fredag, januar 29, 2010

Sådan Ser Du no. III

Sådan Ser Du: 'Watchmen' af Zack Snyder


Jeg kan ikke helt huske præcis hvor skuffet jeg var, da jeg havde set Zack Snyders filmatisering af Alan Moore og Dave Gibbons' skelsættende tegneserie 'Watchmen' første gang i biografen. Jeg kan bare huske at jeg var skuffet. Og at jeg blev mere skuffet jo mere jeg tænkte over den.

Jeg kan heller ikke huske præcis hvad, jeg var skuffet over. Men jeg ved, at jeg hadede, at der var ændret radikalt i filmens slutning i forhold til tegneseriens.

Det var ikke bare en nørds forudsigeligt konservative holdning til forholdet mellem tegneserieforlæg og filmatisering, hvilket som bekendt er et minefelt for enhver instruktør at bevæge sig i nærheden af.

Det var fordi, jeg ikke kunne se hvorfor. Forklaringen skulle efter sigende være, at Snyder og Co. havde ment at den oprindelige slutning var 'utidssvarende' i dag.

Jeg stillede mig uforstående: Hvordan kan et klimaks, der kombinerer Lovecraft-horror med Hiroshima-skræk nogensinde overskride sidste salgsdato? Folk er idioter.

Den anden ting, som jeg ikke kunne forlige mig med, var castingen af den usandsynligt ferske og jævnt uintressante skuespiller Matthew Goode som den mildt sagt centrale powerkarakter Adrian Veidt/Ozymandias. Goode kunne bare ikke fylde hverken rollen eller det drønfrække bodyarmour ud. Ikke i en eneste scene.

Castingen er ellers en af de ting, som virkelig spiller for Snyders film. Ikke bare fordi skuespillerne ligner deres tegnede forlæg (undtagen altså Goode), men fordi de også giver karaktererne en ny energi.


Jeg vil nemlig gerne understrege, at en filmatisering i mine øjne ikke bare bliver god ved at 'ligne'. Uanset om forlægget er en tegneserie, en bog, et teaterstykke, en historisk begivenhed eller en anden film, så er 'shot by shot' ikke nok til at få en filmatisering til at fungere.



Ændringer, fravalg og tilvalg er nødvendige for at få projektet til at lykkes. Tit taler man om at man skal have 'respekt' for forlægget. Men det er ikke alene det, der gør det. For meget respekt giver som regel en kedelig film.

Jeg tror snarere, at det drejer sig om, hvor dybt forlægget har inspireret den instruktør, der skal stå for filmatiseringen, og hvor dybt han/hun har forstået at analysere og fortolke den kunstneriske kerne i forlægget.


(Til eksempel er Terry Gilliams 'The Fisher King' den bedste filmatisering af legenden om Den Hellige Gral, fordi den ikke prøver at lave en ridderfilm, men er en kunstnerisk fortolkning af forlæggets budskab - og af dets narrative absurditet).


Idéelt set skal filmatiseringen kunne stå på egne ben og være et værk i sin egen ret, og det syntes jeg ikke at 'Watchmen' kunne prale af efter at have set biografversionen.


Den var så flot, så flot, ingen tvivl om det. De havde endda også haft store nok klodser til at inkludere både ultravold, eksploderende vietcongs og (gode) Billy Crudups full frontal blå CGI-tissemand. Men alligevel var det så skuffende. Filmen virkede bare ikke. For udover de nævnte to skuffelser mht. slutning og skuespillervalg, så var der også mere graverende grunde.

Tempoet var den fx. helt gal med. Historien var langtrukken grænsende til det kedelige, og samtidig blev tegneseriens ekstremt kondenserede indhold afviklet så forjaget, at det må have sat alle af, som ikke man kendte tegneserien i forvejen. Hell, jeg havde læst den mindst 10 gange, og jeg havde svært ved at følge med!

Og så manglede der ting fra tegneserien. Vigtige ting. Nu har jeg lige agiteret for fravalg som en nødvendighed, men denne version af filmen led under dem.

