fredag, juni 18, 2010

...egojæger?

I dag sendte P1 en trevejsdiskussion om jagt og jagtlitteratur i Kulturkontoret v. Kathrine Nyland Sørensen (som åbenbart selv er jæger).

Link: Her.

Og det var ganske sjovt. Medvirkende var Klaus Rifbjerg, Natascha Illum Berg og Rane Wilerslev.

Den første behøver ingen introduktion, udover at han netop har udgivet en bog med jagthistorier, '..så kom en hæslig jæger.' Anmeldt her.

Den anden, Illum Berg, er professionel jæger i Tanzania og ret succesfuld som sådan, og med et par damatiske livskapitler og et Karen Blixen-kompleks i bagagen, samt forfatter til et par bøger om jagt og deslige. Se HP her.

Den tredje, Willerslev, er lektor i antropologi på Århus Universitet, og en slags Indiana Jones, hvis Indy havde været mere til at jage storvildt i Sibirien end religiøse artefakter. Han er medlem af Eventyrernes Klub og formentlig en af de få af den efterhånden ret støvede garde derinde, der virkelig har oplevet eventyr i de seneste 200 år: Han har levet og jaget med Sibiriens nomadefolk Yukagirerne i flere omgange, og han har forsøgt at bekæmpe den russiske pelsmafia på egen hånd, hvilket resulterede i at de begyndte at bekæmpe ham, og han måtte flygte ud til sine yukagiriske venner og leve skjult blandt dem.
Information skriver om det hele og hans første bog, her.

(Og så kender jeg han lidt fra old times, hvor jeg lavede illustrationer til hans Phd.-afhandling. Det betød, at jeg havde sibirisk pelstøj og spyd og ting i hjemmet i en måneds tid, og derefter kæmpede jeg endnu en måneds tid mod sibiriske pelsmøl...)

Det var så de mennesker, der skulle tale om jagt. Det gjorde de.
Noget af det var godt, andet var meget ambivalent, og noget klicheer.

Ranes input var det mest originale. De andre kørte lidt rundt i deres personaer og i jagtdogmerne.

Men noget der virkelig var interessant mellem linjerne i det de sagde, var, at de konstant prøvede at tale ego'et ud af jagt.

Det handlede om fællesskab og samhørighed - med naturen, vildet eller med jagtkammerater eller med noget ur-menneskeligt-kollektivt. Det er et forsøg på at retfærdiggøre af jagt, som jeg tit oplever, også hos mig selv.

Deres mission var ellers klart, at jagt ikke var noget man behøvede at retfærdiggøre, det var både naturligt, spændende og sjovt, og man skulle stå ved sin lyst og fornøjelse ved at jage.

Men det var tomme ord. For de gjorde efterfølgende meget ud af at legetimere jagt ved at nedgøre ego-elementet.

Egoprægede ting som trofæeer, prof. jagt og jagtberetninger og fotos tog de afstand fra, og anså helt klart for plat. 'Jagtporno', kaldte Illum Berg det. (Som jo lever af netop det , men fred være med det. Hun har altid defineret sig selv som hævet over sine kunder).

Hvad var der på spil i deres diskurs?

For det første den her legitimisering: Når noget handler om samhørighed, er det mere spiseligt end når det er en individuel fornøjelse.

For det andet tror jeg, at de to forfattere, som begge er ikke bare ego-mennesker på 24 karat, men også har en solid portion storsnudetheed forbundet med deres offentlige karakter, havde en trang til at markere sig som elite i forbindelse med jagt.

Selvom - eller måske netop fordi - at de lige havde snakket om, hvordan jagt var blevet demokratiseret. Nu er det ikke længere forbeholdt velhavere og jordbesiddere. Alle kan komme på jagt, og mange gør det - noget, som umiddelbart blev formidlet af Rifbjerg som værende positivt.

Men helt rart var det åbenbart ikke for de to forfatter-jægere, det med demokratiseringen. Man kunne tydeligt mærke, at jagt også som udgangspunkt tiltrak dem, fordi det var konnoteret til en høj plads i et socialt, intellektuelt, psykisk og endda åndeligt heiraki.

Men i jagt 2010 er det sociale aspekt nærmest forsvundet.

Så de måtte understrege de andre aspekter, hvor de stadig kunne hæve sig over pøblen med deres tilgang til jagt.

Diskursen blev derfor, at de her platte 'egomaner', der plaffer løs og lader sig fotografere med deres store, nedlagte dyr og hænger trofæerne op, det er ikke 'rigtige' jægere.

Det er, skal det siges, en gammel pointe som mange har skamredet gennem tiden for at skille fårene fra (rå)bukkene, og der er da også meget rigtigt i det. Jeg hader når folk fx. er laissez faire med hensyn til vildet og sikkerheden, og jeg har også svært ved at forstå, at der skal så meget vildt til, før folk bliver skyde-mætte.

Men det er stadig noget vrøvl - og noget hykleri -, synes jeg, at påstå sig hævet over ego'et som jæger. Især af Illum Berg og Rifbjerg - to mennesker, der hedder 'Ego' til mellemnavn.

At mene at man kan tænke jagt uden at tænke ego er i mine øjne en forløjet fortrængning.

Det er en naturlig del af at jage, at det er DIG der er jægeren, DIG der nedlægger, DIG der er stolt over at være løbet af med sejren i dag. Det er helt simpelt og meget tilgængeligt.

Hykleriet består i, at de to forfattere/jægere selv er kolossalt gode eksempler på, hvor meget ego og selviscenestættelse der er i jagt. De kan på INGEN måde sig sig fri for at dyrke deres jæger-ego og iscenesætte sig selv som jægere. Alene det at de bruger så meget energi i radioen på at fortælle, hvordan de som jægere er hævet over pøbel-ego-jægeren, og dermed er 'bedre' jægere, det er jo en paradering af deres eget jagt-ego.

Min mening: Jagt er sindssygt komplekst, og blandt de mange ting, som jægere har med når de går ud, er ego'et. Endda en meget oprindelig form for kontakt til det, tror jeg. Basta. (Hvilket IKKE betyder, at man ikke kan være ærlig i sin interesse og kærlighed til det. De ting kan i dén grad fungere sideløbende, og gør det for det meste).

Det skal siges, at Rane Willerslev ikke var så meget på den galej. Hans tilgang til jagt er også en helt anden vildmarksudgave end de to andres.

Men stadig, om du kalder det token eller symbol eller alter eller trofæ - det er det samme, vil jeg mene.

Og så kan man jo også spørge sig selv om, hvad der er mest selvpromoverende: At hænge en opsats op på sin private væg, eller skrive bøger til offentlig udgivelse om sine personlige jagtoplevelser (og køre hele promoturen med dem, i øvrigt)?

Så dét.

onsdag, juni 02, 2010

Sådan ser du: 'The Phantom Menace'.



'The Phantom Menace' eller Star Wars I (dvs. 4), af George Lucas:
Jeg lå i kø udenfor Imperial en hel nat sammen med sandfolk, ewoker og onkel Jacob for at få billetter til den her film.
Det samme gjorde resten af kloden, hvis ikke de var optaget af at enten købe eller producere de absurde mængder af merchandise-lort, som reebooetn af Star Wars tilsyneladende handlede om.
For det handlede i hvert fald ikke om at lave film. Alle tre nye SW-film er i bedste fald ligegyldige, og værste fald (som jeg router for) filmhistoriske katastrofer. De ødelagde ikke SW-sagaen fuldkommen, for de gamle film er stadig top-notch-underhodlning, men de svinede alligevel SWs legacy så groft til, at det aldirg bliver det samme igen.
Det gør ondt at tænke på, at de eksisterer. Det bedste er at lade være.

Sådan ser du den:
'The Phantom Menace' er ubetinget den værste af de tre plager. Og det er lige præcis hvad denne webtv-baserede anmeldelse (fundet via Frederik C. Pedersen) har fat i. Se den i stedet for filmen. Det er sjovere, væsentlig mere sammenhængende, langt mere velskrevet og effekterne er bedre:

Den er i syv afsnit, her er det første.

At nogen sviner skidtet så grundigt til, gør det på en måde mere til at holde ud. God fornøjelsen.

torsdag, april 22, 2010

...anti-Dronning

Forstå mig ret, jeg har ikke noget mod Vor Mor og er egentlig ok med kongehuset som sådan.

Men jeg fik den her opgave for Ibyen: At lave republikanerens guide til Dronningens fødselsdag, dvs. at UNDGÅ dronningens fødselsdag på dronningens fødselsdag.

Den lå på Ibyen.dk på dagen, men er nu nede. Flere har bedt om at få lov at se værket efterfølgende, så nu lægger jeg den op her. Bemærk at den jo snildt kan vendes om og ses som en grundig guide TIl Dronninge-ting. Jaja...
Værsgo':

Anti-royalistens guide til en dronningefri fredag
Er du glødende republikaner eller mærker du bare en kraftig Margrethe-mathed i anledning af regentens runde dag? Så glem alt om strøgture og museumsbesøg i dag. Tag ikke mod småpenge. Bliv indendørs. Styr udenom alle public-service kanaler på TV og radio. Og hvis nogen byder dig på en konditorkage: Just say no. Her er de steder, du skal undgå, hvis du ikke orker dagens monarkistiske massepsykose.

