usleste...ups, det starter nu!").

På den anden side står hele ja-til-dødsstraf-og-porno-nej-til-sorte-mennesker-og-eksperimentalteater-brigaden og råber:

"Typisk for jer økologiske klidmostre. Det er sgu' fedt at Anni tør bryde med den politiske korrekthed og drikke sig stiv når hun er gravid. Vi har ytringsfrihed i Danmark sidst jeg kiggede efter. Så luk fjabben."

Og så gik der endnu en dag i de danske medier. Og i mit liv. Måske skulle jeg bare skrive min Berlin-guide færdig i stedet?

Ps. Det her indlæg er skabt i en vild grad af mediekonvergens: Det består nemlig i høj grad af Facebookindlæg. Hvis nogen Twitter om det, vil der være så høj potens af interrelateret interaktivitet, at der eksploderer en iPhone et sted i Californien. Men det bliver ikke mig, der får det til at ske. Hvad ER Twitter?

mandag, februar 22, 2010

Rejseguide til Berlin, Del III: Her skal du shoppe

Små designere og store luksusbrands, intime kitsch-butikker og gigantiske varehuse: Her kan du få varmet VISA-kortet op i Berlin

Jeg har ikke decideret shoppet amok, som de siger i damebladene, i Berlin. Samlet indkøb denne gang talte en kjole, to bøger om museer og en lampe, der bliver holdt af en gris.
Men jeg er jo ikke tabt bag forbrugsvognen, så her er mine tips til Berliner-butiks-bonanza.

Oderberger Strasse, Prenzlaur Berg (U-Bahn: Senefelder Platz)
En nærmest utrafikeret gade fyldt med caféer, butikker med tjekket second hand-tøj og små designeres egne sager, gallerier af den meget uetablerede slags, og små spisesteder. Jeg ville tage derhen en lun forårsaften, få de sidste to timers shopping med fra fire til seks og så spise middag der.

Hvis du leder efter ægte DDR-kitsch fra tiden, ligger der en fantastisk butik, Veb Orange, i Oderberger Strasse 29. Det er nærmest som at gå på museum hvor man må rode i alle tingene. Her er en overvældende kollektion af køkkendimser i farvet plast, legetøj fra 50'erne, glaskunst fra 60'erne, idolfotos af Honecker badet i blødt lys, 70'er-lamper og i det hele taget the works indenfor Ostalgie og DDR-æstetik. Her finder du simpelthen alt hvad der skal til for at indrette en smagfuld tre-værelses Berlin anno 1973, helt ned til cocktailpinde formet som Ferhseheturm. Desuden er der lidt tøj, bælter, solbriller og smykker, samt hvad jeg tror er Europas største udvalg af pelshatte. Priserne er helt nutidige, desværre.


Området omkring Hackescher Markt U Bahn Station(Rochstrasse, Neue Schönhauser Strasse, Weinmeister Strasse)
Der er rigtig mange af de store kæder på de store gader. H&M, Zara, Mango etc. Og det er lidt kedeligt, synes jeg, når man nu kan få stort set det samme i København. Men området øst for Hackescher Markt-stationen har mange, mange små butikker af den gode, knap så kædeagtige slags.

Både originalt tøjdesign, mindre mærker og design og kunst til bolig er der rigeligt af i gaderne omkring Rochstrasse, Neue Schönhauser Strasse og Weinmeister Strasse, som man nemt kan få et par timer til at gå i, hvis man tjekker butikker ud. Især er Neue Schönhausser Strasse (hvor der også ligger en super dejlig restaurant, se Rejseguiden til spisesteder) åbenbart lidt af et hotspot for design i øjeblikket.
I denne gade ligger også den meget velassorterede genbrug/vintage Made in Berlin, som har rigtig fede sager, men som dog i dén grad ved, hvad de skal have for varerne...

Stormagasiner - De er bedre i Berlin(Friedrichsstrasse, Tauentzienstrasse)
Berlin kan det dér med stormagasiner. Det er tydeligt når du går rundt i disse institutioner, hvor meget det har betydet for byen at have de her kraftpræstationer indenfor forbrugskultur, og også hvordan de i høj grad har formet butiksmiljøerne i de større danske byer. Det er et stykke kulturhistorie i sig selv. Især på Friedrichsstrasse ligger der fantastiske old school versioner af slagsen og ståler i al deres overflod.

Desværre har arten på også muteret ret kraftigt til sin nuværende prædominate form, 'consumeris vulgaris maximus', også kaldet shopping malls, på grund af de gode levevilkår i byen. Dem kan man opsøge eller lade være, der er i hvert fald nok af dem. Jeg foretrækker den klassiske form fra før arten blev udvandet.