De elementer, der var udeladt, var sådan set forståelige, set i betragtning af at tegneserien indeholder så meget stof, og filmens længde skulle passe i et biografformat. Så vælger man som regel de elementer fra, der ikke umiddelbart er benzin til rejsen ned af plot-motovejen - klart nok.

Men det betyder stort set altid, at filmen taber dybde. Tematikkens kompleksitet formindskes og slutresultatet mister påvirkningskraft og originalitet.

Det samme skete her. Og det var nok det mest skuffende, selv taget Matthew Goode og manglen på tentakler i betragtning.

MEN: Alt er ikke tabt! Takket være den moderne teknologis muligheder er der en ny chance for at se 'Watchmen' som Gud, Zack Snyder og Bluray vil have, at den skal se ud. Den hedder 'Watchmen - The Ultimate Cut. The Complete Story'.

Personligt er min oprindelige skuffelse blevet afløst af, at jeg nu sætter stor pris på filmatiseringen af 'Watchmen'. Jeg vil ikke sige for meget, men alt det, der ikke virkede i biografversionen, virker bedre eller decideret godt i denne version, og alt det, der fungerede perfekt i biografversionen - CGI, set design, cast (Undtagen...) - stråler derfor endnu mere.

Vil du også ha' det sådan her med 'Watchmen'? Læs videre.

Sådan gør du: Følg denne fire-trins-guide og opnå den maksimale 'Watchmen'-kvalitet.
Disclaimer: Hvis ét eller flere af disse trin udelades, kan jeg på ingen måde stilles ansvarlig for en eventuel dårlig oplevelse. Tværtimod giver det mig retten til at sige 'Hvad sagde jeg'.


Trin 1) Læs tegneserien. Ikke bare fordi, at den er fantastisk, men også fordi at det giver dig en væsentligt bedre chance for at følge med i filmens handling. Du skal ikke nærme dig din DVD/Bluray-afspiller før du har gennemført dette trin, eventuelt et par gange.


Trin 2) Køb denne version af filmen: 'Watchmen - The Ultimate Cut. The Complete Story'. Det er ikke blot et strækt udvidet directors cut, men inkluderer også 'Tales of The Black Freighter': En animationsfilm over den comic-within-the-comic, som indgår i 'Watchmen'-tegneserien og som fungerer som en analogi for 'Watchmen's tematiske omdrejningspunkt: Hvor langt kan man som menenske gå for at gøre godt, før man gør ondt? Bluray er at foretrække, men mindre kan også gøre det.

Trin 3) Lav en portion popcorn af fornuftig størrelse og sæt dig godt til rette. Det er en 3½ time lang film, du skal til at se, så komfort og næring har prioritet. Da der desuden er meget at holde øje med i hver scene, bør du placere dine popcorn indenfor rækkevidde, så du ikke skal slippe skærmen med øjnene for at indtage dem. På billedet man ser hvordan:


Trin 4) Se filmen. Formentlig har du nu allerede fået en langt bedre oplevelse end de mennesker, der kun har set biografversionen. Men det sidste trin, du skal igennem for ultimativ fornøjelse af 'Watchmen' er dette:
To måneder efter at du har set din 'Ultimate Cut'-version, skal du sætte den på igen og se den én gang til. På dette tidspunkt vil du være kommet dig over din frustration over de radikale ændringer i filmens slutning i forhold til tegneseriens.

Derfor vil du nu med stor sandsynlighed kunne se, at disse forskelle giver en anderledes, men faktisk rigtig udemærket afrunding af plottet og af centrale karakterer.

Og endelig vil du gennemleve et for en nørd meget sjældent fænomen: Følelsen af at tilgive* og derpå værdsætte en filminstruktørs ændringer i et værk, du elsker.

God fornøjelse. Og husk nu popcorn'ene.

