tirsdag, august 22, 2006

...ikke færdig endnu

I går aftes smuttede jeg fordi Nanna i hurtige 1½ time inden endnu en aftale længere ude på Amager.

Vi har ikke set hinanden siden The Great Nokken-night, og jeg talte mere eller mindre konstant ud gennem en gedigen fennikkel/lamme-gryde plus ris i den korte tid, vi lige havde snydt os til sådan en mandag aften. Om mit job, om hendes nye job - hun har fået arbejde som kommunikationsrådgiver i Forsvarministeriet, hvilket jo er så vildt i en alder af 27, at man ikek tør tænke på det - Og så blev bryllupstraumet evalueret grundigere, hvilket var helt fantastisk terapi for min hårdt prøvede venstre hjernehalvdel.

Nanna er en gift kvinde - men havde det til min store lettelse akkurart lige så ambivalent med hele koncepttilgangen som jeg har det. Det er ikek kun mig - der er også andre, der ser noget paradoksalt i, at ægteskabet pr. automatik skal gøre dig til et led i kæden af traditioner, måder, holdninger og drømmekøkkener.

"Det er underligt", sagde Nanna, "at ægteskabet jo burde være der, hvor man løste båndet til familien, og satte de unge fri til at starte deres eget. Det er jo det, hele ritualet med faderen, der fører datteren op ad kirkegulvet, går ud på. Men i stedet bliver det der, hvor de to gennes tilbage i flokken efter at have kaget ud i de mellemliggende år."

Nanna blev gift for tre år siden, før nogen andre, føles det som om. Hun var godt nok i hvidt og der var ring og Kristus og det hele, men i tiden efter er hun og Andreas simpelthen forsat, som om intet var hændt. De har kylet Bogen - som Nanna kaldte Pakken - over i hjørnet, og kørt løbet på deres egen måde.

De har ikke fået børn, de er flyttet fra sted til sted i én konstant strøm, de har studeret, de har arbejdet på de skæveste tider af hinanden, de har sendt den nedarvede bil til ophugning og de har først for et halvt år siden investeret i noget blivende bolig. Uden rigtigt at have pengene til det. De er, ville jeg mene, et lykkeligt ægtepar. Men det er ikke fordi de er sikre på børnene, boligen, bilen, arvefølgen og fødselsdagene. De elsker simpelthen at være hinandens, og de vil ikke leve uden.

Til hendes bryllup var alle så relativt taget på sengen, at ingen vovede at lancere Pakken. Der sad to mennesker, der havde valgt at gifte sig, og det var så uventet og så tidligt, at det havde mere karakter af oprør end af falden til ro. Ikke at folk rystede på hovedet eller tænkte, at det var en skidt idé. Tværtimod, alle var vist ret enige om, at det var en beslutning med så meget power mellem to mennesker med så meget integritet, at det virkede helt fantastisk. Men det var så fjent fra normalen, at det blev et projekt, som de fik lov at styre helt selv, med alle de bedste ønsker fra alle omkring dem.

Jeg kan godt misunde dem, at de var så konsekvente. Så undgik de at blive traumatiseret før tid.

"Hvis jeg havde set alle de bryllupper, jeg har nu, ville jeg være blevet viet uden publikum på et bjerg i Grønland", siger Nanna. Hun har følt kalustofobien på vejne af andre par, når hun har siddet og klirret med gaflerne og hørt på skudsmål om Det Rigtige og Fornuftige i Ægteskabet.

Jeg har aldrig før ønsket at blive viet på anden måde end den gode gamle i kirke og med talerække. Men nu føler jeg den snigende trang til et yuppiebryllup med bare tæer på en strand i Fransk Polynesien og en ex-kannibal fra det lokale rådhus til at velsigne ægteskabet.

Eller - gys -hippiebrylluppet, hvor min elskede og jeg sidder helt alene på en eng med panderne hvilende mod hinanden, og lover hinanden evig troskab mens vi binder vores løfter i en krans af bellis og noget græs, der viser sig at give udslæt.

Pointen med det hele er, at jeg altså stadig mener, at ægteskab giver mening. Det giver mening at elske et menneske så højt, at man vil sætte den tykkest mulige streg under det. At man vil afgive et løfte, der varer længere end nogle andre man har aflagt før - og måske siden. Et løfte om, at elske i medgang og modgang. Fordi man ikek vil leve uden at gøre netop det.

Men - for der er jo et man: For mig handler det netop om de to mennesker, og deres kærlighed. Jeg tror ikke på planlægning som løsningen på livet. Min erfaring er, at det holder alligevel ikke. Derfor tror jeg ikke på, at man kan (eller skal) sætte kriterier op, for hvad der skal ske efter bryllupsnatten, eller hvad der skal lede hen til den. Fordi. Det. Hele. Bliver. Alligevel. Anderledes.

Jeg tror på, at det, der vil ligge til grund for ægteskab for mig, er: At man føler, at man bliver sit bedste sammen, og at man kan udvikle sig med hinanden. At man vil dele, ikke nødvendigvis alt, men i al fald den inderste del af sig selv med den anden (Dette kan være min sindrige måde at sige noget med at man kunne forestilel sig børn en dag).

Og helt kort: At man har lyst til, at møde den anden igen og igen, alle steder.*

Så, for at vende tilbage til lidt af det, jeg skrev i går, og som heller ikke var helt skævt: Der er jo ikke nogen, der tager dette fra det elskende par, uanset hvor meget der klipeps i sokker og tales om ægtepagt, økologisk køkkenhave og økonomisk sikkerhed. Det er i sidste ende noget, man selv kan tage magten over - og det er som sgat ikke de bryllupper, jeg har været til, men mere hele bryllupsmonsteret, der skræmmer. Der hvor man siger "A" (som i "Vi skal giftes") og hele systemet af generationer og traditioner så råber "B!!!!" - og kører toget med blåt og lånt.

Tag bare det med gaflerne: Så skal gæsterne kraftduleme også bestemme, hvornår de skal kysse hinanden, som to søløver under domptørens sild. Som om det ikke var nok med Pakken og Bogen.

Jeg tror at jeg starter Folkebevægelsen mod Folkelige og Frihedsberøvende Bryllupstraditioner.

Med lidt politisk medvind til den kan det være, at bryllupper ser helt anderledes ud, hvis jeg en dag står for tur.

Så er alt sagt i dén sag

* Dette er et citat fra Hugo Pratt, forfatteren og tegneren bag tegneserien "Corto Maltese" - noget fa det mest fantastiske, der er sket med blæk og pen i de seneste 50 år. I albummet "Balladen om det slate hav" lader Pratt Corto tage afsked med den, der skal blive hans livs tabte kærlighed, den meget unge Pandora Groovesnore, med disse ord: "Du minder mig ikke om nogen, jeg før har mødt. Og derfor har jeg lyst til at møde dig igen - alle steder."

Det bliver naturligvis sidste gang de ses. Det er en meget melankolsk serie. Her kan man se dem tage afskeden med hinanden: http://utenti.lycos.it/ilmaltese/personaggi.htm

Ingen kommentarer:

Send en kommentar