fredag, november 16, 2012

Ingen er for kendt til det her sted

Noget af det pudsige ved København er, at byen er så lille, at man møder de kendte. Meget ofte. Og for ofte. For det er altid noget underligt noget, er det ikke?

Man lægger ligesom ekstra mærke til dem, de kendte. Og i København sker det så tit, at den dér følelse af, at man synes, at man kender dem, udvides til at man nogle gange faktisk virkelig tror, at man gør.

Tag Peter Frödin. Ham ser jeg så ofte i byens gader, at jeg i en periode forestillede mig, at det var skæbnen, at vi skulle overbringe et kosmisk budskab til hinanden. Eller bare være BFFs og gå til sjove homofester sammen. Hele tiden.

Men jeg skal ikke opsøge det, siger erfaringen. De kendte føler nemlig ikke, at de kender dig.

For eksempel har jeg engang fået en kold skulder af Søren Ulrik Thomsen, da jeg drevet af samme type fornemmelser forsøgte at chatte ham op i køen i Irma. Jeg havde lige læst hans digtsamling ’Hjemfalden’ og jeg følte, at forstod hans smerte. Han følte vist mere, at jeg prøvede at springe ham over i køen.

Pointen er, at de kendte er over det hele. Det er ikke normalt, og det gør underlige ting ved, hvordan vi ikke-kendte mennesker gebærder os. For eksempel må jeg tage mig selv i ikke at hilse på Jacob Cedergren, når jeg ser ham på Bang & Jensen, fordi det faktum, at han stort set altid er der, ikke betyder, at vi er venner. Det er altid pinligt, fordi jeg halvvejs er ved at sige hej og skrue op for smilet.
Men så husker jeg, at han ikke aner, hvem jer er, og at han sikkert vil tro, at jeg bare hilser, fordi han er kendt. Det gør jeg jo sådan set også, men ikke på dén måde. Suk. Som om coolhed i cafélivet ikke var akavet nok i forvejen.

Jeg tror ikke, at kendistætheden er så høj i andre byer. Selv i Los Angeles skal man tage på bestemte fancy restauranter for måske at få et glimt af Jack Nicholsons hundelufter. Her kan du bare sidde på Sabines Kaffebar. Som jeg og en ven gjorde, da Tuva Novotny, den evige smukke svensker i nyere dansk film, trådte ind af døren, rakte sin cigaret frem mod min ven, så han kunne tænde den – og gik ud igen i det sekundt, han havde lydt hendes tavse bud.

Jep, de er over alt. Ikke kun på caféer og barer, men alle de steder, normale mennesker også kommer, fra Seven-Eleven til Sjælør Station. For danske kendte bliver aldrig mere kendte, end at de selv handler dagligvarer, selv henter deres unger i børnehaven, og selv kan finde en restaurant uden VIP-sektion.

Bjarne Henriksen køber ind i vores Netto, og ligner virkelig en, der køber ind i Nette. Kim Larsen tager Kystbanetoget til Skodsborg med hele familien og får ligesom alle os andre surt besked på at sidde et andet sted end i cykelafdelingen, når der bliver for proppet. Julie Ølgaard keder sig på Madklubben Steak og sms'er ved bordet mens hendes kæreste....også sidder og sms'er. Medina går ned ad Viktoriagade en iskold, grå februardag, og ryster af kulde i sin læderjakke. Jacob og Nick fra Paradise Hotel – okay, nu er vi nede ved ligegyldighederne, men de stopper altså og spiser McD ved Nyborg, og tager deres lille hund ud for at tisse på parkeringspladsen bagefter. Det er uglamourøst, er min pointe.

Derfor møder vi dem, og derfor bliver vi gang på gang udsat for den her fjogede situation med et halvt hej, og så de stjålne blikke over skulderen, når personen har passeret: ”Var det ikke…?”

Det kan også være deprimerende at møde de kendte, der ikke kender dig. Som for nogle år siden, hvor jeg tøffede rundt i en tøjbutik, og fik øje på en unge i flyverdragt, som stod med ellevetal ud af næsen og prøvede at komme fri at et tylskørt, der havde fanget hans vante. Jeg stak hånden frem og løsnede barn fra stof i et snuptag. Ungen kiggede forskrækket op, klar til hyl, og jeg indså pludselig, at min barmhjertighedsgerning kunne bringe mig i uforudsete problemer.

Så var det, at en klar stemme brød tavsheden: ”Åh Mingus! Står du der, jeg kunne ikke se dig!”. Og ind på scenen trådte Helena Christensen. I en graciøs bevægelse fejede hun sin søn op i slanke, elegante arme og forsvandt igen uden at værdige mig et blik. Det var Helena! Danmarks eneste rigtige supermodel, fra dengang hvor den titel ikke bare blev slynget efter enhver langbenet tøs som har vist sig på en catwalk syd for Slesvig.

Dér stod jeg tilbage med fornemmelsen af at have set en enhjørning. Noget, som var helt særligt smukt og unikt. Jeg følte, at jeg måtte gøre noget med det. Det måtte da kunne bruges til noget. Men sandheden er jo netop, at der intet er i det for dig. Du har set en kendt, de har ikke set dig. Og det var det.

Det er en ond cirkel, og jeg tror at både kendte og ukendte ville leve bedre uden.
For hvis man ikke lige er Helena Christensen og har det hele kørende for sig, men bare almindelig dansk B-liste kendt, så kan det da heller ikke være sjovt, at ingen hilser på dig, men nøjes med at mumle og skule ud af øjenkrogen?

Men sådan er kredsløbet i lille Danmarks lille hovedstad, indtil den dag hvor en progressiv borgmester udvider København med en kendis-ghetto á la Hollywood Hills. Jeg har hørt, at der er masser af plads i Ørestaden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar