onsdag, januar 24, 2007

...skadefro

Jeg ved det. Det er så let. Men nogle gange er det bare pragtfuldt at grine af tåbelige Amerikanere.

http://youtube.com/watch?v=HCkYfYa8ePI

onsdag, januar 17, 2007

...en skyldner

Jeg skylder et par folk.

For det første: Jeg skylder at sige, at jeg nu er blevet lidt klogere på idéen med MySpace, og mildere stemt overfor koncenptet.

Jeg har fattet, at det ikke bare er et se-mig-flip, men at det kan bruges konstruktivt og ret fedt til at networke og brande, og at min aversion nok havde en vis portion jantelov over sig. Jge fik bare flip af et par selvfede gymnasieprofiler, jeg havnede inde på. Men det er selvfølgelig ikke hele sandheden. Har jeg nu fattet. Blandt andet fordi jeg selv bruger folks MySpace til at lure en masse bylivs-ting, jeg ellers ikke ville fange. Og det er jo smart - for mig. Så jeg redeemer lige MySpace.

Det skylder jeg Sophie, redaktøren på Wonderland Magazine og en af de mest imponerende ildsjæle, jeg har mødt - fordi hendes store projekter ikke er varm luft, men bliver ført ud i livet, imodsætning til en del andre "entreprenører", jeg har mødt.

For det andet: I går nat kl. 04.23 fik jeg følgende SMS-besked:

"De gør det sgu! TV2 sender Saint Tropez! lige nu. fuck fuck!"

Det handler om, at jeg for nogen tid siden efterlyste andre sjæle, som havde en affinitet for den omtalte franske sitcom, og at jeg udtrykte håb om, at TV2 sendte den igen - men måske på et mere menneskeligt tidpunkt end de gjorde i starten af dette årtusinde. Det sidste er så ikke gået i opfyldelse, det er nærmest blevet værre. Men ellers: Hvad jeg ønsker skal jeg åbenbart få.

Det skylder jeg min bror Thomas, som er den mest vedholdende natteravn og underholdnings-forbruger, jeg kender. Han tager sit TV-program alvorligt.

Jeg kan give et eksempel: For 8-9 års tid siden var vi i Vietnam, hvor vi udover smukke byer, bjerge og ruiner fra Cham-dynastiet så en del kabel-TV på de ret gode hoteller, vi boede på.

I kan tænke hvad I vil, men det er vigtigt at have et link af tryghed, når man er globetrotter og rejser langt omkring. Desuden havde vi ikke den slags extravganzaer derhjemme, og derfor var det ret eksotisk, måske ikke på linje med Ho Chi Mins mumie, men alligevel.

Men en dag, ak, svigtede forbindelsen på hotellet i Hanoi, hvilket gjorde, at lige netop Thomas' favoritkanal Cartoon Network gik i udu, så de i stedet for "Dexters Laboratory" sendte "Myrekrigen III" - de sorte mod de hvide myrer. Det der også hedder "Sne".

Det gjorde den 11-årige Thomas så rasende, at han låste sig inde på vores værelse i protest og stædigt så skærm-sne i et par timer, indtil vi fik lokket ham ud med lige dele trusler og løfter om bod, bedring og peanuts. Peanuts var i høj kurs, da vi var tre børn og to voksne om at dele hver gang en pose blev indkøbt, og man har altså virkelig brug for salt, når det er meget varmt.

Jeg synes, det er en rørende historie, men jeg er sikker på at Thomas hader mig for at skrive den ned. Så derfor vil jeg lave et link til noget, jeg ved han synes er sjovt - imodsætning til min humor:

http://www.youtube.com/watch?v=5v2QwU0w5mM

Sådan. Så er klatgælden afskrevet.

onsdag, januar 10, 2007

...snurrende

yTo ting må I forstå:

1) Yndlingssange. Der er mange popsange, jeg holder af. Der er nogle, som jeg falder for kortvarigt, hører non-stop i tre-fire dage til jeg er blå i hovedet af dem, og så lægger fra mig igen. Dog stadig med en stærk affinitet. Det kunne fx. være Outkasts "Roses", Stevie Nicks' "Stand Back" eller Type O Negatives "Christian Woman".

