...hende som skrev på en dug

Den tidligere omtalte beskrevne dug var en gimmick til en fælles veninde-tale til min højt skattede veninde Ibens bryllup.

Vi var fem tøser om talen - alle tidligere medlemmer af polteraben-juntaen, og dugen var en tidslinie, som beskrev Ibens tilværelse i få, men velvalgte nedslag i tid - nemlig de tidspunkter, hvor vi hver især var trådt ind i hendes liv.

Dette tidpunkt markerede vi for hele selskabet med en rød sprittusch på dugen (med tidslinen), der var spændt op i baren så alle i lokalet kunne forgive,at de kunne se hvad der foregik. Det var efter desserten, og ca. 26 glas over anbefalet dosis for de fleste, så det er nok tvivlsomt at alle virkelig fangede hele idéen med den dug. Men fulde mennesker griner i al fald let.

Tidslinien var kun en ramme. Indholdet var, at vi hver især præsenterede en egenskab ved Iben, som fem Categorinaer i Lykkehjulet, med varierende kjolelængder.

Ninna talte om Ibens passion, illustreret ved hendes forhold til chokolade, som får frk. Binoches resultater med de frigide franske småborgere i "Chocolat" til at ligne et fejlslagent forsøg med Multitabs for et bedre sexliv.

Eva talte om Ibens vinderinstinkt, som det fx. kommer til udtryk når hun hårdnakket holder på at leve af knoldselleri i en uge som del af en slankekur, eller i samme kurforløb introducerer dagsrationen bestående af en halv liter yougurt og et stykke skinke... - som Eva sagde; "Der er en årsag til, at skinkesmoothien aldrig er slået igennem".

Julie berettede om Ibens kommunikative evner, der udover at hun kan tale med alle og er en fantastisk medlevende smatalepartner, også betyder, at hun kan holde en telefonlinie glødende gennem hele den periode, det tager hhv. Julies mand Claus og Ibens mand Kristoffer at se en leje OG se en DVD, og tage til fodboldtræning og komme hjem igen.

Tine fortalte om Ibens stædighed, der betød, at hun var en udfordring af Everest-typen i gruppearbejde, for slet ikke at tale om hvor vanskeligt det var at få lov at betale sin andel af en caféregning (Rimeligt fed veninde at have, ik'?).

Og jeg havde valgt at tale om Ibens loyalitet og ærlighed, blandt andet eksemplificeret ved historien om, da en dum tøs spildte sin drink på mig på Vega en aften, og ikke gad sige undskyld. Jeg var lige ved at tude (Det var en dårlig aften i forvejen), men så tog Iben et helt glas fadøl og tømte over kranens hovede, hvorefter hun (Iben, altså) trak af med mig uden at se sig tilbage (RIMELIGT fed veninde at have, ik'?!).

Talen gik vel, og det samme gjorde aftenen og dagen og kirken og det hele. Den bedste stund af dem alle var nu nok, da vi dansede den uofficielle 2. bryllupsvals klokken henad fem om morgenen - vi stadig standhaftige bryllupsgæster arm i arm på can-can-manér, og Iben og Kristoffer swingende sig lykkeligt rundt i midten af cirklen i en mix af jitterbug og hækkeløb, mens orkesteret spillede den sidste dans for fuld funk og blæsere.

Ak ja.....det er sgu' så yndigt. Uanset de 40% og Nietsczhe.

Come hell and high waters, en gensidig kærlighedserklæring af dén kaliber skal der meget til trække tæppet væk under. Jeg er all for love, også med Kristus involveret. Han er vel mere eller mindre den, der opfandt idéen som vi bruger den i dag, så det er vel kun rimeligt, at vi involverer ham i gildet. En slags copyright-honorering.

