tirsdag, oktober 03, 2006

...uden kontrol

Jeg har fået en ny interesse - eller rettere, en ny rød tråd når jeg tidsfordrivs-Googler og kigger på min hemmelige last, TV2 Gossip.

Interessen er går på et problem, men den er desværre også part af problemet - lidt som hvis man er sygt besat af at oplyse om, hvor latterligt det er, at så mange mennesker lytter efter hvad Carl Mar Møller siger, og det så betyder, at endnu flere mennesker tænker "Hm, hvad er det nu lige han siger, det må jeg da undersøge..".

Problemet er et af internetbloggernes store claims to fame: Den mærkelige flok af unge, kvindelige Famous-for-Nothing-figurer fra USA, ledt an af frontløberen Paris Hilton og gjort mangetallige ved hjælp af ganske let talentfulde skuespillerinder og reality-stjerner med blond hår, store solbriller, og et CV indeholdende flere branderter end biroller.

Lindsay Lohan, Mischa Barton, Tara Reid, Olsen-tvillingerne med de enorme hoveder og sidst men bestemt ikke mindst det måske mest grelle, sørgelige eksemplar af dem alle: Nicole Ritchie.

Det som facinerer mig ved disse piger er ikke deres tøjstil (Som i øvrigt ikke har en dyt med deres egen stil at gøre, men som planlægges dygtigt og i mindste detalje af stylisten Rachel Zoë) deres kærlighedsliv, deres skandaler eller deres duftserier. Ikke rigtigt.

Det er derimod deres mystiske fællestræk, som peger på, at de er udtryk for den endnu sygeste og mest sado-masochistiske periode af celebrity-dyrkelse, hvor kultur endnu har set.

Fællestrækket er: De har ingen kontrol. De har slet, slet, slet ikke fat om begivenhederne i deres tilværelse.
De flyver i raketfart over Hollywood-stjernehimlen, men de har ingen styring på tingene, og de lader sig brænde op, villigt og ufrivilligt på samme tid.

I en syg idoldyrkelse af Old Hollywood-glamour, som de slet ikke har modenheden til, fucker de op gang på gang, og bliver ædt, stykke for stykke, af deres hadsk-kærlige publikum.

Hvor fa'en ved jeg det fra, kan man så med rette spørge. Og nej, det er jo heller ikke noget jeg ved som i: "Jeg ved at jeg bruger størrelse 40 i sko og at klokken er tre når den lille viser står på tre og den store på tolv...".

Det handler altsammen om fortolkning. Og det er fortolkningen af deres sære, sære, tilværelser, ført til mig via alle medier pt., som har skabt min facination.

Så hvad er det, jeg har tolket som denne totale mangel på kontrol. Ja, nu går der tekstanalyse i den:

Symbol 1: De taber deres tøj.

Det var det første, Paris blev berømt for: At gå til bal uden trusser. Ud og ind af New Yorks Yellow Cabs med frit udsyn til popo'en, og derunder. Sådan blev hun fast inventar i New York Times party-klumme. Og kom realityserien "Simple Life". Og Nichole. Som beholder tøjet, men som taber sine bryster og resten af kroppen. Mere om det senere.

Tara Reid taber kjolestroppen ved enhver festlig lejlighed, og blotlægger grusomme operationsar omkring sin hårdt prøvede brystvorte. Og til filmfestival i Venedig forrige uge blæste Lindsay Lohans kønne grønne empirekjole op. Dette afslørede ikke, om hun var naturligt rødhåret - hun var nemlig glatbarberet.

Hvordan kan de her ting ske? Hvordan kan man møde verdenspressen uden trusser? Hvordan falder en bryst bare ud, når man står helt stille med et stort smil og lader sig fotografere?

Det er vel og mærke ikke noget der leveres med en Sharon Stone-attitude og fuld, fatal bevidsthed, men episoder, der gør hovedpersonerne lillepigepinlige og rødmende. De har slet, slet ikke tjek på hvordan det skete eller hvad de skal gøre med det. Og alligevel gik de hjemmefra med numsen bar.

Ufrivillig blottelse - for mig at se er det et af de mest skåret-ud-i-papppede symboler på kontroltab. Hvis det havde været en film, hvor de her ting var sket, havde jeg tænkt "Den er for tyk".
Altså ikke numsen - den er radmager. Mere om det senere.

Symbol 2: Alt om deres privatliv lækkes.

Igen: Paris. Efter "Simple Life" var Paris med i en anden filmproduktion af stor vigtighed for hendes karriere: "One night in Paris", en amatør-sexvideo, optaget og offentliggjort af hendes tildligere kæreste Richie Sambora, som dermed har sikret sig en varm plads i det særlige helvede, der findes for illoyale ex-kærester.

Jeg har set denne video - og konklusionen er, at meget rige mennesker, og meget slanke mennesker, også kan have et røvsygt sexliv.

