onsdag, juli 19, 2006

..hende, som var inden i krigsskibet

Dette bliver spændende. Der er til denne post både en historie, en fotoserie, og en quiz. På sin vis også en cliffhanger-slutning. Kom ikke og sig, at jeg ikke gør mit for at gøre det interessant at følge med herinde.

Vi er som tidligere varslet landet i Barbara Cartland-land. De lyserøde skyer dækker himlen, hvalpe og lam flokkes om ens fødder og gør vejene usikre, mens luften summer af kolibrier i vild korpulation med langstilkede røde roser..

...Eller er det biers ting?

Anyways. Jeg er derfor ikke bange for at starte med en kliché: Jeg husker tydeligt den første gang jeg så Nikolai.

-Eller rettere, det var ikke den første gang han var i mit synsfelt. Det var den første gang jeg så ham, sådan rigtigt opfattede at dér var et menneske, som lige var lidt mere interessant for netop mig end gennemsnittet af personer her på jord var.

Før dette øjeblik hvad jeg godt nok registreret at manden fandtes. Det var ham, der hang ud med gruppen omkring Claus Raasted, Jesper Heebøll og de andre Roskilde-ætlinge, jeg kendte fra rollespilsmiljøet. I øvrigt havde han engang medvirket i et radioprogram om rollespil, hvor jeg også selv var blevet interviewet. Hans kendetegn var for mig, at han var helt utroligt goth.

Det er meget uretfærdigt at jeg skriver dette, og jeg ved at Nikolai vil blive meget irriteret. Han lever med venner, der holder meget af ham, men som holder lige så meget af at holde ham fast i, at han er goth, uanset om han piver, skriger, bliver blonderet, ifører sig cremehvid kabelstrik og melder sig ind i Venstres Ungdom.

Det går så vidt som til, at vores fælles kammerat Kristo engangs skulle beskrive en pige, der var helt derude hvor flagermusene vender fordi der alligevel er blevet lidt for goth for dem. DEt gjorde ham med ordene: "Hun er så goth, at hun får Nikolai til at ligne en britisk kostskoleelev." Så vidste alle, hvad dommerdagsklokkerne var slået.

Det er uretfærdigt. Nikolai ejer ikke et nittearmbånd. Okay, man kan da nok finde en læderfrakke og en diskret eyeliner fra fortiden i hans gemmer. Der er også mange sorte t-shirts med bandnavne, ofte med et latinsk islæt, i garderoben. Og hans musiksamling er, skønt udsøgt og varieret, præget af moltoner.

- Men han tænder ikke sorte lys, og han har ikke en rotte, og han spytter på små gothpunkere med hullede netstrømper på armene i kø foran The Rock. Han griner af "Klovn", han sætter pris på et godt måltid, han sover om natten og er vellidt af sine svigerforældre. Han er på mange måder nærmest anti-goth.

Sandheden er bare, at manden har enestående naturlige anlæg for at se goth ud. Han er høj, mørk, slank og senet, på sådan en barok-crucifix-agtig facon, og hans øjne er store, grå og lysende på en måde der kan få én (I al fald mig) til at svømme hen i tanker om stjerner og midnatshimmelhvælv. Hans kindben har fået en del diamantskær til at stille sig diskret over i hjørnet og føle sig som smørspatler, og hans hud har igen det her indre skær af måneskin - undtagen om sommeren, hvor han på polarhare-agtig vis skifter farve fra hvid til til sålelæder-sigøjnerbrun, hvilket har den effekt, at man ikke bare frygter for at få stjålet sit hjerte, men også sin pung.

Læg dertil, at knægten dengang havde lange slangekrøller i den blandt teenagepiger fra forstæderne populære nuance L'Oreal "Gothic Black No. One". Og i øvrigt kan se nærmest faretruende mut ud, når han fanges i et ubevogtet øjeblik. Så begynder I måske at forstå, hvorfor også jeg havde staklen katalogiseret under "Godt nok goth".

-Og det var alt mit indtryk af ham. Indtil.

Da dette første gang ændrede sig, stod jeg i Jesper Heebølls lillebrors soveværelse, på den Heebøllske fædrende gård i omegnen af Roskilde. Det var 14 dages tid før rollespilsscenariet LT 7, og jeg var ankommet til stedet for at møde det hold af rollespillere, hvortil jeg et par dage før var blevet shanghaiet, samt prøve min karakters kostume for første gang.

Udenfor gik godt 10 mennesker med powertools og pensler og byggede på en rød bindings-
værksgård, som skulle huse hele holdet til scenariet. På billedet man ser hvordan. Det er endda Nikolai, der holder for (Og Jens Niros, der holder Tool of Power).

Jeg var som sagt blevet hasteindkaldt til at spille min rolle som fin frue. Det var en krævende operation, da jeg hverken havde kostume, baggrundsviden eller kendskab til størstedelen af mine medspillere, men der stod stærke kræfter klar til at løfte i flok.

En af de helt store løftere var Anna Balsgaard, som er en syerske af Guds nåde og en ukuelig arbejdshest uden lige. Anna havde fået tilsendt mine mål, som jeg ubehjælpeligt havde tjekket på mig selv ved hjælp af et stykke sejlgarn og en tommestok, og derudfra havde hun kastet sig ud i projekt balkjole.

Hvad jeg derfor i den pågældende stund var i færd med at prøve, var derfor første udkast til det, som siden skulle komme til at gå under navnet "Krigsskibet". Aldrig har så mange meter babyblåt kunststof været samlet på så relativt lille et område - relativt, fordi det sammenlignet med fx. SAS-Hotellet var ganske lille, men sat overfor fx. en menneskekrop på 1 meter og 68 centimeter uden hæle var det faktisk et ganske enormt stort område, det stof boltrede sig på. Vi taler om et skørt som gjorde, at jeg måtte presses gennem døråbninger på Peter-Plys-fanget-i-Ninkas-kaninhul-maner.

