...hende, som også havde lørdag..

Lørdag morgen kom, og med den min fantastiske og enestående gymnasieveninde Ibens længe forberedte polterabend. Alt ved denne dag var planlagt i detaljer, og efterfølgende kan jeg tilføje, at ikke en krone var givet forkert ud. Især den store sum vi måtte lægge for at få sendt kampfly op med kemikalier for at sikre en skyfri himmel, á la Sovjetparader på den Røde Plads, var det værd.

Iben havde forsøgt at afsløre simpelthen alt omkring sin polterabend de sidste par måneder. Hun havde understreget hvad der kunne være sjovt, og hvad der ikke kunne, og hvad der bestemt ikke kunne, og, som tiden skred frem, hvad hun klart forventede ville ske, og ville blive meget skuffet over at undvære.

Hun er ellers ret kvik, og har lige fået 10 for sit speciale. Så hvordan hun kunne undgå at overveje, at denne opførsel kun har en omvendt psykologisk effekt, er mig en gåde.
Vi mødtes en gang om måneden, fortalte hinanden om hendes seneste forsøg på at tage magten, lo hånligt, og planlagde tingene som vi ville ha' det.

Iben gav ikke op, men gik over til at regne datoer ud. For 14 dage siden var faktisk hun så sikker på, at hun havde den, at hun havde siddet forventningsfuld og ventet hjemme på adressen den lørdag morgen. Ca. klokken 12 samme dag lagde hun så en rasende besked på Evas telefonsvarer om, at når vi ikke engang gad hente hende, så tog hun da bare ud og shoppede, så ku' vi ha' held og lykke med at finde hende.

Det har været helt fantastisk pragtfuldt at holde hende hen i frustreret uvished, men også ret tvivlsomt, om det ville lykkes at overraske hende.

Det gjorde det i den grad. Da bilen med hende i rullede ind ved det fortov, hvor vi alle stod og hujede med vores store smil og små papirsflag, og jeg så hendes store fanget-i-billygterne-øjne i bag ruden, var jeg i tvivl om hvorvidt hun ville få et hjertestop.

Men Iben overlevede overraskelsen. Hun overlevede også brunch, vandpolo, sprudelwasser, mere mad, vin, chokoladeblindsmagning i 30 graders varme, øl, vin, ølstafet mod indianere, linedancing med cowboy(inde), yderligere 12 retter mad, vin, strawberry daquiri og en video, hvor hendes udkårne Kristoffer fortalte om deres første gang på lagnerne.

Godt taget tøs, klap dig selv på skulderen.

Dødsstødet kom dog desværre til sidst, da vi planlæggere havde foretaget en bytursmæssigt fejlkalkulation. Vi havde fået os skrevet på noget gæsteliste til byens pt. mest hip-fordi-alle-siger-det-sted, A-huset på Bryggen.

Hvad er det? Jo, vi selvbevidste københavnske unge er simpelthen så stolte og glade over endelig at have fået noget der lugter lidt af New York og partys i nedlagte industribygninger, at vi stormigrerer til denne nedlagte Postterminal for at tjekke hinandens dådyrøjne, tilfældige hår og designerbriller ud til rytmisk musik hver weekend - mens tid er.

Huset lukker nemlig om fire ugers tid, og var det ikke for alle de kunstnere, der har haft god brug af stedet som atelier i de sidste lange stykke tid, så ville jeg sige djævlens godt det samme.

Jeg ville så gerne støtte den gode sag og det storbyagtige, men man må spørge sig selv: Har byen virkelig så hårdt brug for et sted, der kalder sig avantgarde og undergrund, men trækker præcis det samme publikum som fredagsbaren på Film- og Medievidenskab?

Er det et kolossalt tab, at der om en måneds tid er ét sted mindre, hvor alle pigerne vil være noget med design, og alle drengene er dj i fritiden?

Og undskyld: Den lokation er altså ikke ligefrem som taget ud af The Meat District. Der er mere folkeskole i fem etager end Industrial Cool over de lavloftede lokaler, hvor de mørkeviolette gardiner fra Østjysk Kontorforsyning kun lige er blevet pillet af krogene.

Jeg ved, at det ikke er stedets skyld, at det ligger langt ovre på den gale side af grænsen mellem råt og røvsygt. Det er jo bare et hus, hvor nogle kunstnere har holdt til, og gerne vil blive. Men kunne man så ikke bare være så venlige ikke at udskrige det som The Temple of Metropolitan Coolness, når det nu ikke kan præstere så meget som en eneste fritliggende ståldrager?

Tagterassen og udsigten over havnen er dog næsten turen værd, men ikke når man tager i betragning, at man skal i kontakt med stedets ansatte for at nå dertil. Bartenderene nåede jeg ikke at opleve, men drinkspatruljen rapporterede, at de var blevet behandlet venligere og mere kompetent af opsynsmadammen på toilettet under Hovedbanen.

Garderoben styres uvenligt, men ineffektivt af et hold 20-årige Arkitektskole-alfer med en attitude som Edie Sedgwicks udmattede spøgelse. De havde dog åndsnærværelse nok til at nakke alt det sprut, vi deponerede på deres hylder. Tre fulde flasker. Jeg håber, at de havde gevaldige tømmermænd i deres små, sultne kroppe dagen efter. Og måske kastede lidt op på deres Baum und Pferdgarten-nederdel.

Dette sted og dets segment tog lidt pusten fra søde Iben, som aldrig har været meget til det opstyltede. Desuden havde vi jo hældt sprit på hende i 18 timer i træk, så efter en dag fuld af fed leg drog den vordende brud på Burger King til en morgenwhopper, og så hjem til den kommende ægteseng.

Hun ringede i dag og sagde, at hun godt kunne liiiide dagen. Vi kunne også godt lide hende, og var egentlig også ret tilfredse med dagen, vi planlæggere.

Tænkte lidt over, at når man holder polterabend for en ven eller veninde, kommer det tit til ikke alene at handle om at fejre brylluppets komme (Og slet ikke "den sidste nat i frihed", for det ville da være et pauvert ægteskab i vore dage, hvis det gik så galt). Det bliver lige så meget en fejring af venskabet, hvor man viser, hvor godt man kender hinanden og hvor meget glæde det giver, at sætte en person man holder af, i centrum og gøre ham eller hende virkelig godt gennemfornøjet.

Det siges, at vennegrupper er vore dages familiesammenhold - den urbane familie, som jeg har hørt det benævnt i noget halvklog modernitets-essayisme. Hvis det er tilfældet, tegner det lyst for kommende generationers familiefester.

Så længe de holder sig fra A-huset.