Et super sted er Duusmann - das Kulturkaufhaus, Friedrichsstrasse 90 (50 meter fra U-Bahn-stationen i retning mod Unter Den Linden), der som navnet antyder har fokus på kulturprodukter: Bøger, film, musik etc. Og så bare kolossalt meget af det.

Lige ved siden af, på hjørnet af Friedrichsstrasse og Jägerstrasse ligger der et andet stormagasin, som jeg *%+#&%!!#! ikke kan huske navnet på, men som har den flotteste guld-sorte art deco-agtige facade, et vildt opulent interiør af marmor og messing, og som kun rummer små shops med de helt lux ting: Lanvin, Gucci, Bottega Veneta etc. Det er et syn værd, selvom man ikke har pengene til at matche pirsmærkerne. For med finanskrise i samfundet virker det lidt som et mausolæum for en kultur, der måske er på vej ned. Men den slags op- og nedgang har huset nok prøvet og overlevet før.

Det mest berømte af dem alle er KaDeWe (Kaufhaus des Westens) som ligger nede ved Kurfurstendam, på Tauentzienstrasse 21-24 (U Bahn: Wittenbergplatx). Det er byens største gamle stormagasin, Vestberlins kapitalistiske kronjuvel, som stadig har et godt, men lidt traditionelt, udvalg af brands - og så en komplet vidunderlig delikatesse-etage (ikke afdeling, etage!) som kan konkurrere med den i Harrods. Virkelig værd at opleve.

Rejseguide til Berlin, del II: Her skal du spise

Romantisk og billigt, funky asiatisk og Michelin-luksus: Her er min favoritspisesteder i Berlin

For det første: Berlin har så stort et udvalg af Imbiss, dvs. fastfoodboder, at du ikke kommer til at gå sulten ret længe. Alle større stationer har nærmest en food court, hvor der sælges döner, currywurst, Bretzel, sandwich, pizza, nudler, bagels, kager og frugt fra mere eller mindre suspekte boder. Det er den billigste måde at spise på i Berlin, og der er nok af det.

Det andet kulinariske træk ved byen, som springer øjnene, er at man ikke er bange for at servere traditionelt tysk køkken. Tværtimod er en restaurant med Schnitzel, Knödel, Eisbein og kål i forskellige afskygninger noget af det, du hyppigst støder på, uanset hvilket kvarter du befinder dig i. Snyd ikke dig selv for det, det er tungt, godt og ret billigt - men husk, at du ikke må blive skuffet, når du får en friturestegt Wienerschnitzel. De gør det også i Wien. Det er åbenbart kun os, der pandesteger den.

Da de billige Imbiss og det traditionelle tyske køkken præsenterer sig selv overalt, har jeg valgt at guide til nogle restauranter, der er af en anden og mere international karakter og ligger i et lidt højere prisniveau, men som jeg til gengæld kan anbefale af hele mit hjerte.

Pan Asia, Rosenthalerstrasse 38 (U Bahn: Hackescher Markt)
Pan Asia er meget berlinsk på den måde, at det minder lidt om noget, vi kender fra København, bare bedre. Du kan fx. tage Lê Lê på Vesterbro og udvid deres spisekort til også at rumme Kina, Thailand og Japan - og skift den lidt skamlede indretning ud med gennemtjekket loungeinteriør med et par indslag fra japansk manga-æstestik. Eller tag Umami og fjern snobberiet, og erstat den vildt uinteressante mad med virkelig velsmagende moderne panasiatisk køkken i rigelige portioner.

Uanset hvordan man vender det, så er Pan Asia et på alle måder smagfuldt hit. Kortet er enormt og priserne faktisk lidt lavere end de to københavnske pendanter.
Vi endte på ca. 400 kroner for forret, hovedret og to cocktails hver. Og blev meget mætte. Stemningen er livlig og lægger op til en sjov aften, og man får lyst til at hænge ud og drikke flere af barens drinks, som ikke sparer på sprutten.

Vi har spist der et par gange nu og har været lige begejstrede hver gang, og der er tilsyneladende folk i Nikolais Berlinale-slæng, som efterhånden ikke går på andre restauranter end Pan Asia når de er i Berlin.

Fridas Schwester; Neue Schönhausser Strasse 11, (U Bahn: Hackescher Markt)
Fridas Schwester er hamrende romantisk. Ikke som i violiner, basunengle i stukken og hjerteformede puder, men på Svinkløv Badehotel-måden med rene lagner og et enkelt stearinlys.

