Rejseguide til Berlin, del II: Her skal du spise

Romantisk og billigt, funky asiatisk og Michelin-luksus: Her er min favoritspisesteder i Berlin

For det første: Berlin har så stort et udvalg af Imbiss, dvs. fastfoodboder, at du ikke kommer til at gå sulten ret længe. Alle større stationer har nærmest en food court, hvor der sælges döner, currywurst, Bretzel, sandwich, pizza, nudler, bagels, kager og frugt fra mere eller mindre suspekte boder. Det er den billigste måde at spise på i Berlin, og der er nok af det.

Det andet kulinariske træk ved byen, som springer øjnene, er at man ikke er bange for at servere traditionelt tysk køkken. Tværtimod er en restaurant med Schnitzel, Knödel, Eisbein og kål i forskellige afskygninger noget af det, du hyppigst støder på, uanset hvilket kvarter du befinder dig i. Snyd ikke dig selv for det, det er tungt, godt og ret billigt - men husk, at du ikke må blive skuffet, når du får en friturestegt Wienerschnitzel. De gør det også i Wien. Det er åbenbart kun os, der pandesteger den.

Da de billige Imbiss og det traditionelle tyske køkken præsenterer sig selv overalt, har jeg valgt at guide til nogle restauranter, der er af en anden og mere international karakter og ligger i et lidt højere prisniveau, men som jeg til gengæld kan anbefale af hele mit hjerte.

Pan Asia, Rosenthalerstrasse 38 (U Bahn: Hackescher Markt)
Pan Asia er meget berlinsk på den måde, at det minder lidt om noget, vi kender fra København, bare bedre. Du kan fx. tage Lê Lê på Vesterbro og udvid deres spisekort til også at rumme Kina, Thailand og Japan - og skift den lidt skamlede indretning ud med gennemtjekket loungeinteriør med et par indslag fra japansk manga-æstestik. Eller tag Umami og fjern snobberiet, og erstat den vildt uinteressante mad med virkelig velsmagende moderne panasiatisk køkken i rigelige portioner.

Uanset hvordan man vender det, så er Pan Asia et på alle måder smagfuldt hit. Kortet er enormt og priserne faktisk lidt lavere end de to københavnske pendanter.
Vi endte på ca. 400 kroner for forret, hovedret og to cocktails hver. Og blev meget mætte. Stemningen er livlig og lægger op til en sjov aften, og man får lyst til at hænge ud og drikke flere af barens drinks, som ikke sparer på sprutten.

Vi har spist der et par gange nu og har været lige begejstrede hver gang, og der er tilsyneladende folk i Nikolais Berlinale-slæng, som efterhånden ikke går på andre restauranter end Pan Asia når de er i Berlin.

Fridas Schwester; Neue Schönhausser Strasse 11, (U Bahn: Hackescher Markt)
Fridas Schwester er hamrende romantisk. Ikke som i violiner, basunengle i stukken og hjerteformede puder, men på Svinkløv Badehotel-måden med rene lagner og et enkelt stearinlys.

Der er hvid dug på bordene, tre retter mad og pæne porcelænstallerkner, men det er ungt, afslappet og dejligt. Maden er god og kortet varieret og internationalt med tyske indslag. Det giver generelt rigtig udemærkede retter, hvor noget så løfter sig lige den ekstra tand, der gør at man husker det. Fx. fik jeg til dessert en mohnmousse, dvs. en blød og lækker vanillemousse med den tyske favorit birkes, sat sammen med en frisk figen der var blevet druknet i en næsten karamelagtig marinade. Det er en af de bedste desserter, jeg kan mindes at have fået.

Betjeningen er sød, omend ikke helt på tæerne. Men det er ok, for man har lyst til at sidde længe og snakke i fred og ro her, mens man tømmer glassene og ser hinanden dybt i øjnene.
Vi har været på Fridas Schwester to gange, og begge gange har det været dejlige aftener. For kæreste- og ægtefolk i alle aldre. To retter plus en flaske vin løber op i ca. 600 kroner.
Fridas Schwester servere også morgenmad indtil det fornuftige tidspunkt kl. 16.00. Hver dag.

Vau, Jägerstrasse 54-55, (U Bahn: Fransösicher Strasse).
"Vi mangler at spise et sted, der er rigtig godt", sagde Nikolai.
"Hvor godt?", spurgte jeg.
"Sublimt", svarede Nikolai, international gourmet.

Den klarede Vau for os: En luksusbistro, der kan prale af en Michelinstjerne og et efter omstændighederne fornuftigt prisniveau.
Vores middag på Vau var en aften i ekstremt velbehag. Jeg har ofte fået fortalt af folk, der ved mere om den slags end jeg, at Michelinstjerner i høj grad gives for helhedsoplevelsen, dvs. at omgivelser og betjening tæller med i lige så høj grad som køkkenet.

Det var Vau virkelig bevis for. Ekstremt elegante moderne lokaler med dejlige borde og rigeligt plads til privatliv, og en betjening som var så ultraopmærksom, at man kunne slappe helt af og lade sig føre afsted uden en tanke for egne behov - dem skulle de nok have styr på at opfylde. Der var blandt andet den sødeste pudsige sommelier, som elegant forstod at vi nok ikke skulle anbefales vine til 200 Euro, og som både var professionel og personlig. Som hele staben, i øvrigt.

Og prisen: Tre retter fremragende mad (blandt andet en elegant borchtj, en generøs trøffel-tagliatelle, smørblød roast beef af bison og nylavet dampende soufflé til dessert) og en flaske rigtig god rødvin (Spätburgunder, dvs. tysk Pinot Noir), plus tre ekstremt delikate ekstraretter og snacks løb op i ca. 1.700 kroner. Det er vanskeligt at få til den pris, hvis der skal Michelinstjerne på i København. Til sammenligning har vi fx. spist på den hjemlige Le Sommelier, som er godt, men i forhold til Vau har både er mindre behagelige omgivelser, mindre venlig betjening, højere priser og mindre interessant mad.
Summa summarum: Vau kan simpelthen ikke anbefales nok.