Bliv fra bageren
Glem alt om nybagte bagerrundstykker fredag morgen. De danske bagere og konditorer er altid på pletten, når de kongelige fylder rundt, bliver gift, døbt eller på anden vis giver anledning til et nyt stykke royalt temabagværk. Man kan undre sig over, hvad det lige er, der gør at kongehuset inspirerer bagerfaget så voldsomt med hensyn til produktudvikling. Men det er egentligt oplagt: I Danmark er det ikke en rigtig fest, hvis det ikke kan samkøres med et solidt kalorieindtag. Og hvad er mere kalorierigt end en konditorkage? Blandt de bagere der har 70-årskager i vinduet er Lagkagehuset med en kongelig dessertkage og den landsdækkende kæde KonditorBager, som har skabt en fødselsdagskage i form af et Dannebrogsflag (rød som jordbær, hvid som flødeskum). Så hvis du vil starte dagen i lykkelig glemsel med hensyn til den dronningelige fødselsdag, står den på cornflakes fra køkkenskabet her til morgen.

Hvor: Lagkagehuset og Konditorbager har afdelinger over hele landet. Se www.lagkagehuset.dk og www.konditorbager.dk

Rød alarm på museerne
De danske museer er højrisikozone for en antiroyalist i øjeblikket. Over hele landet er museerne gået i Margrethe-selvsving: Fra Skovgaardmuseet i Viborg, som viser alt hvad hendes kunstneriske højhed har produceret af malerier, akvareller, decoupager og messehagler i en stor retrospektiv udstilling, til Kronborg Slot i Helsingør, hvor kanonerne skydes af kl. 12 i dag som fødselsdagssalut. Post- og Telemuseet har også besluttet sig for at give hele landet adgang til frimærkernes poster girl nr. 1, og lavet en web-udstilling af alle de 132 forskellige dronningefrimærker på museets website. Naturligt nok er Amalienborg Museet også med på kareten, med udstillingen ’Margrethe 2.’, om udfordringerne ved at vokse op med en krone hængende over hovedet. I Hillerød kæder Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot fødselarens liv sammen med Danmarkshistorien i udstillingen ’Dronning af Danmark’. Og i Århus viser Moesgård Museum lige nu udstillingen ’Dronning Margrethe og arkæologien’, og københavnerne skal heller ikke vide sig for sikre, for til oktober flytter udstillingen over Storebælt til Nationalmuseet.

BOKS:
Hvor og hvornår:
Skovgaardmuseet, ’Margrethe II’, til 15. august.
Post- og Telemuseet, webudstilling på www.ptt.dk
Amalienborgmuseet, ’Margrethe 2’, til 19. september.
Det Nationalhistoriske Museum, Frederiksborg Slot, ’Dronning af Danmark’, til 1. august.
Moesgård Museum, ’Dronning Margrethe og arkæologien’, til 29. august. Udstillingen kan ses på Nationalmuseet, Prinsens Palais, fra oktober 2010-februar 2011.


Stormen på paladset

Advarsel: I dag er Amalienborg lig med Ørneborgen, Kong Koopas slot, Ridder Katos borg, Mount Doom. For udover politi og livgarde vil tusindvis af kongetro danskere stå vagt om regentens palads. Det er stedet, hvor alle loyale royale må og skal være i dag, og vé den oprørske republikaner, der nærmer sig. I det hele taget gør du klogest i at styre udenom hele Frederiksstaden med dine anti-monarkistiske tendenser, hvis ikke du vil have på munden med et Dannebrogsflag.
Hvis føler alligevel dig kaldet til at protestere, så glem slotspladsen. Den Republikanske Grundlovsbevægelse prøvede at få lov til at holde demonstration, men fik forbud af politiet. Slut dig i stedet til dem i Amaliehaven, hvor de samles for at holde deres egen fest for demokratiet.

Hvor: Dronningen viser sig på balkonen k. 12.
Den Republikanske Grundlovsbevægelse mødes 11.30 i Amaliehaven, der ligger på vandsiden ved siden af Amalienborg Slotsplads.


Indre by ingen adgang
Hvis du lander på Rådhuspladsen i dag, kan du lige så godt rykke direkte i fængsel. Det er slutdestinationen for den kongelige karettur, der går gennem hele byen fra Amalienborg til Københavns Rådhus. Her vil den socialdemokratiske overborgmester Frank Jensen og nogle tusinder andre af rigets kongetro tage imod regentparret. Dronning og prinsgemal spiser derpå frokost ude af sigte for offentligheden, men kl. 13.50 er freden forbi igen. Der optræder Margrethe og Henri i dagens anden balkonscene, nu på Rådhusets udhæng, hvor folket endnu engang kan gå i hurra-ekstase. Så slutter showet, for den 70-årige dame skal hjem og hvile inden aftenens kalas med de andre ping’er på Fredensborg Slot.

Hvor: Karetruten er som følger: Afgang 12.40 fra Amalienborg. Derefter køres via Marmorkirken, St. Kongensgade, Kgs. Nytorv og Strøget til Rådhuspladsen, ankomst kl. 13.

Børnebrigaden
I dag vil de komme i hobetal. Fra daginstitutioner og fritidshjem vil de strømme ud i gaderne i irregulære kolonner, lyse og mørke, store og små. I knæhøjde vil de svinge deres små faner, mens deres lyse stemmer samler sig, messende deres taktfaste krav: ”Dronning, Dronning, kom nu frem! Ellers går vi aldrig hjem!”.
Tilgiv dem, thi de ved ikke bedre. De har fået et flag og tilladelse til at råbe af deres små barnelungers fulde kraft. Og det er alt, hvad man lever for, nå man er fire år og på udflugt med børnehaven.

Hvor: Hvis du ikke kan tage synet af royal indoktrinering på børnehavestadiet, så skal du nok bare blive inde i dag, og i hvert fald undgå offentlig transport.

Sluk dit TV
Dit tv er ikke din ven i dag. Begge public service-stationers hovedkanaler har svoret troskab til den kongelige festligholdelse. På DR er der fuld booket fra formiddagen, og der sendes live fra alle regentens aktiviteter inklusive festmiddag. Til at styre showet gnidningsfrit har DR udvalgt Reimer Bo, der jo allerede har vist evner for ukritisk smalltalk-journalistik overfor en af kongehusets nære, narkodømte bekendte. TV2 kører nogenlunde samme program, med den undtagelse, at det her er stationens faste hofsnog, Jes Dorph, der køres i stilling i front. I alt har TV2 6 timer og 20 min. dronninge-tv i dag, mens DR må klare sig med 10 min. mindre. Med andre ord er løsningen biograf, DVD eller den store kabelpakke.

DR og TV2 sender begge fra Dronningens fødselsdag fra 11.30.-15. Derefter sender begge kanaler fra gallamiddagen fra hhv. kl. 18.50-21.00 og kl.20.00-21.20. TV2s Dronninge-website: http://nyhederne.tv2.dk/margrethe

Pas på pengene
Hvis du handler i dag, så husk Dankortet. For selv et greb i egen lomme efter småpenge kan blive det, der vælter læsset i dag. Som bekendt er der dronningeportrætter på de danske ti’ere og tyvere, og i dagens anledning bliver der udgivet nye Margrethe-mønter med den seneste kunstneriske fortolkning af motivet ’profil af kvinde med lang hals og diadem’. Den såkaldte ’Erindringsmønt’ med en værdi på 20 kroner bliver trykt 1,2 millioner eksemplarer og kommer i almindelig cirkulation.

Erindringsmønten kan ses på www.nationalbanken.dk og udstilles på Frederiksborg Slot, Hillerød, indtil august.

tirsdag, marts 02, 2010

...forarget.

Så zappede man lige forbi TV3s 'Til middag hos...' - og der sidder en højgravid Anni Fønsby gladeligt og drikker vino og velkomstdrinks. Hun har endda lige sagt til fiskehandleren, at rå fisk kan være skadeligt for fosteret. Men vin er åbenbart ikke noget, hun er bekymret for. Ja undskyld, men så bliver jeg altså lidt (meget) tv-forarget.

Man kan jo altid hævde, at et enkelt glas ikke er skadeligt i sig selv. Men hvis man vælger at sidde og pimse den aften, hvor der ligefrem er tv på, så er det sgu' nok ikke den eneste aften under graviditeten, at man drikker.

Plus at hvis der gud forbyde det skulle være nogen sjæle derude, der ser Anni som en slags cool person, så er det ikke det fedeste signal at sende: "Lidt alkohol tar' barnet sgu ikke skade af. Skål!"

Hvor lang tid mon der går før EB og BT, Danmarks forargede dagblade, opdager det, og helvede er løs. Jeg ser det ske:

Formiddag: Eksperterne på begge sider af hegnet udtaler sig i EB og BT: "Anni er en dårlig mor" vs. "Alkohol i små mængder giver stærkere børn". Dyb uenighed og forargelse hele vejen rundt.

Ekstraudgave kl. 14: Anni svarer - forarget, totalt overrasket - igen, i rollen som den forfulgte uskyld med de for-fyldte læber: "Jeg drikker ALDRIG ellers. Det var kun en enkelt slurk for kameraets skyld. Det er en mediehetz".

Cue Erik: "Anni er en god mor".

Men så!: Erik set på MASH Steakhouse til drinks med ukendt brunette! Erik udtaler pr. sms til Se og Hør: "Anni og jeg holder en pause".