Der er hvid dug på bordene, tre retter mad og pæne porcelænstallerkner, men det er ungt, afslappet og dejligt. Maden er god og kortet varieret og internationalt med tyske indslag. Det giver generelt rigtig udemærkede retter, hvor noget så løfter sig lige den ekstra tand, der gør at man husker det. Fx. fik jeg til dessert en mohnmousse, dvs. en blød og lækker vanillemousse med den tyske favorit birkes, sat sammen med en frisk figen der var blevet druknet i en næsten karamelagtig marinade. Det er en af de bedste desserter, jeg kan mindes at have fået.

Betjeningen er sød, omend ikke helt på tæerne. Men det er ok, for man har lyst til at sidde længe og snakke i fred og ro her, mens man tømmer glassene og ser hinanden dybt i øjnene.
Vi har været på Fridas Schwester to gange, og begge gange har det været dejlige aftener. For kæreste- og ægtefolk i alle aldre. To retter plus en flaske vin løber op i ca. 600 kroner.
Fridas Schwester servere også morgenmad indtil det fornuftige tidspunkt kl. 16.00. Hver dag.

Vau, Jägerstrasse 54-55, (U Bahn: Fransösicher Strasse).
"Vi mangler at spise et sted, der er rigtig godt", sagde Nikolai.
"Hvor godt?", spurgte jeg.
"Sublimt", svarede Nikolai, international gourmet.

Den klarede Vau for os: En luksusbistro, der kan prale af en Michelinstjerne og et efter omstændighederne fornuftigt prisniveau.
Vores middag på Vau var en aften i ekstremt velbehag. Jeg har ofte fået fortalt af folk, der ved mere om den slags end jeg, at Michelinstjerner i høj grad gives for helhedsoplevelsen, dvs. at omgivelser og betjening tæller med i lige så høj grad som køkkenet.

Det var Vau virkelig bevis for. Ekstremt elegante moderne lokaler med dejlige borde og rigeligt plads til privatliv, og en betjening som var så ultraopmærksom, at man kunne slappe helt af og lade sig føre afsted uden en tanke for egne behov - dem skulle de nok have styr på at opfylde. Der var blandt andet den sødeste pudsige sommelier, som elegant forstod at vi nok ikke skulle anbefales vine til 200 Euro, og som både var professionel og personlig. Som hele staben, i øvrigt.

Og prisen: Tre retter fremragende mad (blandt andet en elegant borchtj, en generøs trøffel-tagliatelle, smørblød roast beef af bison og nylavet dampende soufflé til dessert) og en flaske rigtig god rødvin (Spätburgunder, dvs. tysk Pinot Noir), plus tre ekstremt delikate ekstraretter og snacks løb op i ca. 1.700 kroner. Det er vanskeligt at få til den pris, hvis der skal Michelinstjerne på i København. Til sammenligning har vi fx. spist på den hjemlige Le Sommelier, som er godt, men i forhold til Vau har både er mindre behagelige omgivelser, mindre venlig betjening, højere priser og mindre interessant mad.
Summa summarum: Vau kan simpelthen ikke anbefales nok.

Rejseguide til Berlin, del I: Oplevelser

Oplev Berlinale-stemningen, se flere film end du nogensinde havde drømt om, og lad dig gribe af den dramatiske fortid som delte Berlin: Her er mine forslag til hvordan du lærer Berlin at kende på en anden måde.

Berlinalen (Området omkring Potsdamer Platz, Berlinale Palast, Sony Center. U Bahn: Potsdamer Platz)

Hver februar i uge 6-7 afholdes Berlins filmfestival, Berlinalen, i år for 60. gang.

Det er en de europæiske A-festivaler, hvilket vil sige de mest prestigiøse, internationale festivaller, hvor man bla. har et stort marked for filmselskaber og andre i filmbranchen, og der er særlige regler for hvilke film der må deltage i konkurrencen om festivalens priser.
Berlinalen er dog også en stor publikumsbegivenhed, hvor almindelieg mennesker har mulighed for at købe billige billetter til de næsten 400 film, der er i Berlinaleprogrammet.

De billetter står berlinerne i kø for fra tidlig morgen ved Arkaden, et stort shoppingcenter på Potsdamer Platz, der er blevet udnævnt til Berlinalens publikumscentrum. Den kø kan man joine som turist og få mulighed for at se film før alle andre og måske opdage en den uopdagede celluloid-perle. Eller få et godt grin over en håbløs produktion - det er en del af gamet. Og i det hele taget er al aktiviteten omkring Berlinalen en sjov oplevelse at få med.
Filmene og de andre Berlinaleaktiviteter er koncentreret i samme område, som rummer Cinemaxx-komplekset, den ærkegrimme overdesignerede kolos Sony Center og selvfølgelig Berlinale-paladset, der ligger glamourøst placeret for enden af en vintersmukt oplyst Alte Potsdamer Strasse, med et gulvtæppe af en rød løber foran indgangen.


