Jeg troede, at det her blog som fænomen var overstået: Når alle fra Uffe Ellemann til Johnny fra Skjern har en, og hele TV2 hjemmeside er mere eller mindre skiftet ud med egne journalisters marinering i deres egne programmers fortræffeligheder og/eller forglemmelser, så må det vist være tid at lægge en hype alvorligt død.
Og død er hypen da også. I en sådan grad, at det at sige at man har en blog i min opfattelse i dag betragtes på linje med at udtale, at man stadig mener at Windows er the shit hvad angår styreprogrammer eller at Munthe og Simonsen er dansk mode, der rykker.
Du ved - "Jeg er med på beatet"-typen, der slet, slet, slet, SLET ikke er med på noget beat, hverken i 2-, 3-, eller 4-fjerdedelstakt.
Men dre er åbenbart stadig folk, der holder ved at blogge. Og som bliver til noget ved musikken ved at gøre så. Som fx. en af de for to års tid siden notoriske singlebloggere, hvoraf den mest berømte må være min føromtalte tidligere kollega, søde og kloge Charlotte Haase med sin Spacemermaid. Hende med bogen, ja. Dk's første blogroman.
Men en af hendes medsøstre er kaldet Singleton, aka Malene Weyböll, og hun er åbenbart blevet radiovært. Jeg ved ikek på hvad på P3, men Anders som arbejder i web-afdelingen herude hos Aller, kender hende, og fortæller, at det er en slags program med omvendt Hvem vil være millionær-struktur, så vidt jeg kan forstå.
Folk ringer ind, stiller et valgfrit spørgsmål til the artist formerly known as Singleton, og så har hun et kvarter til at svare på det. Alle hjælpemidler er tilladt.
Okay. Ophidsende koncept, umiddelbart. Det minder mig om, hvad jeg ville føle ved at se andre lægge kabale gennem en rude, mens de fik hjælp til det af deres onkel. Ja, jeg ved ikke helt hvorfor. Noget med graden af opfindsomhed og risiko.
Men uanset hvor dødssygt, det lyder, er jeg naturligvis drønfornærmet over ikke at være blevet opdaget på grund af min indsats for blogkulturen i DK.
Om ikke andet for variation og originalitet.
Alle andre bloggere har fandme fået en klumme i en gratisavis eller et kabel-tv-show eller en radiomikrofon at bræge ind i. Eller en bog- eller pladekontrakt, eller et VIP-kort, eller bare et fucking GO-cart! Und-tagen mig!
Jeg mener, hvem andre har både posts om tandlægebesøg, A-kasse, goth-koncerter, Irlands historie og bryllupsangst? Hvem har udleveret sine venner til skade for deres karriere? Hvem har lagt et billede af sig selv op som er så forvrænget, at hendes bror nægter at se på det? Hvem har talt for japansk prinsesse Masakos ret til ikke at føde drengebørn, og hvem har listet de fem mest overpricede ting i verden?
Hvem, spørger jeg bare, sagde vi jeg var...?
Men jeg ved, hvad der er galt. Jeg ved hvorfor jeg ikke er blevet spottet til et job som klummeskribent eller radiovært. Årsagen er dem samme som gør, at det er federe at høre historier fra dine singlesvenners natteliv end fra dine parvenners. Der er mere kusse, kasse og klaver i singlelivet.
Jeg har haft en blog med et parforhold. Og det er singlebloggerne, der ruler bloggosfæren. Der skal være hyppige dates og onenighters galore. Ak ja.
Det har 100% ikke noget at gøre med, at jeg skriver en gang om måneden, og at jeg har tre læsere på de bedste dage.
100%...
onsdag, februar 13, 2008
søndag, januar 27, 2008
...i spaaaaaaaaahh....
Jeg arbejder jo på det her kvindemagasin på nettet, http://www.oestrogen.dk/. Og der skriver vi om de ting, kvinder i følge målgruppeanalyser gerne vil læse om. Sådan noget som sex, samliv og spa.
Spaaaaa.... er der andre end mig, der får pels på tænderne bare af ordet efterhånden? Det tror jeg nok, at der er.
Men vi lagde alligevel det redaktionelle år ud med et spa-tema, og det var mig selv, der valgte det.
Årsagen var i høj grad, at før vi gik på juleferie var udsigterne til januar så uoverskueligt rædsomme, og tanken om at synke ned i varme dampe for at skyde virkeligheden fra sig allerede i uge 2, var meget trøstende for sjælen.
Så der stod vi med spa. Og det blev faktisk et helt ok tema, med lidt af hvert i dullegenren.
Men midt på ugen fik jeg simpelthen brug for at dukke op efter luft.
Jeg kunne ikke leve med, at SelvNess-bølgen endnu engang skvulpede derudad, med reperæsentanter for journaliststanden (Eller spinatfugle-standen) som velplejede mikrofonholdere for aromaterapi og hot-stone massage.
Og samtidig nægtede jeg at tro, at der ikke sad nogle kvinder derude, som også syntes, at livsvisdom kanaliseret gennem creme samt udnævnelsen af spa-indehavere til orakler er ved at være lige i overkanten.
Så jeg brød ud af dampene med en af mine klassiske udladninger af galde og spydighed, og bragte det på sitet som dagens temaartikel. Det føltes knaldeme godt.
For hvad er det egentlig med det dér spa?
Lad os starte med at slå fast: Det ér dejligt – næsten alt hvad der har med spa at gøre. Fred, ro, lækre dufte, bløde cremer, renhed, afslapning, frisk glød og fornyet energi.
Men alligevel kan begrebet spa godt komme til at få en kvalmefremkaldene effekt, efterhånden som det er blevet fast inventar på alt fra provinshoteller til Nettos spotvare-showergel.
Hvad er det med det spa? Hvorfor er det over alt, og hvad er det, det betyder i vores kultur, hvor det har skubbet coach af pinden som the thing to say and do – indtil alle kaster op.?
Først og fremmest er der ordet selv: Spa. Hvordan udtales det egentlig?
Er det med kort, fladt A som i Abe? - Så går tankerne straks til byggemarkedskatalogets Mallorcamodel i turkisblå plast, med kunstig træbeklædning og garanti for koli-bakterier i boblerne efter blot få bade.
Eller skal det siges på den måde, vi alle lærte af Ole Henriksen i hans one-man-and-another-man-show på TV2 dette efterår: Spaaaaa... – med et langt, dybt, kælent ahhhh i enden?
For så er vi med ét ovre i noget vældig fornemt – en verden hvor, ord som wellness og skønhedsguru er noget, man bruger med stor alvor.
At ordet Guru – helseguru, skønhedsguru, fitnessguru – dukker op gang på gang i det her miljø, siger en del om den stemning, der ligger som en velduftende, men lige vel tung, damp over spa-fænomenet.
Guru er det indiske ord for læremester udi åndelige sager, og det er ikke nogen nyhed, at krop og personlig helse efterhånden har afløst det religiøse område som der, bevidste mennesker søger til når de søger ophøjethed og indre balance.
Min Krop er mit Tempel var 1980’ernes aerobic-og-fitness-diciples slogan, og de lavede ab-crunches og kværnede kinakål. Men åhhh… over et par årtier blev det også lidt hårdt med al den motion og al den kål.
Så uden at skifte fokus væk fra os selv, fandt vi mere komfortable løsninger, så fitness blev skiftet ud med wellness, og vi i dag kan sige: Min Spa er mit Tempel.
Her behøver du ikke at yde – du skal kun nyde. Alle handlinger udføres af andre agenter: Massører, aktive cremer eller aromadampe med dynamisk effekt på blodomløbet. Du kan bare lægge pengene and kick back and relax – og ud kommer du med et fornyet image som afbalanceret, hipt overskudsmenneske.
Det har aldrig været lettere at pleje glorien om egoet – du kan endda friske den op med den lille spray med thermisk spa-vand i tasken!
Ak ja, ak ja.... Man kan ikke gøre meget andet end at vente på, at dampen går af spa-ballonen, og hype’en lægger sig. At bodyscrub mister sin magi, og at muddermaskerne kastes.
Så vil det, der er tilbage af spa, forhåbentlig bare være det rare, det velgørende og den fornyede energi. Helt uden selvfedme, snobberi og selvindsigt på spraydåse.
Ps. Er du en af de mandlige læsere på bloggen her? I så fald: You've been punked! Du har lige læst en artikel fra et kvindesite. Det meste af det, i al fald....
Spaaaaa.... er der andre end mig, der får pels på tænderne bare af ordet efterhånden? Det tror jeg nok, at der er.