Skandale! Hendes druk blev for meget for ham.

Nu er det aften, og SeogHør.dk skriver: "Anni mister alt! Anni: 'Jeg vil aldrig stole på ham igen'."

Klokken er 24.00, og Anni minder Erik om, hvorfor han elsker hende. Helt gratis. Bagefter tager de et lille glas.

Det bliver morgen, og BT har ny forside: Anni og Erik forenet igen i tårevædet romance. Begge udtaler i ekslusivt interview på hjemmeadressen: "Vi er soulmates".

I mellemtiden går debatten i Folkeviddet. På den ene side er typer som mig, der åbenbart ikke har andet at bruge deres energi på end at være forarget over folk på TV ("Paradise Hotel er det dummeste, laveste, usleste...ups, det starter nu!").

På den anden side står hele ja-til-dødsstraf-og-porno-nej-til-sorte-mennesker-og-eksperimentalteater-brigaden og råber:

"Typisk for jer økologiske klidmostre. Det er sgu' fedt at Anni tør bryde med den politiske korrekthed og drikke sig stiv når hun er gravid. Vi har ytringsfrihed i Danmark sidst jeg kiggede efter. Så luk fjabben."

Og så gik der endnu en dag i de danske medier. Og i mit liv. Måske skulle jeg bare skrive min Berlin-guide færdig i stedet?

Ps. Det her indlæg er skabt i en vild grad af mediekonvergens: Det består nemlig i høj grad af Facebookindlæg. Hvis nogen Twitter om det, vil der være så høj potens af interrelateret interaktivitet, at der eksploderer en iPhone et sted i Californien. Men det bliver ikke mig, der får det til at ske. Hvad ER Twitter?

mandag, februar 22, 2010

Rejseguide til Berlin, Del III: Her skal du shoppe

Små designere og store luksusbrands, intime kitsch-butikker og gigantiske varehuse: Her kan du få varmet VISA-kortet op i Berlin

Jeg har ikke decideret shoppet amok, som de siger i damebladene, i Berlin. Samlet indkøb denne gang talte en kjole, to bøger om museer og en lampe, der bliver holdt af en gris.
Men jeg er jo ikke tabt bag forbrugsvognen, så her er mine tips til Berliner-butiks-bonanza.

Oderberger Strasse, Prenzlaur Berg (U-Bahn: Senefelder Platz)
En nærmest utrafikeret gade fyldt med caféer, butikker med tjekket second hand-tøj og små designeres egne sager, gallerier af den meget uetablerede slags, og små spisesteder. Jeg ville tage derhen en lun forårsaften, få de sidste to timers shopping med fra fire til seks og så spise middag der.

Hvis du leder efter ægte DDR-kitsch fra tiden, ligger der en fantastisk butik, Veb Orange, i Oderberger Strasse 29. Det er nærmest som at gå på museum hvor man må rode i alle tingene. Her er en overvældende kollektion af køkkendimser i farvet plast, legetøj fra 50'erne, glaskunst fra 60'erne, idolfotos af Honecker badet i blødt lys, 70'er-lamper og i det hele taget the works indenfor Ostalgie og DDR-æstetik. Her finder du simpelthen alt hvad der skal til for at indrette en smagfuld tre-værelses Berlin anno 1973, helt ned til cocktailpinde formet som Ferhseheturm. Desuden er der lidt tøj, bælter, solbriller og smykker, samt hvad jeg tror er Europas største udvalg af pelshatte. Priserne er helt nutidige, desværre.


Området omkring Hackescher Markt U Bahn Station(Rochstrasse, Neue Schönhauser Strasse, Weinmeister Strasse)
Der er rigtig mange af de store kæder på de store gader. H&M, Zara, Mango etc. Og det er lidt kedeligt, synes jeg, når man nu kan få stort set det samme i København. Men området øst for Hackescher Markt-stationen har mange, mange små butikker af den gode, knap så kædeagtige slags.

Både originalt tøjdesign, mindre mærker og design og kunst til bolig er der rigeligt af i gaderne omkring Rochstrasse, Neue Schönhauser Strasse og Weinmeister Strasse, som man nemt kan få et par timer til at gå i, hvis man tjekker butikker ud. Især er Neue Schönhausser Strasse (hvor der også ligger en super dejlig restaurant, se Rejseguiden til spisesteder) åbenbart lidt af et hotspot for design i øjeblikket.
I denne gade ligger også den meget velassorterede genbrug/vintage Made in Berlin, som har rigtig fede sager, men som dog i dén grad ved, hvad de skal have for varerne...

Stormagasiner - De er bedre i Berlin(Friedrichsstrasse, Tauentzienstrasse)
Berlin kan det dér med stormagasiner. Det er tydeligt når du går rundt i disse institutioner, hvor meget det har betydet for byen at have de her kraftpræstationer indenfor forbrugskultur, og også hvordan de i høj grad har formet butiksmiljøerne i de større danske byer. Det er et stykke kulturhistorie i sig selv. Især på Friedrichsstrasse ligger der fantastiske old school versioner af slagsen og ståler i al deres overflod.

Desværre har arten på også muteret ret kraftigt til sin nuværende prædominate form, 'consumeris vulgaris maximus', også kaldet shopping malls, på grund af de gode levevilkår i byen. Dem kan man opsøge eller lade være, der er i hvert fald nok af dem. Jeg foretrækker den klassiske form fra før arten blev udvandet.

Et super sted er Duusmann - das Kulturkaufhaus, Friedrichsstrasse 90 (50 meter fra U-Bahn-stationen i retning mod Unter Den Linden), der som navnet antyder har fokus på kulturprodukter: Bøger, film, musik etc. Og så bare kolossalt meget af det.

Lige ved siden af, på hjørnet af Friedrichsstrasse og Jägerstrasse ligger der et andet stormagasin, som jeg *%+#&%!!#! ikke kan huske navnet på, men som har den flotteste guld-sorte art deco-agtige facade, et vildt opulent interiør af marmor og messing, og som kun rummer små shops med de helt lux ting: Lanvin, Gucci, Bottega Veneta etc. Det er et syn værd, selvom man ikke har pengene til at matche pirsmærkerne. For med finanskrise i samfundet virker det lidt som et mausolæum for en kultur, der måske er på vej ned. Men den slags op- og nedgang har huset nok prøvet og overlevet før.

Det mest berømte af dem alle er KaDeWe (Kaufhaus des Westens) som ligger nede ved Kurfurstendam, på Tauentzienstrasse 21-24 (U Bahn: Wittenbergplatx). Det er byens største gamle stormagasin, Vestberlins kapitalistiske kronjuvel, som stadig har et godt, men lidt traditionelt, udvalg af brands - og så en komplet vidunderlig delikatesse-etage (ikke afdeling, etage!) som kan konkurrere med den i Harrods. Virkelig værd at opleve.

Rejseguide til Berlin, del II: Her skal du spise

Romantisk og billigt, funky asiatisk og Michelin-luksus: Her er min favoritspisesteder i Berlin

For det første: Berlin har så stort et udvalg af Imbiss, dvs. fastfoodboder, at du ikke kommer til at gå sulten ret længe. Alle større stationer har nærmest en food court, hvor der sælges döner, currywurst, Bretzel, sandwich, pizza, nudler, bagels, kager og frugt fra mere eller mindre suspekte boder. Det er den billigste måde at spise på i Berlin, og der er nok af det.

Det andet kulinariske træk ved byen, som springer øjnene, er at man ikke er bange for at servere traditionelt tysk køkken. Tværtimod er en restaurant med Schnitzel, Knödel, Eisbein og kål i forskellige afskygninger noget af det, du hyppigst støder på, uanset hvilket kvarter du befinder dig i. Snyd ikke dig selv for det, det er tungt, godt og ret billigt - men husk, at du ikke må blive skuffet, når du får en friturestegt Wienerschnitzel. De gør det også i Wien. Det er åbenbart kun os, der pandesteger den.

Da de billige Imbiss og det traditionelle tyske køkken præsenterer sig selv overalt, har jeg valgt at guide til nogle restauranter, der er af en anden og mere international karakter og ligger i et lidt højere prisniveau, men som jeg til gengæld kan anbefale af hele mit hjerte.

Pan Asia, Rosenthalerstrasse 38 (U Bahn: Hackescher Markt)
Pan Asia er meget berlinsk på den måde, at det minder lidt om noget, vi kender fra København, bare bedre. Du kan fx. tage Lê Lê på Vesterbro og udvid deres spisekort til også at rumme Kina, Thailand og Japan - og skift den lidt skamlede indretning ud med gennemtjekket loungeinteriør med et par indslag fra japansk manga-æstestik. Eller tag Umami og fjern snobberiet, og erstat den vildt uinteressante mad med virkelig velsmagende moderne panasiatisk køkken i rigelige portioner.

Uanset hvordan man vender det, så er Pan Asia et på alle måder smagfuldt hit. Kortet er enormt og priserne faktisk lidt lavere end de to københavnske pendanter.
Vi endte på ca. 400 kroner for forret, hovedret og to cocktails hver. Og blev meget mætte. Stemningen er livlig og lægger op til en sjov aften, og man får lyst til at hænge ud og drikke flere af barens drinks, som ikke sparer på sprutten.

