tirsdag, januar 26, 2010

Knock, knock...

I går lå jeg søvnløs i et par timer og havde dermed lidt tid til at gennemgå kartotekerne i min hjerne. Og et sted mellem gamle skænderier, kommende artikler og en ukomplet liste over hvilke koncerter jeg så sidste år, dukkede pludselig passwordet til min blog frem.

Det er nemlig én af de ting der er årsag til, at jeg ikke har skrevet herinde i ... over et år?
Ren glemsomhed. Hvad var det nu det password var?

De andre årsager, som klart har betydet at jeg ikek har anstrengt mig så megte for at finde det password, er, at jeg har arbejdet som skriverobot i de seneste tre-fire år i streg.

Nu er jeg freelancer. Det betyder to ting for blogmuligheden:

1) Der er ingen der tjekker hvad jeg laver, sålænge jeg afleverer til deadline.

2) Jeg har lissom fået lyst til at skrive igen. Altså skrive mere end jeg allerede gør. Hvorfor er en lang historie, som vi måske tager en anden dag, hvis nogle gider høre det.

Så knock knock - who's there? Er der nogen af mine tre læsere, der kan huske at det var en blog med det mundrette navn Okaysaasagdevijegvar? Ellers har jeg stedet for mig selv, og det er også ok. Internetbrugerkommentarer er det mest skræmmende i verden. Det har jeg lært af mine år som webjournalist.

Det er som om at en kommentarfunktion eller et forum har en Jekyll-Hyde-effekt på mennesker. Jeg mener, de kan vel ikke være sådan nogle afsindige, rasende og aggressive psykopater i deres hverdag allesammen?

Det værste er, at det også rammer en selv. Man bliver en gal posedame - eller sarkastisk idiot- af at skrive kommentarer på nettet. Når folk er så latterligt åndsvage, stimulerer det mærkeligt nok en selv til at følge trop og rase mod dem på samme niveau.

Men det må man så ikke, hvis man sidder som professionel person og lægger artikler ud på nettet for sin arbejdsgiver. Og jeg kan hilse fra mit professionelle jeg og sige, at det nogle gange har været rimeligt frustrerende at skulle lægge bånd på sin indre Jesper Langballe når en eller anden anonym spade hældte galde ud over det arbejde, man lagde sit hjerteblod i. Og man bare havde lyst til at jorde dem så de gispede grus i dagevis efter og aldrig talte grimt på internettet igen.

Men nu er jeg mig, bare mig. Så regn med at jeg råber og skriger af jer, hvis I skriver noget ondt på min blog, imaginære læsere.

Derudover er jeg glad for at være tilbage...

Jeg starter med at lægge nogle af mine artikler og klummer op, da jeg har fået klager over at de bliver trykt i en pladderhumanistisk bøsseavis, som ikke kan fås i udlandet og Jylland.

Og så tror jeg at jeg anmelder et feministisk magasin og en anmelder, der anmelder det.

Og så må vi se. Og ses.
- m

5 kommentarer:

  1. Kære Maria, fra nu af har du en fast læser mere...og jeg glæder mig. Herligt at du findes i blog-land. kh Anette

    SvarSlet
  2. Woohoo!! She's back! Storartet!
    Jeg glæder mig til dine pladderhumanistiske indslag - og til alt det andet.

    Vi i udlandet er glade for at der nu bliver adgang til dine ting.

    SvarSlet
  3. You're back!!!
    Vi i udlandet (læs: Jylland) er møj glade for en chance for at læse dine skriblerier og dybere tanker endnu en gang. Go go go!

    SvarSlet
  4. Hurra! Hun er tilbage - al magt til min blogger-kone ;)

    SvarSlet
  5. Anders Frost Bertelsenjanuar 29, 2010

    Jeg husker stadig din blog og genlæste faktisk et par af dine bedste indlæg for et par måneder siden. Du skriver fantastisk, og især når du sviner ting til. Især filk. Det har du tydeligvis taget konsekvensen af med dine første indlæg, og det kan kun bifaldes. Skriv, Marie, skriv til dine fingre værker!

    SvarSlet