Sådan Ser Du no. I

(Jeg skal lige tage tilløb før jeg anmelder det feministiske dameblad. Så vi prøver et nyt format af, som jeg har tænkt mig at gøre lidt ud af på bloggen. Jeg vil gerne skrive mere om film, men ikke decideret anmelde. En måde tænker jeg kunne være at lave små 'viewers guides'. Her er første forsøg.)


Sådan Ser Du: 'Troy' af Wolfgang Petersen

























'Troy' fra 2004 er ingens yndlingsfilm, og man forstår hvorfor.


Hvis man ser den for sandal-slå-på-tæven er der ikke nær nok vold og blodsudgydelse til for alvor at tilfredsstille.


Hvis man ser den for store følelser, er der klart noget at komme efter, især i forhold til våbenbrødre, fædre og sønner og modstandere på slagmarken og den slags bravado.

Kærlighed mellem mand og kvinde (Man har sjovt nok ikke turdet lade Achilleus' forhold til sin elsker Patroklos være andet end platonisk venskab mellem fætre) er der skam masser af.


Men for det meste af den Hollywoodske slags, der bliver på overfladen af de smukke skuespilleres ansigter. Og som bliver meget kedelig at se på i længden (undtagen når Brad Pitt er involveret, og det vænner vi tilbage til. Men det er caliente hvad der forgår mellem ham og den væsentligt opgraderede Briseis-figur!).

Men: Taget i betragtning af at dette er en af de største kærlighedshistorier i verdenslitteraturen, så er det interessant, at den mest gnistrende kemi er mellem mænd i kamp og ikke mellem de unge, fordømte elskende, dvs. Paris og Helene.




Hvis man ser den fordi man elsker alt der er episk, lever dens manuskript og production design ikke op til forgængere som fx. 'Gladiator', 'Lord of The Rings' eller 'Braveheart'.


Manuskriptet er en historie for sig (på flere måder), og det kommer vi til. Looket er 'greek 'n' glamourous', og set design falder ofte igennem med kostumer og kulisser, der ser ud til at have lidt under de astronosmiske lønninger, som stjerneparaden af skuespillere må have suget ud af filmens budget.

Hvis man ser den fordi man er historienørd og gerne vil se Illiaden filmatiseret, er man værst stillet. For de friheder, manuskriptet tager sig i forhold til den oprindelige fortælling, må give enhver med en vis indsigt i Homer eksem.

Jeg er helt med på, at filmen ikke skal/kan følge de homeriske vers til punkt og prikke, og der er flere af de mere markante ændringer der faktisk giver god mening og tilfører filmen noget unikt for den. Fx fungerer det rigtig godt at man har fravalgt at have de græske guder som fysiske aktører i filmen, som de er i fortællingen.

Det giver filmen et rum for sekulære overvejelser omkring, hvor mennesker står når de fortolker 'gudernes vilje' - hvilket også er en metakommentar til selve Homers fortælling. Men der hvor det går galt, helt galt, er afrundingen og afslutningen på filmen:


Her er der truffet nogle dramatiske valg, som underminerer hele Illiadens plotstruktur og dybere mening i forhold til hybris-nemesis. Disse valg bærer i så høj grad præg af overfladiske publikumshensyn og mangel på nosser, at de ikke kan afføde andet end klichéer - og heller ikke gør det.

Uden at afsløre for meget, kan jeg sige, at det grundlæggende handler om hvem der overlever, hvem der dør, og især hvornår og hvordan de gør det.


Det svækker fortællingens indre logik, og dermed også filmens egen, i en sådan grad, at den fiser ud og bliver ligegyldig for en som helhed.


Jamen, er det ikke rigtigt - 'Troy' er aldrig en titel, nogen nævner når man taler om favoritter eller på anden måde markante film?

Der står gode og et par decideret stærke scener tilbage når man har set 'Troy', men som episk film fra start til slut er den mislykkedes.

Men: Her kommer Sådan Ser Man ind i billedet. For der er en måde at se 'Troy' på og få en god filmoplevelse ud af det.





















Sådan gør du: Sluk filmen efter scenen, hvor Hektor og Achilleus kæmper mod hinanden på den støvede, grusomme slette foran bymuren.

På den måde får du de rigtig, rigtig fede kampscener i filmens begyndelse med, du får de brutale, græske konger (bl.a. Brendan Gleeson, aka. Hamish fra Braveheart, som Menelaos!), og du får Erik Banas gode og rørende heltespil som Hector med.


Du får den del af Paris-figuren med, som Orlando Bloom var perfekt catstet til: Den del, som er den originale figur, en umoden tøsedreng der godt nok har en sjover der tænker for ham, men ingen kugler når lokummet brænder under Apollon.




Du får også Sean Bean som spiller rollen som den snu Odysseus så godt, at man sidder og håber på en 'Odysséen'-filmatisering med ham i hovedrollen (Men måske ikke lige med Wolfgang Petersen som instruktør...).

Og, og dette er ingen lille ting, i nogen forstand: Du får Brad Pitts fuldkomment overjordisk pumpede fysik med; velolieret, smagfuldt belyst, afklædt til det uanstændige og med en alfahan-attitude der er stærkt overbevisende.

Jeg siger jer, mine damer og herrer der er til herrer: Der er scener dér, der ville kunne få hele Dannerhuset til at spinde, Pan til at genåbne og Dronning Dagmar til at rejse sig fra graven, knappe en knap mere op i særken og booke en kærre til Peleponnes - one way ticket.


















Normalt ville jeg ikke fremhæve noget så fladpandet som en skuespiller der ser godt ud, men det er altså ekseptionelt, det her. Og det er simpelthen en af filmens kvaliteter.


Grin blot hånligt, men det giver altså også tematisk mening: Hele historien handler om helte, og Achilleus-Brad Pitt er i en klasse for sig i heltegenren. He puts the hero in heroic. And in anti-hero. And in hero, as such.


Måske er du ikke til Mr. Pitt generelt, og fred være med det. Jeg har også set Benjamin Button.
Men hvis den her udgave ikke får dit blod til at rulle hurtigere, så er du enten 1) en håbløst heteroseksuel mand eller 2) frigid. Jeg siger det bare.

Summa summarum: Alt det, plus altså også den gode tvekampscene, får du altså i den første halvanden time.


Og det du slipper for ved at skippe den sidste times tid?


Det er alt det skidt, der gør at filmen fuser ud og ender med at irritere dig til du råber af skærmen.

Den time indeholder nemlig de mest graverende plotafvigelser, de tykkeste klicheer, det grimmeste set design (nemlig Trojas ødelæggelse. Et analogt billede kunne være: De store drenge i fritidshjemmet smadrer jeres pudeborg), en del tårer, samt ca. 25 døds- og afskedsscener i forskellige stadier af finalitet.


Og så undgår du også en horribel temasang hen over end credits. Den lyder som Stig Rossen ville gøre, hvis han mødte Celine Dions producere.

Sangen slår igen hovedpointen fast, som filmen allerede har gentaget med 15 minutters mellemrum: Verden vil aldrig glemme de mennesker, der kæmpede om Troja.


Og det er jo rigtigt nok: Achilleus, Hektor, Agamemnon, Menelaos, Ajax, Helena, Odysseus, Paris, Priamos. Navne som gymnasieelever stadig terper den dag i dag, og som aldrig er blevet glemt.

Filmen Troy, derimod, går formentlig en anden skæbne i møde. Det bliver aldrig den klassiker, dens forlæg er.

Men se halvanden time af den - så garanterer jeg for en oplevelse, du i hvertfald ikke har lyst til at glemme lige med det samme.

Om ikke andet på grund af det her: