lørdag, august 04, 2007

... klartskuende

Den gode nyhed først: Jeg har fået kontaktlinser. På tide, kunne man mene, da jeg har -2,75 på begge øjne, og er for forfængelig til at bruge briller til hverdag. Så reelt set er alt i min synsvinkel, som er udenfor en afstand af 30 centimeter, et akvarelmaleri lavet af en 8-årig.

Og nu den dårlige: Hvis det "at have fået kontaktlinser" kan opfattes som at jeg nu permanent bruger kontaktlinser hver dag, så er det forkert. For det har vist sig at være et ufatteligt bøvl at få en rutine i gang med skidtet.

Jeg har købt mine linser hos en Discount-kæde, som er billig og som regel også god hvad angår service - det ved jeg fra brillekøb. Men nu da vi har bevæget sig ind på et mere kompliceret område, hvor der er mere fysisk kontakt og mere logistik involveret, så begynder tingene at blive mere vanskelige.

Min interaktion med min optiker er meget mærkelig. Eller rettere, mine optikere, for hos Discount-kæden er der flere optikere, der kan tage sig af én.

Den første jeg traf, og som solgte mig idéen om linser i første omgang, er en spidsnæset, arrogant halsklud-og-perleørenringe-pige med en overlegen mine og et udtryk af mellemsvær irritation over kunder generelt og lige præcis denne kunde i særdeleshed.

Det var super-duper hyggeligt at sidde med ansigtet 20 centimeter fra hende og prøve at sætte linser i for første gang, med sveden haglende og tårerne plaskende ud af mine genstidige øjne, der klappede i som en papparazzi-blænde hver gang jeg nærmede mig med linsen.

Hende undgår jeg helst.

Den anden er solid pige med en venlig, bekymret attitude. Hun skræmmer mig paradoksalt nok fra vid og sans.

Da jeg var til tjek hos hende første gang, sad jeg lidt og ventede for mig selv i et rum med en stor plakat fuld af totalskadede øjne. Det var øjnenes rædselskabinet: Mælkede zombieglugger, høj-rødsprængte øjenæbler, betændt blindhed og andre ting, der så grotesk smertefulde ud.

Da optikeren kom ind, spurgte jeg, hvad de billeder forestillede. "Det er den slags skader du kan få ved kontaktlinser, hvis du fx. får en ridse på hornhinden", svarede hun. Hvorefter hun kiggede mig i øjet, så alvorligt på mig og sagde: "Du har en ridse på hornhinden."

Jeg var muligvis lidt svær at tale ned derefter.

Men vi kom videre, jeg fik lidt teknik til udtagningen, jeg unlod at gå med linser i tre dage, fik dem på igen, gik til nyt tjek - for at få at vide, at jeg nu havde lavet ridser i begge hornhinder.

Og så så hun på mig med store, bekymrede øjne, der rystede mig endnu mere end jeg i forvejen var.

Jeg må have været helt hvid i ansigtet, for den samvittighedsfulde optiker sagde: "Det er klart du fik et chock ved den ridse sidste gang. Og så har du svært ved at styre det. Men bare rolig - du skal nok lære det", som om jeg havde mistet hele min familie i en zeppelinerulykke og nu skulle lære at gå igennem en Sportmaster og passere hylden med Footballs uden at få et skrige-fit.

Så forklarede hun mig (Igen) tålmodigt hvordan jeg skal "twiste" mine fingre, så neglen (Hvilken negl?!?) ikke ridser hornhinden. Og hun demonstrerede noget med øjet, hvor hun trækker linser ud i siden, så der er mere hvidt at trykke på.

Og jeg forsøgte at tage det til mig, vel vidende at en optikers øjen-controls er urealistisk heftige, og at mit eget øje er en særdeles kampberedt klump gele, som lukker og dodger som en professionel bokser. Og så gik jeg trist derfra, med yderligere tre dages linse-karantæne.

Jeg bryder mig ikke om at blive meget skræmt af en pige i æggegul polotrøje med firmalogo på. Så jeg vil prøve at undgå hende også.

Den tredje optiker er den, jeg bedst kan lide. Hun er en tynd, imødekommende kvinde, som sympatiserede med min bekymring for linser på Roskildefestival - fordi hun selv havde været der. Hun er sød og lidt goofy, og det virker som om at hende med opstoppernæsen og perleørenringene undertrykker hende lidt.

Problemet er bare, at hun er det svageste led rent optikermæssigt. Hun er konstant lidt forfjamsket og har mildt sagt ikke særligt godt tjek på sagerne.

Hun gav mig for høj styrke første gang jeg fik linser med hjem, hvilket gav mig hovedpine i en uge. Og derefter gav hun mig linser med forkert krumning, så de hele tiden gled nedad i øjet. Resultatet var, som når der kommer vand ind mellem dobbelte ruder - bare i mit øje.

Så hende tør jeg ikke rigtig satse på heller.

Og så har jeg slet ikke nævnt den mandlige optiker, der ville skændes med mig om hvorvidt jeg var fem minutter forsinket eller ej (Det var jeg og jeg indrømmede det, men det var ikke nok. Der skulle blod på disken), eller det faktum, at den første sending linser i skrivende stund ikke er nået herhjem til mig, skønt den blev afsendt 18. juli.

Discountkædens eneste forklaring er at skyde skylden på Postdanmark. Hvilket sikkert er helt korrekt, og noget jeg selv ville gøre når som helst, men det er også meget let, ikke?

Alt i alt er det sgu' noget lort indtil videre - også set i betragtning af, at mine øjne aktivt forsøger at frastøde skidtet hvert sekund de er i, og at jeg ikke kan finde ud af det med at tage dem ud uden at forette skade på mine øjne.

Men alligevel: Når jeg har dem på og har fred for svie, kradsen og kløe et øjeblik, måske fordi min øjnes nerver er lammet af ubehag-overdosis, så er det så vidunderligt at kunne se igen - lige så klart som alle andre kan.

Jeg fortæller hele tiden folk hvor smukke stjernerne/træerne/skyerne/gadelamperne er, fordi det virkelig slår mig gang på gang - at hele virkeligheden står så skarpt!

Og folk tænker: "Hun mangler virkelig inspiration. Om lidt snakker vi om vejret eller kongehuset." Men der tager de fejl. Jeg har bare fået øjnene op. Og derfor bliver vi ved, stædigt, til trods for bøvlet.

Så længe jeg ikke ender på anskuelsesplakaten om øjenskader fra Helvede, er det det hele værd.