Men det er ikke pointen. Pointen er at jeg har set Paris Hilton have sex. Og jeg ved, at Lindsay Lohans kæreste er gået fra hende, og at hun selv benægter det. Og jeg ved, hvor jeg kan finde listen over telefonnumre på Paris Hiltons mobil, som en hacker lagde online. Og jeg ved, at Nichole og Paris er uvenner, men måske har talt i telefon med hinanden fra hhv. en benzintank og en lufthavn.

Dette er informationer så intime, at ingen burde kende dem. Normale Hollywood-stjerner sørger også for, at ingen gør. En Julia Roberts har måske to-tre intime lækager af denne karakter gennem hele sin karriere. Disse piger har to-tre om ugen!

Pointen er: De giver alt fra sig, og hvis de ikke gør, så gør andre, der kender dem, omgås dem, hader dem eller elsker dem.

Fotograferne følger dem uhæmmet, og "journalister" rapporterer hver eneste ord, de siger.

Og jo tættere på deres sammenbrud, det hele kommer, jo flere huller i facaden, der vises, jo højere oppe i det røde interessefelt er vi, modtagerne. Mere om dette senere.

Symbol 3: De klæder sig som børn...jamen, det gør de!

Forsøget på at blive en Old Hollywood-stjerne viser sig på den mest bizarre måde i netop Rachel Zoë-stylingen, som Lindsay, Nicole og Mischa deler - og Keira Knigthly er også med på team Zoë.

Signatur-looket er de enorme solbriller, store som parodier på fortidens Jackie O-rammer, og groteske når de placeres på et lille, udmagret ansigt.

Resultatet bliver den lille pige, som har lånt mors fine solbriller - og det samme sker med resten af Zoë-stilen, en 70'er-retro linje med kaftan'er og lange kæder: Ud fra mors skab, det var det, hun gik med dengang hun var på toppen og vi så så meget op til hende - Uh, alt for stort, men på med det alligevel. For det udvisker også de kurver, som også den anorektiske livsførelse arbejder på at gøre kål på.

Sidst vi så dette, var i det androgyne drengepige-look fra 1920-erne: Lange kæder, hår ned i øjnene, formløse silouetter. En efterkrigsmode, som var progressiv og destruktiv på samme tid, og som overfladisk set var udtryk for en ny kønsopfattelse med noget maskulin kvinde-noget, men som i bund og grund fjernede kvinden fra voksenlivet og gjorde hende til den evige teenager - den præpurtære la garconne, en seksualitet uden kvindelige former - uden ansvar, avl og aldertegn.

Med lidt god vilje vil jeg mene, at det er det samme signal, Rachel Zoë klæder pigerne på med i dag. Og hun gør det uden tvivl stilsikkert og stilskabende. Hun er Chanel fra LA, la garconne with a tan.

Og det er, ligesom hos Coco, androgyniteten, verdensfjernheden, ansvarsløsheden, der er på spil - bare i en langt mere sexet fortolkning, som er udtryk for, at den store eskapisme i dag - det er Hollywood-glamour. Hvis du ikke vil være del af virkeligheden, svøb dig i filmens evigt unge stjernedrøm.

Og det gør Lindsay, Nichole og Paris så af al magt, for at hæve sig over virkelighedens verden med alderstegn, ansvar og nerderlag. Hvilket fører videre til:

Symbol 4: De sulter sig.

Nicole Ritchie er pt. verdens mest berømte anorektiker, Mischa Barton er en tændstik, og indtil for for nylig var den ellers så yppige frk. Lohan også på vippen til at ende som radmagert skelet.

Hun er nu svulmet lidt igen, måske efter at hun for nylig modtog lidt over over 100.000 underskrifter fra fans, der bad hende om at spise lidt mere - hvilket i sig selv er sygt. Mere om dette senere.

Alt hvad jeg ved om anoreksi er, at det er en sygdom, som handler om mangel på kontrol. Man vil stoppe udviklingen af sin krop, både seksuelt for al det ballade, der ligger der med voksenlivet etc., men også for at kontrollere dens breden sig ud over grænserne for det slanke kropsideal. Og så sulter man sig, indtil ens krop er ødelagt indefra.

Nogle dør af det. Et langsomt, pinefuldt selvmord, som har enorme psykiske og sociale konsekvenser, også hvis det ikek ender med døden i første omgang.

Hvis ikke dette er den mest fatale og uhyggelige konsekvens af, at unge
kvinder bliver trukket op på en piedestal for derefter at blive beskudt af en hel medieforbrugende verdens befolkning, så ved jeg snart ikke mine himmelblå.

Og det bringer mig tilbage til underskiftindsamlingen "Lindsay, spis en burger". For her kommer sidste og mest gruopvækkende del af problemet:

Symbol 6: Vi æder dem råt, med hud og hårextensions.

Hvad helvede blander de 1.00.000 underskrivende "fans" sig for - mon ikke de mest af alt gør det, fordi det er sjovt, at det gør ondt på stjernen? Hvordan ville enhver anden anorektisk pige på 20 år have det med en sådan folkeunderskriftsindsamling, som handlede om, at hun så hæslig ud? Skidt, mon ikke? Og mon ikke Lindsay følte lidt det samme, da hun modtog kassen med underskifter?

