...overfladisk

Jeg surfede lige rundt på en masse forskellige blogs og MySpace-profiler her den sidste time. For folk jeg kender, folk som kender folk jeg kender, og folk som kender helt vildt mange tjekkede mennesker, jeg ikke kender og som ikke ville tale til mig om jeg så tilbød dem Marilyn Monroes trusser af chokolade. De sidste mest på MySpace - 'din direkte vej til mindreværd på nettet'.

Eller eller. For det var ikke MySpace, som havde held med at trykke på mine knapper - her off-knappen. Det var blogs'ene. Årsag:

En blog er en ærlig sag. Her siger du noget, om dig, om din navle, om andre, om verden, om ondskab og godhed, om ret og vrang, eller bare om Paris Hilton. Derfor, fordi der (som regel) er noget indhold bag, noget på hjerte, kan det også gøre et indtryk. Eller få dig til at føle dig dum og elendig. Mere om det om lidt.

MySpace, derimod, er noget af det mest fesne og selvforherligende lort, og det går mig på nerverne. Hele halløjet er bygget op som den mest overfladiske og selvfede klub, hvor jeg personligt ved med mig selv at jeg ikke ville kunne komme hurtigt nok ud fra.

Så de altid så skide groovy tracks, de evindelige pandehår-og-goofy-briller-lækre billeder fra vilde fester, jeg ikke har været til og alle de mennesker, som har Anika Lori og Jay-Z som MySpace-buddies, går mig ganske vist på nerverne - men de giver mig ikke mindre selvværd.

Den slags posing har jeg oplevet for mange gange til at den kan narre mig længere. 10% er løgn, 40% overdrivelse, 20% ønsketænkning, 15% mindreværd, og 15% true enough.

Nogle har selvfølgelig et højere 'true enough'-tal, og de er bare heldige, og tilhører sikkert 'taler ikke for trusser'-segmentet. Eller også er de bare meget tjekkede på den gode måde. Dem kan man jo kun beundre. Og det kan man næsten klare uden at blive misundelig. Når man har gået i både gymnasiet i Nordsjælland og på Københavns Universitet med alt hvad det indebærer af opblæste narhoveder m/k, får man Teflon på sjælen overfor den slags. Lokalirriterende ja, vigtigt for mig nej.

Det nederen er de der blogs. For hvor er der mange, der har intressesante og relevante blogs om politik, samfund, u-lande, og kunst og kultur på den tunge måde. Det afspejler nok, at de har personligheder, overskud og intelligens til ikke bare at reflektere over disse problemstillinger, men også formidle dem.

Og jeg - jeg skriver om min tandlæge.

Vil I høre mere? Okay, hvad er der gået gennem mit hovede i dag: I dag har jeg skrevet en guide til alternative juleaftensfester for ibyen.dk, i hvilken forbindelse jeg ringede til flere hjælpeorganisationer, som meddelte, at de ikke havde brug for frivillige hjælpere til julen. Det fik mig til at tænke, at det var da dejligt og at måske var medmenneskelighed ikke helt så fremtidsløst, som CEPOS vil have os til at tro.

Så tog jeg ind til byen for at tale med en gut, der hedder Mikkel Bondo, og som via sine utallige arbejdspladser som bla. bartender kunne vide lidt om, hvor de fede nytårsfester er i år. Til næste ibyen.dk-guide. Fandt ham sms'ende på to telefoner på Joe and the Juice, og fik ham til at love at give mig besked hvis noget spændende nåede hans ører. Det fik mig til at tænke, at det er ironisk, at jeg ikke selv aner det, og skal forestille at være gå-i-byen-journalist. Men så tænkte jeg bagefter, at journalistik ikke gælder om at være happening. Det gælder om at vide, hvem der er happening. And not be afraid to ask. Så jeg har også haft en faglig reflektion i dag. Hva' ba.

Desuden interviewede jeg en sød klubejer på Nadsat i Hyskenstræde til guiden, og hendes (jule)lys i øjnene ved tanken om klubbens julefest - "Vi fejrer at det er overstået - det er årets bedste aften" - fik mig til at tænke, at jeg burde gå mere ud. Også juleaften.

Så har jeg købt et par simili-ørenringe og en gave til mit gudbarn, og der tænkte jeg mest på, at sidst jeg købte et par tøfler til hende, var hendes fødder for store allerede ved udpakningen. Børn i alderen 5-12 vokser altså helt ukontrollablet på et år. Hendes skuffede, tapre lille smil da hun alligevel takkede for de svanedunsbesatte men ubrugelige skønheder med et "Det gør ikke noget, Marie", var ikke til at bære. Så jeg gik i en anden retning i år. Mod noget one-size.

Senere tænkte jeg lidt over en artikel, jeg skal skrive for Wonderland. Den er 'næste kapitel' efter den, jeg skrev om samtidskunstens status pt., og den skal handle om, hvem der har magten i dansk kunst. Det fik mig til at tænke over to ting:

-Hvem har magten i dansk kunst?
-Og: At jeg var stolt af den første artikel, og glædede mig til at skrive den næste.
En positiv tanke, altså, men ikke særligt uselvisk eller samfundskritisk.

Så har jeg spist tre clementiner og en speltbolle, som jeg fandt overraskende velsmagende. Jeg troede ellers, at spelt var lig med brød af Rockwool og hørfrø. Udemærket gået, mystiske kornsort.

Jeg mindes at have tænkt over, at der sad en tigger på Strøget med et skilt hvor der bare stod "JEG ER SULTEN", og at det var en ulamindeligt konsekvent og troværdig udmelding. Jeg gav ham ingen penge.

Nu vil jeg spise igen, og maden står lige ud i køleskabet. En rest - en underart af Stroganoff-familien, som jeg spiste mig til mavepine i i går.

Det får mig til at tænke på, at det er en paradoksal sætningsklemme, jeg har lavet omkring afsnittet om den sultne tigger - begge handler om min egen direkte vej til mad. Men også at jeg ikke vil ændre det, for nogle gange kan tilfældigheder give i nogle udemærkede og tankevækkende resultater. Som jeg vist nu har ødelagt spontaniteten af ved at skære ret meget ud i pap. Sorry, folks.

Senere i aften tror jeg, at jeg skal se 'Sex and The City'-julekalender på TV3 og skrive en jobansøgning til endnu et magasin. Jeg tænker nok ikke på noget mens jeg gør de ting. Jeg sover nok ikke før klokken 2-3 stykker, for det kan jeg som regel ikke. Når jeg ligger i sengen, er der en vis chance for at jeg taler om noget interessant med Nikolai, for det måske den bedste tid, jeg har hver dag. Alt er relativt, men der kommer som regel noget spændende op, når man er under dynen.

Pun intended, I guess.

Jeg læste avisen i morges. Jeg har også set nyheder. Også TV2 Njus. Men begge dele efterlod mig mest af alt med en længsel efter den verden, jeg beskrev ovenfor. En lille, selektiv verden, med mig som midtpunkt og med ret få tråde udadtil i øjeblikket.

I'm so sorry. But that's what you get in here. Cause that's what I have in here.