onsdag, januar 10, 2007

...snurrende

yTo ting må I forstå:

1) Yndlingssange. Der er mange popsange, jeg holder af. Der er nogle, som jeg falder for kortvarigt, hører non-stop i tre-fire dage til jeg er blå i hovedet af dem, og så lægger fra mig igen. Dog stadig med en stærk affinitet. Det kunne fx. være Outkasts "Roses", Stevie Nicks' "Stand Back" eller Type O Negatives "Christian Woman".

Så er der andre, som jeg virkelig bliver glad for. Som rører ved et eller andet i mig, eller som bare er så velkomponerede, fedt spillet eller pragtfuldt sunget, eller har en tekst, som er så vild, at man må overgive sig. Vi kan her nævne så forskellige numre som Björk: "Hyper Ballad", Faith No More: "Evidence", Alice In Chains: "Nutshell", Kate Bush: "Top of The City" og Manu Chao: "King of Bongo".

Få af dem kiler sig endda så meget fast, at de trykker på alt det bløde, ikke mindst tårekanalerne, hver eneste gang jeg hører dem. Prøv fx. at sætte Chris Isaaks "Wicked Game", Anathemas "Are you There", Jeff Buckleys "Lover You Should Have Come Over" eller U2's "One" på hvis jeg er i rummet, og eventuelt lidt småfølsom i forvejen. Men gør det venligst kun, hvis jeg ikke har øjenmakeup på.

Der er den slags yndlingssange.

Og så er der "Avalon".

"Avalon" er et nummer fra 1982, skrevet og sunget af Bryan Ferry, den gang hvor han spillede med det fantastiske band Roxy Music. Jeg fandt det på LP'en af samme navn i mine forældres pladesamling da jeg var 13 år gammel. Den gang var jeg lige begyndt at tage de første spæde skridt på vejen til min indtil videre livslange facination af myten om den Hellige Gral og hvad dertil hører.

Jeg ved ikke, om I kender noget til den mytologi, men i den del af den som binder sig til i Arthur-tiden, dvs. Storbritanniens sagntid, der er Avalon navnet på en parallelverden, som spejler vores på drømmeagtig vis. En slags Britanniens underbevidsthed.

Jeg havde hovedet fuldt af det her, da jeg bladrer igennem pladehylderne på jagt efter skjulte skatte, og støder på et cover, der prydes af et stort foto af en ridder, som skuer udover et mærkeligt tåget sølandskab med en falk på armen. Og så hedder albummet "Avalon". Og der er et nummer på skiven med samme navn. I kan nok forstå, at det trak.

Jeg smed pladen på, og fandt "Avalon"s rille i lakken. Og så strømmede det smukkeste, drømmende, dragende popnummer ud af højtalerne. En kærlighedssang om det første møde, let og lyst som et sommerdaggry efter festen, med undertooner af noget dybere, stærkere, uforudsigeligt. Jeg var solgt.

Der er ingen sang, jeg har hørt så mange gange som denne.

Jeg hørte den hver eneste dag, på repeat i timer, i måneder efter jeg fandt den.

Jeg har hørt den på vinyl, på bånd, på cd, på computeren, på Ipod. Jeg er faldet i søvn til den i barndomshjemmet på Frydenlundsvej, i min første lejlighed i Nansensgade og her i Viktorigade flere nætter end jeg aner.

Jeg har været forelsket til den de første 30 gange. Den har startet min samling af Bryan Ferry-musik, den eneste musiker jeg har mere end to CD'er af.

Og selvom jeg ikke hører den så ofte længere, og selvom der måske næsten er en anden sang på albummet, som jeg med tiden ser mere i - "To Turn You On" - så er og bliver det min yndlingssang over alle, alle andre.

2) Da jeg var lille, kunne jeg ikke blive rundtosset. Og det var fordi, at jeg sådan cirka fra det øjeblik, jeg kunne gå, begyndte at snurre.

Vi taler snurre rundt om min egen akse, på stedet. Med armene let ud til siden. Sådan Whirling Dervish-sindssygeanstalt-agtigt. Men helt i psykisk balance, skulle jeg hilse og sige. Jeg var et fremmeligt, om end lidt gammelklogt barn. Som holdt af at snurre.

Ingen fortalte mig, at det ikke var noget, alle børn gjorde. Gudskelov. Så jeg snurrede. Altså ikke konstant, men i ledige stunder, når der var gulvplads, og især hvis jeg var alene med nogle tanker, som skulle have lidt tid.

Det var ikke noget nogen opfordrede mig til, og det var ikke noget der tiltrak - eller skulle tiltrække - opmærksomhed. Det var bare noget, jeg gjorde.

Min hypofyse reagerede mod dette totaltangreb ved at gøre sig immun. Jeg blev ikke rundtosset. Og aldrig køresyg, og sjældent søsyg, skal det siges.

Jeg ved ikke, hvordan jeg havde det med snurringen da jeg var helt lille, for det kan jeg ikke huske. Men da jeg blev lidt ældre ved jeg, at det var noget jeg ofte gjorde når jeg digtede eventyr og historier for mig selv - og der blev skrevet epos'er derinde bag krøllerne, når jeg drømte om ting, og når jeg fandt på historier, som jeg fortalte mine brødre og andre af vores venner, som gad lytte til den snurrende storybook.

Jeg har senere fundet ud af, at der er den her 7 Intelligenser-teori, og at der i det spektrum er det der hedder kinetisk intelligens. Det er noget med, at du tænker bedre, når du er i bevægelse.
Jeg tror det var det, det handlede om. Bevægelse, på ganske lidt plads, for at tænke bedre.