Men vi lagde alligevel det redaktionelle år ud med et spa-tema, og det var mig selv, der valgte det.
Årsagen var i høj grad, at før vi gik på juleferie var udsigterne til januar så uoverskueligt rædsomme, og tanken om at synke ned i varme dampe for at skyde virkeligheden fra sig allerede i uge 2, var meget trøstende for sjælen.
Så der stod vi med spa. Og det blev faktisk et helt ok tema, med lidt af hvert i dullegenren.
Men midt på ugen fik jeg simpelthen brug for at dukke op efter luft.
Jeg kunne ikke leve med, at SelvNess-bølgen endnu engang skvulpede derudad, med reperæsentanter for journaliststanden (Eller spinatfugle-standen) som velplejede mikrofonholdere for aromaterapi og hot-stone massage.
Og samtidig nægtede jeg at tro, at der ikke sad nogle kvinder derude, som også syntes, at livsvisdom kanaliseret gennem creme samt udnævnelsen af spa-indehavere til orakler er ved at være lige i overkanten.
Så jeg brød ud af dampene med en af mine klassiske udladninger af galde og spydighed, og bragte det på sitet som dagens temaartikel. Det føltes knaldeme godt.
For hvad er det egentlig med det dér spa?
Lad os starte med at slå fast: Det ér dejligt – næsten alt hvad der har med spa at gøre. Fred, ro, lækre dufte, bløde cremer, renhed, afslapning, frisk glød og fornyet energi.
Men alligevel kan begrebet spa godt komme til at få en kvalmefremkaldene effekt, efterhånden som det er blevet fast inventar på alt fra provinshoteller til Nettos spotvare-showergel.
Hvad er det med det spa? Hvorfor er det over alt, og hvad er det, det betyder i vores kultur, hvor det har skubbet coach af pinden som the thing to say and do – indtil alle kaster op.?
Først og fremmest er der ordet selv: Spa. Hvordan udtales det egentlig?
Er det med kort, fladt A som i Abe? - Så går tankerne straks til byggemarkedskatalogets Mallorcamodel i turkisblå plast, med kunstig træbeklædning og garanti for koli-bakterier i boblerne efter blot få bade.
Eller skal det siges på den måde, vi alle lærte af Ole Henriksen i hans one-man-and-another-man-show på TV2 dette efterår: Spaaaaa... – med et langt, dybt, kælent ahhhh i enden?
For så er vi med ét ovre i noget vældig fornemt – en verden hvor, ord som wellness og skønhedsguru er noget, man bruger med stor alvor.
At ordet Guru – helseguru, skønhedsguru, fitnessguru – dukker op gang på gang i det her miljø, siger en del om den stemning, der ligger som en velduftende, men lige vel tung, damp over spa-fænomenet.
Guru er det indiske ord for læremester udi åndelige sager, og det er ikke nogen nyhed, at krop og personlig helse efterhånden har afløst det religiøse område som der, bevidste mennesker søger til når de søger ophøjethed og indre balance.
Min Krop er mit Tempel var 1980’ernes aerobic-og-fitness-diciples slogan, og de lavede ab-crunches og kværnede kinakål. Men åhhh… over et par årtier blev det også lidt hårdt med al den motion og al den kål.
Så uden at skifte fokus væk fra os selv, fandt vi mere komfortable løsninger, så fitness blev skiftet ud med wellness, og vi i dag kan sige: Min Spa er mit Tempel.
Her behøver du ikke at yde – du skal kun nyde. Alle handlinger udføres af andre agenter: Massører, aktive cremer eller aromadampe med dynamisk effekt på blodomløbet. Du kan bare lægge pengene and kick back and relax – og ud kommer du med et fornyet image som afbalanceret, hipt overskudsmenneske.
Det har aldrig været lettere at pleje glorien om egoet – du kan endda friske den op med den lille spray med thermisk spa-vand i tasken!
Ak ja, ak ja.... Man kan ikke gøre meget andet end at vente på, at dampen går af spa-ballonen, og hype’en lægger sig. At bodyscrub mister sin magi, og at muddermaskerne kastes.
Så vil det, der er tilbage af spa, forhåbentlig bare være det rare, det velgørende og den fornyede energi. Helt uden selvfedme, snobberi og selvindsigt på spraydåse.
Ps. Er du en af de mandlige læsere på bloggen her? I så fald: You've been punked! Du har lige læst en artikel fra et kvindesite. Det meste af det, i al fald....
fredag, december 28, 2007
... voksen?
I år var virkelig det år, hvor jeg blev voksen, tror jeg. På nogle punkter. Især med hensyn til at gå på arbejde. Det har jeg gjort virkelig meget, og derer også kommet end del resultater ud af det. Men der er også gået tid fra andet - andet, som er vigtigt, og som, hvis det ikke er der, får ens sjæl til at skrumpe.
Det ikke fordi der ikke har været tid til leg. Jeg synes at jeg har været til gode fester, haft store oplevelser, ikke mindst i Afrika, haft megen grin og glæde, og takket være både Nikolai og min elskede familie, men også nye og gamle venner og mine fabelagtige kollegaer, er der blevet drysset et rigt mål af stjernestøv hist og pist på min vej.
På min 28-års fødselsdag, udtalte jeg - lettere snøvlet af vino og rørelse - at jeg aldrig havde haft det så godt som nu. Og det er nok stadig rigtigt. Jeg har aldrig været glad så længe ad gangen som i disse tider. Kortene har aldrig ligget bedre, ser det ud til.
Men ...for der er et men.
Der har været meget lidt tid til eftertanke. Jeg var engang vant til at bruge langt mere tid på at fordøje, fortolke og overveje begivenhederne, end på egnetlig at udleve dem. Det var ofte et grusomt spild af tid, men også noget, der samlet set har gjort mig lidt klogere på mig selv hen ad vejen.
Nu kan jeg godt se, hvordan det kan være, at hårdtarbejdende voksne mennesker kan ende der, hvor de vågner op en morgen efter 25 år, hvor livet har kørt derudaf og det ene kapitel har tagte det andet, og så slår de øjnene op, ser pludselig sig selv udefra og indefra på samme tid, helt klart for første gang i mange år, som om nogen åbnede et vindue og kold morgenluft fløj ind og ned gennem sjælens vortex og skabte passage - og så tænker de: "Hvordan dælen er jeg havnet her?"
Og så sker der alle de ting, som så sker: Nogen lukker hurtigt vinduet igen, køber en SUV mere og en Porshe, nogle får en efternøler eller en elsker, nogle smækker vinduet op på vid gab og bliver psykoterapeuter eller fåreavlere, nogle bliver skilt, nogle siger op, nogle kaster sig ud af vinduet og nogle tænker:
"Nu går jeg ned i køkkenet og snakker lidt med min kone/mand om det, og måske skulle jeg tage en øl med min bedste ven snart og høre, om han/hun har nogle bud på svaret - og så tror jeg at jeg skal kigge det hele lidt efter i sømmene, og lave noget om, hvis det strammer."
Der er ikke en rigtig måde at reagere på. Men det er meget populært at reagere midt i livet.
Hvad nu, hvis man er en af dem, der reagerer hen ad vejen? Jeg vil hellere justere tingene gennem livet. Samtidig ved jeg, at det gør det svært at være glad i nuet og alt det, og hvor ville jeg dog ønske at jeg kunne være rolig og tilfreds i stedet for grundbekymret for tingenes tempo og udvikling.
Men jeg ER simpelthen bange - jeg er rædselsslagen - for at tage det hele for roligt, og så vågne op den morgen og opdage, at behovet for justeringer er så stort, at det ikke kan gøres uden at ødelægge maskinen.
Jeg ved, at de gange, hvor jeg ikke har reageret når noget strammede, er det kun blevet værre, og det har efterladt sår.
Jeg ved også, at de store justeringer, jeg har gjort, har været de vigtigste og bedste ting, der er sket mig,og de har betydet alverden for mig.
Derfor bliver jeg bekymret, når jeg opdager, at jeg sidder i en situation, hvor jeg ikke har plads til at tænke efter. Hvor jeg er for træt og frustreret og forvirret og ansvarsbebyrdet til at orke at grave ned eller se frem. Hvor TV får lov at gøre det ud for tanker, og hvor den frie tid bliver fydt med ting, der bare skal holde én i godt humør indtil næste arbejdsdag.
Og hvor man bliver bange for, alt det, der kan ske, hvis man rokker ved tingenes tilstand.