Vi har spist der et par gange nu og har været lige begejstrede hver gang, og der er tilsyneladende folk i Nikolais Berlinale-slæng, som efterhånden ikke går på andre restauranter end Pan Asia når de er i Berlin.

Fridas Schwester; Neue Schönhausser Strasse 11, (U Bahn: Hackescher Markt)
Fridas Schwester er hamrende romantisk. Ikke som i violiner, basunengle i stukken og hjerteformede puder, men på Svinkløv Badehotel-måden med rene lagner og et enkelt stearinlys.

Der er hvid dug på bordene, tre retter mad og pæne porcelænstallerkner, men det er ungt, afslappet og dejligt. Maden er god og kortet varieret og internationalt med tyske indslag. Det giver generelt rigtig udemærkede retter, hvor noget så løfter sig lige den ekstra tand, der gør at man husker det. Fx. fik jeg til dessert en mohnmousse, dvs. en blød og lækker vanillemousse med den tyske favorit birkes, sat sammen med en frisk figen der var blevet druknet i en næsten karamelagtig marinade. Det er en af de bedste desserter, jeg kan mindes at have fået.

Betjeningen er sød, omend ikke helt på tæerne. Men det er ok, for man har lyst til at sidde længe og snakke i fred og ro her, mens man tømmer glassene og ser hinanden dybt i øjnene.
Vi har været på Fridas Schwester to gange, og begge gange har det været dejlige aftener. For kæreste- og ægtefolk i alle aldre. To retter plus en flaske vin løber op i ca. 600 kroner.
Fridas Schwester servere også morgenmad indtil det fornuftige tidspunkt kl. 16.00. Hver dag.

Vau, Jägerstrasse 54-55, (U Bahn: Fransösicher Strasse).
"Vi mangler at spise et sted, der er rigtig godt", sagde Nikolai.
"Hvor godt?", spurgte jeg.
"Sublimt", svarede Nikolai, international gourmet.

Den klarede Vau for os: En luksusbistro, der kan prale af en Michelinstjerne og et efter omstændighederne fornuftigt prisniveau.
Vores middag på Vau var en aften i ekstremt velbehag. Jeg har ofte fået fortalt af folk, der ved mere om den slags end jeg, at Michelinstjerner i høj grad gives for helhedsoplevelsen, dvs. at omgivelser og betjening tæller med i lige så høj grad som køkkenet.

Det var Vau virkelig bevis for. Ekstremt elegante moderne lokaler med dejlige borde og rigeligt plads til privatliv, og en betjening som var så ultraopmærksom, at man kunne slappe helt af og lade sig føre afsted uden en tanke for egne behov - dem skulle de nok have styr på at opfylde. Der var blandt andet den sødeste pudsige sommelier, som elegant forstod at vi nok ikke skulle anbefales vine til 200 Euro, og som både var professionel og personlig. Som hele staben, i øvrigt.

Og prisen: Tre retter fremragende mad (blandt andet en elegant borchtj, en generøs trøffel-tagliatelle, smørblød roast beef af bison og nylavet dampende soufflé til dessert) og en flaske rigtig god rødvin (Spätburgunder, dvs. tysk Pinot Noir), plus tre ekstremt delikate ekstraretter og snacks løb op i ca. 1.700 kroner. Det er vanskeligt at få til den pris, hvis der skal Michelinstjerne på i København. Til sammenligning har vi fx. spist på den hjemlige Le Sommelier, som er godt, men i forhold til Vau har både er mindre behagelige omgivelser, mindre venlig betjening, højere priser og mindre interessant mad.
Summa summarum: Vau kan simpelthen ikke anbefales nok.

Rejseguide til Berlin, del I: Oplevelser

Oplev Berlinale-stemningen, se flere film end du nogensinde havde drømt om, og lad dig gribe af den dramatiske fortid som delte Berlin: Her er mine forslag til hvordan du lærer Berlin at kende på en anden måde.

Berlinalen (Området omkring Potsdamer Platz, Berlinale Palast, Sony Center. U Bahn: Potsdamer Platz)

Hver februar i uge 6-7 afholdes Berlins filmfestival, Berlinalen, i år for 60. gang.

Det er en de europæiske A-festivaler, hvilket vil sige de mest prestigiøse, internationale festivaller, hvor man bla. har et stort marked for filmselskaber og andre i filmbranchen, og der er særlige regler for hvilke film der må deltage i konkurrencen om festivalens priser.
Berlinalen er dog også en stor publikumsbegivenhed, hvor almindelieg mennesker har mulighed for at købe billige billetter til de næsten 400 film, der er i Berlinaleprogrammet.

De billetter står berlinerne i kø for fra tidlig morgen ved Arkaden, et stort shoppingcenter på Potsdamer Platz, der er blevet udnævnt til Berlinalens publikumscentrum. Den kø kan man joine som turist og få mulighed for at se film før alle andre og måske opdage en den uopdagede celluloid-perle. Eller få et godt grin over en håbløs produktion - det er en del af gamet. Og i det hele taget er al aktiviteten omkring Berlinalen en sjov oplevelse at få med.
Filmene og de andre Berlinaleaktiviteter er koncentreret i samme område, som rummer Cinemaxx-komplekset, den ærkegrimme overdesignerede kolos Sony Center og selvfølgelig Berlinale-paladset, der ligger glamourøst placeret for enden af en vintersmukt oplyst Alte Potsdamer Strasse, med et gulvtæppe af en rød løber foran indgangen.


Man kan få en idé om, hvor mange mennesker, der deltager i Berlinalen, ved at spotte årets Berlinale-taske: En skuldertaske, som man får udleveret sammen med sin akkreditering, og som folk troskyldigt slæber rundt på, uanset hvordan den ser ud (i år var et af de værre...). Og der er mange - rigtig mange.
På Hyatt Hotel ved siden af Berlinalepaladset holder pressen til, og det er også her, der bliver afholdt pressemøder med filmenes skabere og stjerner. Hvis man holder sig til ved bagindgangen af hotellet kan man derfor være heldig at få et glimt af celebriteterne. Hvis man da kan komme til for paparazzi, som har opstillet trappestiger langs afspærringer her. Et tip er at sætte sig og spise frokost på caféen overfor bagindgangen. De laver en udemærket Flammkuche, og du har udsigt til al paparazziaktiviteten uden at fryse dine tæer af.

Næsten hver aften afholder Berlinalen en gallamiddag for en af festivalens prominente film i Berlinalepaladset. Hvis du er i området omkring klokken 19.30, er det lige der, hvor gæsterne ankommer. Så der kan du igen se kendisser og opleve lidt hysteri og glamour-stemning før du går videre ud i byen og den virkelige verden.

Øst-Vest-hopning og murfordybelse (Hele byen på kryds og tværs)

Sørg for at se dig godt omkring i både det tidligere øst og det tidligere vest i Berlin, og læg mærke til forskellene.
Det er så godt som umuligt ikke at krydse lidt frem og tilbage, da Berlinmuren delte byen lige ned gennem nervesystemet i Mitte-området, men sørg for at tage lidt ud i kanterne af hvert område også. Så lægger man i større grad mærke til kontrasterne mellem DDR-byggeri og mere vestligt inspirerede, og man ser også hvordan DDR ikke var blege for at bulldoze gamle bygninger og bygge nye betonboliger, mens vestberlin har flere reminicenser af ældre 'almindelige' bygninger. Hvis de ikke er blevet bombet væk inden øst og vest overhovedet var på tale.

Det er ikke svært at finde ud af, hvor byen var delt. Berlins bystyre har besluttet at lave hele murstrækningen til et mindesmærke med forskellige markeringer, som rækker fra en diskret stribe af brosten som løber i hele murens længden til detaljerede infoplancher rundt omkring og fredninger af de sidste tilbageblivende stykker mur.
De fleste turistkort, som kan tages i hotelreceptioner etc., viser desuden hvor muren løb, hvilket kan komme som lidt af et chock hvis man troede at de tre meter høje betonblokke og det 30 meter brede ingenmandsland i mellem de to mursektioner var et fænomen fra byens udkant. Berlinmuren skar metropolen tvæs gennem organerne, og det er svimlende at stå på den myldrende Friderichsstrasse i dag og forestille sig, at for bare 20 år siden var det et ødeland med kontroltårne, pigtråd og bevæbnede vagter.

DDR og delingen af Berlin har optaget mig meget, og både skræmt og fascineret mig. Det er så tæt på i tid, og de fleste af de mennesker, der passerer en på gaden i Berlin har oplevet, hvad opdelingen ville sige.
Historierne om den tid - og tiden efter - er både komplekse og ekstreme, og jeg vil anbefale at man læser op på DDR, Vestberlin og muren, eller i hvert fald besøger et af mur-museerne:

Gedänkstätte Berliner Maur, Bernauer Strasse 111 (U Bahn Nordbahnhof)

Et nyt dokumentationscenter som er del af bystyrets øgede fokus på mur-markering. Et meget seriøst lille museum, som ligger placeret på Bernauer Strasse, en af de gader som murens opbygning gik meget hårdt udover. Her blev der sprængt boligblokke og kirker væk, stationer blev muret til og gaden lukket af mod øst af mur og pigtråd. Et isnende stykke ingenmandsland er bevaret her, med dobbeltmur, kontroltårn og de høje lamper, der ligner galger og står som varsel over den skæbne, der tilfalder den der prøver at krydse det tomme rum.