Så er der andre, som jeg virkelig bliver glad for. Som rører ved et eller andet i mig, eller som bare er så velkomponerede, fedt spillet eller pragtfuldt sunget, eller har en tekst, som er så vild, at man må overgive sig. Vi kan her nævne så forskellige numre som Björk: "Hyper Ballad", Faith No More: "Evidence", Alice In Chains: "Nutshell", Kate Bush: "Top of The City" og Manu Chao: "King of Bongo".

Få af dem kiler sig endda så meget fast, at de trykker på alt det bløde, ikke mindst tårekanalerne, hver eneste gang jeg hører dem. Prøv fx. at sætte Chris Isaaks "Wicked Game", Anathemas "Are you There", Jeff Buckleys "Lover You Should Have Come Over" eller U2's "One" på hvis jeg er i rummet, og eventuelt lidt småfølsom i forvejen. Men gør det venligst kun, hvis jeg ikke har øjenmakeup på.

Der er den slags yndlingssange.

Og så er der "Avalon".

"Avalon" er et nummer fra 1982, skrevet og sunget af Bryan Ferry, den gang hvor han spillede med det fantastiske band Roxy Music. Jeg fandt det på LP'en af samme navn i mine forældres pladesamling da jeg var 13 år gammel. Den gang var jeg lige begyndt at tage de første spæde skridt på vejen til min indtil videre livslange facination af myten om den Hellige Gral og hvad dertil hører.

Jeg ved ikke, om I kender noget til den mytologi, men i den del af den som binder sig til i Arthur-tiden, dvs. Storbritanniens sagntid, der er Avalon navnet på en parallelverden, som spejler vores på drømmeagtig vis. En slags Britanniens underbevidsthed.

Jeg havde hovedet fuldt af det her, da jeg bladrer igennem pladehylderne på jagt efter skjulte skatte, og støder på et cover, der prydes af et stort foto af en ridder, som skuer udover et mærkeligt tåget sølandskab med en falk på armen. Og så hedder albummet "Avalon". Og der er et nummer på skiven med samme navn. I kan nok forstå, at det trak.

Jeg smed pladen på, og fandt "Avalon"s rille i lakken. Og så strømmede det smukkeste, drømmende, dragende popnummer ud af højtalerne. En kærlighedssang om det første møde, let og lyst som et sommerdaggry efter festen, med undertooner af noget dybere, stærkere, uforudsigeligt. Jeg var solgt.

Der er ingen sang, jeg har hørt så mange gange som denne.

Jeg hørte den hver eneste dag, på repeat i timer, i måneder efter jeg fandt den.

Jeg har hørt den på vinyl, på bånd, på cd, på computeren, på Ipod. Jeg er faldet i søvn til den i barndomshjemmet på Frydenlundsvej, i min første lejlighed i Nansensgade og her i Viktorigade flere nætter end jeg aner.

Jeg har været forelsket til den de første 30 gange. Den har startet min samling af Bryan Ferry-musik, den eneste musiker jeg har mere end to CD'er af.

Og selvom jeg ikke hører den så ofte længere, og selvom der måske næsten er en anden sang på albummet, som jeg med tiden ser mere i - "To Turn You On" - så er og bliver det min yndlingssang over alle, alle andre.

2) Da jeg var lille, kunne jeg ikke blive rundtosset. Og det var fordi, at jeg sådan cirka fra det øjeblik, jeg kunne gå, begyndte at snurre.

Vi taler snurre rundt om min egen akse, på stedet. Med armene let ud til siden. Sådan Whirling Dervish-sindssygeanstalt-agtigt. Men helt i psykisk balance, skulle jeg hilse og sige. Jeg var et fremmeligt, om end lidt gammelklogt barn. Som holdt af at snurre.

Ingen fortalte mig, at det ikke var noget, alle børn gjorde. Gudskelov. Så jeg snurrede. Altså ikke konstant, men i ledige stunder, når der var gulvplads, og især hvis jeg var alene med nogle tanker, som skulle have lidt tid.

Det var ikke noget nogen opfordrede mig til, og det var ikke noget der tiltrak - eller skulle tiltrække - opmærksomhed. Det var bare noget, jeg gjorde.

Min hypofyse reagerede mod dette totaltangreb ved at gøre sig immun. Jeg blev ikke rundtosset. Og aldrig køresyg, og sjældent søsyg, skal det siges.

Jeg ved ikke, hvordan jeg havde det med snurringen da jeg var helt lille, for det kan jeg ikke huske. Men da jeg blev lidt ældre ved jeg, at det var noget jeg ofte gjorde når jeg digtede eventyr og historier for mig selv - og der blev skrevet epos'er derinde bag krøllerne, når jeg drømte om ting, og når jeg fandt på historier, som jeg fortalte mine brødre og andre af vores venner, som gad lytte til den snurrende storybook.

Jeg har senere fundet ud af, at der er den her 7 Intelligenser-teori, og at der i det spektrum er det der hedder kinetisk intelligens. Det er noget med, at du tænker bedre, når du er i bevægelse.
Jeg tror det var det, det handlede om. Bevægelse, på ganske lidt plads, for at tænke bedre.

Det hænger meget godt sammen med, at hvis jeg i dag skal tænke kreativt - finde på en artikel, fx., helt fra bunden, eller skrive et vanskeligt afsnit i en opgave - så fungerer det bedst, hvis jeg går en tur. Jeg koncentrerer mig bedre om det, der er inden i, hvis det udenfor ikke er statisk. På samme måde kan jeg også bedst lide at have samtaler med andre, hvis vi spadserer eller kører bil.

Jeg tror også, at især med hensyn til snurringen handler det om, at blikket ikke kan finde fokus.
Alt er en blur når du snurrer rundt, så du bliver ikke distraheret af noget, du får øje på.
Det hjælper til at holde fokus indeni - især som man som jeg, med min fars ord, har "attention-span som en hundehvalp" (Jeg kalder det en attention-spand, og mener, at den let kan vælte).

Inde bag den mur mod verdens indtryk, kunne jeg danne mine egne billeder. Når jeg fortalte mine brødre historier, så jeg forløbet for mig som i en film. Jeg kunne ikke sidde ned og fortælle ret længe af gange - ikke medmindre jeg tegnede samtidig. Så var det stadig mine egne billeder på nethinden.

Historierne holdt op da teenagetiden markerede sig, men ikke inden i (Det er de vist for dens sags skyld aldrig, de har bare ændret natur, jf. denne blog og min line of work).
Første gang de ændrede natur, var da jeg begyndet at lytte til musik i denne min pure ungdom. Ordene forsvandt - dem kom musikken gerne med - og det blev mine egne private musikvideoer, der kørte på den indre skærm.

For det skal lige understreges: Der blev stadig snurret, inde i mine forældres store stue, hvor der er rigeligt gulvplads, trygge rammer og stereoanlæg. Jeg snurrede, hørte musik og lavede historier. Og den type pause fra virkeligheden tog jeg sådan cirka hver-hveranden dag.

Og nu spørger I måske: Hvor gammel var du her?

Og jeg må svare: Ret. Jeg blev ved med snurringen indtil jeg flyttede hjemmefra - da var jeg 18.

Det var en vane. Min familie var vant til det. Og jeg elskede det.

Jeg gjorde det mindre og mindre, men jeg gjorde det. Indtil jeg havnede i Nansensgade, hvor der ikke var plads. Så gjorde jeg det ikke, og der var ikke mere til den sag.

