mandag, september 25, 2006

..ukendt med de kendte

"Pas på det - KNALD! -røde pressekort! For det' et pressekort - der' nået for siiig! Pas på det - KNALD! -røde pressekort! For det' et pressekort - for... mig og mig!"

Nu talte jeg lidt spidst om mit fetsival-pressekort i sidste post, men det er uretfærdigt. For det kan jo ikke gøre for, at det ikke matcher min silkekjole. Det er bare så rødt som Gud og marketingsafdelingen skabte det, og i virkeligheden er det mig ikke en byrde - det er mig en kilde til stor glæde og mange oplevelser.

Primært handler det om, at det er fantastisk at få llov at skrive igen, at se det publiceret, og at have en undskyldnming for at være alle steder og spørge alle om alt.

Men jeg har også bemærket en anden sub-grund til, at pressekortet spiller max:

Uden det var min kærestes og mit forhold i øjeblikket skåret ned til den kontakt, der opstår, når den ene af os taler i søvne, samt en hurtig skål søvndrukne cornflakes hver morgen og et par muntre sms'er fra dag til dag.

Det er naturligvis fordi, at Nikolai ligger i døgndrift på Copenhagen International Filmfestival, hvor han tilsyneladende varetager alle opgaver fra det allermest praktiske grisearbejde med at sørge for, at Dagmar-biografer hænger plakater op og kontoret har papirklips, til at host'e Q&A med skuespillere og instruktører foran et hundredetalligt publikum, være tysktalende selskab for den germanske delegation, og spise middag med Jean-Marc Barr - I ved, ham den sortøjede franskmand, som var åndeløst smuk og bedre kunne lide delfiner end Patricia Arquette i "Le Grand Bleu", og som nu er mindre smuk, men stadig sej, bla. i Lars Von Triers film. Og som formentlig får spontant udslæt på halsen hvis man hvisker "Flipper" i hans øre.

Jeg klager ikke over vores cornflakes-sessions og godnatkys, for al tid med Nikolai er quality time. Men for at snyde mig til lidt mere, som et præmieeksempel på den unge, snarrådige og handlekraftige kvinde af i dag (Natascha Kampush?) landede jeg mig en presseakkreditering, så jeg kan væer med hvor det sner - og nogle gange, hvor han er.

Det er så sjovt at have kort på, når alle nadre har det, og så griner at vide lidt mere om alt det, der foregår i den lille "verden i verden", som en festival er. Det er facinerende at have fulgt på sidelininjen, hvordan det hele er bygget op gennem et halvt år, og nu er byen fyldt med film og filmfolk, arrangementerne afløser hinanden, folk ser film de ellers aldrig ville se og drikker de syrlige sponsordrinks fra Jameson.

Der tales tysk, fransk og engelsk, der lefles og fedtes og networkes, Zentropa fører sig frem, pressen hagler det hele ned fordi det gjorde de også sidste år, og hele filmdanmarks tropper op og tjekker, hvad hinaden har gang i til New Danish Screen.

Det hele kører. Det er ét stort festivallokomotiv, som brager rundt mellem Købanhavns biografer på skinner, man kun kan se, hvis man ved de ligger der, indtil på søndag, hvor det hele er væk igen.

Jeg har ikke anet, hvordan sådan noget som festivaller blev til. De var der bare, et par gange om året, og så var de væk igen. Man kunne deltage, men hele logistikken bag undslap mine tanker, bla. fordi jeg umuligt kunne overskue det enorme arbejde - hvordan får man en permanent live-tv-skræm opstillet på Rådhuspladsen? Hordan får man 145 film spillet to gange hver i Københavns biografer? Hvordan får man Irma som sponsor. Hvor er der clips?

Svarene er (selvfølgelig): Mennesker, dedikation, hårdt arbejde og kaffe. Passion og gode kontakter er heller ikke at foragte.

Selvfølgelig er det Nikolai og ikke det lille røde kort, der har betydet, at jeg har oplevet det hele på så nært hold i opbygningsfasen. Men kortet giver mig lige det sidste skub tæt på i disse dage. På min plads - pressepladsen. Der, jeg allerhelst vil være i hele verden. Det er sjovt - og så til pokker med, om det ikke matcher.

1 kommentar:

  1. Ok, så du er nu rødhåret som en mutant-diplomat? Der sker godt nok mange ting derhjemme, mens jeg bliver skudt på i Sudan... Nikolai, well done med festivalen er jeg sikker på. Hvis film-kritikerne hegler den ned må du have gjort noget rigtigt!

    SvarSlet