*Undtagen castingen af Matthew Goode. For den er der ingen tilgivelse, i denne verden eller den næste.

torsdag, januar 28, 2010

Sådan Ser Du no. II

Sådan ser du: 'Alexander' af Oliver Stone


Velkommen tilbage til min filmguide, hvor vi går direkte videre fra 'Troy' til endnu en sandalfilm fra 2004. Måske var der udsalg i Acme Ancient Set Designs det år? Et tilbud, hvor man fik lov at trække et manuskript i en automat ved køb af 20 alabastersøjler og et divangruppe i mørkt træ?
Det ville forklare meget om Oliver Stones kolossalt kedelige tour de force med Alexander den Store. Her har vi 'Imperiet rundt på hesteryg', krydret med overdrevne stunts og overspillede følelsesudladninger hvor en hvæsende Angelina Jolie angriber alt omkring sig med en attitude som en vred knæler med silikonelæber.


Colin Farrel som Alexander ser underlig ud med afbleget hår, og virker besynderligt afgrænset fra resten af filmen i mange scener. Det virker som om at Stone har taget sin hovedpointen - at Alexander i sidste ende kæmpede alene - lidt for bogstaveligt når det kommer til hans hovedrolles vilkår.

Og handlingen? Tja, nogle mener, at 'Lord of The Rings' er trættende, fordi det er én lang gåtur mod mere krig. De skulle bare se 'Alexander'.

Jeg er klar over, at verdenshistorien generelt lider hårdt under mangel på plot. Men at det forklarer stadig ikke at en stor instruktør som Stone taber tøjlerne så meget som han gør her, og ender med en meget lang, ufokuseret tomgang af en film. 'Alexander' er langtrukken, ufokuseret og udmattende.


Det gør det nærmest til en method-oplevelse af se den: Hvis man holder ud til den bitre ende føler man selv, at man har siddet på ryggen af en hest i 12 år som kavellerist nr. 238 fra højre, sjette kolonne, Alexanderkompagni 5, og ventet på at The Great Guy giver en lov til at lukek, slukke og gå hjem.


Men, ingen film med sjovt hår og krigselefanter i er så skidt, at den ikke er god for noget. Der er en måde at få 'Alexander' til at give andet end sadelsår:

Sådan Gør Du: Tag din remotekontrol og sæt filmen på 'lydløs'. Lav derefter selv replikker til - som om det var en Monthy Phyton-film.



Det fungerer selvfølgelig bedst, hvis du ser filmen sammen med mindst én anden person. Så kan I holde dialogen kørende henover scenerne, og I vil være overraskede over, hvor let det virker.

I skal naturligvis lave overdrevne britiske accenter og tale med høje, skingre stemmer. Tænk Terry Jones og Michael Palin i 'Life of Brian'. Og anlægge en anarkistisk, anakronistisk tankegang generelt. Så kører det af sig selv:

"No. I shant give you my Coca Cola bottle. Shant!"

"Well, I've got you by the knickers, and if you don't hand over that Coca Cola bottle, I'm going to administer onto you a wedgie of frankly epic proportions. Now give here."

Et andet godt tip er at koncentrere sig om et par statister i baggrunden af scenen og give dem stemmer i stedet for at lægge lyd til hovedrollerne:

"Who's that one up there yelling?"

"Alexander the Great, I think."

"Alexander the who?"

"The Great. He's great, apparently."

"He doesn't look that great to me!"

"Nah... I've seen greater."

[pause]

"Now my cousin Francis. He's great, all right. Great as they come"

"I dont' even think he looks large. More of a medium, really."

"Havn't seen him for a while. But last I saw him, he was definately great."

"I think he looks like a poofter!"

"Yes indeed, Francis... there's a great guy, if I'm any judge."

Og sådan kan man blive ved, scene efter scene og komme hele Makedonien rundt med et smil på læben. Allways look at the bright side.

onsdag, januar 27, 2010

Sådan Ser Du no. I

(Jeg skal lige tage tilløb før jeg anmelder det feministiske dameblad. Så vi prøver et nyt format af, som jeg har tænkt mig at gøre lidt ud af på bloggen. Jeg vil gerne skrive mere om film, men ikke decideret anmelde. En måde tænker jeg kunne være at lave små 'viewers guides'. Her er første forsøg.)


Sådan Ser Du: 'Troy' af Wolfgang Petersen

























'Troy' fra 2004 er ingens yndlingsfilm, og man forstår hvorfor.


Hvis man ser den for sandal-slå-på-tæven er der ikke nær nok vold og blodsudgydelse til for alvor at tilfredsstille.


Hvis man ser den for store følelser, er der klart noget at komme efter, især i forhold til våbenbrødre, fædre og sønner og modstandere på slagmarken og den slags bravado.

Kærlighed mellem mand og kvinde (Man har sjovt nok ikke turdet lade Achilleus' forhold til sin elsker Patroklos være andet end platonisk venskab mellem fætre) er der skam masser af.


Men for det meste af den Hollywoodske slags, der bliver på overfladen af de smukke skuespilleres ansigter. Og som bliver meget kedelig at se på i længden (undtagen når Brad Pitt er involveret, og det vænner vi tilbage til. Men det er caliente hvad der forgår mellem ham og den væsentligt opgraderede Briseis-figur!).

Men: Taget i betragtning af at dette er en af de største kærlighedshistorier i verdenslitteraturen, så er det interessant, at den mest gnistrende kemi er mellem mænd i kamp og ikke mellem de unge, fordømte elskende, dvs. Paris og Helene.




Hvis man ser den fordi man elsker alt der er episk, lever dens manuskript og production design ikke op til forgængere som fx. 'Gladiator', 'Lord of The Rings' eller 'Braveheart'.


Manuskriptet er en historie for sig (på flere måder), og det kommer vi til. Looket er 'greek 'n' glamourous', og set design falder ofte igennem med kostumer og kulisser, der ser ud til at have lidt under de astronosmiske lønninger, som stjerneparaden af skuespillere må have suget ud af filmens budget.

Hvis man ser den fordi man er historienørd og gerne vil se Illiaden filmatiseret, er man værst stillet. For de friheder, manuskriptet tager sig i forhold til den oprindelige fortælling, må give enhver med en vis indsigt i Homer eksem.

Jeg er helt med på, at filmen ikke skal/kan følge de homeriske vers til punkt og prikke, og der er flere af de mere markante ændringer der faktisk giver god mening og tilfører filmen noget unikt for den. Fx fungerer det rigtig godt at man har fravalgt at have de græske guder som fysiske aktører i filmen, som de er i fortællingen.

Det giver filmen et rum for sekulære overvejelser omkring, hvor mennesker står når de fortolker 'gudernes vilje' - hvilket også er en metakommentar til selve Homers fortælling. Men der hvor det går galt, helt galt, er afrundingen og afslutningen på filmen:


Her er der truffet nogle dramatiske valg, som underminerer hele Illiadens plotstruktur og dybere mening i forhold til hybris-nemesis. Disse valg bærer i så høj grad præg af overfladiske publikumshensyn og mangel på nosser, at de ikke kan afføde andet end klichéer - og heller ikke gør det.

Uden at afsløre for meget, kan jeg sige, at det grundlæggende handler om hvem der overlever, hvem der dør, og især hvornår og hvordan de gør det.


Det svækker fortællingens indre logik, og dermed også filmens egen, i en sådan grad, at den fiser ud og bliver ligegyldig for en som helhed.


Jamen, er det ikke rigtigt - 'Troy' er aldrig en titel, nogen nævner når man taler om favoritter eller på anden måde markante film?

Der står gode og et par decideret stærke scener tilbage når man har set 'Troy', men som episk film fra start til slut er den mislykkedes.

Men: Her kommer Sådan Ser Man ind i billedet. For der er en måde at se 'Troy' på og få en god filmoplevelse ud af det.





















Sådan gør du: Sluk filmen efter scenen, hvor Hektor og Achilleus kæmper mod hinanden på den støvede, grusomme slette foran bymuren.

På den måde får du de rigtig, rigtig fede kampscener i filmens begyndelse med, du får de brutale, græske konger (bl.a. Brendan Gleeson, aka. Hamish fra Braveheart, som Menelaos!), og du får Erik Banas gode og rørende heltespil som Hector med.


