...tilbage - igen

Tirsdag klokken ca. 10.30 så jeg Peterskirken.

Det er var ikke så heldigt.

Var tingene gået efter planen, hvade jeg nemlig set terminalen i Roma Ciampino, som er en lufthavn og ikke et bolshe med jordbær/flødesmag og en dum reklame.

Men grundet en kombination af italiensk skiltning, eller rettere mangel på samme, og generel uvidenhed fra min og Nikolais side omkring Roms omfartsvejes systematik - eller mangel på samme, så var vi altså kørt så meget forkert på daværende tidspunkt, at den berømte kuppel tårnede op en kilometers penge væk, i al sin vælde, som et vartegn over den internationale turismes evige Sisyfos-kamp med lokal byplanlægning.

"Jeg ANER ikke hvor vi er", stønnede Nikolai, gav det store vejkort et afmægtigt dask, og kastede sig tilbage i shotgun-sædet som billedet på total opgivenhed. Jeg trak vejret dybt ind, knugede rattet, og forsøgte at navigere vores lille Fiat Panda nogenlunde sikkert gennem endnu en dødsfælde af et romersk vejkryds, mens jeg i mit stille sind bandede over, at man ikke var konverteret til katolicismen mens tid var.

Så kunne der være en vis chance for, at en desperat bøn sendt i retning af den mægtige bekuplede højborg forude, ville resultere i en brevdue (Olivengren i næbbet valgfri) sendt fra Himlen til at vejlede os ud af det romerske trafikhelvede, hvor vi nu efter mit bedste skøn måtte have nået femte kreds at dømme efter mængden af (fart)syndere.

Jeg vidste, at jeg alligevel skulle have tændt et vokslys i den kirke i Siena, hvor den Hellige Skt. Catherinas hovede er on display. Jeg ville gerne, men lysene kostede 50 eurocent, og jeg havde kun 2 - så af skræk for det Hellige Hovedes Hævn donerede jeg blot småpengene, og gik derfra pinligt berørt.
Men jeg skulle have gjort det alligevel, om ikke andet for at vise min gode vilje.

Nu måtte vi i stedet køre på lykke og fromme, sved og tårer, og tilsidst flytte vores protestantisk-agnostiske popo'er ind på nærmeste tilgængelige tankstation og bede om hjælp. Dette skete endda to gange, før det lykkedes os at havne på den rette ringvej. Men SÅ var det også en Panda med fuld skrue, som ræsede mod afgangshallen. For første gang i hele ugens løb følte jeg ikke, at italienerne gav mig baghjul.

For det er ikke en skrøne af den smålumre charter-racistiske slags, det med italienernes kørsel:
De kører altså fuldkomment vanvittigt. Ama'r!

Vi boede jo på det her vidunderlige sted, en lille såkaldt Agriturismo i Toscanas sydvestlige del, Maremma-regionen. Med i pakken var en lille bil, omtalte Fiat Panda, som bragte os rundt i landskabet hverdag, af små, snoede bjergveje til maleriske byer og storslåede udsigter og steder langs vejen, hvor man kunne tisse.

I det store hele fungerede det upåklageligt, det her panda-arrangement. Men krævede sin kvinde at vænne sig til, at blive overhalet konstant, udenom og indenom, i hårnålesving og smalle passager, i tunneller, på bjergveje totalt uden udsyn, over dobbelte optrukne linjer og i bælgravende mørke.

Vi kørte dog efter den devise, jeg gennem min korte, men lærerige tid som bilist, har erkendt som værende den mest brugbare opskrift på at få dig levende igennem trafikken hvor som helst. Den hedder "Stille og roligt - så kan I dytte så meget I vil, jeg skal levende herfra".

Jaja, jeg bliver tvangspensioneret som 35-årig med den holdning, jeg ved det - men endnu en gang virkede det: Vi nåede vore mål hver gang, og vi er her endnu. Hellere besseagtig end trafikoffer.

Det var en dejlig, dejlig ferie. Der var varme kilder, en bitter tvist Danmark vs. Italien om pasta med tun, der var små gader og store bjerge, der var megen sol, der var skizofrene hunde, som skiftevis tilbad Nikolai og bed ham i ansigtet, der var øde natur, stærk kaffe og Sienas rådhusplads set meget, meget, MEGET ovenfra, og der var størst af alt kærlighed til at klistre det hele sammen.

Og når jeg kommer til min egen computer, vil jeg skrive lidt mere - og om andet end bilkørsel - fordi der kan jeg supplere med billeder taget med mit splinternye fødselsdags-kamera (Tak, oh tak, mor og far og mormor og morfar). Og så bliver det meget sjovere.

Ses, m