fredag, december 28, 2007

... voksen?

I år var virkelig det år, hvor jeg blev voksen, tror jeg. På nogle punkter. Især med hensyn til at gå på arbejde. Det har jeg gjort virkelig meget, og derer også kommet end del resultater ud af det. Men der er også gået tid fra andet - andet, som er vigtigt, og som, hvis det ikke er der, får ens sjæl til at skrumpe.

Det ikke fordi der ikke har været tid til leg. Jeg synes at jeg har været til gode fester, haft store oplevelser, ikke mindst i Afrika, haft megen grin og glæde, og takket være både Nikolai og min elskede familie, men også nye og gamle venner og mine fabelagtige kollegaer, er der blevet drysset et rigt mål af stjernestøv hist og pist på min vej.

På min 28-års fødselsdag, udtalte jeg - lettere snøvlet af vino og rørelse - at jeg aldrig havde haft det så godt som nu. Og det er nok stadig rigtigt. Jeg har aldrig været glad så længe ad gangen som i disse tider. Kortene har aldrig ligget bedre, ser det ud til.

Men ...for der er et men.

Der har været meget lidt tid til eftertanke. Jeg var engang vant til at bruge langt mere tid på at fordøje, fortolke og overveje begivenhederne, end på egnetlig at udleve dem. Det var ofte et grusomt spild af tid, men også noget, der samlet set har gjort mig lidt klogere på mig selv hen ad vejen.

Nu kan jeg godt se, hvordan det kan være, at hårdtarbejdende voksne mennesker kan ende der, hvor de vågner op en morgen efter 25 år, hvor livet har kørt derudaf og det ene kapitel har tagte det andet, og så slår de øjnene op, ser pludselig sig selv udefra og indefra på samme tid, helt klart for første gang i mange år, som om nogen åbnede et vindue og kold morgenluft fløj ind og ned gennem sjælens vortex og skabte passage - og så tænker de: "Hvordan dælen er jeg havnet her?"

Og så sker der alle de ting, som så sker: Nogen lukker hurtigt vinduet igen, køber en SUV mere og en Porshe, nogle får en efternøler eller en elsker, nogle smækker vinduet op på vid gab og bliver psykoterapeuter eller fåreavlere, nogle bliver skilt, nogle siger op, nogle kaster sig ud af vinduet og nogle tænker:

"Nu går jeg ned i køkkenet og snakker lidt med min kone/mand om det, og måske skulle jeg tage en øl med min bedste ven snart og høre, om han/hun har nogle bud på svaret - og så tror jeg at jeg skal kigge det hele lidt efter i sømmene, og lave noget om, hvis det strammer."

Der er ikke en rigtig måde at reagere på. Men det er meget populært at reagere midt i livet.

Hvad nu, hvis man er en af dem, der reagerer hen ad vejen? Jeg vil hellere justere tingene gennem livet. Samtidig ved jeg, at det gør det svært at være glad i nuet og alt det, og hvor ville jeg dog ønske at jeg kunne være rolig og tilfreds i stedet for grundbekymret for tingenes tempo og udvikling.

Men jeg ER simpelthen bange - jeg er rædselsslagen - for at tage det hele for roligt, og så vågne op den morgen og opdage, at behovet for justeringer er så stort, at det ikke kan gøres uden at ødelægge maskinen.

Jeg ved, at de gange, hvor jeg ikke har reageret når noget strammede, er det kun blevet værre, og det har efterladt sår.

Jeg ved også, at de store justeringer, jeg har gjort, har været de vigtigste og bedste ting, der er sket mig,og de har betydet alverden for mig.

Derfor bliver jeg bekymret, når jeg opdager, at jeg sidder i en situation, hvor jeg ikke har plads til at tænke efter. Hvor jeg er for træt og frustreret og forvirret og ansvarsbebyrdet til at orke at grave ned eller se frem. Hvor TV får lov at gøre det ud for tanker, og hvor den frie tid bliver fydt med ting, der bare skal holde én i godt humør indtil næste arbejdsdag.

Og hvor man bliver bange for, alt det, der kan ske, hvis man rokker ved tingenes tilstand.

Men så må man tvinge sig selv. Så må man melde sig ud af flinkeskolen, finde noget mod og noget energi. Jeg mener at huske at have gjort det før. Sidste år ved den her tid- og da var det endda værre. Meget. Der kom nytåret som en skillelinje, mellem grå, grå mental overlevelse og evig ked og håbløs, og så noget indre røvsparkning, som satte gang i det hele, da jeg ikke orkede at tude mere.

Så jeg kan nok også gøre det en gang til. Og en gang til. For det bliver ikke sidste gang, der bliver justeret henad vejen. Jeg skal fandme ikke ha' en placebo-Porsche om 25 år!

Godt nytår - det ER faktisk et punkt, som kan gøre en forskel.