...hende som tager til Irland i morgen

Overskriften siger det hele. Det er med hele familien, dvs. alle 20 fra Mormor og Morfar og nedefter. Det kaldes "Rejsebureauet Sneglen". Det både sparker røv og trækker tænder ud. Det er sans amours (Undtagen for de heldige = David), og det er klart en udtrukket tand. Men det er med fuld forplejning, folk og fri leg, hvilket klart er et spark. Det er de enkelte familiemedlemmer også, så det skal nok blive a moveable feast.

Men til Irland.

Jeg vil gerne have lidt mere seriøs orientering ind i denne blog. Bloggenes P1, tænker jeg, i stedet for det her wannabe Sex and The City, som alle andre friske piger har i dag. Derfor har jeg fået tilladelse til at offentliggøre denne gennemgang af Irlands historie, skrevet til lejligheden af min bror David, 23 år og BA i Filosofi og Økonomi fra Copenhagen Business School.

Til jeres oplysning og forundring - værs'go. Ikke korrekturlæst, da det er en del af charmen. Vi ses om en uge.

En lynhurtig og tåbelig gennemgang af

IRLANDS HISTORIE!

Med undertitlen

”De mener selv de vandt!”


For al for lang tid siden, ja selv før morfi var en lille pige, skabte jordplader, aser, nogen fulde druider og en eller andens Gud et gigantisk bjergrigt, frodigt og vidunderligt sagnrige, hvor der aldrig var regn eller dårligt vejr-
Denne ø var befolket af sagnvæsener, drager, hippier og stenalder menensker, der lignede Morten.
Men så kom istiden og ødelagde det hele. Varmeregningen steg, bjergene blev flade, sagnvæsenerne og dragerne frøs og hippierne flyttede i kolektiv på mors.
Hvor der tidligere havde været grønt og solrigt og dejligt var der nu tendenser til fladhed, ret kedelige skove og den eneste grund til at der stadig var grønt, var at det regnede ret tit.
Stenalderfolkene var dog blevet, for der var masser af sten man kunne bygge sjove ting med og det fk de så en del tid til at gå med..

Men de stakkels stenalder mænd fik dog ikke lov at lege med sten i fred. For nede i Europa hvor der var varmt, dejligt, og derfor akut boligmangel, boede der et folkeslag der var rigtig sure og bistre og dårlige naboer. Dette folkeslag hed keltere og de talte underligt nok ikke keltisk men gælisk, et sprog som ingen forstår, end ikke dem selv. De havde en dårlig vane med at ofre mennesker og at spille på tromme, og den larm kan ingen jo være tjent med i længden, så derfor blev de smidt ud af hovedlandet.
Bum.

Eftersom ingen endnu havde opdaget hverken Island eller Amerika så bosatte disse bistre og stædige keltere sig så langt væk de kunne, nemlig på den slidte og grønne ø. Først tævede kelterne lige stenaldermændende – der nu var blevet til broncealdermænd - sådan mest for en god ordens skyld, og derefter gik de igang med at tæve hinanden og være helteagtige. Hvis man skulle være en konge på Irland (hvilke de har haft en hel del af) så skulle man nemlig have folk til at fortælle de værste røvere om én og alt det ballade man havde lavet. Rent jack ass for jernaldermænd.

Den ene slog den andens hund ihjel, fik jobbet som skøgehund, og blev slået ihjel af en tøs. Dette gjorde ham underlig nok til en stor helt.
Den anden forsvarede Irlands kyster (Mod hvem tør man spørge) og han mentes at være vældigt klog, fordi han suttede på tommelfinger... Han havde sjovt nok en søn der også var vis og klog og dygtig kriger, (Men mest af alt en stor digter..) og sagde at hans far kunne kunne flyve og stå på hovedet og her ses tydelig hvordan PR og reklame nogengange tager overhånd.....
Og i det store hele drak de sig alle sammen enormt fulde og fandt på dårlige røvere om feer, dværge, og kvinder der råbte af dem, hvilket betyder ulykke (fx. at man skal op).