Du får den del af Paris-figuren med, som Orlando Bloom var perfekt catstet til: Den del, som er den originale figur, en umoden tøsedreng der godt nok har en sjover der tænker for ham, men ingen kugler når lokummet brænder under Apollon.




Du får også Sean Bean som spiller rollen som den snu Odysseus så godt, at man sidder og håber på en 'Odysséen'-filmatisering med ham i hovedrollen (Men måske ikke lige med Wolfgang Petersen som instruktør...).

Og, og dette er ingen lille ting, i nogen forstand: Du får Brad Pitts fuldkomment overjordisk pumpede fysik med; velolieret, smagfuldt belyst, afklædt til det uanstændige og med en alfahan-attitude der er stærkt overbevisende.

Jeg siger jer, mine damer og herrer der er til herrer: Der er scener dér, der ville kunne få hele Dannerhuset til at spinde, Pan til at genåbne og Dronning Dagmar til at rejse sig fra graven, knappe en knap mere op i særken og booke en kærre til Peleponnes - one way ticket.


















Normalt ville jeg ikke fremhæve noget så fladpandet som en skuespiller der ser godt ud, men det er altså ekseptionelt, det her. Og det er simpelthen en af filmens kvaliteter.


Grin blot hånligt, men det giver altså også tematisk mening: Hele historien handler om helte, og Achilleus-Brad Pitt er i en klasse for sig i heltegenren. He puts the hero in heroic. And in anti-hero. And in hero, as such.


Måske er du ikke til Mr. Pitt generelt, og fred være med det. Jeg har også set Benjamin Button.
Men hvis den her udgave ikke får dit blod til at rulle hurtigere, så er du enten 1) en håbløst heteroseksuel mand eller 2) frigid. Jeg siger det bare.

Summa summarum: Alt det, plus altså også den gode tvekampscene, får du altså i den første halvanden time.


Og det du slipper for ved at skippe den sidste times tid?


Det er alt det skidt, der gør at filmen fuser ud og ender med at irritere dig til du råber af skærmen.

Den time indeholder nemlig de mest graverende plotafvigelser, de tykkeste klicheer, det grimmeste set design (nemlig Trojas ødelæggelse. Et analogt billede kunne være: De store drenge i fritidshjemmet smadrer jeres pudeborg), en del tårer, samt ca. 25 døds- og afskedsscener i forskellige stadier af finalitet.


Og så undgår du også en horribel temasang hen over end credits. Den lyder som Stig Rossen ville gøre, hvis han mødte Celine Dions producere.

Sangen slår igen hovedpointen fast, som filmen allerede har gentaget med 15 minutters mellemrum: Verden vil aldrig glemme de mennesker, der kæmpede om Troja.


Og det er jo rigtigt nok: Achilleus, Hektor, Agamemnon, Menelaos, Ajax, Helena, Odysseus, Paris, Priamos. Navne som gymnasieelever stadig terper den dag i dag, og som aldrig er blevet glemt.

Filmen Troy, derimod, går formentlig en anden skæbne i møde. Det bliver aldrig den klassiker, dens forlæg er.

Men se halvanden time af den - så garanterer jeg for en oplevelse, du i hvertfald ikke har lyst til at glemme lige med det samme.

Om ikke andet på grund af det her:


tirsdag, januar 26, 2010

...anmelder: CONSUME, afsnit I

Altså. Jeg behøver jo ikke copy paste gamle ting ind. Jeg kan selvfølgelig også bare skrive noget nyt selv.

Så det gør jeg. Som lovet før vil jeg kigge på det nye kulturkritiske og feministiske magasin Consume, som udkom forrige uge.

Se hjemmesiden her: http://consume-mag.dk/

Lidt baggrund:

Jeg har allerede på Facebook diskuteret det med et par kloge damer efter bedste evne, hvilket ikke siger ret meget, da ingen af os havde læst det endnu.

En af damerne, E., havde dog læst det første nummer, der udkom som en slags happening for halvandet år siden.

E. mente at det var for amatørisk og studentikost-dogmatisk skrevet til at gøre nogen som helst forskel, og at udmeldingerne omkring det nye nummer trak i samme retning. Den redaktionelle linje handler nemlig om et opgør med de gængse kvindemagasiners forbrugerisme og traditionelle kønsrollemønster.