Man kan få en idé om, hvor mange mennesker, der deltager i Berlinalen, ved at spotte årets Berlinale-taske: En skuldertaske, som man får udleveret sammen med sin akkreditering, og som folk troskyldigt slæber rundt på, uanset hvordan den ser ud (i år var et af de værre...). Og der er mange - rigtig mange.
På Hyatt Hotel ved siden af Berlinalepaladset holder pressen til, og det er også her, der bliver afholdt pressemøder med filmenes skabere og stjerner. Hvis man holder sig til ved bagindgangen af hotellet kan man derfor være heldig at få et glimt af celebriteterne. Hvis man da kan komme til for paparazzi, som har opstillet trappestiger langs afspærringer her. Et tip er at sætte sig og spise frokost på caféen overfor bagindgangen. De laver en udemærket Flammkuche, og du har udsigt til al paparazziaktiviteten uden at fryse dine tæer af.

Næsten hver aften afholder Berlinalen en gallamiddag for en af festivalens prominente film i Berlinalepaladset. Hvis du er i området omkring klokken 19.30, er det lige der, hvor gæsterne ankommer. Så der kan du igen se kendisser og opleve lidt hysteri og glamour-stemning før du går videre ud i byen og den virkelige verden.

Øst-Vest-hopning og murfordybelse (Hele byen på kryds og tværs)

Sørg for at se dig godt omkring i både det tidligere øst og det tidligere vest i Berlin, og læg mærke til forskellene.
Det er så godt som umuligt ikke at krydse lidt frem og tilbage, da Berlinmuren delte byen lige ned gennem nervesystemet i Mitte-området, men sørg for at tage lidt ud i kanterne af hvert område også. Så lægger man i større grad mærke til kontrasterne mellem DDR-byggeri og mere vestligt inspirerede, og man ser også hvordan DDR ikke var blege for at bulldoze gamle bygninger og bygge nye betonboliger, mens vestberlin har flere reminicenser af ældre 'almindelige' bygninger. Hvis de ikke er blevet bombet væk inden øst og vest overhovedet var på tale.

Det er ikke svært at finde ud af, hvor byen var delt. Berlins bystyre har besluttet at lave hele murstrækningen til et mindesmærke med forskellige markeringer, som rækker fra en diskret stribe af brosten som løber i hele murens længden til detaljerede infoplancher rundt omkring og fredninger af de sidste tilbageblivende stykker mur.
De fleste turistkort, som kan tages i hotelreceptioner etc., viser desuden hvor muren løb, hvilket kan komme som lidt af et chock hvis man troede at de tre meter høje betonblokke og det 30 meter brede ingenmandsland i mellem de to mursektioner var et fænomen fra byens udkant. Berlinmuren skar metropolen tvæs gennem organerne, og det er svimlende at stå på den myldrende Friderichsstrasse i dag og forestille sig, at for bare 20 år siden var det et ødeland med kontroltårne, pigtråd og bevæbnede vagter.

DDR og delingen af Berlin har optaget mig meget, og både skræmt og fascineret mig. Det er så tæt på i tid, og de fleste af de mennesker, der passerer en på gaden i Berlin har oplevet, hvad opdelingen ville sige.
Historierne om den tid - og tiden efter - er både komplekse og ekstreme, og jeg vil anbefale at man læser op på DDR, Vestberlin og muren, eller i hvert fald besøger et af mur-museerne:

Gedänkstätte Berliner Maur, Bernauer Strasse 111 (U Bahn Nordbahnhof)

Et nyt dokumentationscenter som er del af bystyrets øgede fokus på mur-markering. Et meget seriøst lille museum, som ligger placeret på Bernauer Strasse, en af de gader som murens opbygning gik meget hårdt udover. Her blev der sprængt boligblokke og kirker væk, stationer blev muret til og gaden lukket af mod øst af mur og pigtråd. Et isnende stykke ingenmandsland er bevaret her, med dobbeltmur, kontroltårn og de høje lamper, der ligner galger og står som varsel over den skæbne, der tilfalder den der prøver at krydse det tomme rum.