I det hele taget var kelterne sådan nogen fordrukne og sure asner at ikke engang romerne gad at banke dem og derfor mente kelterne at de var uovervindelige. At Rom kun var verdens største imperie, de eneste med jaqusi, og at de måske syntes at Irland var spild af tid, var en mindre bagatel.

Kelterne havde faktisk altid havde været lidt til den skæve side, fx. mente de stadig at øen havde grønne bjerge, sagnvæsener og dejligt vejr. De tilbad floder og sten og trær og og ofrede hinanden i skøn harmoni. Den dag idag har keltere (der senere blev til Irere) en romantisk forestilling om hvor dejlig deres ø er og selvom de bor fede steder som Boston, New York eller Australien så er der igen grænser for det tud man hører om deres hjemlands vemodige bjerge og Irlands skønhed og som sædvanligt er dette alt sammen løgn og latin.

En eller anden dag blev det dog for meget med al denne druk og sviger og fest og løgnagtighed og ballade og selvom de selv syntes de var nogen totalt hårde drenge blev de allesammen kristne på en studs.
Det hele blev startet af en gammel mand med hvidt skæg der hed Patric, der lavede en masse humbug og mirakler. Men ikke noget sejt som vand til vin og frøers mængde, nej han smed bare de sidste slanger ud af øen (Hvilket ikke var så svært, klimaet taget i betragting) og så syntes alle han var en hulens karl og så skulle alle til at gå i kirke og spille harpe og vende den anden kind til. På bedste kristne vis måtte man også have slaver og flere koner og den var ikke gået hjemme hos os.
Denne periode kaldes ofte Irlands guldalder, men heldighvis kom der en ordentlig bunke vikinger og tævede dem, og så kunne de lære det. Ha.
Så fulgte der en dejlig tid hvor nonerne blev plyndret, skattene blev brændt og klostrene blev forulempet på det groveste. Men alt godt har sin ende og en dag gad irene ikke mere og så smed en eller anden knold der hed Brian vikingrene ud... siger de....

Heldighvis kom alle drengene fra england lige bag efter og tævede Irerne så måske skulle de bare have ladet vikingerne være i fred.
Og Pludselig BUM var det riddertid ...

Riddertiden (eller middelalderen for alle jer pedanter) var en meget forvirende periode hvor folk der hed Brian hele tiden gjorde oprør og fik tæsk. Mange af de seje irerer heder noget med O’ et-eller-andet... lige som skotterne heder Mac et-eller-andet...
Og når vi sådan taler om skotter så blev Irland faktisk også for en god ordens skyld indtaget af skotter (Der ellers selv plejede at være indtaget) og af englændere igen og så kom den sorte død og slog en trediedel af befolkningen ihjled på tre år. Nedtur. I det hele taget var middelalderen ynk på ynk på ynk og i grunden ret kedelig. Der blev bygget lidt borge, dræbt nogen bønder, udnævnt nogen jarler og ikke en eneste nonne blev forulempet. Der er ikke engang blevet lavet en ordentlig film med Mel Gibson om det- Æv.

Men så! Ha ha! Besluttede den engelske konge Henrik den 8. at nu ville han være protestant, vist nok så han kunne gifte sig igen, og så kan det nok være at Irlands historie igen tog fart. Først giver Tudor og Stuart kongerne en dragt pryl til det katolske hold og så trompler Oliver Cromwell (Her må der gerne synges) ind fra dublin og tampede dem noget så grusomt. Så sker der et forsøg på interception og et steal fra den katolske James den 2. og det lysner lidt for de pressede irere, men så kommer Vilhelm af Orange op af minterlinjen og banker den sidste dråbe ud af de frække musikalske bønder- det er den sejr i 1690 som de latterlige mænd i orange veste STADIG fejrer i nordirland. Tal om at være en dårlig vinder. Selvom irene stadig mener at ikke heeeelt fik tæv er de alle sammen enige om at englænderne nogen rigtige Bastards, fx. støbte de de irske konge sejl om til et drikke krus... bare fordi de ku... (det svarer til at man huggede jællinge stenen om til et bidét)

