fredag, september 08, 2006

...en Cola-automat

Så gik der lidt tid siden sidst. Det undskylder jeg overfor de søde mennesker, der til min enorme overraskelse har fortalt mig, at de faktsik tjekker min blog - nogle af dem på daglig basis. Det er pragtfuldt og gør mig utroligt glad - men samtidig sker der noget besynderligt i mit indre Storm P-maskineri.

Er der nogle af jer, som har set den nye Coca Cola-biografreklame? En fyr smider en mønt i en almindelig, rød Cola-automat, og så tager tingene fart:

Man følger mønten ind automaten, som overraskende er skallen om en sød-surrealistisk miniature-verden, der ser ud som Dalís drømme ville, hvis han havde haft et drop indlagt med saccharin fra Ole Lukøjes paraply. Her udløser mønten en kædereaktion, der går over bjerg og dal, fra dansende dværge til hårdtarbejdende pingviner og små kyssebolde, der uvist af vilken årsagr suger sig fast på den colaflaske, der opstår, fyldes, køles, og tilsidst afsendes med fuld fanfare som en anden Challenger- launch, mens tropper af fantasifostre med og uden trompeter hylder koffein-og-sucrose-vidunderets opstigen til menneskets verden.*

Så får knægten colaen ud af automaten, og så går han. Men det er ikke det vigtige.

Det vigtige er, at jeg er en cola-automat.

Eller rettere, jeg har den klare formodning, at min psyke på mange punkter fungerer som den syrede, kædereagerende Cola-kasses indre.

Nu skifter vi 'mønt' ud med et andet indput - fx. 'ros':

Når jeg får ros, sker der følgende: Rosen stryger ind i min bevidsthed, og fordeler sig i nogle centre:

- I et af dem lander den i et hav af den gyldneste champagne, som sender glade bobler hele vejen rundt i mit system med berusende virkning. Den forgår dog hurtigt der, for champagnen har en del syre i. Det er ligesom en brusetablet.

- I et andet falder den ned gennem en skov, hvor den rør ved en del af bladene på vejen, og lander blødt i noget mos, som åbner sig som en anden elverhøj, sluger den, og atter lukker sig over den. Der ligger den godt og gærer med regnormene og gøder hele mit system i lang tid fremover. Det er et super sted at lande, og en del rammer der på gode dage. Desværre lander det meste som regel ikke der.

- Det lander i en pøl af noget klæbrigt og syrligt, som sender følgende signal ud til mit system: Nu er de glade - hold dem glade! Pas på, at du ikke skuffer dem. For så går de, og så bliver der så stilel og koldt inden i....

...beskeden bliver mærkeligt nok distribueret af en lille mand, der ligner en blanding af Arne Melchior og min dansklærer fra 1. klasse, Kirsten Olsen.

Det, som kommer ud af min Cola-maskine er defor: Vi har alle vores små psykiske uregelmæssigheder, og en af mine er, at jeg er så bange for at skuffe folk. Derfor blev jeg pludselig nervøs for ikek at blogge godt nok.

Det er skidt, ja. Det var jo ik sådan det skulle være. Og jeg ville ønske, at det ikke var sådan.

Men: Hvis jeg en dag får taget mig sammen til at opsøge en psykolog, som kan vikle alle mine skuffe-komplekser ud, så holder jeg givet op med at skrive på bloggen, gå op i retstavning og ringe til mine lillebror Thomas midt i hans hidtil mest episke øjeblik i World of Warcraft klokken sent, fordi jeg er blevet ramt af en pludselig frygt for, at han ikke ved, at jeg elsker ham, og at han potentialt kunne være ked af det. (Det er han som regel ikke. Som regel er han mest irriteret over, at blive forstyrret mens han havde en fremragende mulighed for at få flere XP og en Magic Scroll.)

Men det er jo sådan nogen ting, som kan ryste det af sig, at tingene bliver bedre. At man laver et ordentligt stykke arbejde, at man underholder og måske inspirerer sine omgivelser, og at man får gjort et menneske glad med sit uventede bagholdsangreb af venlighed, uanset at det er gjort med en vis grad af panik over egen mulige utilstrækelighed.