Og det blev ganske rigtigt formuleret med nogle lidt forslidte gloser af kvinderne bag Consume, men det er nu ikke i sig selv noget, der tænder mig af.

Læs det selv her: http://politiken.dk/kultur/tvogradio/article881129.ece

Blandt andet skyder Consume på 'stiletfemnismen' eller damebladsfemnismen. Det vil jeg lige snakke lidt om indledningsvis. For jeg synes at det er i opgøret med denne begrebs-matrice, at Consume har en klar berettigelse.

Køn? Ja, det synes jeg da, jeg er...
Damebladsfeminismen eller stiletfeminismen er begreber der har bredt sig i kønsdebatten og mainstreammedier de seneste 10 år og som har det udgangspunkt, at ligestilling er opnået og er en usagt selvfølgelighed for enhver dansk kvinde - og i øvrigt et personligt projekt: Jamen, selvfølgelig er vi stærke og seje og vigtige og dejlige. Og skal vi så komme videre til interviewet med Tina Lund og fotoserien om jeans til alle kropstyper?

Det er med andre ord den holdning til køn, du hyppigst møder i de danske kvindemagasiner.

Generelt set kan man sige, at damebladsfemnismen sætter emner som udseende, forbrug, magt, ligestilling og parforhold fri af feminismens dogmer, og overlader det til den enkelte kvinde at forholde sig til udfra sin personlige erfaring.

Og så kalder den det 'girl power' at købe sine egne Christian Loboutin-sko og at give sin kæreste 'oralsex - så det også er godt for DIG'.

Feminist eller forfængelig?
Som jeg ser det dækker damebladsfeminisme i bund og grund over, at man gerne vil være fri til at være forfængelig og feminist samtidig. Og til at tilpasse sig samfundets normer uden at føle sig underlagt dem.

Men kan man det? Kan man kalde sig feminist i ordets egentlige forstand og stadig i mange henseender tænke og handle som en u-emanciperet kvinde - især i forhold til sit forbrug, si krop og det modsatte køn?

I udlandet kan man godt. Der kan man alt muligt med femnisme. I fx Sverige, Frankrig, England og USA er det ikke så tabuiseret et begreb, og måske derfor langt mere fleksibelt.

Men i Danmark er feminist stadig en term der har en tung marxistisk arv hængende, plus en masse fordomme. Derfor er det som om, at det er enten-eller indenfor selv termen. Enten er du feminist af den gamle og noget propagandaprægede skole, som Consume bekender sig til.

Eller også går du i den helt anden grøft og fraskriver dig alle de værdier, som kendetegner feminismen, udover den der drejer sig om at kvinder grundlæggende er lige at stille med mænd. Men nogen kamp for noget er der ikke tale om - man kunne så nemt komme til at træde nogen over tæerne.

Hykleri fra alle kanter
Jeg gør lige min position klar her. Den er først og fremmest hyklerisk. Jeg køber kvindemagasiner, jeg læser kvindemagasiner og jeg skriver for kvindemagasiner. Kill me.

Men når det er sagt, så er jeg ikke fan af bladenes genrelle indstilling til køn, kvindeimage og kroppe.

Jeg bliver gang på gang provokeret af overfladiske hævdelse af en interesse for en stærk kvindeidenditet, og så de utallige underliggende diskurser, der tjener til at underminere vores selvbillede, fintune os som forbrugere og så tvivl om den virkelighed, vi befinder os i.

Lad mig komme med et eksempel: Et dansk magasin, der markedsfører sig meget Oprah-inspireret på at kvinder skal elske sig selv som de er, handler nærmest udelukkende om kropsmæssige emner: Slankekure, plastiske operationer, foryngelseskure, sundhedskure, makeovers, motion - og bladet føler sig ikke hævet over at bringe tips til at tabe to kilo på to dage, med en kur hvor du udelukkende må drikke kogevand fra porrer. Husk nu at elske dig selv imens.

