...tilbage med billeder

Det er lidt sent, I know. Men vi tager lige de sidste, bedste Italien-billeder med i et par posts.
Denne post har fx. Crucifix-tema. For en af de sidste dage af ferien kørte vi over dæmningen fra fastlandet og ud på øen Monte Argentario, der ligger som en lille forpost ud for Maremma-kysten.

Her går intet mindre end tre dæmninger ud til øen, som basalt set er et bjerg, hvortil små fiskerbyer og fort-konstruktioner klynger sig hele vejen rundt. Midten af øen er derfor højt hævet over vandet, og giver en helt fantastisk udsigt ind over kyststrækningen og, den anden vej, ud over havet.

Men udover at give udsigt, havde bjergtoppen også en feature mere: Et stort kors med neonlys i, opført mens Mussolini var Duce, af Monte Argentarios munkekloster til ære for Ducen, Paven og kongen - hvilket jo lyder som en ganske flot forsamling, og klart som gode folk at satse på at opføre kors til ære for.

I dag ved vi mere om hvad der skete - paver har vi endnu, men det er knap så vigtigt som det var, Duce'er er ikke decideret i kridthuset (Men folk som Berlusconi udnytter alligevel mulighederne), mens det italienske kongehus er om muligt mere ubetydeligt end det nogensinde har været. Og det har aldrig været særligt betydningsfuldt.

Alt i alt er korsholderne fallen from grace.

Så er det altid noget, at korset i sig selv vel må siges at være stærkere som symbol end den laket, hvorpå disse navne stod. Det holder vel stadig at satse på Kristus, selvom også han er trængt, siges det.

Der var i al fald en følelse af noget meget stort og oprindeligt, der på den helt mennesketomme bjergtop. I skumringen, omgivet af suset fra vinden i korsets metalskelet, og hele bugten og de skovklædte øers skråninger lagt ud foran os.

Og så menneskets små aftryk, som de små pindekors i hegnet omkring korsets fod. Små tegn på liv, tro, minder og tanker. Vi lavede osgå et lille kors, grebet af stemningen, og Nikolai ridsede vores forbogstaver i en sten. Det virkede som det rette at gøre. Og så lyttede vi til aftenen, og kørte først ned, da mørket havde lagt sig over bugten og byerne blev til lysende orange smykkeskrin et sted neden under os.