Jeg læste for nylig en "artikel" på TV2 Gossip: "Nicole brød grædende sammen", lød overskriften.

Historien var, at en fotograf havde knipset et paparazzibillede af den skelettynde Nicole Ritchie på stranden, og følt sig nødsaget til at råbe "Nicole, spis noget!" til hende. Pigen var derpå brudt ud i tårer og havde svaret "Jeg er syg!".

I TV2 Gossip-verdenen er dette et scoop.

Det er en fed, nedrig historie om at det gjorde rigtig ondt på Nichole, og at hun tabte endnu mere kontrol - hun græd, og hun indrømmede at hun var syg: En indrømmelse, pressen og internetbloggere har jagtet i månedsvis. I den verden er det den gode, skadefro nyhed. Barbiedukken vakler, hun fik råt for usødet - det har hun rigtig godt af. Hun kunne bare lade være at være så tynd og så rig og så meget på tv.

Men i virkeligheden, der hvor alle mennesker uanset indkomst kan føle smerte når man tramper på deres tæer, er det jo en frygtelig historie om en meget stakkels pige og en pisseled fotograf, der burde holde sin kæft.

Det gjorde min lillebror David mig opmærksom på, da jeg fortalte det til ham. ""Når nogen siger "Jeg er syg" og begynder at græde, så er det altså synd for dem", sagde kloge lille David.

Jeg blev helt rystet - jeg havde glemt, at Nichole Ritchie er en pige som jeg selv og ikke en plastic-Barbie trods tynde ben og stort hovede, og at det ikke er en sejr, når folk bryder sammen på åben gade - det er en tragedie. Uanset om de har været venner med Paris Hilton eller ej.

Og det er så den grumme, sidste pointe, som gør os, forbrugerne af disse piger og deres liv, måske endnu mere syge end Nichole - omend ikke så fatalt: Vi kan lide at se dem lide. Og vi hiver dem op, så de kan hives ned.

Det er udbud og efterspørgsel: Pigerne er blevet udnævnt til interessante af pressen, fordi de ikke har kunnet styre deres berømthed - uden trusser, ud på sexvideo, overdrevent vægttab - og jo mere de gør det, jo mere opmærksomhed får de.

Deres karrierer er så meget mindre vigtige. Eksempel: Lindsay signes til ny film=5 mill. klik på nettet. Lindsay taber trussen=200 mill. klik løber ind, plus rundsending af billedet, og en million debatforummer, der skriver hendes navn - mest hvor meget en "ho" hun er, men det er hendes navn, som nævnes. Og hun er pludsleig 200 millioner gange så kendt, som hun var før det vindpust i kjolen i Venedig.

På vejen dertil har hun kun mistet sin værdighed og fået nedbrudt sin intimsfære. Og det var bare denne uge.

Vi har selv trukket de stjerner op på himlen, kun for at pille dem ned igen - stykke for stykke. Og de kan ikke sige fra.

Jeg ser dem for mig som paradeballoner, som holdes svævende af de slag, et massepublikum langer ud efter dem når de nærmer sig jorden.
De har ingen styring på deres kurs og ingen kontrol over om de rammer noget spidst, men de har store, vidt åbne øjne, som intet ser, og fikserede smil, som altid kan tændes.

Eller...

Hundehvalpe som danser, indtil publikum bliver trætte af at klappe, og i stedet sparker til dem - og så prøver de at danse igen, for at gøre folk glade, men ingen gider kigge - ikke før de har tisset på gulvet. Og så kan de danse lidt igen..

Eller alle mulige andre tragiske metaforer.

Efter denne analyse er jeg nået frem til, at jeg må stoppe min googling af de unge Famous for Nothings. Jeg vil ikke have blod på hænderne. Og musen er et mordvåben, når det kommer til dem.

Et klik på Nicholes spiseforstyrrelse, er en pind til hendes ligkiste. Et på Lohans kærlighedsliv, er et skub fremad mod hendes overdosis. Ingen kan klare at være ene pige mod så stor en fjendtlig verden, uanset hvor mange små hunde og trofaste stylister, du har ved din side. De er dødsmærkede før tid.

Den eneste af dem, som jeg ikek er det mindste bekymret for om klarer sig helskindet gennem det hele, er Paris Hilton.
Forklaringen? Her vil jeg tillade mig at citere klassiskeren "Fagre Voksne Verden":

"One word: Plastics."

- marie

2 kommentarer:

  1. my review herevisit weblinkvisit site a fantastic readcheck this link right here now

    SvarSlet
  2. try this website g8k51p1r77 fake louis vuitton replica bags aaa quality e3a28z1u31 replica bags near me internet j2r69e4n11 replica bags vancouver replica bags cheap fake hermes y6w52q7d39 replica bags reddit

    SvarSlet