Men så må man tvinge sig selv. Så må man melde sig ud af flinkeskolen, finde noget mod og noget energi. Jeg mener at huske at have gjort det før. Sidste år ved den her tid- og da var det endda værre. Meget. Der kom nytåret som en skillelinje, mellem grå, grå mental overlevelse og evig ked og håbløs, og så noget indre røvsparkning, som satte gang i det hele, da jeg ikke orkede at tude mere.
Så jeg kan nok også gøre det en gang til. Og en gang til. For det bliver ikke sidste gang, der bliver justeret henad vejen. Jeg skal fandme ikke ha' en placebo-Porsche om 25 år!
Godt nytår - det ER faktisk et punkt, som kan gøre en forskel.
Det ikke fordi der ikke har været tid til leg. Jeg synes at jeg har været til gode fester, haft store oplevelser, ikke mindst i Afrika, haft megen grin og glæde, og takket være både Nikolai og min elskede familie, men også nye og gamle venner og mine fabelagtige kollegaer, er der blevet drysset et rigt mål af stjernestøv hist og pist på min vej.
På min 28-års fødselsdag, udtalte jeg - lettere snøvlet af vino og rørelse - at jeg aldrig havde haft det så godt som nu. Og det er nok stadig rigtigt. Jeg har aldrig været glad så længe ad gangen som i disse tider. Kortene har aldrig ligget bedre, ser det ud til.
Men ...for der er et men.
Der har været meget lidt tid til eftertanke. Jeg var engang vant til at bruge langt mere tid på at fordøje, fortolke og overveje begivenhederne, end på egnetlig at udleve dem. Det var ofte et grusomt spild af tid, men også noget, der samlet set har gjort mig lidt klogere på mig selv hen ad vejen.
Nu kan jeg godt se, hvordan det kan være, at hårdtarbejdende voksne mennesker kan ende der, hvor de vågner op en morgen efter 25 år, hvor livet har kørt derudaf og det ene kapitel har tagte det andet, og så slår de øjnene op, ser pludselig sig selv udefra og indefra på samme tid, helt klart for første gang i mange år, som om nogen åbnede et vindue og kold morgenluft fløj ind og ned gennem sjælens vortex og skabte passage - og så tænker de: "Hvordan dælen er jeg havnet her?"
Og så sker der alle de ting, som så sker: Nogen lukker hurtigt vinduet igen, køber en SUV mere og en Porshe, nogle får en efternøler eller en elsker, nogle smækker vinduet op på vid gab og bliver psykoterapeuter eller fåreavlere, nogle bliver skilt, nogle siger op, nogle kaster sig ud af vinduet og nogle tænker:
"Nu går jeg ned i køkkenet og snakker lidt med min kone/mand om det, og måske skulle jeg tage en øl med min bedste ven snart og høre, om han/hun har nogle bud på svaret - og så tror jeg at jeg skal kigge det hele lidt efter i sømmene, og lave noget om, hvis det strammer."
Der er ikke en rigtig måde at reagere på. Men det er meget populært at reagere midt i livet.
Hvad nu, hvis man er en af dem, der reagerer hen ad vejen? Jeg vil hellere justere tingene gennem livet. Samtidig ved jeg, at det gør det svært at være glad i nuet og alt det, og hvor ville jeg dog ønske at jeg kunne være rolig og tilfreds i stedet for grundbekymret for tingenes tempo og udvikling.
Men jeg ER simpelthen bange - jeg er rædselsslagen - for at tage det hele for roligt, og så vågne op den morgen og opdage, at behovet for justeringer er så stort, at det ikke kan gøres uden at ødelægge maskinen.
Jeg ved, at de gange, hvor jeg ikke har reageret når noget strammede, er det kun blevet værre, og det har efterladt sår.
Jeg ved også, at de store justeringer, jeg har gjort, har været de vigtigste og bedste ting, der er sket mig,og de har betydet alverden for mig.
Derfor bliver jeg bekymret, når jeg opdager, at jeg sidder i en situation, hvor jeg ikke har plads til at tænke efter. Hvor jeg er for træt og frustreret og forvirret og ansvarsbebyrdet til at orke at grave ned eller se frem. Hvor TV får lov at gøre det ud for tanker, og hvor den frie tid bliver fydt med ting, der bare skal holde én i godt humør indtil næste arbejdsdag.
Og hvor man bliver bange for, alt det, der kan ske, hvis man rokker ved tingenes tilstand.
Men så må man tvinge sig selv. Så må man melde sig ud af flinkeskolen, finde noget mod og noget energi. Jeg mener at huske at have gjort det før. Sidste år ved den her tid- og da var det endda værre. Meget. Der kom nytåret som en skillelinje, mellem grå, grå mental overlevelse og evig ked og håbløs, og så noget indre røvsparkning, som satte gang i det hele, da jeg ikke orkede at tude mere.
Så jeg kan nok også gøre det en gang til. Og en gang til. For det bliver ikke sidste gang, der bliver justeret henad vejen. Jeg skal fandme ikke ha' en placebo-Porsche om 25 år!
Godt nytår - det ER faktisk et punkt, som kan gøre en forskel.
søndag, oktober 07, 2007
...overrasket!
Jeg har altid gerne vil ha' mig et surprise party - hvem vil ikke det? - men har aldrig forventet, at det faktisk kunne ske. Jeg tror simpelthen ikke, at jeg regnede med, at nogen realistisk set ville føle, at jeg var elskelig nok til at de orkede at gå igennem alt det bøvl for min skyld.
Men men men...
Det var min fødselsdag i fredags, og for en måned tid siden annoncerede jeg for Nikolai, at jeg gerne ville spise middag med mine forældre og mine brødre og ham, den aften, ganske som vi plejer. Ikke noget vildt, for dagen efter skulle vi til bryllup hos Jens og Andrea - som vi lige kan benytte lejligheden til at ønske et stort tilykke med hinanden og sige tak til for en fed fest!
Men her var Nikolai pludselig på tværs. Han havde tænkt sig at han og jeg skulle hænge ud fredag, og der måtte jeg altså lige kappe navlestrengen og være en stor pige. Familien kunne jeg jo altid se.
Jeg kviede mig, men var alligevel meget smigret af at blive inviteret ud af ham, bare sådan helt solo-romantisk, så jeg tænkte tingene igennem, og regnede ud, at jeg sagtens kunne nå at presse en Afternoon Tea-fødselsdag med familien ind mellem vielse og bryllupsfest om lørdagen.
I den næste måneds tid stiger spændingen omkring hvad vi mon skal den aften, ikke mindst fordi jeg får at vide, at jeg skal have fint tøj på. Men ikke for fint. Samtidig får jeg også klaget mig lidt over hans tromle-agtige tendenser: Når jeg nu plejer .... Men okay, jeg er en sucker for surprises.
Det er er, hvad der skete - og jeg advarer: Normalt er det en slags pointeret historie, jeg fortæller her på bloggen. Det her er mere sådan what-went-on. Men det var bare så skønt, at det skal skrives ned. Her kommer det blow-by-blow for overskueligheden skyld.
Fredag, 09.00 (Okay, 09.15..): Tager på arbejde efter fødselsdagsmorgen med dejlige gaver fra Nikolai. Et smukt gavemix af triphop, filmklassikere og velour. Spisre morgenmad med kollegaer, og får smukke blomster og fine ørenringe samt booze. Toppen.
15.00: Tager afsted fra arbejde, med afskedssalut fra kollegaer, bla. Natascha, som alle er meget nysgerrige omkring hvad Nikolai mon har fundet på, at jeg skal i aften. Det er jeg også.
16.00: Stiller hos Nikolai iført nye glimmersko og sølvkjole. Har givet den hele armen og bevidst glemt det med "ikke for fint". Jeg vil glimte igennem, hvis vi skal sidde og stirre hinanden romatisk ind i øjnene hele aftenen. Jeg tror, at vi måske skal i teatret eller operaen eller sådan noget, og der skader lidt sølv ikke. Så begynder turen.
16.00-18.00: Vi er i Grand. Vi skal se en film, det viser sig at være "Sicko", som jeg virkelig har glædet mig til. Michael Moore er virkelig for vild, jeg tror måske han er lidt et geni i min bog. Han er så skamløs at det gør ondt og godt på samme tid. Vi får nok at tale om i aften, tænker jeg.
18.00-19.00: Næste stop er en lille vinbar, hvor vi får et glas champagne. Skal vi spise der? Nej. Det er meget spændende og romantisk, men jeg tænker dog, at en middag på en eller naden måde vil blive lidt et antiklimaks når han bygger så meget op. Jeg mener, vi har jo spist ude sammen før, ikke? Det er jo ikke helt enestående, tænker den ret forkælede pige.
Så kører vi igen, ned mod Kgs. Nytorv og Store Kongensgade. Jeg tænker straks, at vi skla på Le Sommelier - noget, jeg faktisk har udvilet teorier om tidligere på ugen. Den restaurant er nemlig med i Reconstruction, en af Nikolais yndlingsfilm, og der løber det forelskede par fra regningen. Måske skal vi også det? Det vil være fedt, men lidt skuffende, når nu jeg har gættet det. Og kriminelt.
19:00: Vi kører ikke ned til Le Sommelier, men holder ind ved Restaurant Madklubben, et andet super sted, hvor vi dog har været før. Fint nok, tænker jeg, det er et godt sted, der vil jeg da også gerne spise i aften... og så sker der noget interessant: Jeg får øje på Nikolais søster Anouks kæreste Jeppe dernede, og skal lige til at sige det til Nikolai. For det var da et sjovt tilfælde.
Men så går det op for mig: Jeppe er omringet af Anouk - min far - min mor - David - Thomas - Marie-Louise - Iben - Nanna - Andreas Kiaby - Riina - og Natascha, som altså har siddet lige overfor mig for fire timer siden og sagt. "Ha' en god aften!" nok så uskyldigt!
De står i det lokale for private selskaber, som jeg svømmede hen over for nogle måneder siden, og sagde til Nikolai, at det ville være skønt at holde et selskab der. Det var der, han fik idéen, fortæller han mig.
Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, så jeg hopper lidt på stedet. Det er det mest vidunderlige syn, og nu skal jeg derned og have den dejligste aften, jeg kan forestille mig.
Og det får jeg. Alle er så søde og glade - og gode til at holde på hemmeligheder! - og jeg kan slet ikke sætte ord på, hvor rørt jeg er. Og hvor overrasket. Ikke kun fordi at jeg ikke havde regnet med det, men også fordi at de allesammen stiller op til noget der handler om mig. Måske er det ikke så urealitsik i deres verden?
Jeg får gaver, vi får skøn mad, og far og mor, som er de gavmilde givere af aftenen, får mødt nogle af de mennesker, jeg altid taler om. Nikolai har arrangeret dette i månedsvis, og det er det perfekte selskab.
Ca. midnat: Vi går videre på bar. Heldigvis for nogle er karaokebaren fyldt tilranden, så vi går på Vertigo, ikke verdens dejligst ejoint, men Thomas' flinke ven Bondo er på arbejde dernede bag baren, og vi stoler på ham. Vi kan mirakuløst nok alle sidde ned, og der er både champagne og andre, mindre elegante men ikke uefne sager på bordet. Det er bragende. Jeg bliver hurtigt meget kærlig og ærlig i samtale. Jeg kan ikke lade være. Der er slet ingen huller i min glæde den aften.
04.00: Hjem. Jeg overlever fuld cykeltur, måske fordi jeg svæver et par centimeter over jorden. Koncenterer mig hårdt om tre ting: Sko af, ørenringe af, kontaktlinser af. Falder henrykt i søvn med al makeuppen på, ved siden af Nikolai.
09.00: Op igen.
09.25: Realistisk set op. Jeg har ikke tømmermænd, men jeg mistænker at det er fordi at jeg stadig er fuld.
09.25-10.45: Dress up til bryllup, herunder beslutning om outfit. Men stadig, komfortabel tid.
11.00: Vielse af Jens og Andrea.
11.20 (Ja, det var en topeffektivt eksekveret vielse) -12.00: Reception, hvor spisning af små butterdejsting med en kvist dild på eventuelt kan dublere for morgenmad, hvis dette ikke er nået. Mistanken var i øvrigt korrekt: Jeg begynder at få kvalme og miste orienteringen.
12.00: Hjem fra reception. Mit hovede sidder skævt på.
12.05: Køb af gave til Mor og Far som tak for forrygende arrangement i går.
12.10-13.00: Indkøb af alt hvad vi ikke købte ind i torsdags; inklusiv handy ting som fire liter mælk og en honningmelon, som faldt ud af posen otte gange på vej hjem ad Vesterbrogade. Jeg har lyst til at sove. Eller gå i bad. Eller aldrig at tænke på kage igen.
13.00-15.00: Organisering af Afternoon Tea; inklusiv bygning af lagkage, hakning af chokolade, vandbad, tackling af husblas, bagning af muffins (Forhindring no.1: Jeg kan ikke bage.), afsløring af den hemmelige opskrift bag æggesalat, sandwichmasseproduktion, frugtfad, ignorere tilstanden af mine thekopper (Forhindring no.2: Er folk ligeglade med skår? Måske.), etc.
13.35: Nikolai ankommer, påbegynder oprydning af lejlighed. Jeg er nået til at have et overblik over lagkagens individuelle dele, samt at have lagt frugt på fad.
14.05: Specialtropperne indkaldes: Jeg ringer til Marie-Louise og trygler om hjælp, og hun anokmmer beredvilligt, løser æggesalatens gåde og laver en million sandwich samt varmer kakaoen. Jeg når imellemtiden mærkværdigt let og hurtigt gennem muffinbagningen.
14.30: Nikolai har ryddet hel elejligheden op. Jeg går ind og flytter om på en peberkværn og et saltkar og mumler noget desorienteret om at de ikke skal stå der, og glemmer dem derefter igen, alt indenfor et minut. Jeg burde tage en lur nu. Jeg er virkelig rodet i hovedet, men kæmper med det, og viljen til sejr er stor.
15.00: Alle er forsinket. Hurra.
15.15: Vi har faktisk alt på bordet: Lagkage, muffins, sandwich, boller, frugt inkl. flugtmelonen, tallerkner, skårede kopper, kaffe, thé og kakao. Nikolai har pisket fire liter flødeskum, fordi jeg i min tågede tilstand kom til at svare ja, da han spurgte, om han skulle bruge al fløden.
15.20-17.00: Nu har vi også gæster. Mormor, morfar, farmor, far, mor, Thomas og Iben, samt mit toptrænede team Marie-Louise og Nikolai kan nu tage den med ro. Vi spiser, jeg får skønne gaver, det er hyggeligt, og vi har kun en bekymring: Er David ved at blive arresteret i aktion G13, noget storstilet BZ i nordvest for Ungdomshuset?
17.00: De fleste gæster er gået igen, mætte og tilfredse. Dejligt at se dem her, kan godt lide, når mit hjem også er et sted, der tælle på familie-Krak-kortet. David har ringet, han er rystet men ikke arresteret. Han kommer forbi - han får kage, og de går hjem. Så tar' vi lige en lur.
20.30-21.15: Vågner fra lur. På med tøj, bestil fastfood, spis, gøre os fine igen, og så til fest.
21.30-03.20: Fest. Med festaben Nikolai i forreste geled. Jeg er træt men glad, glad, glad.
03.30: Nikolai har fået hørt sit sidste musikønske med Tatu, og kan nu eskorteres fra festen af to hærdebræde mænd uden at stritte nævneværdigt imod. Jeg er taknemmelig. Nu skal vi sove.
Lidt af en weekend. Ikke bare druk, det kan alle sgu' finde ud af og det er efterhånden lidt overurderet, mener jeg - men kærlighed, venner, overraskelser, folk der mødte hinanden for første gang med stor succes, fandenivoldsk fest og champagne - det er sådan en omgang, der giver kloden, jeg bor på, et lille skub, så den kan køre med frisk, frejdig og fornyet hast rundt og rundt igen.
Men men men...
Det var min fødselsdag i fredags, og for en måned tid siden annoncerede jeg for Nikolai, at jeg gerne ville spise middag med mine forældre og mine brødre og ham, den aften, ganske som vi plejer. Ikke noget vildt, for dagen efter skulle vi til bryllup hos Jens og Andrea - som vi lige kan benytte lejligheden til at ønske et stort tilykke med hinanden og sige tak til for en fed fest!
Men her var Nikolai pludselig på tværs. Han havde tænkt sig at han og jeg skulle hænge ud fredag, og der måtte jeg altså lige kappe navlestrengen og være en stor pige. Familien kunne jeg jo altid se.
Jeg kviede mig, men var alligevel meget smigret af at blive inviteret ud af ham, bare sådan helt solo-romantisk, så jeg tænkte tingene igennem, og regnede ud, at jeg sagtens kunne nå at presse en Afternoon Tea-fødselsdag med familien ind mellem vielse og bryllupsfest om lørdagen.
