lørdag, september 08, 2007

... i Aaaafrika, Aaafrika..!

Så er dagen oprunden, hvor familien Lungebok/Kosten Pjoddersen + associates Jersin og Schulz letter rumpetterne og flyver til Sydafrika.

Vi skal jo ud at jage, og at bo i telte og at gå i ørkenstøvler. Men selvom der er så meget kahki-farvet tøj med, at Banana Republic ville få seriøs konkurrence hvis vi åbnede et udsalg i lufthavnen, så forudser jeg at det bliver mindre "Min afrikanske farm" og mere "Ørkenens Sønner".

Turens motto er sågar hentet fra de fire midaldrende sjoferters sommerrevy i år: "Altid på jagt efter eventyr - Altid i kamp med de vilde dyr!"

Jeg var i Afrika da jeg var 12-13 år gammel med Mor, Far, David og lille Thomas, nærmere betegnet Kenya - som jo er noget nordligere end vi skal nu - og det husker jeg som en stor, stor oplevelse.

Ikke kun fordi jeg fik malaria og fordi Thomas kastede op på gulvet i en restaurant og skvattede i en sø af flamingobæ, men også på grund af den helt anderledes enorme natur, og den nærhed, man oplevede som lille menneskeflok midt i det vilde.

Og ja - det var rimeligt vildt. Årsagen til at jeg fik malaria var fx., at jeg en nat skulle tisse, men opgav at gå hele vejen ud til toilet-teltet (Et telt med en skammel i), fordi der var for mange vilde elefanter, der trampede på det den nat.

Så jeg stak lige ud af teltet i stedte, men lod være at tage sko, bukser og strømper på, da jeg kun lige skulle ud, og blev derfor stukket af en ækel besmittet myg lige på anklen.

Og så var der fire dages nedtælling, før jeg vågnede en nat og skulle tisse igen - men denne gang var problemet, at mine ben pludselig var som smør, og jeg måtte kravle ud på badeværelset (Vi var nu på hotel) med dem slæbende efter mig. Og det mærkeligste ved det var, at jeg var ret ligeglad, og lagde mig til at sove igen bagefter. Sådan er det, når man har meget, meget høj feber.

Da jeg blev fundet næste morgen, blev jeg slæbt på mine slatne ben til et landsbylazret. Her huserede en enorm sort kvinde i en klassisk sygeplejerskeuniform med lille serviet på hovedet og det hele. Hun gav mig en pille så stor som en golfbold.

"Hvis det er malaria, slår den det ned. Hvis den ikke slår det ned, så ved jeg ikke hvad det er. Næste!", sagde hun.

Jeg husker en vis ængstelighed gennem febertågen. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan min mor, som var ved sine fulde fem, havde det lige der. Værre end patienten, vil jeg tro.

Men golfbolden lavde Hole In One. I to dage rekonvalcerede jeg på et nyt hotel på et bjerg, i et lille hus med påskegul sengehimmel og samt udsigt til en sø fyldt med pinke flamingoer (Jeg husker min opvågnen som ret syret og væsentligt mindre virkelighedstro end feberen).

Derfor gik jeg også glip af Thomas' finte i flamingo-bæen, som dog heldigvis blev optaget på video, og som gav ham øgenavnet "Guano-skvatteren" for en kort tid.

Men jeg så ham kaste op på restaurantgulvet aftenen efter, og det var fair nok. Thomas var et sart barn når det slog ham. Og den forkælede italienske unge, der sad ved bordet ved siden af, spiste altså virkelig ulækkert.

Det lyder ret fækalie-agtigt det hele, men det er jo ofte ting med bæ og bræk, der skaber en god oplevelse for et bredt publikum. Men det var en vidunderlig tur, med mange andre oplevelser: Dyr, natur, dyr, vidunderlige stjernehimle, David og far, der fik diarré, fantastiske hoteller, kolde morgener og hede dage, dyr, nye venner og natur.

Det er vist sådan at Afrika er, og det glæder jeg mig meget til at opleve igen - som den person jeg er nu, og med dem, min familie er nu: Ældre, mere erfarne, bevæbnede, højere, og med bedre malariamedicin og mere stabil tarmflora.

Det bliver bedre dag for dag.