Det er den form for forløjet feminisme og kvindeimage, Consume vil gøre op med. Og det er der sådan set ingen tvivl om, at de gør.

Spørgsmålet er, om de gør det på en måde, som folk vil engagere sig i og lytte til. Det kigger vi på i næste kapitel af CONSUME, afsnit II, hvor vi også vil indrage en anden anmeldelse af magasinet, så jeg har flere ting at skyde på. Bang!

...ikke helt klar.

Hm. Der er et eller andet spidsfindigt med at kopiere tekst over i blogformatet, som jeg ikke kan huske. Jeg kan i hvert fald hverken højreklikke-copy-paste eller ctrl-copy-paste, så indtil jeg kommer i tanke om hvordan man gør, så er der ikke nogen klummer eller andet at læse. Sorry.

Hvis nogen ved tricket, så skriv det lige.

Og åh ja - hvis nogen ved, hvorfor Facebook ikke adlyder mig lige nu ('Hovsa! Der er sket en fejl..') og ikek har gjort det i et døgns tid eller to, så må I også gerne sige det.

Personligt tror jeg bare, at robotten er sur på mig. Men jeg er også sur på den. Så det.

Knock, knock...

I går lå jeg søvnløs i et par timer og havde dermed lidt tid til at gennemgå kartotekerne i min hjerne. Og et sted mellem gamle skænderier, kommende artikler og en ukomplet liste over hvilke koncerter jeg så sidste år, dukkede pludselig passwordet til min blog frem.

Det er nemlig én af de ting der er årsag til, at jeg ikke har skrevet herinde i ... over et år?
Ren glemsomhed. Hvad var det nu det password var?

De andre årsager, som klart har betydet at jeg ikek har anstrengt mig så megte for at finde det password, er, at jeg har arbejdet som skriverobot i de seneste tre-fire år i streg.

Nu er jeg freelancer. Det betyder to ting for blogmuligheden:

1) Der er ingen der tjekker hvad jeg laver, sålænge jeg afleverer til deadline.

2) Jeg har lissom fået lyst til at skrive igen. Altså skrive mere end jeg allerede gør. Hvorfor er en lang historie, som vi måske tager en anden dag, hvis nogle gider høre det.

Så knock knock - who's there? Er der nogen af mine tre læsere, der kan huske at det var en blog med det mundrette navn Okaysaasagdevijegvar? Ellers har jeg stedet for mig selv, og det er også ok. Internetbrugerkommentarer er det mest skræmmende i verden. Det har jeg lært af mine år som webjournalist.

Det er som om at en kommentarfunktion eller et forum har en Jekyll-Hyde-effekt på mennesker. Jeg mener, de kan vel ikke være sådan nogle afsindige, rasende og aggressive psykopater i deres hverdag allesammen?

Det værste er, at det også rammer en selv. Man bliver en gal posedame - eller sarkastisk idiot- af at skrive kommentarer på nettet. Når folk er så latterligt åndsvage, stimulerer det mærkeligt nok en selv til at følge trop og rase mod dem på samme niveau.

Men det må man så ikke, hvis man sidder som professionel person og lægger artikler ud på nettet for sin arbejdsgiver. Og jeg kan hilse fra mit professionelle jeg og sige, at det nogle gange har været rimeligt frustrerende at skulle lægge bånd på sin indre Jesper Langballe når en eller anden anonym spade hældte galde ud over det arbejde, man lagde sit hjerteblod i. Og man bare havde lyst til at jorde dem så de gispede grus i dagevis efter og aldrig talte grimt på internettet igen.

Men nu er jeg mig, bare mig. Så regn med at jeg råber og skriger af jer, hvis I skriver noget ondt på min blog, imaginære læsere.

Derudover er jeg glad for at være tilbage...

Jeg starter med at lægge nogle af mine artikler og klummer op, da jeg har fået klager over at de bliver trykt i en pladderhumanistisk bøsseavis, som ikke kan fås i udlandet og Jylland.

Og så tror jeg at jeg anmelder et feministisk magasin og en anmelder, der anmelder det.

Og så må vi se. Og ses.
- m