I den næste måneds tid stiger spændingen omkring hvad vi mon skal den aften, ikke mindst fordi jeg får at vide, at jeg skal have fint tøj på. Men ikke for fint. Samtidig får jeg også klaget mig lidt over hans tromle-agtige tendenser: Når jeg nu plejer .... Men okay, jeg er en sucker for surprises.
Det er er, hvad der skete - og jeg advarer: Normalt er det en slags pointeret historie, jeg fortæller her på bloggen. Det her er mere sådan what-went-on. Men det var bare så skønt, at det skal skrives ned. Her kommer det blow-by-blow for overskueligheden skyld.
Fredag, 09.00 (Okay, 09.15..): Tager på arbejde efter fødselsdagsmorgen med dejlige gaver fra Nikolai. Et smukt gavemix af triphop, filmklassikere og velour. Spisre morgenmad med kollegaer, og får smukke blomster og fine ørenringe samt booze. Toppen.
15.00: Tager afsted fra arbejde, med afskedssalut fra kollegaer, bla. Natascha, som alle er meget nysgerrige omkring hvad Nikolai mon har fundet på, at jeg skal i aften. Det er jeg også.
16.00: Stiller hos Nikolai iført nye glimmersko og sølvkjole. Har givet den hele armen og bevidst glemt det med "ikke for fint". Jeg vil glimte igennem, hvis vi skal sidde og stirre hinanden romatisk ind i øjnene hele aftenen. Jeg tror, at vi måske skal i teatret eller operaen eller sådan noget, og der skader lidt sølv ikke. Så begynder turen.
16.00-18.00: Vi er i Grand. Vi skal se en film, det viser sig at være "Sicko", som jeg virkelig har glædet mig til. Michael Moore er virkelig for vild, jeg tror måske han er lidt et geni i min bog. Han er så skamløs at det gør ondt og godt på samme tid. Vi får nok at tale om i aften, tænker jeg.
18.00-19.00: Næste stop er en lille vinbar, hvor vi får et glas champagne. Skal vi spise der? Nej. Det er meget spændende og romantisk, men jeg tænker dog, at en middag på en eller naden måde vil blive lidt et antiklimaks når han bygger så meget op. Jeg mener, vi har jo spist ude sammen før, ikke? Det er jo ikke helt enestående, tænker den ret forkælede pige.
Så kører vi igen, ned mod Kgs. Nytorv og Store Kongensgade. Jeg tænker straks, at vi skla på Le Sommelier - noget, jeg faktisk har udvilet teorier om tidligere på ugen. Den restaurant er nemlig med i Reconstruction, en af Nikolais yndlingsfilm, og der løber det forelskede par fra regningen. Måske skal vi også det? Det vil være fedt, men lidt skuffende, når nu jeg har gættet det. Og kriminelt.
19:00: Vi kører ikke ned til Le Sommelier, men holder ind ved Restaurant Madklubben, et andet super sted, hvor vi dog har været før. Fint nok, tænker jeg, det er et godt sted, der vil jeg da også gerne spise i aften... og så sker der noget interessant: Jeg får øje på Nikolais søster Anouks kæreste Jeppe dernede, og skal lige til at sige det til Nikolai. For det var da et sjovt tilfælde.
Men så går det op for mig: Jeppe er omringet af Anouk - min far - min mor - David - Thomas - Marie-Louise - Iben - Nanna - Andreas Kiaby - Riina - og Natascha, som altså har siddet lige overfor mig for fire timer siden og sagt. "Ha' en god aften!" nok så uskyldigt!
De står i det lokale for private selskaber, som jeg svømmede hen over for nogle måneder siden, og sagde til Nikolai, at det ville være skønt at holde et selskab der. Det var der, han fik idéen, fortæller han mig.
Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, så jeg hopper lidt på stedet. Det er det mest vidunderlige syn, og nu skal jeg derned og have den dejligste aften, jeg kan forestille mig.
Og det får jeg. Alle er så søde og glade - og gode til at holde på hemmeligheder! - og jeg kan slet ikke sætte ord på, hvor rørt jeg er. Og hvor overrasket. Ikke kun fordi at jeg ikke havde regnet med det, men også fordi at de allesammen stiller op til noget der handler om mig. Måske er det ikke så urealitsik i deres verden?
Jeg får gaver, vi får skøn mad, og far og mor, som er de gavmilde givere af aftenen, får mødt nogle af de mennesker, jeg altid taler om. Nikolai har arrangeret dette i månedsvis, og det er det perfekte selskab.
Ca. midnat: Vi går videre på bar. Heldigvis for nogle er karaokebaren fyldt tilranden, så vi går på Vertigo, ikke verdens dejligst ejoint, men Thomas' flinke ven Bondo er på arbejde dernede bag baren, og vi stoler på ham. Vi kan mirakuløst nok alle sidde ned, og der er både champagne og andre, mindre elegante men ikke uefne sager på bordet. Det er bragende. Jeg bliver hurtigt meget kærlig og ærlig i samtale. Jeg kan ikke lade være. Der er slet ingen huller i min glæde den aften.
04.00: Hjem. Jeg overlever fuld cykeltur, måske fordi jeg svæver et par centimeter over jorden. Koncenterer mig hårdt om tre ting: Sko af, ørenringe af, kontaktlinser af. Falder henrykt i søvn med al makeuppen på, ved siden af Nikolai.
09.00: Op igen.
09.25: Realistisk set op. Jeg har ikke tømmermænd, men jeg mistænker at det er fordi at jeg stadig er fuld.
09.25-10.45: Dress up til bryllup, herunder beslutning om outfit. Men stadig, komfortabel tid.
11.00: Vielse af Jens og Andrea.
11.20 (Ja, det var en topeffektivt eksekveret vielse) -12.00: Reception, hvor spisning af små butterdejsting med en kvist dild på eventuelt kan dublere for morgenmad, hvis dette ikke er nået. Mistanken var i øvrigt korrekt: Jeg begynder at få kvalme og miste orienteringen.
12.00: Hjem fra reception. Mit hovede sidder skævt på.
12.05: Køb af gave til Mor og Far som tak for forrygende arrangement i går.
12.10-13.00: Indkøb af alt hvad vi ikke købte ind i torsdags; inklusiv handy ting som fire liter mælk og en honningmelon, som faldt ud af posen otte gange på vej hjem ad Vesterbrogade. Jeg har lyst til at sove. Eller gå i bad. Eller aldrig at tænke på kage igen.
13.00-15.00: Organisering af Afternoon Tea; inklusiv bygning af lagkage, hakning af chokolade, vandbad, tackling af husblas, bagning af muffins (Forhindring no.1: Jeg kan ikke bage.), afsløring af den hemmelige opskrift bag æggesalat, sandwichmasseproduktion, frugtfad, ignorere tilstanden af mine thekopper (Forhindring no.2: Er folk ligeglade med skår? Måske.), etc.
13.35: Nikolai ankommer, påbegynder oprydning af lejlighed. Jeg er nået til at have et overblik over lagkagens individuelle dele, samt at have lagt frugt på fad.
14.05: Specialtropperne indkaldes: Jeg ringer til Marie-Louise og trygler om hjælp, og hun anokmmer beredvilligt, løser æggesalatens gåde og laver en million sandwich samt varmer kakaoen. Jeg når imellemtiden mærkværdigt let og hurtigt gennem muffinbagningen.
14.30: Nikolai har ryddet hel elejligheden op. Jeg går ind og flytter om på en peberkværn og et saltkar og mumler noget desorienteret om at de ikke skal stå der, og glemmer dem derefter igen, alt indenfor et minut. Jeg burde tage en lur nu. Jeg er virkelig rodet i hovedet, men kæmper med det, og viljen til sejr er stor.
15.00: Alle er forsinket. Hurra.
15.15: Vi har faktisk alt på bordet: Lagkage, muffins, sandwich, boller, frugt inkl. flugtmelonen, tallerkner, skårede kopper, kaffe, thé og kakao. Nikolai har pisket fire liter flødeskum, fordi jeg i min tågede tilstand kom til at svare ja, da han spurgte, om han skulle bruge al fløden.
15.20-17.00: Nu har vi også gæster. Mormor, morfar, farmor, far, mor, Thomas og Iben, samt mit toptrænede team Marie-Louise og Nikolai kan nu tage den med ro. Vi spiser, jeg får skønne gaver, det er hyggeligt, og vi har kun en bekymring: Er David ved at blive arresteret i aktion G13, noget storstilet BZ i nordvest for Ungdomshuset?
