onsdag, februar 13, 2008

...ikke opdaget

Jeg troede, at det her blog som fænomen var overstået: Når alle fra Uffe Ellemann til Johnny fra Skjern har en, og hele TV2 hjemmeside er mere eller mindre skiftet ud med egne journalisters marinering i deres egne programmers fortræffeligheder og/eller forglemmelser, så må det vist være tid at lægge en hype alvorligt død.

Og død er hypen da også. I en sådan grad, at det at sige at man har en blog i min opfattelse i dag betragtes på linje med at udtale, at man stadig mener at Windows er the shit hvad angår styreprogrammer eller at Munthe og Simonsen er dansk mode, der rykker.

Du ved - "Jeg er med på beatet"-typen, der slet, slet, slet, SLET ikke er med på noget beat, hverken i 2-, 3-, eller 4-fjerdedelstakt.

Men dre er åbenbart stadig folk, der holder ved at blogge. Og som bliver til noget ved musikken ved at gøre så. Som fx. en af de for to års tid siden notoriske singlebloggere, hvoraf den mest berømte må være min føromtalte tidligere kollega, søde og kloge Charlotte Haase med sin Spacemermaid. Hende med bogen, ja. Dk's første blogroman.

Men en af hendes medsøstre er kaldet Singleton, aka Malene Weyböll, og hun er åbenbart blevet radiovært. Jeg ved ikek på hvad på P3, men Anders som arbejder i web-afdelingen herude hos Aller, kender hende, og fortæller, at det er en slags program med omvendt Hvem vil være millionær-struktur, så vidt jeg kan forstå.

Folk ringer ind, stiller et valgfrit spørgsmål til the artist formerly known as Singleton, og så har hun et kvarter til at svare på det. Alle hjælpemidler er tilladt.

Okay. Ophidsende koncept, umiddelbart. Det minder mig om, hvad jeg ville føle ved at se andre lægge kabale gennem en rude, mens de fik hjælp til det af deres onkel. Ja, jeg ved ikke helt hvorfor. Noget med graden af opfindsomhed og risiko.

Men uanset hvor dødssygt, det lyder, er jeg naturligvis drønfornærmet over ikke at være blevet opdaget på grund af min indsats for blogkulturen i DK.
Om ikke andet for variation og originalitet.

Alle andre bloggere har fandme fået en klumme i en gratisavis eller et kabel-tv-show eller en radiomikrofon at bræge ind i. Eller en bog- eller pladekontrakt, eller et VIP-kort, eller bare et fucking GO-cart! Und-tagen mig!

Jeg mener, hvem andre har både posts om tandlægebesøg, A-kasse, goth-koncerter, Irlands historie og bryllupsangst? Hvem har udleveret sine venner til skade for deres karriere? Hvem har lagt et billede af sig selv op som er så forvrænget, at hendes bror nægter at se på det? Hvem har talt for japansk prinsesse Masakos ret til ikke at føde drengebørn, og hvem har listet de fem mest overpricede ting i verden?

Hvem, spørger jeg bare, sagde vi jeg var...?

Men jeg ved, hvad der er galt. Jeg ved hvorfor jeg ikke er blevet spottet til et job som klummeskribent eller radiovært. Årsagen er dem samme som gør, at det er federe at høre historier fra dine singlesvenners natteliv end fra dine parvenners. Der er mere kusse, kasse og klaver i singlelivet.

Jeg har haft en blog med et parforhold. Og det er singlebloggerne, der ruler bloggosfæren. Der skal være hyppige dates og onenighters galore. Ak ja.

Det har 100% ikke noget at gøre med, at jeg skriver en gang om måneden, og at jeg har tre læsere på de bedste dage.

100%...

søndag, januar 27, 2008

...i spaaaaaaaaahh....

Jeg arbejder jo på det her kvindemagasin på nettet, http://www.oestrogen.dk/. Og der skriver vi om de ting, kvinder i følge målgruppeanalyser gerne vil læse om. Sådan noget som sex, samliv og spa.

Spaaaaa.... er der andre end mig, der får pels på tænderne bare af ordet efterhånden? Det tror jeg nok, at der er.

Men vi lagde alligevel det redaktionelle år ud med et spa-tema, og det var mig selv, der valgte det.

