...en ringe blogger

Jeg har negligeret bloggen forfærdeligt her på det sidste. Og andet er der ikke at sige. Jeg tror simpelthen, at når man skriver artikler hele dagen, så er det ikke blogging, som er den mest attraktive pause.

"Hvem har magten i dansk kunst?"-artiklen til Wonderland har taget en røvfuld tid, og lige nu har jeg endnu en opgave, jeg skal have afsluttet. I aften. As usual.

Jeg vil dog lige fortælle om en spændende ændring her på min workstation, som ellers er sådan ret stabil i sit udseende, med vekslende indslag af researchmateriale afhængig af mit work at hand, og med små ændringer når en af mine orkidéer i vinduet opgiver kampen for overlevelse og må skiftes ud.

Lige nu står der imidlertid noget nyt og spændende ved min venstre side: En mannequin-dukke, som jeg fandt i storskrald nede i gården, og hjemførte i triumf. Det var den helt rigtige patinerede slags med formstøbt firserfrisure á la Ken møder Lady Di, og et distanceret drømmende blik, man ikke kan fange.

Så skidt med, at hele torsoen var brutalt savet ud, hvilket gav den lidt af et horrorfilm-look. Jeg havde altid ønsket mig sådan en, og nu var den min.

Jeg stillede den i et hjørne af stuen og baksede en smuk, sort kimono, Mor har givet mig, på den.
Så gik jeg ud i køkkenet i rundt regnet 30 sekunder, nåede at glemme nyerhvervelsen, og da jeg kom ind i stuen igen fik et chock af den anden verden fordi der stod en skikkelse i sort i hjørnet!

Dette scenarie gentog sig 4 gange indenfor den næste time. Kig på mannequin, glem mannequin, få chock af mannequin. Tilsidst indså jeg, at jeg havde inviteret fjenden indenfor, og at noget måtte gøres for at mildne stemningen, hvis ikke jeg skulel ende som et selvforskyldt nervevrag i mit eget hjem.

Jeg flyttede dens lokation til mit arbejdsværelse, hvor den er visibel hele tiden og derfor ikke så let kommer bag på en, og skiftede den sorte dragt ud med en lang, lys, bemalet kunstneragtig kåbe, som har været med i 'Tryllefløjten' på det Kongelige og som jeg selv synes er meget smuk, men måske nok for den uindviede lidt vagabondisk. Men det er bedre med en hobo i hjørnet end en ninja, blev jeg enig med mig selv om.

Så hæftede jeg alle mine broscher på mannequinen for at vise den tillid, og gav den et enormt plasticsmykke fra Sarah Voigt på hovedet, så det dækkede for to små huller i dens pande. Stor venlighed var nu udvist, så den ikke troede at jeg bar nag for de sidste hektisketimer, og troede at vi havde beef.

Og tilsidst brugte jeg to stive minutter på at stirre på tingen for at printe det ind på min hjernebark, at der stod en mannequin i hjørnet, at den var af plastik, og ikke en trussel. Og at den fik to uger til at stoppe sin skrækindjagende adfærd, ellers var det tilbage til storskrald med kun trebenede stole og knækkede MDF-plader som selskab.

Det gik bedre derefter, og jeg fik kun moderate chock resten af dagen. Den var dog ved at tage livet af Nikolai, da han kom forbi senere om aftenen, men en kort terapi-session ála min egen, har han ikke været påvirket af den. Nu må vi se, når han kommer hjem fra Berlin. Det kan blive helt sjovt. Måske skulle jeg give den ninjatøjet på igen...

Ps. ...hvis ikke han bare finder mig liggende i sengen med hele torsoen savet ud, og mannequinen med det gådefulde blik står hel og fin i hjørnet. Dennis Jürgensen goes fashion.

Ps 2. Wonderland #5 kommer 3. marts med stür releaseparty på pt. hemmeligt (læs:uvist) sted. Husk at finde det hos din lokale pusher. Det er gratis, men alt, alt for lækkert til at være det. Det er derfor også kendt som magasinernes humlebi.