mandag, august 14, 2006

...hende, som VILLE skrive om den elendige ø-tur!

Det er sent på natten, og Irland er ved at blive lidt en pligt at få kradset ned, så jeg vælger den lette version med citater, tal og sådan, så jeg i det mindste ikke opgiver det hele og går i seng med en halv pakke seje Orangeknas, som har ligget i min køkkenskuffe i tre uger.

Folk: 21 stk. fra min mors side, dvs. Mormor & Morfar og alt hvad der kommer derefter. Jeg har 7 fætre og kusiner her, som alle sammen vildt vidunderlige børn, som kunne være en reklame for alt fra Kellogs til økologisk spelt og katolicisme, jf. anti-præventions-issues. Bortset fra at de allesammen er for kloge, ironiske og oplyste, både for deres alder, men også for Kellogs, spelt og katolicisme (No offence, Andreas - vi har i øvrigt også katolsk familie). Med andre ord, de er pragtfulde. Så er det i øvrigt min Morfar og Mormor, der inviterer, hvilket er mere end storsindet og helt utroligt hyggelig en tradition - af den slags, mna kun kan elske.

Sted: Killaghy Castle, midt mellem Kilkenny og Tipperary (Hvis I så meget som nynner nu, får jeg sendt et death squad efter jer hurtigere end I kan nå at bide jer selv i tungen. Onkel Jacob sang skidtet HVER gang nogen sagde Tipperary. Højt. Og hele sangen).

Det havde vi lejet, fordi vi tilsammen fylder så meget, at ingen provinshoteller kan have os. Der skal en hotelkæde til for at rumme os. Vi kan nok lige være i Paris Hilton, men vi vil så nødigt. Okay, 'castle' er så meget sagt, men en slags mindre herregård kan man roligt kalde det - slots-status kom sig af ét umotiveret, bastant og retangulært tårn midt på huset, med brystværn og det hele. Man kunne dog ikke gå op i det, og så er det lissom ligemeget.

Men et grineren sted, som min fætter Bastian ville sige. Masser af plads, bløde hynder og moderne køkkengrej. Indretningen var Jodle Birge møder Camilla Parker Bowles.

Ting, vi så og gjorde: Åd, drak, sang, så en signifikant ruin i gråvejr, red på heste i solskin, fiskede om dagen, red på heste i gråvejr, så gammel og signifikant stencirkel, åd, drak, sang, fiskede im natten, så signifikant ruin i solskin, så Kilkenny, åd, læste ugeblade, tegnede, så show med signifikant irsk dans og musik, så havn og signifikante klipper på sydkysten, købte criketspil, spillede cricket, spillede rundbold, shoppede for en hel uge på en dag i Dublin, åd, drak, sang.

Min familie siger sådan nogle sjove ting fra tid til anden. Se selv:

Thomas overhørte lille fætter Jacob udtale sig vidende om Nichole Ritchies seneste styling, og blev bekymret for hans mandighed.
"Jacob", siger Thomas, "Jeg tager over nu. Hvad ved du om våben og øl?"
"Vil du se mine underbukser?", svarer Jacob.

Årsagen var, at ungen netop havde investeret i et par Guiness-boksershorts, men det vidste vi jo ikke...

Davids kæreste Marie Louise er meget sjov. Da vi kører hjem fra det stoladne show med irsk dans og musik, er jeg lidt kritisk overfor det nummer, hvor vi oplevede en bælgmørk scene, hvor to dansere med fluoriserende orange Adidassko samt én iført tre trekanter af ligeledes fluoriserende hvidt stoft, hoppede rundt. Det lignede mest af alt et dukketeater med fire viskelædere og et møl.
Jeg kunnne egentlig ikke helt se, hvor den kunstneriske vision havde forsøgt at tage os hen, men Marie Louise havde gennemskuet sammenhængen:
"Marie, lagde du ikke mærke til at showet hed "Sounds of History?"
"Nej, den fangede jeg ikke."
"Det gjorde det: "Sounds of history". Og i et show, der gennemgår historiens udvikling, må man have en mørk og fluoriserende periode - også kendt som firserne."