Hvis flodhesten Dolph havde været undfanget af Wullfmorgenthalers hjerner på dette tidspunkt, tror jeg måske, at Anna havde valgt en anden farve - af hensyn til den slående lighed mellem omtalte jægersoldat/ninja-flodhest og kjole i såvel kulør som omfang. Tror jeg - håber jeg. Det er ikke til at sige med hende og hendes sans for humor.

I al fald stod jeg der; i et drengeværelse med Formel 1 plakater på væggene, og iført det mægtige skørt der var "Krigsskibets" understel. Omkring mig vimsede Anna og Andrea Jørgensen, begge i færd med at fastoperere kjolens flæsebesatte frakke til min overkrop ved hjælp af knappenåle. Jeg frygtede for mit skind og svedte som en gammel græker i sommervarmen. På mit hovede sad vistnok en halvskævt henkastet tiara, blot sat på for at øge helhedindtrykket (Og underholdningsværdien, mistænker jeg..).

Og så gik døren op.

Hvor ville det have være frydefuldt antiklimatisk for denne skribent, hvis det nu ikke havde været Nikolai bag den dør.

Men det var det.

- Endda i sin sigøjner-inkarnation, og stadig med sorte slangekrøller, som det ses på billedet herover. Det var et syn for guder, krigsskibe og flodheste.

Det syn der mødte ham, var så tilgengæld dette til venstre - læg blot til, at kjolen var ufærdig og blottede dele af min overkrop på mystisk mutant-maner, plus resten af den noget groteske scene med nåle og Formel 1.

Jeg husker hans ansigtsudtryk som den perfekte personificering af udtrykket "Oh, bugger!"
- og retteligt så, for hvad siger eller gør man dog, når man tror man er i kendte omgivelser på sin sambos fødegaard, og pludselig står ansigt til ansigt med en gigantisk lyseblå voodoodukke?

Anna kom dog Nikolai til undsætning. Hun trak knappenålene ud af mundvigen, så resolut på ham som en stolt moder, der ikke tåler andet end skamros af sin skeløjede nyfødte og sagde med et stort smil: "Er hun ikke smuk?"

Så vidt jeg husker fik Nikolai mumlet noget, der forhåbenlig lød bekræftende nok til ikke at fornærme voodoo-væsenet og nedkalde syv års ulykke over hans hovede.

Jeg selv havde for længst opgivet at redde situationen, og valgte at satse på at smile manisk og stå helt stille indtil verden blev normal igen. Og nålene var væk. I samme øjeblik gjorde lige præcis en nål opmærksom på sig selv, og jeg rykkede på en arm, hvilket udløste en kædereaktion i flæserne, så halvdelen af toppens slå-om-funktion gav op og blottede et bryst. BH-klædt. Men stadig. Voodoodukken ville i det øjeblik ikke have haft noget som helst imod at blive gjort til en zombie på stedet, primært fordi zombier hverken har bevidsthed eller kan rødme helt enormt.

Nikolai kiggede diskret og hastigt væk, undskyldte sig med nogle powertools og flygtede. Arme blev løftet, flere nåle blev sat i og toppen sikret. Og verden blev normal igen.

Næsten.

Det var ikke kærlighed ved første blik. Jeg havde på det tidspunkt en anden kæreste, Nikolai havde en kærestesorg, og der var ikke nogen der ønskede at ændre på de forhold - i al fald ikke det første. Og det var ikke mig, der var udset til at ændre på det sidste. Jeg var meget glad for mit forhold, elskede min kæreste, var sikker på, at Nikolai syntes jeg var jordens største kegle der hørte til for enden af en bowlingbane, muligvis en for elefanter, og der skulle i det hele taget gå lang tid før det blev aktuelt at brodere videre på det blik.

Men det var et blik - som, set i bakspejlet, er godt at kunne huske. Den første gang, jeg så dig - Og du så et svedigt krigsskib af babyblå nylon. Men alligevel.

End of story. Men det er ikke helt slut endnu..


...for her er manden så. Til scenariet og ikke i civil, tak Gud.

Nedenfor er der et link, som viser et andet og vildere billede af samme. Og nej - det er ikke ham med den lille fjer på.

Se godt på de to billeder, for nu kommer:

Quizzen

? Var Nikolais rolle den GODE eller den ONDE rådgiver?

Svar gives under comments. Præmien afsløres sammen med løsningen i den nærmeste fremtid (eller når nogle har gættet på noget)
Linket:http://www.kodehoved.dk/images/grafik/rollespilleren-3/s8-9.jpg


Tak for opmærksomheden.

4 kommentarer:

  1. Jeg tipper ond. Men ok, han er så UTROLIGT goth (sorry mate, I had to..) at det næsten er for nemt at gøre ham til ond rådgiver. Der kan være tale om en "double cross", men hvis ham med den lille fjer, på billedet, er den anden rådgiver bliver det sgu svært at sige. Så jeg holder på mit oprindelige forslag... Hvornår får vi svaret?

    SvarSlet
  2. Klart ond...

    Forsmået og ond - jeg husker ham...

    SvarSlet
  3. Må man selv gætte? Jeg vil støtte Andreas i den med 'forsmået' ;)

    SvarSlet
  4. Han spillede god, bare fordi alle andre ville være sikker på, han var ond.....

    SvarSlet