Museum Haus am Checkpoint Charlie (U Bahn Checkpoint Charlie)


Som det fremgår af billedet er Checkpoint Charlie, den gamle øst-vest-grænseovergang for diplomater og forretningsfolk, blevet noget af et murnostalgisk cirkus. Men museet her er efter min mening bedre end sit ry - om ikke andet på grund af dets historie. Nogen kalder det Berlinmurens Disneyland på grund af dets farverige karakter og det souvenirkaos, der er vokset op omkring det. Men museet selv er ikke blevet til efter murens fald for at slå plat på historien. Det er faktisk opstået som et meget reelt projekt: En samling som startede tilbage i 1961, hvor en vestberliner, Rainer Hildebrandt, ønskede at dokumentere de hændelser, der skete omkring ham i forbindelse med den delte by. Huset åbnede som museum i 1963, og var desuden et tilflugtssted for flygtninge fra DDR.

Gennem årene er det blevet til en kolossal samling af mere eller mindre spændende gentande og dokumenter. Kunstværkerne, der præger museet er fx. mindre fede, men det faktabaserede materiale er interessant og omfangsrigt. De utrolige flugthistorier og originale hjælpemidler som Trabanten med plads til flygtninge i sidepanelerne er selvfølgelig kendt af de fleste, men fortæller stadig om den desperation, DDR afstedkom hos dets indbyggere. Jeg synes, at det er værd at se.

Udover museerne er der grundig info om DDR-tiden i de fleste guidebøger. Sæt dig ind i det - for med lidt af den viden i baghovedet er en tur gennem Berlins gader ekstremt gribende, når du pludselig opdager et tilmuret vindue, et stort område med tomme grund midt i mellem alle bygningerne, eller et kors der markerer et mislykket flugtforsøg.

søndag, februar 21, 2010

Rejseguide til Berlin: Intro

Introduktion: Berlin - step by step


Jeg har været i Berlin fire gange i alt.

Første gang som folkeskoleelev på lynvisit med min 7.klasse; en tur hvor murens fald ikke lå mere end fem år tilbage, og hvor jeg i øvrigt udviste den store historiske takt og indsigt at købe en højpuldet DDR-officerkasket med hammer, segl og det hele og promenere den rundt i byen fra Alexanderplatz til Brandenburger Tor.

Anden gang var som rundforvirret 1. G'er på udveksling, en tur hvorfra jeg kun kan huske alkoholrelaterede sekvenser: At tage fejl af kildevand og gin i en plastflaske på Kollwitzplatz, at blive fanget med kolossale tømmermænd i en demonstration på Kurfürstendam og kaste op i U-Bahn på vej hjem. Og så at spise middag hos en af vores udvekslingsstuderende, hvis mor var en ægte berlinerbohéme, som serverede sur rødvin og drev rundt i lejligheden i Prenzlauer Berg iført fire ægte tæpper, hår som en midaldrende havfrue og sølvsmykker nok til en mindre sigøjnerlejr.

Tredje gang var sidste år, hvor jeg tog afsted for at besøge Nikolai, der hver år i de seneste otte år er taget afsted til den årlige filmfestival, Berlinalen (Den med bjørnen).

Inden rejsen måtte jeg flovt erkende, at jeg trods de to forgående ture ikke anede en døjt om Berlin. Faktisk havde de rejser end ikke givet mig bare et forhold til byen, en konsekvens af at på det pågældende tidspunkt at have været teenager, en tid hvor man primært arbejder på et forhold til sig selv (Læs: Har hovedet oppe i røven).

Jeg plejede ligefrem at sige, at jeg aldrig havde været i Berlin, fordi sådan føltes det. Og det gjorde mig efterhånden til den eneste yngre dansker (i hvert fald på Vesterbro), som ikke betragtede Berlin som sit andet hjem og/eller mekka.

Så nu var det på tide at jeg fandt ud af, hvad det var, det med Berlin handlede om. Jeg gik seriøst til værks, både denne tredje gang og nu den fjerde, som var i år, igen i Berlinaletiden, og som jeg netop er kommet hjem fra: Der er blevet forberedt, læst op, skrevet ned, kigget kort, prøvet af og travet tyndt.

Mine anstrengelser bar frugt og succesen indtraf. Især efter denne seneste tur, hvor jeg omsider følte at jeg fik en smule overblik over den enorme by. Så på nuværende tidspunkt er jeg så overvældet af og forgabt i Berlin, at jeg ikke helt ved, hvad jeg skal stille op med det. Jeg kan godt forstå, at folk flytter dertil i folkevandringsmængder. Bare for at få mere, og dog nok aldrig det hele, med.


Men når en flytning ikke er nært forestående, så kompenserer jeg som jeg bedst kan: Derfor har jeg lavet en lillebitte guide over ting at se, gøre, købe og spise. Den kommer i fire afsnit og jeg håber, at den kan kan blive til glæde for andre, der kaster sig ud i Der Grossstadt for første gang.

søndag, februar 07, 2010

...søndag.

Fra bloggen til alle, der kender søndagsfølelsen.

'Sleepy Buildings' af The Gathering

Link: Her

Tekst:

Break yourself through the clouds
and build above those sleepy buildings
Mistified by your capabilities
all is yours if you can handle
Visable from higher than the sky
Plane and simple,
the facts are at your feet

Stones are snoring
Walls are breathing loud
Roofs are poking
Into cosmic mouth

Start the artifact
and build above those sleepy buildings
Only you
know what is the absolute best

Stones are snoring
Walls are breathing loud
Roofs are poking
Into cosmic mouth

Vi ses mandag. kh m

onsdag, februar 03, 2010

...Den er 100: foråret er på vej!

I går var det Kyndelmisse: Dvs. den 2. februar, og traditionelt en fejring (?) af det kolde, snefulde vejr, som fortæller os danskere at, jep, den er go' nok, det er vinter.

Dagen har mange ting kørende for sig, blandt andet er den løsningen på en gåde, der har naget mangen et kvikt og selvstændigt tænkende skolebarn gennem tiden. Mere om det senere.

For nu skal det handle om forår. Pelsdyr og forår.

I USA siger man ikke 'künnelmeesa', det lyder bare for dumt. Til gengæld kalder man dagen Groundhog Day, og det er der en årsag til.

Ifølge en 129 år gammel tradition (Kyndelmisse er ældre, æv bæv, vi har haft skidekoldt vejr i millioner af år her på vore kanter) er det den dag på året, hvor det berømte murmeldyr Puxtawny Phil træder(dvs. hentes med tvang) ud af sin hule i en kunstig træstub i den amerikanske by Puxatawny, og derefter forudsiger, hvor lang tid vinteren vil vare endnu.



Hvordan den let overvægtige gnaver forudsiger det? Den fortæller ceremonimesteren - for der er naturligvis en større ceremoni og ståhej omkring det - om den har set sin egen skygge. Hvis den ser sin skygge, varer vinteren tre måneder endnu. Hvis ikke, er foråret på vej.

I går så Phil sin skygge, meldes det fra Puxatawny. Så umiddelbart skal I ikke pakke skitøjet for langt væk.

Phil er i de seneste år dog blevet angrebet for utroværdighed, fx. af amerikanske meterologer, som påpeger, at Phils præcision er kun 39%.

Desuden er der kommet flere murmeldyr med profestiske evner til rundt omkring i USA, bl.a. Shubenacadie Sam, Dunkirk Dave og Staten Island Chuck, som ved sidste års ceremoni bed ceremonimesteren, New Yorks borgmester Michael Bloomberg, i fingeren.

Desuden har jeg personligt mine tvivl om, at en gnavers forudsigelser om vejret i en lille amerikansk by også skulle gælde for Danmark.

Derfor tænker jeg: Jeg sover enormt meget i øjeblikket og kommer meget sjældent ud af min hule, jeg har lovligt meget vinterhi-sul på sidebenene og en klar tendens til pels på benene, jeg lever af en ensformig kost der indeholder spor af nødder, og i det hele taget har jeg mange træk, der kan kvalificere mig som murmeldyr.

Så lyt, oh lyt: Mumeldyret Marie fra Vesterbro har dette at sige efter at være blevet hevet ud af sit lune bo: I løbet af hele dagen i går, ude eller inde, så jeg ikke så meget som et hjørne af min egen skygge. Så venner - jeg vil vurdere, at foråret er stærkt på vej!

Her til slut om Kyndelmisses gåde: Den gamle sang går som bekendt:

"...og spidder sne på piggene/og nu kom Kjørmes Knud."

Det er evigt relevant spørgsmål når man joller 'Sneflokke' i musiktimerne i femte klasse - hvem er ham Kjørmes Knud?
Det, siger Politikens oplysning, er en metafor. For vinteren. Ligesom Kyndelmisse. Og de to ting er faktisk det samme. Kyndelmisse Knud, kunne han også have heddet. Eller hvad med Kjørmes Knud og Kyndelmisse som et par? De er skabt for hinaden, selvom jeg hellere ville sidde på bænk med Snemand Frost og Frøken Tø lige nu.

Uanset: Jeres lokale Murmeldyr forudsiger max en måneds tid endnu. Kom Marts, kom forår. Indtil da bliver jeg i min hule.

fredag, januar 29, 2010

Sådan Ser Du no. III

Sådan Ser Du: 'Watchmen' af Zack Snyder


Jeg kan ikke helt huske præcis hvor skuffet jeg var, da jeg havde set Zack Snyders filmatisering af Alan Moore og Dave Gibbons' skelsættende tegneserie 'Watchmen' første gang i biografen. Jeg kan bare huske at jeg var skuffet. Og at jeg blev mere skuffet jo mere jeg tænkte over den.

Jeg kan heller ikke huske præcis hvad, jeg var skuffet over. Men jeg ved, at jeg hadede, at der var ændret radikalt i filmens slutning i forhold til tegneseriens.

Det var ikke bare en nørds forudsigeligt konservative holdning til forholdet mellem tegneserieforlæg og filmatisering, hvilket som bekendt er et minefelt for enhver instruktør at bevæge sig i nærheden af.

Det var fordi, jeg ikke kunne se hvorfor. Forklaringen skulle efter sigende være, at Snyder og Co. havde ment at den oprindelige slutning var 'utidssvarende' i dag.

Jeg stillede mig uforstående: Hvordan kan et klimaks, der kombinerer Lovecraft-horror med Hiroshima-skræk nogensinde overskride sidste salgsdato? Folk er idioter.

Den anden ting, som jeg ikke kunne forlige mig med, var castingen af den usandsynligt ferske og jævnt uintressante skuespiller Matthew Goode som den mildt sagt centrale powerkarakter Adrian Veidt/Ozymandias. Goode kunne bare ikke fylde hverken rollen eller det drønfrække bodyarmour ud. Ikke i en eneste scene.

Castingen er ellers en af de ting, som virkelig spiller for Snyders film. Ikke bare fordi skuespillerne ligner deres tegnede forlæg (undtagen altså Goode), men fordi de også giver karaktererne en ny energi.


Jeg vil nemlig gerne understrege, at en filmatisering i mine øjne ikke bare bliver god ved at 'ligne'. Uanset om forlægget er en tegneserie, en bog, et teaterstykke, en historisk begivenhed eller en anden film, så er 'shot by shot' ikke nok til at få en filmatisering til at fungere.



Ændringer, fravalg og tilvalg er nødvendige for at få projektet til at lykkes. Tit taler man om at man skal have 'respekt' for forlægget. Men det er ikke alene det, der gør det. For meget respekt giver som regel en kedelig film.

Jeg tror snarere, at det drejer sig om, hvor dybt forlægget har inspireret den instruktør, der skal stå for filmatiseringen, og hvor dybt han/hun har forstået at analysere og fortolke den kunstneriske kerne i forlægget.


(Til eksempel er Terry Gilliams 'The Fisher King' den bedste filmatisering af legenden om Den Hellige Gral, fordi den ikke prøver at lave en ridderfilm, men er en kunstnerisk fortolkning af forlæggets budskab - og af dets narrative absurditet).


Idéelt set skal filmatiseringen kunne stå på egne ben og være et værk i sin egen ret, og det syntes jeg ikke at 'Watchmen' kunne prale af efter at have set biografversionen.


Den var så flot, så flot, ingen tvivl om det. De havde endda også haft store nok klodser til at inkludere både ultravold, eksploderende vietcongs og (gode) Billy Crudups full frontal blå CGI-tissemand. Men alligevel var det så skuffende. Filmen virkede bare ikke. For udover de nævnte to skuffelser mht. slutning og skuespillervalg, så var der også mere graverende grunde.

Tempoet var den fx. helt gal med. Historien var langtrukken grænsende til det kedelige, og samtidig blev tegneseriens ekstremt kondenserede indhold afviklet så forjaget, at det må have sat alle af, som ikke man kendte tegneserien i forvejen. Hell, jeg havde læst den mindst 10 gange, og jeg havde svært ved at følge med!

Og så manglede der ting fra tegneserien. Vigtige ting. Nu har jeg lige agiteret for fravalg som en nødvendighed, men denne version af filmen led under dem.

De elementer, der var udeladt, var sådan set forståelige, set i betragtning af at tegneserien indeholder så meget stof, og filmens længde skulle passe i et biografformat. Så vælger man som regel de elementer fra, der ikke umiddelbart er benzin til rejsen ned af plot-motovejen - klart nok.

Men det betyder stort set altid, at filmen taber dybde. Tematikkens kompleksitet formindskes og slutresultatet mister påvirkningskraft og originalitet.

Det samme skete her. Og det var nok det mest skuffende, selv taget Matthew Goode og manglen på tentakler i betragtning.

MEN: Alt er ikke tabt! Takket være den moderne teknologis muligheder er der en ny chance for at se 'Watchmen' som Gud, Zack Snyder og Bluray vil have, at den skal se ud. Den hedder 'Watchmen - The Ultimate Cut. The Complete Story'.

Personligt er min oprindelige skuffelse blevet afløst af, at jeg nu sætter stor pris på filmatiseringen af 'Watchmen'. Jeg vil ikke sige for meget, men alt det, der ikke virkede i biografversionen, virker bedre eller decideret godt i denne version, og alt det, der fungerede perfekt i biografversionen - CGI, set design, cast (Undtagen...) - stråler derfor endnu mere.

Vil du også ha' det sådan her med 'Watchmen'? Læs videre.

Sådan gør du: Følg denne fire-trins-guide og opnå den maksimale 'Watchmen'-kvalitet.
Disclaimer: Hvis ét eller flere af disse trin udelades, kan jeg på ingen måde stilles ansvarlig for en eventuel dårlig oplevelse. Tværtimod giver det mig retten til at sige 'Hvad sagde jeg'.


Trin 1) Læs tegneserien. Ikke bare fordi, at den er fantastisk, men også fordi at det giver dig en væsentligt bedre chance for at følge med i filmens handling. Du skal ikke nærme dig din DVD/Bluray-afspiller før du har gennemført dette trin, eventuelt et par gange.


Trin 2) Køb denne version af filmen: 'Watchmen - The Ultimate Cut. The Complete Story'. Det er ikke blot et strækt udvidet directors cut, men inkluderer også 'Tales of The Black Freighter': En animationsfilm over den comic-within-the-comic, som indgår i 'Watchmen'-tegneserien og som fungerer som en analogi for 'Watchmen's tematiske omdrejningspunkt: Hvor langt kan man som menenske gå for at gøre godt, før man gør ondt? Bluray er at foretrække, men mindre kan også gøre det.

Trin 3) Lav en portion popcorn af fornuftig størrelse og sæt dig godt til rette. Det er en 3½ time lang film, du skal til at se, så komfort og næring har prioritet. Da der desuden er meget at holde øje med i hver scene, bør du placere dine popcorn indenfor rækkevidde, så du ikke skal slippe skærmen med øjnene for at indtage dem. På billedet man ser hvordan:


Trin 4) Se filmen. Formentlig har du nu allerede fået en langt bedre oplevelse end de mennesker, der kun har set biografversionen. Men det sidste trin, du skal igennem for ultimativ fornøjelse af 'Watchmen' er dette:
To måneder efter at du har set din 'Ultimate Cut'-version, skal du sætte den på igen og se den én gang til. På dette tidspunkt vil du være kommet dig over din frustration over de radikale ændringer i filmens slutning i forhold til tegneseriens.

Derfor vil du nu med stor sandsynlighed kunne se, at disse forskelle giver en anderledes, men faktisk rigtig udemærket afrunding af plottet og af centrale karakterer.

Og endelig vil du gennemleve et for en nørd meget sjældent fænomen: Følelsen af at tilgive* og derpå værdsætte en filminstruktørs ændringer i et værk, du elsker.

God fornøjelse. Og husk nu popcorn'ene.

*Undtagen castingen af Matthew Goode. For den er der ingen tilgivelse, i denne verden eller den næste.

torsdag, januar 28, 2010

Sådan Ser Du no. II

Sådan ser du: 'Alexander' af Oliver Stone


Velkommen tilbage til min filmguide, hvor vi går direkte videre fra 'Troy' til endnu en sandalfilm fra 2004. Måske var der udsalg i Acme Ancient Set Designs det år? Et tilbud, hvor man fik lov at trække et manuskript i en automat ved køb af 20 alabastersøjler og et divangruppe i mørkt træ?
Det ville forklare meget om Oliver Stones kolossalt kedelige tour de force med Alexander den Store. Her har vi 'Imperiet rundt på hesteryg', krydret med overdrevne stunts og overspillede følelsesudladninger hvor en hvæsende Angelina Jolie angriber alt omkring sig med en attitude som en vred knæler med silikonelæber.


Colin Farrel som Alexander ser underlig ud med afbleget hår, og virker besynderligt afgrænset fra resten af filmen i mange scener. Det virker som om at Stone har taget sin hovedpointen - at Alexander i sidste ende kæmpede alene - lidt for bogstaveligt når det kommer til hans hovedrolles vilkår.

Og handlingen? Tja, nogle mener, at 'Lord of The Rings' er trættende, fordi det er én lang gåtur mod mere krig. De skulle bare se 'Alexander'.

Jeg er klar over, at verdenshistorien generelt lider hårdt under mangel på plot. Men at det forklarer stadig ikke at en stor instruktør som Stone taber tøjlerne så meget som han gør her, og ender med en meget lang, ufokuseret tomgang af en film. 'Alexander' er langtrukken, ufokuseret og udmattende.