Det hænger meget godt sammen med, at hvis jeg i dag skal tænke kreativt - finde på en artikel, fx., helt fra bunden, eller skrive et vanskeligt afsnit i en opgave - så fungerer det bedst, hvis jeg går en tur. Jeg koncentrerer mig bedre om det, der er inden i, hvis det udenfor ikke er statisk. På samme måde kan jeg også bedst lide at have samtaler med andre, hvis vi spadserer eller kører bil.

Jeg tror også, at især med hensyn til snurringen handler det om, at blikket ikke kan finde fokus.
Alt er en blur når du snurrer rundt, så du bliver ikke distraheret af noget, du får øje på.
Det hjælper til at holde fokus indeni - især som man som jeg, med min fars ord, har "attention-span som en hundehvalp" (Jeg kalder det en attention-spand, og mener, at den let kan vælte).

Inde bag den mur mod verdens indtryk, kunne jeg danne mine egne billeder. Når jeg fortalte mine brødre historier, så jeg forløbet for mig som i en film. Jeg kunne ikke sidde ned og fortælle ret længe af gange - ikke medmindre jeg tegnede samtidig. Så var det stadig mine egne billeder på nethinden.

Historierne holdt op da teenagetiden markerede sig, men ikke inden i (Det er de vist for dens sags skyld aldrig, de har bare ændret natur, jf. denne blog og min line of work).
Første gang de ændrede natur, var da jeg begyndet at lytte til musik i denne min pure ungdom. Ordene forsvandt - dem kom musikken gerne med - og det blev mine egne private musikvideoer, der kørte på den indre skærm.

For det skal lige understreges: Der blev stadig snurret, inde i mine forældres store stue, hvor der er rigeligt gulvplads, trygge rammer og stereoanlæg. Jeg snurrede, hørte musik og lavede historier. Og den type pause fra virkeligheden tog jeg sådan cirka hver-hveranden dag.

Og nu spørger I måske: Hvor gammel var du her?

Og jeg må svare: Ret. Jeg blev ved med snurringen indtil jeg flyttede hjemmefra - da var jeg 18.

Det var en vane. Min familie var vant til det. Og jeg elskede det.

Jeg gjorde det mindre og mindre, men jeg gjorde det. Indtil jeg havnede i Nansensgade, hvor der ikke var plads. Så gjorde jeg det ikke, og der var ikke mere til den sag.

Jeg har prøvet et par få gange siden, men min hypofyse har, sikkert meget lettet, normaliseret sig selv, og jeg får kvalme og må udenfor i haven for frisk luft efter et par omgange.

Okay. Nu er I orienteret. Så tager vi pointen.

Den samlende faktor er denne: I og med, at jeg lyttede til musim når jeg snurrede i alle de teenagerlige år, og i og med at "Avalon" var det mest spillede nummer på Frydenlundsvej 11 i de år (Jeg kørte en lilleput-diktaturstat med det anlæg, eller rettere: Ingen af de andre hørte musik), så har jeg snurret og snurret og snurret til "Avalon".

Jeg har drømt og snurret, tænkt og snurret, lyttet og snurret, elsket - på afstand, som kun en ensom 14-årig pige fra forstæderne kan gøre det - og snurret til det nummer.

"Avalon"+ snurre på småskør, henført, selvfortabt vis = Mig.

I så mange år, at det stadig er en indgroet del af min selvopfattelse, lidt som at Ballongyngerne stadig ville være en del af Tivoli hvis de blev revet ned.

Og nu, efter denne grundige gennemgang af en af mine hidtil mest velbevarede hemmeligheder (Nej, det er ikke at jeg hører Stevie Nicks..), vil I måske kunne forstå, hvorfor jeg blev så ...rørt og glad, I guess ... ved at opdage denne video på U-Tube, at jeg skrev dette lange indlæg efter allerede at have postet ét alenlangt indlæg i aften.

Det var første gang, jeg så den her i aftes - se den helt til ende, og I vil ikke bare have hørt en fantastisk popsang - og set en lidt tacky, men dog sært 80'er-cool musikvideo - I vil også kunne se, hvad jeg mener.

http://www.youtube.com/watch?v=e5A1zJZXoQ0&mode=related&search=


"When the samba takes you/out of nowhere/And the backgrounds fading/out of focus/See the picture changing/every moment/And your destination/you don't know it/Avalon."

Suddenly, it all makes sense. Drøm sødt.

- m

6 kommentarer:

  1. Mht. snurre. Jeg giver ikke demonstrationer, vil jeg bare sige, før nogen spørger.

    SvarSlet
  2. Delfiner
    renaissence
    og den video.
    Nogen ting kan spises
    kys fra mig

    SvarSlet
  3. ... that... cannot... be a coincidence.....


    det er SÅ sært det der.. afslut youtube strichi, det ender galt.

    og i det mindste har du ikk 80'ergarn, eller danser samba med en gal version af al pacino (Mr. Ferry)

    ... men det ER jo dig der snurrer... virkelig syret.

    SvarSlet
  4. Jeg ser, at I, som ved, hvad der er på spil, er ligeså lamslåede som jeg.

    Mors indlæg er tilmed det mest poetiske på bloggen endnu :D

    Pumitz, jeg KUNNE have 80'er garn..hvis jeg ville.

    SvarSlet
  5. ooooookay... jeg synes den kommentar over min er MEGET poetisk...

    hvad siger du? car-insurance?

    wow.. my god, sir you have blown my mind!

    mere snurren!

    SvarSlet
  6. Holdop en fantastisk fortælling. Men pis'os jeg er for sent på den, tror jeg - videoen ligger der ikke mere...kan jeg stadig se den somewhere? khliv

    SvarSlet