Jeg har prøvet et par få gange siden, men min hypofyse har, sikkert meget lettet, normaliseret sig selv, og jeg får kvalme og må udenfor i haven for frisk luft efter et par omgange.

Okay. Nu er I orienteret. Så tager vi pointen.

Den samlende faktor er denne: I og med, at jeg lyttede til musim når jeg snurrede i alle de teenagerlige år, og i og med at "Avalon" var det mest spillede nummer på Frydenlundsvej 11 i de år (Jeg kørte en lilleput-diktaturstat med det anlæg, eller rettere: Ingen af de andre hørte musik), så har jeg snurret og snurret og snurret til "Avalon".

Jeg har drømt og snurret, tænkt og snurret, lyttet og snurret, elsket - på afstand, som kun en ensom 14-årig pige fra forstæderne kan gøre det - og snurret til det nummer.

"Avalon"+ snurre på småskør, henført, selvfortabt vis = Mig.

I så mange år, at det stadig er en indgroet del af min selvopfattelse, lidt som at Ballongyngerne stadig ville være en del af Tivoli hvis de blev revet ned.

Og nu, efter denne grundige gennemgang af en af mine hidtil mest velbevarede hemmeligheder (Nej, det er ikke at jeg hører Stevie Nicks..), vil I måske kunne forstå, hvorfor jeg blev så ...rørt og glad, I guess ... ved at opdage denne video på U-Tube, at jeg skrev dette lange indlæg efter allerede at have postet ét alenlangt indlæg i aften.

Det var første gang, jeg så den her i aftes - se den helt til ende, og I vil ikke bare have hørt en fantastisk popsang - og set en lidt tacky, men dog sært 80'er-cool musikvideo - I vil også kunne se, hvad jeg mener.

http://www.youtube.com/watch?v=e5A1zJZXoQ0&mode=related&search=


"When the samba takes you/out of nowhere/And the backgrounds fading/out of focus/See the picture changing/every moment/And your destination/you don't know it/Avalon."

Suddenly, it all makes sense. Drøm sødt.

- m

...bagud

Det går lidt sløjt med at opdatere, det indrømmer jeg. Og jeg kan jo ikke bare blive ved at poste billeder af David og Thomas som cover-up. Årsangen er, som før, at iBYEN.dk giver mig lidt at lave, og det er jo lykkeligt. Men penge er ikke alt - mine eneste (og de imaginære) venner på nettet skal også have deres, ellers forlader I mig jo bare. Og så står jeg der som en anden Tom Cruise i "Cocktail" og har ofret alt det, der betyder noget - venskab, kærlighed, ærlighed - for en hæsblæsende, men hjerteløs karriere i jetsettets slipstrøm.

Endda uden at have en karriere endnu, eller ane hvor slipstrømmen løber. I nærheden af Golfstrømmen, måske?

Der skulle vi nødigt ende - jeg mener, se Tom Cruise i dag! Eller rettere, se Kejser Xenus inkarnation på planeten Jorden. Udsendt for at befrugte høje jordkvinder så the Xenu Livestock, på Jordsprog kendt som Scientology*, kan forbedres vertikalt, og for med egne hænder at bekæmpe den snigende trussel fra polstrede siddemøbler.

I gotta do the right thing. Så nu tager jeg mig sammen og giver jer de slibrige detaljer, jeg ikke skrev i den sauna-guide, jeg i denne uge flikkede sammen til iBYEN - læs den fredag i avis og på net.

Idéen bag denne guide kom fra redaktions samlede braintrust, og gik lissom ud på, at der er alt det her wellness-hype for tiden, hvor ethvert provinsmessecenter med respekt for sig selv har fået installeret finsk saunatønde i kælderen, og hvor den ene spa efter den anden skyder op i byens baghuse og tilbyder frokostpause-mudderindpakning og aromaterapi, som ingen rigtig aner hvad kan på bundlinjen.