Så mon ikke en vis grad af pleaser-mentalitet er værd at bibeholde - så længe man ikke får trådt sig selv fuldstændigt over fødderne. Og udslettet ego og personlige grænser. Og alt det andet usunde acceptéren og tilstræben andres accépt, som gik af mode med Helle Virkner.

Jeg lover, at skrive lidt mere i bloggen, også selv om det beviseligt ikke kun er for min egen skyld længere, at det sker. Det gør den nok kun bedre.

PS. I øvrigt burde nogen fortælle det - altså at det er yt at udslette sig selv i processen mod andres accapet - til Prinsesse Masako af Japan, der er verdens mest pressede pleaser pga. mangel på tronfølger-produktion. Kvinden er gift med kronprins Naruhito, har kun ét barn, en pige, har rundet de fyrre, og gik ned med decideret stress over folkekravet om en dreng fra hendes lænder, som blev tilspidset da der begyndte at lure snak om at ændre tronfølgerloven, så piger kunne arve tronen. SÅ brændte japanerne sammen, helt op på parlamentsniveau. De kan tackle corporate suicides, teenagere i tøj fra Jupiter, og de mest syge sexuelle udfoldelser i hele den vide verden.
- Men piger på den traditionsrige, men komplet indflydelsesberøvede Chrysantemum-trone - dét var lige et riskorn for meget. Sindene var i kog, katanaerne næsten trukket af skederne, på kontroleret, rituelt korrekt vis, forstås. Masako har ligget i konstant fertilitetsbehandling siden, og som om det ikke var galt nok, kom den goe' gamle bigami-tradition konkubiner også på tale - en skik, som Masakos svigerfar, Kejser Hirohito, ellers nedlagde ved sit eget bryllup, da han fandt det en anelse utidssvarende at ha' et harem i et civiliseret samfund.

Til alt held for Japans blodtryk, men til Masakos yderligere ydmygelse, findes der noget ved navn Prinsesse Kiko. Hun er 39 år, gift med Masakos svigerbror, den yngre prins Akishino, yndig og livsgld, og i besiddelse af pleaser-æggestokke. Hun har født to dejlige piger (Mako og Kako - jeg troede kun det var sådan noget japanere hed, når de var blevet indrulleret i Cirkus Arenas trup med et slangemenneskenummer, og skulle tage hensyn til Benny Berdinos sprogkundskaber. Men nej.) tidligere, og hun smuttede da gerne lige en lilleprins ud også. 2558 gram beroligende pille til nationen, født i denne uge. Så har vi en knægt mere i rækken - et dybfølt "arigato" stiger op med solen i øst.

Og Masako? Hun sidder med sine antidepressiver, sin lille pige og sin blege teint, og må føle sig så alene og utilstrækkelig. Ene kvinde mod en hel nation og et 1000-årigt kejserdømme. Ene kvinde, hvis eneste fejl er, at hun ikke lige er så god til at få børn på den rigtige måde. Det er så uretfærdigt.

Stakkels Masako - jeg ønsker, at din indre Colaautomat endnu kan nå at blive reeboot'et, nu da Kiko har leveret, og at du vil kunne give fanden i pleasing og nyde livet under kirsebærtræerne med din prins fra nu af. Og din datter - Aiko - har et sejere navn end de andre unger. Det var bare det.

*Nikolai troede ikke på at de kunne bibeholde entusiasmen i maskinen efter 30.000 afsendte flasker, men jeg køber den 100%.

1 kommentar:

  1. Du er jo skøn og kugleskør!!

    Husk, at man kan ikke blogge hele tiden. Man skal jo have noget at blogge om (selvom du med dine skrive-evner sikkert kunne skrive om en spændende blog på trods af at du boede i et lille hul i kedelighedsland) - Så se at komme ud og opleve!

    Og på trods af din gode blog, så er du bedre i virkeligheden. Så tag Thomas og alle de andre i hånden og gå en tur i virkelighedens verden!

    SvarSlet