Så fulgte en periode hvor der ikke skete en skid.. det eneste der bare var tilnærmelsesvis nævneværdigt var at den mest berømte harpenist i irlands historie døde (HA!) og at guinness brygerierne åbnede (Hurra!).
Men så heldighvis! Skete der igen noget. I 1845-til 48 ødelagde kartoffelbillen høsten i hele irland (Ja... de spiste ret mange kartofler) og alle døde.. og dem der ikke gjode det smuttede til Amerika, druknede på Titanic, inspirerede til film med Leonardo Dicaprio, fejrede Saint Patrics Day og savnede deres hjemland, hvilket de sjovt nok stadig gør, selvom der er meget sjovere der hvor de bor nu.
4,5 milioner mennesker enten døde eller emigrerede i en periode på halvtreds år og derfor blev der lidt bedre plads ude på landet. Og så kan det nok være at irene ville være irere igen og ikke reserveenglændere.

I 1905 dannes partiet Sein Fein (We Ourselves) og så er der eller smæk for skillingen igen.
I 1916 startes Påskeopstanden, der på bedste irske vis hyldes som gloværdig, heldemodig og digterisk. Alle dør selvfølgelig. Ren massakre.
I 1921 får Irland endelig hjemmestyre! Hurra! Der starter selvfølgelig en borgerkrig....
Det er nemlig stadig opdelt i to og de protestantiske irere synes nu at der er DEM der er de stakkels.... det er de stakkels katolikker selvfølgelig ikke enige i og de begynder så at skyde hinanden med større og mindre held.

I 1936 tager en del irske forfattere og lømler til spanien for at bekæmpe Franco og den irske stat sender meget venligt også irske frivillige til spanien, for at HJÆLPE franco. Dette er dog ikke et kapitel som ofte nævnes i den irske histoire, men der er faktisk skrevet en sang om det af det udemærkede band The Dubliners...
En anden ting der også omgåes let og elefant er, at Irland var neutralt under 2. verdenskrig. Faktisk er tyskerne de eneste som irerne ikke har forsøgt at tæve i hele sin lange historie, og at denne svipser ikke er helt populært i den irske selvopfattelse er nok ikke såååå mærkeligt.

Nå men siden krigen har Irland haft skiftende underholdningsværdi. IRA sørgede i 25 år sørget for, på bedste frihedskæmper vis, at London blev terror bombet med regelmæssighed. Den engelske stat har kvitteret med at slå igen – fx Bloddy Sunday i 1972 hvor 13 demonstranter blev dræbt, men heldighvis fik de en sang af U2.
Orangeordenen og andre tumper har forsøgt at puste til ilden så meget de kunne. Fjolser. Fra 1969 til 84 er over to tusinde mennesker døde som direkte følge af IRA og de andre ”frihedskæmperes” bomber og modandgreb. Begge sider har udvist en koldblodighed der fint står mål med det der ellers sker i verden i dag... hvilket er værd at tænke lidt over....
I 1998 indleder Good Friday en periode med relativ fred i Nordirland der har varet indtil i dag. Der er dog ikke langt fra frihedskæmper til kriminel, så nu er de gamle drenge i IRA blevet gangstere i stedet... men i det mindste sprænger de nu kun hinanden og ikke Harrods i luften mere.

I de seneste par år har irsk folkedans og folkemusik slået igennem i hele verden fx. LORD OF THE DANCE, og det er muligt i selv København, at fejre Sankt Patrics day, selvom man ikke er mere irsk end en ruhåret hønsehund. Irland er helt sikkert kommet for at blive.

Det mest imponerende ved Irlands historie er at lige meget hvor mange hundrede år de har være indtaget, tævet, sultet, flygtet, regnet, istidet, sunget, kæmpet, bombet eller alt muligt andet, så har de altid en idé om at det var dem der vandt tilsidst... og det er det i grunden nok også... det er bare et spørgsmål om at blive ved længe nok og så giver de andre simpelthen op. Irere er dog meget stolte af deres historie og de synes slet ikke at der er noget at gøre grin med. De mener altid selv at det er mest synd for dem og at DE VANDT (Og derfor må dette foredrag aldrig blive oversat til gælisk...... )