Museum Haus am Checkpoint Charlie (U Bahn Checkpoint Charlie)


Som det fremgår af billedet er Checkpoint Charlie, den gamle øst-vest-grænseovergang for diplomater og forretningsfolk, blevet noget af et murnostalgisk cirkus. Men museet her er efter min mening bedre end sit ry - om ikke andet på grund af dets historie. Nogen kalder det Berlinmurens Disneyland på grund af dets farverige karakter og det souvenirkaos, der er vokset op omkring det. Men museet selv er ikke blevet til efter murens fald for at slå plat på historien. Det er faktisk opstået som et meget reelt projekt: En samling som startede tilbage i 1961, hvor en vestberliner, Rainer Hildebrandt, ønskede at dokumentere de hændelser, der skete omkring ham i forbindelse med den delte by. Huset åbnede som museum i 1963, og var desuden et tilflugtssted for flygtninge fra DDR.

Gennem årene er det blevet til en kolossal samling af mere eller mindre spændende gentande og dokumenter. Kunstværkerne, der præger museet er fx. mindre fede, men det faktabaserede materiale er interessant og omfangsrigt. De utrolige flugthistorier og originale hjælpemidler som Trabanten med plads til flygtninge i sidepanelerne er selvfølgelig kendt af de fleste, men fortæller stadig om den desperation, DDR afstedkom hos dets indbyggere. Jeg synes, at det er værd at se.

Udover museerne er der grundig info om DDR-tiden i de fleste guidebøger. Sæt dig ind i det - for med lidt af den viden i baghovedet er en tur gennem Berlins gader ekstremt gribende, når du pludselig opdager et tilmuret vindue, et stort område med tomme grund midt i mellem alle bygningerne, eller et kors der markerer et mislykket flugtforsøg.

søndag, februar 21, 2010

Rejseguide til Berlin: Intro

Introduktion: Berlin - step by step


Jeg har været i Berlin fire gange i alt.

Første gang som folkeskoleelev på lynvisit med min 7.klasse; en tur hvor murens fald ikke lå mere end fem år tilbage, og hvor jeg i øvrigt udviste den store historiske takt og indsigt at købe en højpuldet DDR-officerkasket med hammer, segl og det hele og promenere den rundt i byen fra Alexanderplatz til Brandenburger Tor.

Anden gang var som rundforvirret 1. G'er på udveksling, en tur hvorfra jeg kun kan huske alkoholrelaterede sekvenser: At tage fejl af kildevand og gin i en plastflaske på Kollwitzplatz, at blive fanget med kolossale tømmermænd i en demonstration på Kurfürstendam og kaste op i U-Bahn på vej hjem. Og så at spise middag hos en af vores udvekslingsstuderende, hvis mor var en ægte berlinerbohéme, som serverede sur rødvin og drev rundt i lejligheden i Prenzlauer Berg iført fire ægte tæpper, hår som en midaldrende havfrue og sølvsmykker nok til en mindre sigøjnerlejr.

Tredje gang var sidste år, hvor jeg tog afsted for at besøge Nikolai, der hver år i de seneste otte år er taget afsted til den årlige filmfestival, Berlinalen (Den med bjørnen).

Inden rejsen måtte jeg flovt erkende, at jeg trods de to forgående ture ikke anede en døjt om Berlin. Faktisk havde de rejser end ikke givet mig bare et forhold til byen, en konsekvens af at på det pågældende tidspunkt at have været teenager, en tid hvor man primært arbejder på et forhold til sig selv (Læs: Har hovedet oppe i røven).

Jeg plejede ligefrem at sige, at jeg aldrig havde været i Berlin, fordi sådan føltes det. Og det gjorde mig efterhånden til den eneste yngre dansker (i hvert fald på Vesterbro), som ikke betragtede Berlin som sit andet hjem og/eller mekka.

Så nu var det på tide at jeg fandt ud af, hvad det var, det med Berlin handlede om. Jeg gik seriøst til værks, både denne tredje gang og nu den fjerde, som var i år, igen i Berlinaletiden, og som jeg netop er kommet hjem fra: Der er blevet forberedt, læst op, skrevet ned, kigget kort, prøvet af og travet tyndt.

Mine anstrengelser bar frugt og succesen indtraf. Især efter denne seneste tur, hvor jeg omsider følte at jeg fik en smule overblik over den enorme by. Så på nuværende tidspunkt er jeg så overvældet af og forgabt i Berlin, at jeg ikke helt ved, hvad jeg skal stille op med det. Jeg kan godt forstå, at folk flytter dertil i folkevandringsmængder. Bare for at få mere, og dog nok aldrig det hele, med.


Men når en flytning ikke er nært forestående, så kompenserer jeg som jeg bedst kan: Derfor har jeg lavet en lillebitte guide over ting at se, gøre, købe og spise. Den kommer i fire afsnit og jeg håber, at den kan kan blive til glæde for andre, der kaster sig ud i Der Grossstadt for første gang.