17.00: De fleste gæster er gået igen, mætte og tilfredse. Dejligt at se dem her, kan godt lide, når mit hjem også er et sted, der tælle på familie-Krak-kortet. David har ringet, han er rystet men ikke arresteret. Han kommer forbi - han får kage, og de går hjem. Så tar' vi lige en lur.
20.30-21.15: Vågner fra lur. På med tøj, bestil fastfood, spis, gøre os fine igen, og så til fest.
21.30-03.20: Fest. Med festaben Nikolai i forreste geled. Jeg er træt men glad, glad, glad.
03.30: Nikolai har fået hørt sit sidste musikønske med Tatu, og kan nu eskorteres fra festen af to hærdebræde mænd uden at stritte nævneværdigt imod. Jeg er taknemmelig. Nu skal vi sove.
Lidt af en weekend. Ikke bare druk, det kan alle sgu' finde ud af og det er efterhånden lidt overurderet, mener jeg - men kærlighed, venner, overraskelser, folk der mødte hinanden for første gang med stor succes, fandenivoldsk fest og champagne - det er sådan en omgang, der giver kloden, jeg bor på, et lille skub, så den kan køre med frisk, frejdig og fornyet hast rundt og rundt igen.
lørdag, september 08, 2007
... i Aaaafrika, Aaafrika..!
Så er dagen oprunden, hvor familien Lungebok/Kosten Pjoddersen + associates Jersin og Schulz letter rumpetterne og flyver til Sydafrika.
Vi skal jo ud at jage, og at bo i telte og at gå i ørkenstøvler. Men selvom der er så meget kahki-farvet tøj med, at Banana Republic ville få seriøs konkurrence hvis vi åbnede et udsalg i lufthavnen, så forudser jeg at det bliver mindre "Min afrikanske farm" og mere "Ørkenens Sønner".
Turens motto er sågar hentet fra de fire midaldrende sjoferters sommerrevy i år: "Altid på jagt efter eventyr - Altid i kamp med de vilde dyr!"
Jeg var i Afrika da jeg var 12-13 år gammel med Mor, Far, David og lille Thomas, nærmere betegnet Kenya - som jo er noget nordligere end vi skal nu - og det husker jeg som en stor, stor oplevelse.
Ikke kun fordi jeg fik malaria og fordi Thomas kastede op på gulvet i en restaurant og skvattede i en sø af flamingobæ, men også på grund af den helt anderledes enorme natur, og den nærhed, man oplevede som lille menneskeflok midt i det vilde.
Og ja - det var rimeligt vildt. Årsagen til at jeg fik malaria var fx., at jeg en nat skulle tisse, men opgav at gå hele vejen ud til toilet-teltet (Et telt med en skammel i), fordi der var for mange vilde elefanter, der trampede på det den nat.
Så jeg stak lige ud af teltet i stedte, men lod være at tage sko, bukser og strømper på, da jeg kun lige skulle ud, og blev derfor stukket af en ækel besmittet myg lige på anklen.
Og så var der fire dages nedtælling, før jeg vågnede en nat og skulle tisse igen - men denne gang var problemet, at mine ben pludselig var som smør, og jeg måtte kravle ud på badeværelset (Vi var nu på hotel) med dem slæbende efter mig. Og det mærkeligste ved det var, at jeg var ret ligeglad, og lagde mig til at sove igen bagefter. Sådan er det, når man har meget, meget høj feber.
Da jeg blev fundet næste morgen, blev jeg slæbt på mine slatne ben til et landsbylazret. Her huserede en enorm sort kvinde i en klassisk sygeplejerskeuniform med lille serviet på hovedet og det hele. Hun gav mig en pille så stor som en golfbold.
"Hvis det er malaria, slår den det ned. Hvis den ikke slår det ned, så ved jeg ikke hvad det er. Næste!", sagde hun.
Jeg husker en vis ængstelighed gennem febertågen. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan min mor, som var ved sine fulde fem, havde det lige der. Værre end patienten, vil jeg tro.
Men golfbolden lavde Hole In One. I to dage rekonvalcerede jeg på et nyt hotel på et bjerg, i et lille hus med påskegul sengehimmel og samt udsigt til en sø fyldt med pinke flamingoer (Jeg husker min opvågnen som ret syret og væsentligt mindre virkelighedstro end feberen).
Derfor gik jeg også glip af Thomas' finte i flamingo-bæen, som dog heldigvis blev optaget på video, og som gav ham øgenavnet "Guano-skvatteren" for en kort tid.
Men jeg så ham kaste op på restaurantgulvet aftenen efter, og det var fair nok. Thomas var et sart barn når det slog ham. Og den forkælede italienske unge, der sad ved bordet ved siden af, spiste altså virkelig ulækkert.
Det lyder ret fækalie-agtigt det hele, men det er jo ofte ting med bæ og bræk, der skaber en god oplevelse for et bredt publikum. Men det var en vidunderlig tur, med mange andre oplevelser: Dyr, natur, dyr, vidunderlige stjernehimle, David og far, der fik diarré, fantastiske hoteller, kolde morgener og hede dage, dyr, nye venner og natur.
Det er vist sådan at Afrika er, og det glæder jeg mig meget til at opleve igen - som den person jeg er nu, og med dem, min familie er nu: Ældre, mere erfarne, bevæbnede, højere, og med bedre malariamedicin og mere stabil tarmflora.
Det bliver bedre dag for dag.
Vi skal jo ud at jage, og at bo i telte og at gå i ørkenstøvler. Men selvom der er så meget kahki-farvet tøj med, at Banana Republic ville få seriøs konkurrence hvis vi åbnede et udsalg i lufthavnen, så forudser jeg at det bliver mindre "Min afrikanske farm" og mere "Ørkenens Sønner".
Turens motto er sågar hentet fra de fire midaldrende sjoferters sommerrevy i år: "Altid på jagt efter eventyr - Altid i kamp med de vilde dyr!"
Jeg var i Afrika da jeg var 12-13 år gammel med Mor, Far, David og lille Thomas, nærmere betegnet Kenya - som jo er noget nordligere end vi skal nu - og det husker jeg som en stor, stor oplevelse.
Ikke kun fordi jeg fik malaria og fordi Thomas kastede op på gulvet i en restaurant og skvattede i en sø af flamingobæ, men også på grund af den helt anderledes enorme natur, og den nærhed, man oplevede som lille menneskeflok midt i det vilde.
Og ja - det var rimeligt vildt. Årsagen til at jeg fik malaria var fx., at jeg en nat skulle tisse, men opgav at gå hele vejen ud til toilet-teltet (Et telt med en skammel i), fordi der var for mange vilde elefanter, der trampede på det den nat.
Så jeg stak lige ud af teltet i stedte, men lod være at tage sko, bukser og strømper på, da jeg kun lige skulle ud, og blev derfor stukket af en ækel besmittet myg lige på anklen.
Og så var der fire dages nedtælling, før jeg vågnede en nat og skulle tisse igen - men denne gang var problemet, at mine ben pludselig var som smør, og jeg måtte kravle ud på badeværelset (Vi var nu på hotel) med dem slæbende efter mig. Og det mærkeligste ved det var, at jeg var ret ligeglad, og lagde mig til at sove igen bagefter. Sådan er det, når man har meget, meget høj feber.
Da jeg blev fundet næste morgen, blev jeg slæbt på mine slatne ben til et landsbylazret. Her huserede en enorm sort kvinde i en klassisk sygeplejerskeuniform med lille serviet på hovedet og det hele. Hun gav mig en pille så stor som en golfbold.
"Hvis det er malaria, slår den det ned. Hvis den ikke slår det ned, så ved jeg ikke hvad det er. Næste!", sagde hun.
Jeg husker en vis ængstelighed gennem febertågen. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan min mor, som var ved sine fulde fem, havde det lige der. Værre end patienten, vil jeg tro.
Men golfbolden lavde Hole In One. I to dage rekonvalcerede jeg på et nyt hotel på et bjerg, i et lille hus med påskegul sengehimmel og samt udsigt til en sø fyldt med pinke flamingoer (Jeg husker min opvågnen som ret syret og væsentligt mindre virkelighedstro end feberen).
Derfor gik jeg også glip af Thomas' finte i flamingo-bæen, som dog heldigvis blev optaget på video, og som gav ham øgenavnet "Guano-skvatteren" for en kort tid.