Det gør det nærmest til en method-oplevelse af se den: Hvis man holder ud til den bitre ende føler man selv, at man har siddet på ryggen af en hest i 12 år som kavellerist nr. 238 fra højre, sjette kolonne, Alexanderkompagni 5, og ventet på at The Great Guy giver en lov til at lukek, slukke og gå hjem.


Men, ingen film med sjovt hår og krigselefanter i er så skidt, at den ikke er god for noget. Der er en måde at få 'Alexander' til at give andet end sadelsår:

Sådan Gør Du: Tag din remotekontrol og sæt filmen på 'lydløs'. Lav derefter selv replikker til - som om det var en Monthy Phyton-film.



Det fungerer selvfølgelig bedst, hvis du ser filmen sammen med mindst én anden person. Så kan I holde dialogen kørende henover scenerne, og I vil være overraskede over, hvor let det virker.

I skal naturligvis lave overdrevne britiske accenter og tale med høje, skingre stemmer. Tænk Terry Jones og Michael Palin i 'Life of Brian'. Og anlægge en anarkistisk, anakronistisk tankegang generelt. Så kører det af sig selv:

"No. I shant give you my Coca Cola bottle. Shant!"

"Well, I've got you by the knickers, and if you don't hand over that Coca Cola bottle, I'm going to administer onto you a wedgie of frankly epic proportions. Now give here."

Et andet godt tip er at koncentrere sig om et par statister i baggrunden af scenen og give dem stemmer i stedet for at lægge lyd til hovedrollerne:

"Who's that one up there yelling?"

"Alexander the Great, I think."

"Alexander the who?"

"The Great. He's great, apparently."

"He doesn't look that great to me!"

"Nah... I've seen greater."

[pause]

"Now my cousin Francis. He's great, all right. Great as they come"

"I dont' even think he looks large. More of a medium, really."

"Havn't seen him for a while. But last I saw him, he was definately great."

"I think he looks like a poofter!"

"Yes indeed, Francis... there's a great guy, if I'm any judge."

Og sådan kan man blive ved, scene efter scene og komme hele Makedonien rundt med et smil på læben. Allways look at the bright side.

onsdag, januar 27, 2010

Sådan Ser Du no. I

(Jeg skal lige tage tilløb før jeg anmelder det feministiske dameblad. Så vi prøver et nyt format af, som jeg har tænkt mig at gøre lidt ud af på bloggen. Jeg vil gerne skrive mere om film, men ikke decideret anmelde. En måde tænker jeg kunne være at lave små 'viewers guides'. Her er første forsøg.)


Sådan Ser Du: 'Troy' af Wolfgang Petersen

























'Troy' fra 2004 er ingens yndlingsfilm, og man forstår hvorfor.


Hvis man ser den for sandal-slå-på-tæven er der ikke nær nok vold og blodsudgydelse til for alvor at tilfredsstille.


Hvis man ser den for store følelser, er der klart noget at komme efter, især i forhold til våbenbrødre, fædre og sønner og modstandere på slagmarken og den slags bravado.

Kærlighed mellem mand og kvinde (Man har sjovt nok ikke turdet lade Achilleus' forhold til sin elsker Patroklos være andet end platonisk venskab mellem fætre) er der skam masser af.


Men for det meste af den Hollywoodske slags, der bliver på overfladen af de smukke skuespilleres ansigter. Og som bliver meget kedelig at se på i længden (undtagen når Brad Pitt er involveret, og det vænner vi tilbage til. Men det er caliente hvad der forgår mellem ham og den væsentligt opgraderede Briseis-figur!).

Men: Taget i betragtning af at dette er en af de største kærlighedshistorier i verdenslitteraturen, så er det interessant, at den mest gnistrende kemi er mellem mænd i kamp og ikke mellem de unge, fordømte elskende, dvs. Paris og Helene.




Hvis man ser den fordi man elsker alt der er episk, lever dens manuskript og production design ikke op til forgængere som fx. 'Gladiator', 'Lord of The Rings' eller 'Braveheart'.


Manuskriptet er en historie for sig (på flere måder), og det kommer vi til. Looket er 'greek 'n' glamourous', og set design falder ofte igennem med kostumer og kulisser, der ser ud til at have lidt under de astronosmiske lønninger, som stjerneparaden af skuespillere må have suget ud af filmens budget.

Hvis man ser den fordi man er historienørd og gerne vil se Illiaden filmatiseret, er man værst stillet. For de friheder, manuskriptet tager sig i forhold til den oprindelige fortælling, må give enhver med en vis indsigt i Homer eksem.

Jeg er helt med på, at filmen ikke skal/kan følge de homeriske vers til punkt og prikke, og der er flere af de mere markante ændringer der faktisk giver god mening og tilfører filmen noget unikt for den. Fx fungerer det rigtig godt at man har fravalgt at have de græske guder som fysiske aktører i filmen, som de er i fortællingen.

Det giver filmen et rum for sekulære overvejelser omkring, hvor mennesker står når de fortolker 'gudernes vilje' - hvilket også er en metakommentar til selve Homers fortælling. Men der hvor det går galt, helt galt, er afrundingen og afslutningen på filmen:


Her er der truffet nogle dramatiske valg, som underminerer hele Illiadens plotstruktur og dybere mening i forhold til hybris-nemesis. Disse valg bærer i så høj grad præg af overfladiske publikumshensyn og mangel på nosser, at de ikke kan afføde andet end klichéer - og heller ikke gør det.

Uden at afsløre for meget, kan jeg sige, at det grundlæggende handler om hvem der overlever, hvem der dør, og især hvornår og hvordan de gør det.


Det svækker fortællingens indre logik, og dermed også filmens egen, i en sådan grad, at den fiser ud og bliver ligegyldig for en som helhed.


Jamen, er det ikke rigtigt - 'Troy' er aldrig en titel, nogen nævner når man taler om favoritter eller på anden måde markante film?

Der står gode og et par decideret stærke scener tilbage når man har set 'Troy', men som episk film fra start til slut er den mislykkedes.

Men: Her kommer Sådan Ser Man ind i billedet. For der er en måde at se 'Troy' på og få en god filmoplevelse ud af det.





















Sådan gør du: Sluk filmen efter scenen, hvor Hektor og Achilleus kæmper mod hinanden på den støvede, grusomme slette foran bymuren.

På den måde får du de rigtig, rigtig fede kampscener i filmens begyndelse med, du får de brutale, græske konger (bl.a. Brendan Gleeson, aka. Hamish fra Braveheart, som Menelaos!), og du får Erik Banas gode og rørende heltespil som Hector med.


Du får den del af Paris-figuren med, som Orlando Bloom var perfekt catstet til: Den del, som er den originale figur, en umoden tøsedreng der godt nok har en sjover der tænker for ham, men ingen kugler når lokummet brænder under Apollon.




Du får også Sean Bean som spiller rollen som den snu Odysseus så godt, at man sidder og håber på en 'Odysséen'-filmatisering med ham i hovedrollen (Men måske ikke lige med Wolfgang Petersen som instruktør...).

Og, og dette er ingen lille ting, i nogen forstand: Du får Brad Pitts fuldkomment overjordisk pumpede fysik med; velolieret, smagfuldt belyst, afklædt til det uanstændige og med en alfahan-attitude der er stærkt overbevisende.

Jeg siger jer, mine damer og herrer der er til herrer: Der er scener dér, der ville kunne få hele Dannerhuset til at spinde, Pan til at genåbne og Dronning Dagmar til at rejse sig fra graven, knappe en knap mere op i særken og booke en kærre til Peleponnes - one way ticket.


















Normalt ville jeg ikke fremhæve noget så fladpandet som en skuespiller der ser godt ud, men det er altså ekseptionelt, det her. Og det er simpelthen en af filmens kvaliteter.


Grin blot hånligt, men det giver altså også tematisk mening: Hele historien handler om helte, og Achilleus-Brad Pitt er i en klasse for sig i heltegenren. He puts the hero in heroic. And in anti-hero. And in hero, as such.


Måske er du ikke til Mr. Pitt generelt, og fred være med det. Jeg har også set Benjamin Button.
Men hvis den her udgave ikke får dit blod til at rulle hurtigere, så er du enten 1) en håbløst heteroseksuel mand eller 2) frigid. Jeg siger det bare.

Summa summarum: Alt det, plus altså også den gode tvekampscene, får du altså i den første halvanden time.


Og det du slipper for ved at skippe den sidste times tid?


Det er alt det skidt, der gør at filmen fuser ud og ender med at irritere dig til du råber af skærmen.

Den time indeholder nemlig de mest graverende plotafvigelser, de tykkeste klicheer, det grimmeste set design (nemlig Trojas ødelæggelse. Et analogt billede kunne være: De store drenge i fritidshjemmet smadrer jeres pudeborg), en del tårer, samt ca. 25 døds- og afskedsscener i forskellige stadier af finalitet.


Og så undgår du også en horribel temasang hen over end credits. Den lyder som Stig Rossen ville gøre, hvis han mødte Celine Dions producere.

Sangen slår igen hovedpointen fast, som filmen allerede har gentaget med 15 minutters mellemrum: Verden vil aldrig glemme de mennesker, der kæmpede om Troja.


Og det er jo rigtigt nok: Achilleus, Hektor, Agamemnon, Menelaos, Ajax, Helena, Odysseus, Paris, Priamos. Navne som gymnasieelever stadig terper den dag i dag, og som aldrig er blevet glemt.

