...post 4

På Medici-fortet i Sienas østlige del trivedes kærligheden i aftenlyset. Ældre ægtepar gik tur, langsomt, med korte skridt, hånd i hånd. En herre sad i sin kørestol, mens hans kone havde placeret sig på bænken foran ham. De holdt hinandens hænder, og hun lo højt af noget, han lige havde sagt, smilende og med de varmeste øjne hvilende på sin kære.

Kastanjetræerne havde stadig sommersaft i bladene, men efteråret var begyndt af svede deres kanter. Især i det gyldent-røde lys kunne man se, at årstiderne snart ville skifte igen, som de må have gjort det så mange gange før i de ældre pars liv sammen.

År efter år, forår, sommer, efterår, vinter, forår - huden rynkes, hænderne bliver knoglede, håret hvidt, benene trætte, skridtene kortere. Men hænderne hviler aldrig ene. Smilet er altid kun et ord fra at bryde frem. Og i øjnene vækkes altid lys, når de finder den, der er allermest dyrebar i hele verden. Forår, sommer efterår, vinter, forår. År efter år. For evigt.

Fortsættes, men først i morgen. Godnat så længe.

- m