Men jeg så ham kaste op på restaurantgulvet aftenen efter, og det var fair nok. Thomas var et sart barn når det slog ham. Og den forkælede italienske unge, der sad ved bordet ved siden af, spiste altså virkelig ulækkert.
Det lyder ret fækalie-agtigt det hele, men det er jo ofte ting med bæ og bræk, der skaber en god oplevelse for et bredt publikum. Men det var en vidunderlig tur, med mange andre oplevelser: Dyr, natur, dyr, vidunderlige stjernehimle, David og far, der fik diarré, fantastiske hoteller, kolde morgener og hede dage, dyr, nye venner og natur.
Det er vist sådan at Afrika er, og det glæder jeg mig meget til at opleve igen - som den person jeg er nu, og med dem, min familie er nu: Ældre, mere erfarne, bevæbnede, højere, og med bedre malariamedicin og mere stabil tarmflora.
Det bliver bedre dag for dag.
lørdag, august 04, 2007
... klartskuende
Den gode nyhed først: Jeg har fået kontaktlinser. På tide, kunne man mene, da jeg har -2,75 på begge øjne, og er for forfængelig til at bruge briller til hverdag. Så reelt set er alt i min synsvinkel, som er udenfor en afstand af 30 centimeter, et akvarelmaleri lavet af en 8-årig.
Og nu den dårlige: Hvis det "at have fået kontaktlinser" kan opfattes som at jeg nu permanent bruger kontaktlinser hver dag, så er det forkert. For det har vist sig at være et ufatteligt bøvl at få en rutine i gang med skidtet.
Jeg har købt mine linser hos en Discount-kæde, som er billig og som regel også god hvad angår service - det ved jeg fra brillekøb. Men nu da vi har bevæget sig ind på et mere kompliceret område, hvor der er mere fysisk kontakt og mere logistik involveret, så begynder tingene at blive mere vanskelige.
Min interaktion med min optiker er meget mærkelig. Eller rettere, mine optikere, for hos Discount-kæden er der flere optikere, der kan tage sig af én.
Den første jeg traf, og som solgte mig idéen om linser i første omgang, er en spidsnæset, arrogant halsklud-og-perleørenringe-pige med en overlegen mine og et udtryk af mellemsvær irritation over kunder generelt og lige præcis denne kunde i særdeleshed.
Det var super-duper hyggeligt at sidde med ansigtet 20 centimeter fra hende og prøve at sætte linser i for første gang, med sveden haglende og tårerne plaskende ud af mine genstidige øjne, der klappede i som en papparazzi-blænde hver gang jeg nærmede mig med linsen.
Hende undgår jeg helst.
Den anden er solid pige med en venlig, bekymret attitude. Hun skræmmer mig paradoksalt nok fra vid og sans.
Da jeg var til tjek hos hende første gang, sad jeg lidt og ventede for mig selv i et rum med en stor plakat fuld af totalskadede øjne. Det var øjnenes rædselskabinet: Mælkede zombieglugger, høj-rødsprængte øjenæbler, betændt blindhed og andre ting, der så grotesk smertefulde ud.
Da optikeren kom ind, spurgte jeg, hvad de billeder forestillede. "Det er den slags skader du kan få ved kontaktlinser, hvis du fx. får en ridse på hornhinden", svarede hun. Hvorefter hun kiggede mig i øjet, så alvorligt på mig og sagde: "Du har en ridse på hornhinden."
Jeg var muligvis lidt svær at tale ned derefter.
Men vi kom videre, jeg fik lidt teknik til udtagningen, jeg unlod at gå med linser i tre dage, fik dem på igen, gik til nyt tjek - for at få at vide, at jeg nu havde lavet ridser i begge hornhinder.
Og så så hun på mig med store, bekymrede øjne, der rystede mig endnu mere end jeg i forvejen var.
Jeg må have været helt hvid i ansigtet, for den samvittighedsfulde optiker sagde: "Det er klart du fik et chock ved den ridse sidste gang. Og så har du svært ved at styre det. Men bare rolig - du skal nok lære det", som om jeg havde mistet hele min familie i en zeppelinerulykke og nu skulle lære at gå igennem en Sportmaster og passere hylden med Footballs uden at få et skrige-fit.
Så forklarede hun mig (Igen) tålmodigt hvordan jeg skal "twiste" mine fingre, så neglen (Hvilken negl?!?) ikke ridser hornhinden. Og hun demonstrerede noget med øjet, hvor hun trækker linser ud i siden, så der er mere hvidt at trykke på.
Og jeg forsøgte at tage det til mig, vel vidende at en optikers øjen-controls er urealistisk heftige, og at mit eget øje er en særdeles kampberedt klump gele, som lukker og dodger som en professionel bokser. Og så gik jeg trist derfra, med yderligere tre dages linse-karantæne.
Jeg bryder mig ikke om at blive meget skræmt af en pige i æggegul polotrøje med firmalogo på. Så jeg vil prøve at undgå hende også.
Den tredje optiker er den, jeg bedst kan lide. Hun er en tynd, imødekommende kvinde, som sympatiserede med min bekymring for linser på Roskildefestival - fordi hun selv havde været der. Hun er sød og lidt goofy, og det virker som om at hende med opstoppernæsen og perleørenringene undertrykker hende lidt.
Problemet er bare, at hun er det svageste led rent optikermæssigt. Hun er konstant lidt forfjamsket og har mildt sagt ikke særligt godt tjek på sagerne.
Hun gav mig for høj styrke første gang jeg fik linser med hjem, hvilket gav mig hovedpine i en uge. Og derefter gav hun mig linser med forkert krumning, så de hele tiden gled nedad i øjet. Resultatet var, som når der kommer vand ind mellem dobbelte ruder - bare i mit øje.
Så hende tør jeg ikke rigtig satse på heller.
Og så har jeg slet ikke nævnt den mandlige optiker, der ville skændes med mig om hvorvidt jeg var fem minutter forsinket eller ej (Det var jeg og jeg indrømmede det, men det var ikke nok. Der skulle blod på disken), eller det faktum, at den første sending linser i skrivende stund ikke er nået herhjem til mig, skønt den blev afsendt 18. juli.
Discountkædens eneste forklaring er at skyde skylden på Postdanmark. Hvilket sikkert er helt korrekt, og noget jeg selv ville gøre når som helst, men det er også meget let, ikke?
Alt i alt er det sgu' noget lort indtil videre - også set i betragtning af, at mine øjne aktivt forsøger at frastøde skidtet hvert sekund de er i, og at jeg ikke kan finde ud af det med at tage dem ud uden at forette skade på mine øjne.
Men alligevel: Når jeg har dem på og har fred for svie, kradsen og kløe et øjeblik, måske fordi min øjnes nerver er lammet af ubehag-overdosis, så er det så vidunderligt at kunne se igen - lige så klart som alle andre kan.
Jeg fortæller hele tiden folk hvor smukke stjernerne/træerne/skyerne/gadelamperne er, fordi det virkelig slår mig gang på gang - at hele virkeligheden står så skarpt!
Og folk tænker: "Hun mangler virkelig inspiration. Om lidt snakker vi om vejret eller kongehuset." Men der tager de fejl. Jeg har bare fået øjnene op. Og derfor bliver vi ved, stædigt, til trods for bøvlet.
Så længe jeg ikke ender på anskuelsesplakaten om øjenskader fra Helvede, er det det hele værd.
Og nu den dårlige: Hvis det "at have fået kontaktlinser" kan opfattes som at jeg nu permanent bruger kontaktlinser hver dag, så er det forkert. For det har vist sig at være et ufatteligt bøvl at få en rutine i gang med skidtet.
Jeg har købt mine linser hos en Discount-kæde, som er billig og som regel også god hvad angår service - det ved jeg fra brillekøb. Men nu da vi har bevæget sig ind på et mere kompliceret område, hvor der er mere fysisk kontakt og mere logistik involveret, så begynder tingene at blive mere vanskelige.
Min interaktion med min optiker er meget mærkelig. Eller rettere, mine optikere, for hos Discount-kæden er der flere optikere, der kan tage sig af én.
Den første jeg traf, og som solgte mig idéen om linser i første omgang, er en spidsnæset, arrogant halsklud-og-perleørenringe-pige med en overlegen mine og et udtryk af mellemsvær irritation over kunder generelt og lige præcis denne kunde i særdeleshed.
Det var super-duper hyggeligt at sidde med ansigtet 20 centimeter fra hende og prøve at sætte linser i for første gang, med sveden haglende og tårerne plaskende ud af mine genstidige øjne, der klappede i som en papparazzi-blænde hver gang jeg nærmede mig med linsen.
