mandag, december 04, 2006

...en søgende sjæl

Disclaimer: Den her post er bygget løseligt over virkelige hændelser. Der kan drages visse paraleller til bloggerens virkelighed, men der er også tale om en kunstnerisk overdrivelse i forståelsens navn. I virkeligheden er der ingen skurke, ingen helte, ingen som har Ulla Therkelsen-hår. Med andre ord: Det er ikke så galt som det lyder.

Her er en quiz:

Du har gået så småt og drømt om det her i et stykke tid. Luret lidt på afstand, og måske fantaseret i dit stille sind om, hvordan livet ville være, hvis du havde det. Naturligvis meget sjovere, mere meningfyldt og generelt bare en tilværelse, som ville passe dig meget bedre, end den du vågner op til hver morgen lige pt.

Så en dag - ud af det blå - kommer åbningen. Du bliver bemærket. Positivt. Muligheden byder sig, og I har en aftale. En date. Den første og afgørende. Pludselig drejer alt sig om, at sætte sejlene til for at nå i mål. Ikke bare storsejlet, men spoileren, foggen og alle de stykker stof, som ligger og lugter lidt jorslået i din mentale båd.

Og ikke bare dem. Du føler også et voldsomt behov for at geare op og forny dit selv med nyt look, nyt hår, ny energi og en ekstra vindende personlighed, så du kan vælte rummet med din tilstedeværelse fra første skidt ind i denne nye drømmetilværelse, som du nu kan se vinke lokkende et sted ude i horisonten.

Du glæder dig som et lille barn til juleaften, men er samtidig et sandt rod af modstridende følelser. Alle mulighederne for, at det går grueligt galt, afspiller sig selv med fuld scenografi og følelsesporno i dit indre Kongelige Teater. Med et cast fra helvede: I rollen som din cool ses Rene "Bridget Jones" Zellweger, Paris Hilton har en birolle som dine intelektuelle talegaver, og din charme og selvtillid personificeres af John Candy, tilbage fra graven for denne pragtrolle. Og dit lækre hår spilles af Ulla Therkelsen.

Scenografien består af de trekanter, der var for spidse til "Woyceck". Din stylist er Ace Ventura, Pet Detective. Og musikken er et mariachi-band som fortolker juleklassikere. Og Rammstein på en dag med tømmermænd.

Imens det hele går galt i din fantasi, nærmer dagen sig for daten. Og når den oprinder, gribes du af en sær form for zen-agtig ro. Der er ingen vej ud. Nu må det briste eller bære, og hvis det første er tilfældet, så får vi jo alle en chance til, når vi bliver reinkarneret en dag. (Det ville så være et plus, hvis man kunne få en tur i Angelina Jolies sko til den tid, men så skal der vist gang i en øget opmærksomhed overfor ikke at træde på myrer...)

Det går godt. Ganske godt, i al fald. Du får skubbet Renee, Paris, afdøde John og Ulla af banen, og er mest af alt dig selv på en lidt overgearet, men ikke utroværdig måde. Det ender med en "Vi snakkes helt sikker ved", og du går hjem med en lettet følelse i kroppen, fuld af forventning om mere.

Lige indtil at du opdager, at helvedet først starter NU.

For det er the waiting game, du har indladt dig på. Det, hvor det går op for dig, at "snakkes ved"er the ledeste våben i verden, da det efterlader dig som et stadigt mere rystende vrag, hvis tankevirksomhed langsomt indsnævres til kun at dreje sig om to ord: Hvornår og Hvad.

Din trofaste mobiltelefon bliver pludselig din værste fjende. Det lille tavse apperat ligger som en stdaig påmindelse om det limbo, du har sat dig selv i, og larmer med sin lydløshed. Og uanset hvor intenst du forsøger at bruge Jedi Mindtricks på den, lader den sig ikke påvirke til at give sig en meter, før den har set dig blævre rundt som den gummi-alien, som er inde i en Astronaut-is.

Der går et par søvnløse nætter, og et par dage, hvor du har haft repremiere på det forhadte teaterstykke med Rene i en triumferende hovedrolle, nu komplet med skuffelse. Du er på nuværende tidpunkt isoleret i en boble af nervøsitet, og dine omgivelsers forsøg på at indgyde dig mod og optimisme preller mere og mere af.
Den tro, du trods alt har på, at projektet nok skal lykkes, er under konstant beskydning af din indre frygt for at skuffes endnu mere. Men alligevel - drømmen lever, og du ved jo, at det her er hvad du vil - at I klikkede, og at der er fremtid i det. Hvis bare den forbandede telefon ville ringe...

...og så ringer den. Ding dingeling. Du tager den. Stemmen er rigtig, ordene er..ikke. Og med ét er det overstået. Det var fedt at møde dig, men...I skal ikke ses igen. Det er ikke dig, det er bare...Men du må endelig ringe, ikke?

