søndag, december 10, 2006

...i stolen

Min mor har et par ordsprog, som hun ynder. Et af dem er 'Lykke er smerte, der holder op'.

Det er genialt. Det fungerer både i det det store, eksistensielle perspektiv, og helt ned på det plan, hvor hovedpinen langsomt forsvinder efter en dags tømmermandshelvede.

Men i fredags gik det op for mig, at lykke også kan være smerte, som aldrig indfinder sig. Fredag klokken 11 var jeg i bedre humør end nogen Ho-ho-hoende julemand foran Illum. Det var jeg, fordi at jeg fredag klokken 10 havde en aftale med min tandlæge.

Min tandlæge er et dejligt menneske. Hun hedder Rie, hun har gået i folkeskole med min far, hun er et tillidsvækkende og behageligt menneske, som har kølige, stabile hænder og er i stand til at føre en virkelig reflekteret halvandenvejs-konversation med én mens hun kompetent flytter rundt på en seks-syv forskellige spidse metalgenstande i ens mundhule.

Rie er helt sikkert en af årsagerne til, at jeg aldrig har haft decideret tandlægeskræk. Den anden årsag er Lene Køppen, tidligere All England-mester i damesingle i badminton og Verdensmester i Mixed Double i 1977.

Da Lene Køppen lagde ketcheren fra sig som 30-årig, samlede hun i stedet eksamensbeviset fra tandlægeskolen op. Og til det store held for eleverne på Vedbæk Skole, valgte hun at søge stillingen som skoletandlæge, da Tandlæge-Kirsten, en dame som var lidt mere af den gamle skole tandplejemæssigt og noget hårdhændet, som jeg husker det fra de helt unge år, gik på pension.

Tandlæge-Kirsten var ikke en sadist som sådan, men hun var håndværker, ikke pædagog, og når vi taler 6-årige børn og boremaskiner i munden, så er lidt omsorg altså et mindst ligeså essentielt redskab som en vattampon. Men med Tandlæge-Kirsten var der ikke tid til fingerspitzgefühl. Det var take it or leave it-tandpleje, hvor man skulle lide for sit lille gummidyr og mini-tuben fra Colgate. Det var ligesom en del af det med tandlægen. Den gamle skole, som sagt.

Ind steppede Lene, og så var det slut med tårer. Let og elegant regerede hun de hvide træskos land, så tandlægebesøg blev en afslappende og kærlig afveksling i skoledagen. Man var i gode hænder. Man fik rene tænder. Og hvis man spurgte pænt, så fik man stadig et lille gummidyr som udmærkelse for vel overstået tandtjek, selv når man havde nået den alder, hvor Lene måtte se venligt bort fra at få kittelærmet tilsmudset af en fedtet mix af Rimmel Foundation og Clerasil-dækstift. Jo, tandklinikken på Vedbæk Skole var en tryg og velkommen havn i teenageårenes tumult.

Dette er Lene:
http://ha5.free.fr/danemark_772.jpg

Da dagen kom, hvor jeg ikke længere kunne trække på skoletandplejens tjenester, var jeg så godt vant med Lenes professionelle venlighed, at jeg troede, at det kun kunne gå nedad bakke. Jeg vidste jo udmærket, at tandlægebesøg ikke burde være noget, man så frem til, men at der ude i den virkelige verden fandtes tandlæger, som kun ønskede at se blodet sprøjte mellem deres gummiklædte fingre. At Lene Køppens klinik var et helle, som på magisk vis havde været os forundt i de unge år.

Så kom Rie. Og trygheden vendte tilbage. Jeg havde aldrig behøvet at frygte.