Hende undgår jeg helst.
Den anden er solid pige med en venlig, bekymret attitude. Hun skræmmer mig paradoksalt nok fra vid og sans.
Da jeg var til tjek hos hende første gang, sad jeg lidt og ventede for mig selv i et rum med en stor plakat fuld af totalskadede øjne. Det var øjnenes rædselskabinet: Mælkede zombieglugger, høj-rødsprængte øjenæbler, betændt blindhed og andre ting, der så grotesk smertefulde ud.
Da optikeren kom ind, spurgte jeg, hvad de billeder forestillede. "Det er den slags skader du kan få ved kontaktlinser, hvis du fx. får en ridse på hornhinden", svarede hun. Hvorefter hun kiggede mig i øjet, så alvorligt på mig og sagde: "Du har en ridse på hornhinden."
Jeg var muligvis lidt svær at tale ned derefter.
Men vi kom videre, jeg fik lidt teknik til udtagningen, jeg unlod at gå med linser i tre dage, fik dem på igen, gik til nyt tjek - for at få at vide, at jeg nu havde lavet ridser i begge hornhinder.
Og så så hun på mig med store, bekymrede øjne, der rystede mig endnu mere end jeg i forvejen var.
Jeg må have været helt hvid i ansigtet, for den samvittighedsfulde optiker sagde: "Det er klart du fik et chock ved den ridse sidste gang. Og så har du svært ved at styre det. Men bare rolig - du skal nok lære det", som om jeg havde mistet hele min familie i en zeppelinerulykke og nu skulle lære at gå igennem en Sportmaster og passere hylden med Footballs uden at få et skrige-fit.
Så forklarede hun mig (Igen) tålmodigt hvordan jeg skal "twiste" mine fingre, så neglen (Hvilken negl?!?) ikke ridser hornhinden. Og hun demonstrerede noget med øjet, hvor hun trækker linser ud i siden, så der er mere hvidt at trykke på.
Og jeg forsøgte at tage det til mig, vel vidende at en optikers øjen-controls er urealistisk heftige, og at mit eget øje er en særdeles kampberedt klump gele, som lukker og dodger som en professionel bokser. Og så gik jeg trist derfra, med yderligere tre dages linse-karantæne.
Jeg bryder mig ikke om at blive meget skræmt af en pige i æggegul polotrøje med firmalogo på. Så jeg vil prøve at undgå hende også.
Den tredje optiker er den, jeg bedst kan lide. Hun er en tynd, imødekommende kvinde, som sympatiserede med min bekymring for linser på Roskildefestival - fordi hun selv havde været der. Hun er sød og lidt goofy, og det virker som om at hende med opstoppernæsen og perleørenringene undertrykker hende lidt.
Problemet er bare, at hun er det svageste led rent optikermæssigt. Hun er konstant lidt forfjamsket og har mildt sagt ikke særligt godt tjek på sagerne.
Hun gav mig for høj styrke første gang jeg fik linser med hjem, hvilket gav mig hovedpine i en uge. Og derefter gav hun mig linser med forkert krumning, så de hele tiden gled nedad i øjet. Resultatet var, som når der kommer vand ind mellem dobbelte ruder - bare i mit øje.
Så hende tør jeg ikke rigtig satse på heller.
Og så har jeg slet ikke nævnt den mandlige optiker, der ville skændes med mig om hvorvidt jeg var fem minutter forsinket eller ej (Det var jeg og jeg indrømmede det, men det var ikke nok. Der skulle blod på disken), eller det faktum, at den første sending linser i skrivende stund ikke er nået herhjem til mig, skønt den blev afsendt 18. juli.
Discountkædens eneste forklaring er at skyde skylden på Postdanmark. Hvilket sikkert er helt korrekt, og noget jeg selv ville gøre når som helst, men det er også meget let, ikke?
Alt i alt er det sgu' noget lort indtil videre - også set i betragtning af, at mine øjne aktivt forsøger at frastøde skidtet hvert sekund de er i, og at jeg ikke kan finde ud af det med at tage dem ud uden at forette skade på mine øjne.
Men alligevel: Når jeg har dem på og har fred for svie, kradsen og kløe et øjeblik, måske fordi min øjnes nerver er lammet af ubehag-overdosis, så er det så vidunderligt at kunne se igen - lige så klart som alle andre kan.
Jeg fortæller hele tiden folk hvor smukke stjernerne/træerne/skyerne/gadelamperne er, fordi det virkelig slår mig gang på gang - at hele virkeligheden står så skarpt!
Og folk tænker: "Hun mangler virkelig inspiration. Om lidt snakker vi om vejret eller kongehuset." Men der tager de fejl. Jeg har bare fået øjnene op. Og derfor bliver vi ved, stædigt, til trods for bøvlet.
Så længe jeg ikke ender på anskuelsesplakaten om øjenskader fra Helvede, er det det hele værd.
tirsdag, juli 03, 2007
...stadig tør
Har I lagt mærke til, hvor dejligt vejet er lige nu, her i nat?
Det har jeg - for jeg skal snart ud og være i det ret så megte live. Festivalen kalder, selvom jeg vil indrømme, at dens kalden er dæmpet kraftigt af mudder og lyden af den sliende regn de sidste par dage. -"Hva' siger du? Jeg kan ikke høre dig ... Ud og mærke Roskilde? Ikke på de vilkår! Tal højere!"
De seneste meldinger er dog, at alle hygger sig derned ei vandland. Og jeg har købt regnsæt, fundet røjserne frem og så forede jeg vores lejr med halm i søndags, så en vis tryhed breder sig i kroppen.
...
Okay, men den halm var altså tør og hyggelig sidst, jeg så den. Så den giver stadig tryghed til mig på distancen, selvom den nok mest giver lugt- og fugtgener til dem, der lever med den pt.
Under alle omstændigheder så har jeg et tilbud til jer, der sidder festivalløse og lumrer den bag skærmene de næste par dage. I kan følge mig på Oestrogen.dk hver dag, når jeg skriver Roskildeblog - Not-so-chick-lit, er vist blevet payoff'et. Artiklerne kommer op daglig under området Nyheder og under Kunst og Kultur - Musik. Og hver af dem er tilmed illustreret med perler fra en til lejligheden lavet fotoserie, hvor David, Nikolai, min kollega Natascha og jeg tumler rundt med bajer, telt og badeand i et Clueless-møder-Roskildes-finest -setup.
Selv Allers husfotograf synes det var sjovt - sagde han. Så om ikke andet for billedernes skyld, tag et kig forbi Oestrogen-banken i weekendens løb. Måske er der også nogle, I kender, nævnt hist og pist i mellem linjerne.
Hyg jer, tørre tøsedrenge! Jeg er ude!
:D Marie
Det har jeg - for jeg skal snart ud og være i det ret så megte live. Festivalen kalder, selvom jeg vil indrømme, at dens kalden er dæmpet kraftigt af mudder og lyden af den sliende regn de sidste par dage. -"Hva' siger du? Jeg kan ikke høre dig ... Ud og mærke Roskilde? Ikke på de vilkår! Tal højere!"
De seneste meldinger er dog, at alle hygger sig derned ei vandland. Og jeg har købt regnsæt, fundet røjserne frem og så forede jeg vores lejr med halm i søndags, så en vis tryhed breder sig i kroppen.
...
Okay, men den halm var altså tør og hyggelig sidst, jeg så den. Så den giver stadig tryghed til mig på distancen, selvom den nok mest giver lugt- og fugtgener til dem, der lever med den pt.
Under alle omstændigheder så har jeg et tilbud til jer, der sidder festivalløse og lumrer den bag skærmene de næste par dage. I kan følge mig på Oestrogen.dk hver dag, når jeg skriver Roskildeblog - Not-so-chick-lit, er vist blevet payoff'et. Artiklerne kommer op daglig under området Nyheder og under Kunst og Kultur - Musik. Og hver af dem er tilmed illustreret med perler fra en til lejligheden lavet fotoserie, hvor David, Nikolai, min kollega Natascha og jeg tumler rundt med bajer, telt og badeand i et Clueless-møder-Roskildes-finest -setup.
Selv Allers husfotograf synes det var sjovt - sagde han. Så om ikke andet for billedernes skyld, tag et kig forbi Oestrogen-banken i weekendens løb. Måske er der også nogle, I kender, nævnt hist og pist i mellem linjerne.
Hyg jer, tørre tøsedrenge! Jeg er ude!
:D Marie
Abonner på:
Indlæg (Atom)