Det kan man så plages lidt af det hysteriske i, men egentlig er alt det damp og gus jo ganske rart. Meget, endda, og det kommer vi til. Det nederen ved den her bølge i mine øjne at den let bliver så ultra selvfed og introvert. Det er "Alle har ret til et godt køkken" om igen. Det er "Fordi jeg fortjener det". Det er mig, mig, mig, og en behandler, som skriver under på, at det er okay ikke at tænke på andet end mig selv og mit udseende. Ikke bare i badeværelset derhjemme før festen, men flere gange om ugen, i frokostpausen, i weekenden og når penge og tid skal prioriteres.

Så er det sat på spidsen. Jeg ved ikke, om jeg mener det 100%, for der er større svøber i denne verden end zoneterapi og boblebad. Men sådan lidt socio-kulturkritisk set, så er det lidt kvalmt. Og det var lissom den selforkælelses-kvalme, artiklen skulle gå imod - for sauna var engang noget tough shit. Noget fra Finland. Noget med pisk og is. Noget der gjorde nas og var for de hårde drenge.
Det måtte der da være nogle reminicenser af rundt omkring, mente de gode folk på iBYEN- om jeg kunne lave en guide til hardcore-wellness, men uden wellness, tak?

Jeg ledte lidt, og fandt frem til et par steder, hvor man havde haft badstuer og sauna og den slags før wellness-bølgen rullede ind. Og nåede derfor ud til Christiania, hvor de har et badehus, som fungerer som badeværelse for de Chistianitter, der ikke har vand i huset, skurvognen, pyramiden, eller hvordan de nu har indrettet sig.

Her mødte jeg Frank, en af den slags Christianitter, hvor der står "selvbygger" og bare genrelt selvstændigt printet hele vejen over den brede, solide pande. En helt igennem troværdig og gedigen gut, der bad mig slå mig ned ved det vakkelvorne bord i det lille opsyns-aflukke, og tog sig god tid til at fortælle om Badehuset, mens et meget lille og søvnigt eksemplar af racen Christiania-hund slumrede ved ilden fra en enorm brændeovn.

Frank berettede om, hvordan de havde "lidt et integrationsprojekt herude", i og med at de havde en del udefrakommende muslimske bad-brugere, og en af dem en dag havde taget konen med. "Det er jo ellers ikke noget man gør i muslimsk kultur", sagde Frank - og det må man give ham ret i. Christianias Badehus er nemlig et fællesbad, i bedste frigjorte stil, hvor ung, gammel, mand og kvinde tuller splitternøgne rundt mellem fliserne.

Frank var dog ikke meget for, at jeg skrev så vidt og bredt om stedet - de havde nemlig haft en del problemer efter en artikel i det erotiske magasin Cupido, som lancerede Badehuset som den nye, fede hippie-saunaklub.
En lind strøm af sexturister drog herefter til Staden for at få en kigger, hvilket virkede ret så intimiderende for de kvindelige Christianitter - ikke mindst teenagepigerne var skræmt fra vid og sans.
"Så snart de får hår på frikadellen, bliver de noget så følsomme", sukkede Frank faderligt, men lidt træt. I den tid havde han noget af et job med at kyle liderlige herrer med store øjne ud af saunaen. "Det er altså et badeværelse, det her - det er ikke en sexklub", understregede han, og derfor var han lidt forbeholden overfor min artikel.

Jeg var ret tæt på at opgive tanken om at tage stedet med i guiden, da jeg nødig ville træde Frank over tæerne. Ikke mindst efter han havde beskrevet, hvordan uterlige mænd blev hevet ud ved Kong Frederik og efterladt i kulden med tøjet i armene, hvis de ikke fattede beskeden om gensidig respekt.
Nu er jeg jo ganske vist ikke selv udstyret således royalt fra naturens hånd, men jeg er sikker på, at der var andre måder at få nogen på hovedet, hvis ikke man respekterede hvor grænserne gik heromkring.