Årsagen var i høj grad, at før vi gik på juleferie var udsigterne til januar så uoverskueligt rædsomme, og tanken om at synke ned i varme dampe for at skyde virkeligheden fra sig allerede i uge 2, var meget trøstende for sjælen.

Så der stod vi med spa. Og det blev faktisk et helt ok tema, med lidt af hvert i dullegenren.

Men midt på ugen fik jeg simpelthen brug for at dukke op efter luft.

Jeg kunne ikke leve med, at SelvNess-bølgen endnu engang skvulpede derudad, med reperæsentanter for journaliststanden (Eller spinatfugle-standen) som velplejede mikrofonholdere for aromaterapi og hot-stone massage.

Og samtidig nægtede jeg at tro, at der ikke sad nogle kvinder derude, som også syntes, at livsvisdom kanaliseret gennem creme samt udnævnelsen af spa-indehavere til orakler er ved at være lige i overkanten.

Så jeg brød ud af dampene med en af mine klassiske udladninger af galde og spydighed, og bragte det på sitet som dagens temaartikel. Det føltes knaldeme godt.

For hvad er det egentlig med det dér spa?

Lad os starte med at slå fast: Det ér dejligt – næsten alt hvad der har med spa at gøre. Fred, ro, lækre dufte, bløde cremer, renhed, afslapning, frisk glød og fornyet energi.

Men alligevel kan begrebet spa godt komme til at få en kvalmefremkaldene effekt, efterhånden som det er blevet fast inventar på alt fra provinshoteller til Nettos spotvare-showergel.

Hvad er det med det spa? Hvorfor er det over alt, og hvad er det, det betyder i vores kultur, hvor det har skubbet coach af pinden som the thing to say and do – indtil alle kaster op.?

Først og fremmest er der ordet selv: Spa. Hvordan udtales det egentlig?

Er det med kort, fladt A som i Abe? - Så går tankerne straks til byggemarkedskatalogets Mallorcamodel i turkisblå plast, med kunstig træbeklædning og garanti for koli-bakterier i boblerne efter blot få bade.

Eller skal det siges på den måde, vi alle lærte af Ole Henriksen i hans one-man-and-another-man-show på TV2 dette efterår: Spaaaaa... – med et langt, dybt, kælent ahhhh i enden?

For så er vi med ét ovre i noget vældig fornemt – en verden hvor, ord som wellness og skønhedsguru er noget, man bruger med stor alvor.

At ordet Guru – helseguru, skønhedsguru, fitnessguru – dukker op gang på gang i det her miljø, siger en del om den stemning, der ligger som en velduftende, men lige vel tung, damp over spa-fænomenet.

Guru er det indiske ord for læremester udi åndelige sager, og det er ikke nogen nyhed, at krop og personlig helse efterhånden har afløst det religiøse område som der, bevidste mennesker søger til når de søger ophøjethed og indre balance.

Min Krop er mit Tempel var 1980’ernes aerobic-og-fitness-diciples slogan, og de lavede ab-crunches og kværnede kinakål. Men åhhh… over et par årtier blev det også lidt hårdt med al den motion og al den kål.

Så uden at skifte fokus væk fra os selv, fandt vi mere komfortable løsninger, så fitness blev skiftet ud med wellness, og vi i dag kan sige: Min Spa er mit Tempel.

Her behøver du ikke at yde – du skal kun nyde. Alle handlinger udføres af andre agenter: Massører, aktive cremer eller aromadampe med dynamisk effekt på blodomløbet. Du kan bare lægge pengene and kick back and relax – og ud kommer du med et fornyet image som afbalanceret, hipt overskudsmenneske.

Det har aldrig været lettere at pleje glorien om egoet – du kan endda friske den op med den lille spray med thermisk spa-vand i tasken!

Ak ja, ak ja.... Man kan ikke gøre meget andet end at vente på, at dampen går af spa-ballonen, og hype’en lægger sig. At bodyscrub mister sin magi, og at muddermaskerne kastes.

Så vil det, der er tilbage af spa, forhåbentlig bare være det rare, det velgørende og den fornyede energi. Helt uden selvfedme, snobberi og selvindsigt på spraydåse.

Ps. Er du en af de mandlige læsere på bloggen her? I så fald: You've been punked! Du har lige læst en artikel fra et kvindesite. Det meste af det, i al fald....