Alle de bryllupper har dog efterladt en masse besværlige tanker, kan jeg mærke nu. Det er ikke noget med, at jeg ser små buketter overalt. Det er tværtimod, at jeg bliver rystende angst for de buketter, og de bordkort, og det lånte og det blå, og boliglånet og barneplejen, og hele den holdopstilling, der hedder "Sådan gør man med ægteskab".

Ja, for så så man lige mig med et forhold, der ikke engang er et år gammelt endnu. Slør, smoking og især alle dagene derpå er sgu' meget at trække ned over en rimeligt ny kærlighed - også selvom det er en stor, vidunderlig følelse, at sidde sådan en aften med en kærlighed i sig, som ikke blegner eller skammer sig i lyset af brudeparrets. Og hvis objekt sidder en par rækker nede med sin butterfly om halsen og er smukkere end noget andet, jeg nogensinde har set, solnedgange og stjernehimle inklusive.

Men der er bare noget galt med mit indre ur i forhold til alle de andres. Det er for alvor blevet banket ind i min bevidsthed, at jeg er nået dertil, hvor det med at blive gift og hvad der deraf følger, er noget man er blevet klar til rundt omkring i min vennekreds.

Ikke at de alle følger Bogen - Bogen Om Det Danske Parforhold - men den er i al fald slået op på vid gab nu. Det er bare om at komme i gang med at læse teksten.

Hvad nu, hvis man ikke tør se sig selv som illustration i den dér Bog endnu?

Hvad hvis man elsker sin kæreste meget dybt og højt og det er sol, måne og stjerner og alt mit hjerteblod i en dampende thékop, men man stadig kun er så nye sammen, og egentlig kan lide at være kærester uden en overbygning, der hedder fælles økonomi?

Hvad nu hvis man netop for første gang har prøvet, at en exkæreste flyttede ud af det fælles hjem, og egentlig blev så grundrystet af den oplevelse, at man er hunderæd for at flytte sammen med en andet menneske igen?

Hvad hvis man faktisk gerne vil have børn en dag, men af en eller anden grund bare får panikangst af stamtavler, familiemønstre og sommerhuse i arv, og at noget forsinket teenagefrigørelse i éns nægter at føre slægten videre - som koncept?

Er man så bare umoden og egoistisk, eller er der lige lidt plads endnu til at finde de rigtige komponenter, så man ikke smadrer det, man synes er mest vidunderligt i verden, ved at hamre på det med borgerdyderne, kernefamilien og den skemalagte idyl?

Lige nu føler jeg for at nærme mig fremtiden med største forsigtighed, hvad angår kærligheden. Mens vi fabrikerer en privat regelbog, så Nikolai og jeg ikke behøver blive et blad i Bogen. Og det tror jeg faktisk er sådan, alle mine vennepar, der nu er gift, har gjort, for kærlighed er det bedste våben mod konformiteten.

Måske. Det lød i al fald godt.

Min pointe er, at Bogen nok kun gælder, hvis man lader den. Den skræmmer nok mere udenforstående udadtil, end den betyder noget indadtil i et godt forhold. Den bliver ugyldig, når man finder sin egen vej at gå ad.

Udefra kan man nok ikke altid se, om det er Bogen eller en egen pamflet, der er blevet fulgt. Men man kan se det på parret. Som i lørdags - Iben og Kristoffer er ikke et perfekt par på grund af den nye lejlighed, de gode jobs eller deres fælles planer om børn, men fordi de elsker hinanden. Og danser den 2. brudevals. Synes jeg.

Anyways; Bogen er altså en skrækroman for mig pt., stillet overfor dens knusende konforme hverdagsgab, skjult under et tyndt lag tyl og marcipan.
Jeg håber, at jeg snart tager mig sammen og kan gå til den på en lidt mere selvstændig måde - eventuelt brænde den, eller bare gå forbi den uden at lade mig ryste. Gi' den fingeren. Og gøre, som Nikolai fortæller mig - holde op med at frygte hverdagen. Den eksisterer jo kun, hvis man tror på den.