Men så kom der et forslag på bordet. "Du kan jo tage et bad. Jeg kan jo ikke forhindre dig i at skrive om din egen oplevelse", lød det. Det var lidt af en catch. Nøgenbadning med fremmede blomsterbørn på en januardag har aldrig ligget på min to-do list.
Men på den anden side havde jeg selv siddet i en halv time og erklæret mig enig i parolerne om, hvordan vi alle var nøgne under tøjet og at kroppen var en ærlig sag, for at hente goodwill. Nu måtte jeg lissom sætte lidt handling bag ordene - og det var tydeligvis den eneste måde, jeg kunne få lov Franks velsignelse til at skrive om stedet.

Så jeg sagde ja tak til et bad på husets regning.

Nu kom udfordringen. Nøgenhed og bad som sådan er jo ikke en decideret ulogisk kombination. De fleste af os gør det hver dag. Det er sådan set bare at tage tøjet af, traske hen til en bruser, tænde den og se hvad der sker.

Nøgenhed i sig selv gav mig heller ikke de store kvaler. Det fungede faktisk dybest set for mig at vide, at de få andre gæster i badet den eftermiddag, alle var der med afvaskning for øje, og der var også en vis frihed i visheden om, at kroppe jo bare er noget, vi alle har, sagt med peacetegn og pandebånd all over.

Problemet var attituden. Og de andre. Jeg stod i al min nøgenhed, let sammensunken med mit lånte håndklæde med forvaskede stedmoderblomster-mønster og et lille institutionsæggebæger med velgørende mudder, og prøvede desperat at ligne én, som bare tog fællesbad i en hjemmelavet badeanstalt hver dag.

Som slet ikke studsede over, at en lavstammet mand med Ukrainer-fuldskæg over hele kroppen stod og nød den varme bruser med fuld tryk på dyserne.

Som altid befandt sig helt naturligt ved at vende sin bare røv til verden, når hun påførte sig muddermaske ved et spejl, som sad på den modsatte side af en alt for bred vaskekumme.

Som ikke lod sig mærke med, at Christiania-brusere ikke ligefrem opfører sig som et standart byfornyelses-armatur med blandingsbatteri, men har deres egen personlighed og er meget begejsterede for at give variationer i bruseoplevelsen. Især indenfor områderne temperatur og vandmængde.

Og som overhovedet ikke på nogen måde mistede fatningen et øjeblik, når hun åbnede døren ind til saunaen, og nærmest trådte på to slippernøgne, unge kvinder, der lå på gulvet i saunaheden, den ene fladt på ryggen, den anden over hende mens hun med sin krop pressede gulvliggerens ene ben bagud over dennes hovede.

"Don't miss a beat", tænkte jeg, "Uanset hvad der foregår, så er det deres fristad - streg under "fri" - og du er gæst". Min indre damagecontrol tog over, og registrede ret hurtigt, at der faktisk ikke var gang i noget direkte erotisk der på gulvet. De var noget udstrækningsterapi, de havde gang i, og som sådan ganske uskyldigt. Men for himlens skyld - der var simpelthen skræv over det hele! Heldigt, at hele mit ansigt var dækket af sortbrunt mudder, som skjulte både nervøse trækninger og glohed rødmen.

Jeg kantede mig langs væggen så høfligt som muligt, og fik placeret mig på den højst mulige bænk i saunaen. Hvilket på ene side bragte mig lidt på afstand af de strækkende kvinder, men på den anden side gjorde, at uanset hvilken vej, jeg drejede hovedet, havde jeg et fremragende udsyn over scenen. "Ikke stirre, ikke stirre, men heller ikke se ud som om, du ikke stirrer" kørte det rundt i mit hovede, mens jeg forgæves prøvede at finde mig tilrette i mit glohede hjørne, mens muddermasken langsomt lavede Gobi-ørken på mit ansigt.

