fredag, juni 18, 2010

...egojæger?

I dag sendte P1 en trevejsdiskussion om jagt og jagtlitteratur i Kulturkontoret v. Kathrine Nyland Sørensen (som åbenbart selv er jæger).

Link: Her.

Og det var ganske sjovt. Medvirkende var Klaus Rifbjerg, Natascha Illum Berg og Rane Wilerslev.

Den første behøver ingen introduktion, udover at han netop har udgivet en bog med jagthistorier, '..så kom en hæslig jæger.' Anmeldt her.

Den anden, Illum Berg, er professionel jæger i Tanzania og ret succesfuld som sådan, og med et par damatiske livskapitler og et Karen Blixen-kompleks i bagagen, samt forfatter til et par bøger om jagt og deslige. Se HP her.

Den tredje, Willerslev, er lektor i antropologi på Århus Universitet, og en slags Indiana Jones, hvis Indy havde været mere til at jage storvildt i Sibirien end religiøse artefakter. Han er medlem af Eventyrernes Klub og formentlig en af de få af den efterhånden ret støvede garde derinde, der virkelig har oplevet eventyr i de seneste 200 år: Han har levet og jaget med Sibiriens nomadefolk Yukagirerne i flere omgange, og han har forsøgt at bekæmpe den russiske pelsmafia på egen hånd, hvilket resulterede i at de begyndte at bekæmpe ham, og han måtte flygte ud til sine yukagiriske venner og leve skjult blandt dem.
Information skriver om det hele og hans første bog, her.

(Og så kender jeg han lidt fra old times, hvor jeg lavede illustrationer til hans Phd.-afhandling. Det betød, at jeg havde sibirisk pelstøj og spyd og ting i hjemmet i en måneds tid, og derefter kæmpede jeg endnu en måneds tid mod sibiriske pelsmøl...)

Det var så de mennesker, der skulle tale om jagt. Det gjorde de.
Noget af det var godt, andet var meget ambivalent, og noget klicheer.

Ranes input var det mest originale. De andre kørte lidt rundt i deres personaer og i jagtdogmerne.

Men noget der virkelig var interessant mellem linjerne i det de sagde, var, at de konstant prøvede at tale ego'et ud af jagt.

Det handlede om fællesskab og samhørighed - med naturen, vildet eller med jagtkammerater eller med noget ur-menneskeligt-kollektivt. Det er et forsøg på at retfærdiggøre af jagt, som jeg tit oplever, også hos mig selv.

Deres mission var ellers klart, at jagt ikke var noget man behøvede at retfærdiggøre, det var både naturligt, spændende og sjovt, og man skulle stå ved sin lyst og fornøjelse ved at jage.

Men det var tomme ord. For de gjorde efterfølgende meget ud af at legetimere jagt ved at nedgøre ego-elementet.

Egoprægede ting som trofæeer, prof. jagt og jagtberetninger og fotos tog de afstand fra, og anså helt klart for plat. 'Jagtporno', kaldte Illum Berg det. (Som jo lever af netop det , men fred være med det. Hun har altid defineret sig selv som hævet over sine kunder).

Hvad var der på spil i deres diskurs?

For det første den her legitimisering: Når noget handler om samhørighed, er det mere spiseligt end når det er en individuel fornøjelse.

For det andet tror jeg, at de to forfattere, som begge er ikke bare ego-mennesker på 24 karat, men også har en solid portion storsnudetheed forbundet med deres offentlige karakter, havde en trang til at markere sig som elite i forbindelse med jagt.

Selvom - eller måske netop fordi - at de lige havde snakket om, hvordan jagt var blevet demokratiseret. Nu er det ikke længere forbeholdt velhavere og jordbesiddere. Alle kan komme på jagt, og mange gør det - noget, som umiddelbart blev formidlet af Rifbjerg som værende positivt.

Men helt rart var det åbenbart ikke for de to forfatter-jægere, det med demokratiseringen. Man kunne tydeligt mærke, at jagt også som udgangspunkt tiltrak dem, fordi det var konnoteret til en høj plads i et socialt, intellektuelt, psykisk og endda åndeligt heiraki.

Men i jagt 2010 er det sociale aspekt nærmest forsvundet.

Så de måtte understrege de andre aspekter, hvor de stadig kunne hæve sig over pøblen med deres tilgang til jagt.

Diskursen blev derfor, at de her platte 'egomaner', der plaffer løs og lader sig fotografere med deres store, nedlagte dyr og hænger trofæerne op, det er ikke 'rigtige' jægere.

Det er, skal det siges, en gammel pointe som mange har skamredet gennem tiden for at skille fårene fra (rå)bukkene, og der er da også meget rigtigt i det. Jeg hader når folk fx. er laissez faire med hensyn til vildet og sikkerheden, og jeg har også svært ved at forstå, at der skal så meget vildt til, før folk bliver skyde-mætte.

Men det er stadig noget vrøvl - og noget hykleri -, synes jeg, at påstå sig hævet over ego'et som jæger. Især af Illum Berg og Rifbjerg - to mennesker, der hedder 'Ego' til mellemnavn.

At mene at man kan tænke jagt uden at tænke ego er i mine øjne en forløjet fortrængning.

Det er en naturlig del af at jage, at det er DIG der er jægeren, DIG der nedlægger, DIG der er stolt over at være løbet af med sejren i dag. Det er helt simpelt og meget tilgængeligt.

Hykleriet består i, at de to forfattere/jægere selv er kolossalt gode eksempler på, hvor meget ego og selviscenestættelse der er i jagt. De kan på INGEN måde sig sig fri for at dyrke deres jæger-ego og iscenesætte sig selv som jægere. Alene det at de bruger så meget energi i radioen på at fortælle, hvordan de som jægere er hævet over pøbel-ego-jægeren, og dermed er 'bedre' jægere, det er jo en paradering af deres eget jagt-ego.

Min mening: Jagt er sindssygt komplekst, og blandt de mange ting, som jægere har med når de går ud, er ego'et. Endda en meget oprindelig form for kontakt til det, tror jeg. Basta. (Hvilket IKKE betyder, at man ikke kan være ærlig i sin interesse og kærlighed til det. De ting kan i dén grad fungere sideløbende, og gør det for det meste).

Det skal siges, at Rane Willerslev ikke var så meget på den galej. Hans tilgang til jagt er også en helt anden vildmarksudgave end de to andres.

Men stadig, om du kalder det token eller symbol eller alter eller trofæ - det er det samme, vil jeg mene.

Og så kan man jo også spørge sig selv om, hvad der er mest selvpromoverende: At hænge en opsats op på sin private væg, eller skrive bøger til offentlig udgivelse om sine personlige jagtoplevelser (og køre hele promoturen med dem, i øvrigt)?

Så dét.

1 kommentar:

  1. Godt sagt, Marie. Lige hvad jeg havde brug for at læse i min pause her mellem alle bøgerne på KB i Stockholm. Overvejer hvad det betyder at historikere ofte er 'på jagt i arkiverne', men det betyder nok ikke særligt meget:-)

    SvarSlet