Næste episode: Vi præsenteres for det Irsk køkkens ypperste frembringelse, nemlig Irish Stew på vores ankomstaften. Kød, kartofler, løg og lig af gulerødder koges i vand uden en antydning salt eller andet avanceret krydderi, indtil alle dele har samme farve, og konsistens som havregrød. Velbekomme. Onkel Jacob får høfligt fremkæmpet et "It looks lovely" til den rørende kogekone Dorothy (or other), hvortil hun svarer med dybeste vantro: "It's just stew!"

Irland i tal:

Antal fødselsdage for familiemedlemmer på rejsen: 3 (Amalie, mormor, Storeonkel Morten)

Antal sladder- og modeblade indkøbt og/eller fundet på slottet og konsumeret af alle under 30: Godt 100

Antal gange, vi er blevet enige om, at Victoria Beckham er et udslag af noget meget, meget sygt: Mindst 30

Antal blonde violinister, Tjummi lagde an på på centeret for traditionel Irsk musik og dans: 1

Antal år, blond violinist havde levet: 16

Antal gange, dagen startede med strålende sol, for at slå over i regn, tåge og torden: 4

Antal gange, det var omvendt: 3

Antal traditionelle irske trommer købt af Tjummi i Dublin: 1

Antal sekunder der gik, fra han spillede sin første solo på skidtet, til jeg havde vristet den fra ham og forsøgt at kaste den ud af vinduet på hotelværelset: 15

Antal centimeter, der manglede i vinduets åbning for at trommen kunne komme igennen: 2

Antal lakerede papirsposer, Sara slæbte efter sig da shoppedagen i Dublin randt mod enden: 7

Antal shoppeposer, lakerede og ulakerede, familien til sammen havde samlet efter samme dag: Omkring én million

Antal gange, nogen blev væk: 2 (Bastian i lufthavnen ved ankomst, Rikke på et bjerg)

Antal gange, Tjummi sang "Whiskey in the jar" foran et vildt heppende og klappende publikum og akkompagneret af dans- og musikcenterets musikere: 1

Antal fisk fanget i alt: 1

Antal meter fra vejside til vejside på irske småveje: 3

Antal kilometer i timen, man må køre på disse veje: 80

Antal kilometer kørt i venstre side i ugens løb: Ca. svarende til afstanden Danmark-Marokko

Antal vellykkede rejser til Irland for os: 1

Næste gang jeg skriver, lover jeg, at det bliver mere inspireret. Nu vil jeg dyrke den lille gave, Nikolai gav i mig forleden, nemlig Jeff Buckleys 'Grace' (Er den eneste i min generation, der ikke har ejet den siden 2.g), mens jeg skriver på en dug*.

*Forklaring følger efter lørdag, hvor min kære veninde Iben afsat til en ung mand med reelle hensigter.

4 kommentarer:

  1. Sødeste Marie,

    Med fare for at gentage mig selv: Du er hamrende morsom! (ihvertfald når du skriver i din blog).

    Forresten koster 1 stk forlygte og 1 stk baglygte 450 kroner i Oslo.

    Jeg kunne forsøge at komme med en morsom kommentar om, hvordan jeg efter at have fået det at vide kunne nøjes med at cykle rundt i natten med vanviddet "lysende" ud af øjnene og en rød "lysende" bagdel efter at være blevet taget så groft i røven. H
    ey, det synes jeg faktisk var meget sjovt. (hvorfor det er endt på din blog i stedet for min ved jeg ikke. Måske fordi din blog bare er sjovere, og min blog mest af alt har en fed titel?)

    SvarSlet
  2. It's a long way to Tipperar...

    SvarSlet
  3. Regn, hmmm...Irland nordligt ja...
    hyggeligt lyder det til, jeg vil også rejse nu!
    måske Irland, måske London elelr Berlin
    Jeg ved deet IK!

    Velkommen tilbage til DK og Niko

    SvarSlet
  4. Hej Marie - respekt med din blog!! Jeg er enig i alle analyserne af turen til Irland.

    'Cause my heart's right there!

    Sender dig noget smukt fra Irland på mail senere.

    SvarSlet