Ikke at det er 100% smertefrit at ligge i stolen hos hende på Strandboulevarden. Især ikke når man som jeg er en tandlægernes arbejdsopgave-tag-selv-bord: Jeg er for doven og træt morgen og aften til at børste længe, og jeg bryder mig ikke om tandpasta, og har derfor fået lavet mindst en fem-otte huller gennem tiden, plus at jeg har fået trukket alle fire visdomstænder ud - og da de var ude, besluttede min krop at producere fire tænder mere samme steder, tænder, som Rie ikke kan forklare, hvorfor kom eller hvad de skulle bruges til - men ud skulle de! Tre af dem i al fald, og for dem, der aldrig har fået trukket en tand ud, så kan jeg skrive under på, at JA - det gør nas. I et par dage efter, hvis den endda skal opereres ud.

De ting sker også på Ries klinik. Men i det mindste er der ingen der nyder ens lidelser. Og de er hurtigt ovre. Man får ros for sit mod, og en kærlig hilsen med til mor og far. Når man altså har betalt de horrible regninger, men hey - tilgengæld slipper man måske for en dag at vågne op og sige godmorgen til sit gebis i et glas på natbordet.

Nå. Fredag var jeg nervøs. For uagtet alle de rosende ord om Ries blide hænder, så vidste jeg, at jeg havde ditchet mine aftaler med hende i over to år, at min fjerde og sidste ekstra-tand, som var en kær baby sidst, nu havde vokset sig til en lang kindtand, og at der var en mistænkelig smerte i nærheden af en tand i undermunden, som havde en endnu mere mistænkelig sort plet lige midt i.

Worst case scenario var således både boring og udtrækning. Og af frygt for denne kombi havde jeg trukket denne aftale så længe jeg kunne retfærdiggøre det, mens tænder blev længre, sorte pletter større og smerter værre. Med andre ord: Der var lagt i ovnen til både skældud og smertehelvede.

"Jeg har et hul i en af tænderne", sagde jeg brødebetynget til Rie, da jeg var blevet placeret i stolen.

"Hvordan kan du vide det? Gab op", smilede hun, mens hun stak et spejl og noget spidst ind i gabet på mig.

"Oggi er er eng ort et å anden", svarede jeg, og pegede ind i min mund i det, der måtte være den generelle retning af miseren. "'Er-ede."

Jeg var helt, helt sikker på, at Rie ville sige "Ja, det kan jeg godt se, det er tydeligt for enhver at der er stort, ækelt hul i den tand!" og begynde at skælde ud og bore lige med det samme. I stedet sagde hun: "Nu kigger vi lige på nogle røngtenbilleder", og proppede fotoudstyret ind i min mund.

Og tænk jer: Det var ikke et hul! Det er en lille kløft i tanden, en fissur, som det hedder med et ret geologisk udtryk, der får mig til at være lidt stolt af mine tænder på en bjergkædeagtige måde. Det er helt naturligt og en del af tandens personlige frihed til at udvikle sig som individ i en verden af andre hvide klumper. Det mørke er bare lidt misfarvning. Og smerten er nogle blottede tandhalse, men det har jeg set i en reklame, at Iben Hjejle også har, så det gør mig bare mere happening.

Og så rensede Rie mine tænder med spidse metalting og fluorlak, mens hun argumenterede reflekteret og engageret for aktiv dødshjælp og beklikkede danskernes berøringsangst med dette emne, og jeg stirrede beundrende op på hende og sagde "Ah" og "Ej" og skyllede efter i en plastikkop.

Og så hostede jeg op med 500 kroner, og gik ned på gaden og ud i juletravlheden som den gladeste og mest overraskede pige i København den eftermiddag. Nul huller. Lykke er smerte, der ikke dukker op.

2 kommentarer:

  1. En både rørende, spændende, sjov og finurlig historie - og så om din tandlæge! Det er som altid en fornøjelse at finde ud af hvad du nu har fundet på, på din Blog - and darl... you write like Hemmingway+Hornby :)

    SvarSlet
  2. Kan kun være enig i din søde beskrivelse af Lene Køppen i Vedbæk Skoles tandpleje - jeg var også ærgerlig over at skulle stoppe hos hende da jeg blev 18. Har aldrig før/siden mødt en så behagelig tandlæge som iøvrigt også var fantastisk dygtig. :)

    SvarSlet