Så er der skuffelse ta'-selv-bord. Den rigtig dybe, lede, nedrige udgave. Og så på en fredag. Alle andre synes det er en dejlig juletid, åbenbart, mens du bliver mere og mere kynisk for hver snaps, der ryger ind.

Milennium Weltschmertz sætter ind. Det er alligevel lige meget det hele: Endnu en brandert, endnu en sværm af luftkys med spritstank, endnu en endnu en nat hvor ingen andre fatter, at deres liv højst er status quo, når de vågner i morgen - aldrig bedre, aldrig mere meningsfyldt.

For der er ingen mening med skidtet, kun timerne, de på hinanden altid følgende timer, tikkende afsted og ædende hver forspildt mulighed. Og dechj er i - hik! - virkeligsjeden den schtørste barmshjertighed, er dechj ikke? Atsc der sjbliver en ende på dechj en dagsj, halleluchja - hik!

Jeg er virkeligt god til den her diciplin. Hvis jeg bare kunne holde fast i den her følelse - og promille - kunne jeg blive Danmarks første kvindelige skribent for Rolling Stone.

Alle de søde med optimsimen taler om, at der er en eller anden hest, man skal op på, men den står og ser rimeligt uoverskuelig høj ud, den lede krikke. Du stikker alligevel foden i stigbøjlen, og går på nettet efter nye muligheder. Du prøver at sende følere ud efter en ny date, men det føles bare ikke på samme måde rigtigt. Men det kommer jo altid en ny chance, siger de gamle i gårde...

Spørgsmålet er:

Taler vi om:

a) Kærlighed

b) Jobsøgning

c) Adoption, eventuelt af hjemløs hund

8 kommentarer:

  1. åh...

    Du fik ikke rollen;

    Vi snakker vel om rollen som Vampyr-jæger prinsesse med en Dark Secret i den nye fantasy/vampirekampagne "Odense ved sådan næsten nattetid - en krønike"?

    det er jeg rigtig ked af at høre...

    Nej, Virkelig Marie - Det er jeg.

    SvarSlet
  2. Det er et meget kvalificeret bud

    SvarSlet
  3. Er mulighederne ikke det samme???
    jobsøgning<=>Kærlighed<=>adoption?

    Du må godt bliver Champagne pige i mit crew! eller dark evil artiste...

    SvarSlet
  4. Hvis det drejer sig om kærlighed har der været nogle forholdsvist omvæltende forandringer, hvilke du ikke har formået at publicere ordentligt - det virker usandsynligt. Adoption af hundehvalp, evt. hjemløs virker i første omgang som et godt bud, men da du er vokset op med hund i have tror jeg ikke du kunne finde på at adoptere hund i lejlighed. Ergo, jobsamtale. And for the record - de er nogle idioter der ikke forstår dit geni. Juba, out.

    SvarSlet
  5. the waiting game er jo SÅ meget en reference til et langtandet kortspil - om det er intentionelt eller ej, er der ingen der ved. Men - i dit tilfælde, må der da være tale om jobsøgning.

    Med fare for at stille sig klar til en røvfuld, så har du da ikke datet i cirka 1000 år? Give or take.

    SvarSlet
  6. slet ikke en kommentar til din post, men lidt en kommentar til en tidligere post, jeg kom til at tænke på ved læsning af den her alletiders blog http://gofugyourself.typepad.com/ - hvis du ikke kender den, burde du suse forbi.

    Og jo en enkelt kommentar, det hedder ikke en spoiler, det er en spiler, igen lader dit nautiske begrebsapperat en del tilbage at ønske. Det skulle vel aldrig være på Bådnyt du ikke fik et job?

    SvarSlet
  7. Eller du fik ikke rollen som adopteret hundehvalp i Lady&Vagabonden - I denne setting har du både adoption, kærlighed og en jobansøgning...

    SvarSlet
  8. Frederik: Jeg skal tydeligvis bare holde mig væk fra søens sprog :D

    Troels: Ehm. Hvor længe siden det er, at jeg var på datingmarkedet? Det kommer jo an på, hvordan man regner. Der var jo et vindue for et års tid siden. Men ellers skal vi vel en seks år tilbage...jeg har dog ikke glemt the agony of it. Der gik uforholdsmæssigt meget tid og energi med det fis.

    Gad vide, om jeg ville være bedre til det spil, nu da jeg er blevet ældre, mere klartskuende og har set Sex and The City?

    Måske - but...who cares? :D

    Men ellers: Jep, job. Det er så blevet til en freelance-deal i stedet. Som Andreas sagde, for at blive i metaforen: 'Svarer det så ikke til bollevenner?'

    jeg har aldrig været god til uforpligtende forhold, men måske skal jeg bare lære at leve med, at det er dagens orden anno 2006.

    Der er dog heldigvis allerede lidt andre muligheder på vej i horisonten.

    SvarSlet