torsdag, juli 20, 2006

..hende, som vækker sig selv ved overvejelser som disse

Teenageproblemer i dyrefamilier:

"-Ad, det gider jeg ikke spise!"

"-Du skal spise den, det er den eneste morgenmad du får, unge mand."

"-Jamen, jeg kan ikke lide mus!"

"-Du er en ugle. Ugler kan lide mus."

"-Jeg vil have pomfritter. Rotteungerne nede fra campingpladsen siger, at de får pomfritter hver dag!"

"-Du skal ikke tale med rotteungerne, du skal spise dem!"

*GYLP* "-Jeg spytter det ud igen! I kan ikke tvinge mig!" *GYLP*

"-Du gylper ikke før alle er færdige med at spise og jeg har sagt velbekomme!"

"-Jeg vil ikke spise mine venner! Jeg er ikke som jer! Jeg hader jer!"

"-HOLD SÅ KÆFT og sid helt utroligt stille! Hvis du drejer hovedet så meget som 360 grader, ryger du direkte i seng så snart det bliver mørkt! Forstået?"


Et andet eksempel:

"-Hvordan er det, du ser ud, unge dame? Du ligner jo en kirkegårdsrotte!"

"..Mmmmmgrmmblllikkepånogenmåde...."

"-Du har værsågod at gå ind på dit værelse og skifte til vinterpels ligesom os andre."

"...Mmmgrrmblkanbedstlidedetsådanher...."

"-Jeg er fuldkommen ligeglad med, hvad du bedst kan lide. Mink skifter til hvid pels om vinteren, og du skal ikke komme anstigende til mormors fiskehoveder søndag aften og ha' det der mørke stads over hele kroppen."

"-Du er bare så led, du er! Du respekterer ikke min ret til at være mig selv overhovedet! Mørk pels udtrykker bare mere hvem jeg er! Hvid er kikset - hvorfor skal jeg gå rundt og ligne Birger Christensens varelager bare fordi alle I andre gør det?"

"-SÅ får vi lige kammertonen, unge dame! Du skal ikke tale om pelsindustrien mens dine små søskende hører på det!"

"-Jeg er da ligeglad! Hør her, unger: Buntmageren kommer og tar' jer hvis i skifter til hvid pels! De flår jer og smider jeres døde, blodige kroppe på lossepladsen! Så æder mågerne jeres øjne! Go brown! Brown is beautiful!"

"-SÅ er det nok! Du har burarrest i en uge, og hvis aktivisterne kommer fobi og lukker dørene op, har du værsågod at sige pænt nej tak og blive hvor du er!"

"..Grmmmbll...." *Slæber afsted*

"-Og skift så den pels!!!"

....

*Små pibende stemmer* "-Moooooar...?"

*Suk* "-Hvad er der, unger?"

"-Må vi godt komme på lossepladsen på lørdag? Må viiiiii?"

----------------------------

Den slags tænker man ikke over i hverdagen. Men det sker. Hele tiden, overalt, i skov og sø, ved bryn og å.

Og det er ganske vist.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar