mandag, juli 17, 2006

...og søndag

Søndag var som sendt fra himlen, og skal lige opsummeres for at afrunde, hvorfor min weekend var lang en række af luksusliv.

Luksus er ikke nødvendigvis dyrt - det er bare når alt er godt, og man ikke keder sig et øjeblik. Og det bliver ved.

Nikolai og jeg sov længe for første gang i alt for lang tid. Vores tømmermænd var til at overskue, trods det, at vi var gået vanvittige fulde i seng. Vi må lige have sparet noget held op der, for sådan plejer tingene bestemt ikke at arte sig.

Klokken tre hvade vi tøj på og svedte os gennem byen ud til noget brunch, derefter fandt vi nogle ællinger i det gamle Kongelige Biblioteks have - en af byens bedst bevarede hemmelige oaser, stirrede facinerede på dem i en times tid i den idylliske have, og gik derefter på det jødiske museum 10 min i lukketid. Det ydede vist ikke helt museet retfærdighed, men men skal på den anden side heller ikke have for meget tømmermænds-ballade med hypofysen, hvis man skal have fuldt udbytte af noget, der er installeret i en bygning af Daniel Liebeskind.

Så var det lettere at se Johnny Depp med eyeliner og Keira Kneightly med permanent adskilte læber svinge sig i bramsejlet og slås med onde mutantpirater i Imperial i et par timer. Og køre indisk mad ind på Istedgade bagefter.

Sove gik også ret let.

(Undtagen da jeg vågnede med et skrig fra en drøm, hvor min mor var ved at kvæle mig med sin kropsvægt. Hvilket viste sig at have grund i virkeligheden, udover at det var Nikolais hovede og ikke mor, der lå på mit luftrør. Situationen var dog ikke livstruende).

Og det var det. Hov, huskede jeg at få med: Mandag har jeg fri. Det blir' ikke bedre.

2 kommentarer:

  1. Igen er det fedt at dele tømmermænd og bytur med dig - bare uden at være dig. Dine lange (forbavsende lange) beretninger, gør at jeg nærmest kan være to steder på en gang. Billigere og faktisk udmærket.

    1) Hvordan var piratfilm?
    2) Så A-huset er no-go? Jeg har hørt gode anbefalinger af en båd ved navn Stubnitz, som skulle være en flydende fest.
    3) Hvordan kan du være en rigtig arbejder og have fri om mandagen?
    4) Hvordan har Finn det?

    kh

    / A

    ps. Hvorfor føler man sig lidt som en stalker når man læser andre blogs hvor folk beretter om deres dagligdag?

    SvarSlet
  2. 1)Fin pirat. Noget lang, og ret uforskammet med en cliffhangerslutning efter mere end to timer - og en del huller i historien, når man går den efter i sømmene. Men hvem gider det, når der tentakler over det hele og fuld tryk på svædfægteriet i et møllehjul. Disneyland har lige fået en fire-fem rides mere klar dér.

    2) Stubnitz sku' være festen nu. Jeg har det fra pålidelig kilde (selvom han læser filmvidenskab..) - vi skal ud at se noget hævi derude.

    3) Vi og de traffickede piger holder fri.

    4) Han ligger i snapsemarinade og nyder sommeren på et slimet spor.

    SvarSlet