Lidt samtale ville måske bløde tingene op, tænkte jeg. Og dog: Selv en sandfærdig og ganske neutral konstatering som "Det er hedt, hva'?" klang bare automatisk af lesbisk trekant.
Min eneste option var at lade som om, at saunaens varme havde virket så øjeblikkeligt afslappende på mig, at jeg ikke kunne holde øjnene åbne, og bare måtte døse hen i total harmoni på min træbænk.

Jeg lagde nakken tilbage, lukkede ned og koncentrede mig om at trække vejret med normale sauna-lyde, uden at ånde så tungt, at det kunne mistænkes for at være stønnen. Lydene fra gulvet indikerede, at det var mægtigt rart med udstrækning, og jeg overvejde, hvor hurtigt man kunne tillade sig at forlade en sauna uden at det virkede amatørisk og/eller unaturligt.

Efter ca. 5 meget lidt afslappende minutter åbnede jeg øjnene igen, og så, at den Ukrainske hårmand var ankommet. Han havde tilsyneladende ikke de samme blufærdighedskvaler som jeg, og havde slået sig ned på den laveste bænk, praktisk talt med en fod på hver side af gulvkvindens hovede.

Jeg forlod saunaen, og sjældent har luften udenfor i et baderum virket så velgørende. Jeg tog et sidste brus, og forsøgte mig lidt med stedets gør-det-selv-zoneterapi: Et "bassin" med runde sten, som man kunne trampe lidt rundt i for at massere fodsålerne. En knap så rund sten gjorde ende på dén leg, og jeg humpede tilbage til mit tøj, overvældet af frisind - men også ganske opkvikket.

Efter at have skrevet det her, går det op for mig, at det måske lyder som om, at Christianias badehus er et væmmeligt sted. Det var det ikke. Det var faktisk rent, pænt, hyggeligt og en fed oplevelse hele vejen igennem. Det var kun min egen blufærdighed, som gav de mærkelige ringe i vandet. Og det var ret sjovt i sig selv. Det handler altsammen om, hvad du tager med ind. Og jeg havde helt sikkert noget nyt med ud. Noget meget bedre humør, som det første. Og rent hår.

Hvis I nogensinde er på de kanter, så kig forbi og spørg Frank, om i for 25 kroner må tage jer et bad. Det er sgu' sundt at få rusket lidt op i grænserne for, hvad man kan og ikke kan. Og at blive vasket.

Hvis det skal være lidt mere påklædt, men stadig vådt og varmt, så kan I gøre, som Nikolai og jeg gjorde i mandags, som afslutning på min sauna-odyssé: Tage i Frederiksberg Svømmehal og give 125 kr. for kurbad med dufte, bobler og saltvand, samt en 125 meter lang rutchebane, som jeg sad fast i. Det er virkelig også godt. Og der er ingen piger, der strækker ud nøgne i saunaen. For mig var det et plus.

Men på den anden side er der heller ingen små hunde, der sover ved brændeovnen, og der er heller ingen følelse af at være i den lidt eventyrlige paralelverden, som Christiania er på sine gode dage.

Der er fordele og ulemper ved alt. Men hop lidt mere i karret - det giver... glæde. Energi. Smil på læben. Ren hud. Jeg nægter at sige wellness.


*En anden dag vil jeg fortælle om de horder af Scientologer, som trækker sydpå ned af Vesterbrogade flere gange dagligt. Man kender dem på deres afvæbnende smil, højtaljede sorte bukser og billige blå skjorter. Som Irma-medarbejdere på Ferietabletter. Et facinerende fænomen.

lørdag, januar 06, 2007

...så heldig at have brødre

I deres nye trøjer med navn på, som de fik til jul. De er glade for dem, til trods for hvad billedet indikerer.