Filmen Troy, derimod, går formentlig en anden skæbne i møde. Det bliver aldrig den klassiker, dens forlæg er.

Men se halvanden time af den - så garanterer jeg for en oplevelse, du i hvertfald ikke har lyst til at glemme lige med det samme.

Om ikke andet på grund af det her:


tirsdag, januar 26, 2010

...anmelder: CONSUME, afsnit I

Altså. Jeg behøver jo ikke copy paste gamle ting ind. Jeg kan selvfølgelig også bare skrive noget nyt selv.

Så det gør jeg. Som lovet før vil jeg kigge på det nye kulturkritiske og feministiske magasin Consume, som udkom forrige uge.

Se hjemmesiden her: http://consume-mag.dk/

Lidt baggrund:

Jeg har allerede på Facebook diskuteret det med et par kloge damer efter bedste evne, hvilket ikke siger ret meget, da ingen af os havde læst det endnu.

En af damerne, E., havde dog læst det første nummer, der udkom som en slags happening for halvandet år siden.

E. mente at det var for amatørisk og studentikost-dogmatisk skrevet til at gøre nogen som helst forskel, og at udmeldingerne omkring det nye nummer trak i samme retning. Den redaktionelle linje handler nemlig om et opgør med de gængse kvindemagasiners forbrugerisme og traditionelle kønsrollemønster.

Og det blev ganske rigtigt formuleret med nogle lidt forslidte gloser af kvinderne bag Consume, men det er nu ikke i sig selv noget, der tænder mig af.

Læs det selv her: http://politiken.dk/kultur/tvogradio/article881129.ece

Blandt andet skyder Consume på 'stiletfemnismen' eller damebladsfemnismen. Det vil jeg lige snakke lidt om indledningsvis. For jeg synes at det er i opgøret med denne begrebs-matrice, at Consume har en klar berettigelse.

Køn? Ja, det synes jeg da, jeg er...
Damebladsfeminismen eller stiletfeminismen er begreber der har bredt sig i kønsdebatten og mainstreammedier de seneste 10 år og som har det udgangspunkt, at ligestilling er opnået og er en usagt selvfølgelighed for enhver dansk kvinde - og i øvrigt et personligt projekt: Jamen, selvfølgelig er vi stærke og seje og vigtige og dejlige. Og skal vi så komme videre til interviewet med Tina Lund og fotoserien om jeans til alle kropstyper?

Det er med andre ord den holdning til køn, du hyppigst møder i de danske kvindemagasiner.

Generelt set kan man sige, at damebladsfemnismen sætter emner som udseende, forbrug, magt, ligestilling og parforhold fri af feminismens dogmer, og overlader det til den enkelte kvinde at forholde sig til udfra sin personlige erfaring.

Og så kalder den det 'girl power' at købe sine egne Christian Loboutin-sko og at give sin kæreste 'oralsex - så det også er godt for DIG'.

Feminist eller forfængelig?
Som jeg ser det dækker damebladsfeminisme i bund og grund over, at man gerne vil være fri til at være forfængelig og feminist samtidig. Og til at tilpasse sig samfundets normer uden at føle sig underlagt dem.

Men kan man det? Kan man kalde sig feminist i ordets egentlige forstand og stadig i mange henseender tænke og handle som en u-emanciperet kvinde - især i forhold til sit forbrug, si krop og det modsatte køn?

I udlandet kan man godt. Der kan man alt muligt med femnisme. I fx Sverige, Frankrig, England og USA er det ikke så tabuiseret et begreb, og måske derfor langt mere fleksibelt.

Men i Danmark er feminist stadig en term der har en tung marxistisk arv hængende, plus en masse fordomme. Derfor er det som om, at det er enten-eller indenfor selv termen. Enten er du feminist af den gamle og noget propagandaprægede skole, som Consume bekender sig til.

Eller også går du i den helt anden grøft og fraskriver dig alle de værdier, som kendetegner feminismen, udover den der drejer sig om at kvinder grundlæggende er lige at stille med mænd. Men nogen kamp for noget er der ikke tale om - man kunne så nemt komme til at træde nogen over tæerne.

Hykleri fra alle kanter
Jeg gør lige min position klar her. Den er først og fremmest hyklerisk. Jeg køber kvindemagasiner, jeg læser kvindemagasiner og jeg skriver for kvindemagasiner. Kill me.

Men når det er sagt, så er jeg ikke fan af bladenes genrelle indstilling til køn, kvindeimage og kroppe.

Jeg bliver gang på gang provokeret af overfladiske hævdelse af en interesse for en stærk kvindeidenditet, og så de utallige underliggende diskurser, der tjener til at underminere vores selvbillede, fintune os som forbrugere og så tvivl om den virkelighed, vi befinder os i.

Lad mig komme med et eksempel: Et dansk magasin, der markedsfører sig meget Oprah-inspireret på at kvinder skal elske sig selv som de er, handler nærmest udelukkende om kropsmæssige emner: Slankekure, plastiske operationer, foryngelseskure, sundhedskure, makeovers, motion - og bladet føler sig ikke hævet over at bringe tips til at tabe to kilo på to dage, med en kur hvor du udelukkende må drikke kogevand fra porrer. Husk nu at elske dig selv imens.

Det er den form for forløjet feminisme og kvindeimage, Consume vil gøre op med. Og det er der sådan set ingen tvivl om, at de gør.

Spørgsmålet er, om de gør det på en måde, som folk vil engagere sig i og lytte til. Det kigger vi på i næste kapitel af CONSUME, afsnit II, hvor vi også vil indrage en anden anmeldelse af magasinet, så jeg har flere ting at skyde på. Bang!

...ikke helt klar.

Hm. Der er et eller andet spidsfindigt med at kopiere tekst over i blogformatet, som jeg ikke kan huske. Jeg kan i hvert fald hverken højreklikke-copy-paste eller ctrl-copy-paste, så indtil jeg kommer i tanke om hvordan man gør, så er der ikke nogen klummer eller andet at læse. Sorry.

Hvis nogen ved tricket, så skriv det lige.

Og åh ja - hvis nogen ved, hvorfor Facebook ikke adlyder mig lige nu ('Hovsa! Der er sket en fejl..') og ikek har gjort det i et døgns tid eller to, så må I også gerne sige det.

Personligt tror jeg bare, at robotten er sur på mig. Men jeg er også sur på den. Så det.

Knock, knock...

I går lå jeg søvnløs i et par timer og havde dermed lidt tid til at gennemgå kartotekerne i min hjerne. Og et sted mellem gamle skænderier, kommende artikler og en ukomplet liste over hvilke koncerter jeg så sidste år, dukkede pludselig passwordet til min blog frem.

Det er nemlig én af de ting der er årsag til, at jeg ikke har skrevet herinde i ... over et år?
Ren glemsomhed. Hvad var det nu det password var?

De andre årsager, som klart har betydet at jeg ikek har anstrengt mig så megte for at finde det password, er, at jeg har arbejdet som skriverobot i de seneste tre-fire år i streg.

Nu er jeg freelancer. Det betyder to ting for blogmuligheden:

1) Der er ingen der tjekker hvad jeg laver, sålænge jeg afleverer til deadline.

2) Jeg har lissom fået lyst til at skrive igen. Altså skrive mere end jeg allerede gør. Hvorfor er en lang historie, som vi måske tager en anden dag, hvis nogle gider høre det.

Så knock knock - who's there? Er der nogen af mine tre læsere, der kan huske at det var en blog med det mundrette navn Okaysaasagdevijegvar? Ellers har jeg stedet for mig selv, og det er også ok. Internetbrugerkommentarer er det mest skræmmende i verden. Det har jeg lært af mine år som webjournalist.

Det er som om at en kommentarfunktion eller et forum har en Jekyll-Hyde-effekt på mennesker. Jeg mener, de kan vel ikke være sådan nogle afsindige, rasende og aggressive psykopater i deres hverdag allesammen?

Det værste er, at det også rammer en selv. Man bliver en gal posedame - eller sarkastisk idiot- af at skrive kommentarer på nettet. Når folk er så latterligt åndsvage, stimulerer det mærkeligt nok en selv til at følge trop og rase mod dem på samme niveau.

Men det må man så ikke, hvis man sidder som professionel person og lægger artikler ud på nettet for sin arbejdsgiver. Og jeg kan hilse fra mit professionelle jeg og sige, at det nogle gange har været rimeligt frustrerende at skulle lægge bånd på sin indre Jesper Langballe når en eller anden anonym spade hældte galde ud over det arbejde, man lagde sit hjerteblod i. Og man bare havde lyst til at jorde dem så de gispede grus i dagevis efter og aldrig talte grimt på internettet igen.

Men nu er jeg mig, bare mig. Så regn med at jeg råber og skriger af jer, hvis I skriver noget ondt på min blog, imaginære læsere.

Derudover er jeg glad for at være tilbage...

Jeg starter med at lægge nogle af mine artikler og klummer op, da jeg har fået klager over at de bliver trykt i en pladderhumanistisk bøsseavis, som ikke kan fås i udlandet og Jylland.

Og så tror jeg at jeg anmelder et feministisk magasin og en anmelder, der anmelder det.

Og så må vi se. Og ses.
- m