...en skyldner

Jeg skylder et par folk.

For det første: Jeg skylder at sige, at jeg nu er blevet lidt klogere på idéen med MySpace, og mildere stemt overfor koncenptet.

Jeg har fattet, at det ikke bare er et se-mig-flip, men at det kan bruges konstruktivt og ret fedt til at networke og brande, og at min aversion nok havde en vis portion jantelov over sig. Jge fik bare flip af et par selvfede gymnasieprofiler, jeg havnede inde på. Men det er selvfølgelig ikke hele sandheden. Har jeg nu fattet. Blandt andet fordi jeg selv bruger folks MySpace til at lure en masse bylivs-ting, jeg ellers ikke ville fange. Og det er jo smart - for mig. Så jeg redeemer lige MySpace.

Det skylder jeg Sophie, redaktøren på Wonderland Magazine og en af de mest imponerende ildsjæle, jeg har mødt - fordi hendes store projekter ikke er varm luft, men bliver ført ud i livet, imodsætning til en del andre "entreprenører", jeg har mødt.

For det andet: I går nat kl. 04.23 fik jeg følgende SMS-besked:

"De gør det sgu! TV2 sender Saint Tropez! lige nu. fuck fuck!"

Det handler om, at jeg for nogen tid siden efterlyste andre sjæle, som havde en affinitet for den omtalte franske sitcom, og at jeg udtrykte håb om, at TV2 sendte den igen - men måske på et mere menneskeligt tidpunkt end de gjorde i starten af dette årtusinde. Det sidste er så ikke gået i opfyldelse, det er nærmest blevet værre. Men ellers: Hvad jeg ønsker skal jeg åbenbart få.

Det skylder jeg min bror Thomas, som er den mest vedholdende natteravn og underholdnings-forbruger, jeg kender. Han tager sit TV-program alvorligt.

Jeg kan give et eksempel: For 8-9 års tid siden var vi i Vietnam, hvor vi udover smukke byer, bjerge og ruiner fra Cham-dynastiet så en del kabel-TV på de ret gode hoteller, vi boede på.

I kan tænke hvad I vil, men det er vigtigt at have et link af tryghed, når man er globetrotter og rejser langt omkring. Desuden havde vi ikke den slags extravganzaer derhjemme, og derfor var det ret eksotisk, måske ikke på linje med Ho Chi Mins mumie, men alligevel.

Men en dag, ak, svigtede forbindelsen på hotellet i Hanoi, hvilket gjorde, at lige netop Thomas' favoritkanal Cartoon Network gik i udu, så de i stedet for "Dexters Laboratory" sendte "Myrekrigen III" - de sorte mod de hvide myrer. Det der også hedder "Sne".

Det gjorde den 11-årige Thomas så rasende, at han låste sig inde på vores værelse i protest og stædigt så skærm-sne i et par timer, indtil vi fik lokket ham ud med lige dele trusler og løfter om bod, bedring og peanuts. Peanuts var i høj kurs, da vi var tre børn og to voksne om at dele hver gang en pose blev indkøbt, og man har altså virkelig brug for salt, når det er meget varmt.

Jeg synes, det er en rørende historie, men jeg er sikker på at Thomas hader mig for at skrive den ned. Så derfor vil jeg lave et link til noget, jeg ved han synes er sjovt - imodsætning til min humor:

http://www.youtube.com/watch?v=5v2QwU0w5mM

Sådan. Så er klatgælden afskrevet.