torsdag, september 14, 2006

...lidt ude af den

Jeg kan kun skrive om én ting lige nu:

I dag lagde vi min onkel Ulle i graven. Han døde for otte dage siden af en prostatacancer, som blve konstateret i januar i år, og som ikke kunne standses.

Min fætter Johan, min kusine Christine og min tante Birthe - det bider i mit hjerte, når jeg tænker på den sorg, de må føle nu. Over at have mistet, over aldrig at skulle møde igen. Hvis det var mig, der stod i deres situation i dag, ville min verden være ændret for altid - en ændring, man var tvunget til at acceptere, men som er det sidste, man ønskede. Smerten er så stor, savnet uoverskueligt.

Vi andre vil også savne - jeg vil savne at ankomme til en familiefest, gå rundt for at hilse på folk, og blive forsinket i runden, fordi jeg falder i samtale med nogen - og så mærke Ulle, der tager mig i armen, og med det skæveste smil og kun let anklagende siger "Nu ignorerer du mig igen, Marie. Jeg har jo glædet mig sådan til at tale med dig - men du synes sikkert det er irriterende med sådan et gammelt fjols som mig, der lægger beslag på dig." - og nej, selvfølgelig gjorde jeg ikke det. Jeg synes det var alt andet end irriterende at blive taget alvorligt i en diskussion, stillet svære og komplekse spørgsmål om mit fag og om mine livsvalg, at få fortalt gode historier med dybere mening, debattere intelligent, kultiveret og engageret over oksestegen, og at fortælle mine historier til en person, som virkelig syntes at more sig over dem. Og at holde af, at tale med mig.

Det er ikke noget, der sker hver dag, eller til hver familiemiddag. Det er noget, som var særligt ved Ulles tilstedeværelse. Og det er noget, der vil være alt for lidt af nu, og som jeg vil savne - min lille del af det svan, som alle vi, der kendte ham, deler nu.

- Sov godt i nat, mine venner, og husk, at det er ikke en selvfølgelighed, at vi nok skal nå alt det, vil vil - hverken i livet, eller det, vi vil hinanden. Så derfor skal man gøre det, og ikke vente og vente - for en dag har man ventet for længe. Og så er der kun savnet tilbage.

- marie

Ingen kommentarer:

Send en kommentar