onsdag, maj 09, 2007

... trist

For tiden er jeg meget glad. Måske det gladeste jeg har været i længere tid af gangen, i mange år. Måske siden jeg var 15 år gammel. Måske. Man skal passe på med at måle glæde. Men glad er jeg. Det er en ret fed tilstand, som jeg bestemt synes fortjener sit gode ry.

Det føles lidt ligesom, at ens fødselsattest er blevet et årskort til Tivoli, med mulighed for fornyelse uden yderligere beregning. Man har betalt acconto ved tidligere lejligheder - med en valuta af møgdage, lorteuger og røv-år.

Jeg oplever at vågne hver morgen uden en hård klump i maven - en velkendt, tårevædet klump bestående af bekymringer, frustrationer og en panikædt fransk hotdog fra kl. 22.30 i går.

Det er måske ikke den store sag for jer andre, da I sikkert har levet ret klumpfrie liv. Og det er heller ikke fordi, jeg har levet i en konstant klump-præget tilstand de sidste 12 år. Klumpen min er gået til og fra, men i perioder er den blevet rigtig længe, og den kommer sikkert igen en dag.

Men lige nu er den væk. Og det har den været længe - siden nytår, mere eller mindre. Når den er dukket op på det sidste, opløses den igen i løbet af en dags tid. Nogle gange endnu mindre tid. Nogle gange kun den tid, det tager, at få et kys og få en kop thé indenbords.

Det gør mit liv så let at være glad. Og det virker selvforstærkende: Ting går ikke så galt, som de gjorde før. Eller måske gik de aldrig så galt, som jeg troede. Det føltes bare meget galt, fordi alt andet også var det, og fordi der lå en klump af piv, ynk, trist og tvivl i maven og gjorde det pænt svært at slå en perlende latter op, når jobansøgningerne ikke gav resultat og manden i ens liv sov med ryggen til om natten.

Det er væsentligt lettere at få latter frem nu, selvom perlende nok er så meget sagt. Det er et hit at være glad - alle burde prøve det.

Derfor, mine damer og herrer, vil det nok vække undren hvad jeg nu vil skrive. For nogle gange føler jeg en sær trang. En mærkelig længsel. Mor vil hade mig for at skrive det her.

Jeg får lyst til at være trist.

Det kommer ofte når jeg hører en melankolsk sang om tab og tristesse, eller ser på noget natur, der enten falmer trindt om land i efteråret (Og gør alle lidt smådepri bare som en hobby) eller - og det er endnu mere mystisk - er noget med en lys nat i den tidlige sommer, hvor luften har syrenduft og gadelamperne udsender sådan en nostalgisk Danmark-besat-agtig halo af elektrisk lys med små sommerinsekter i. Så går jeg alene, og tænker på, at jeg ved, hvordan man ville have det, hvis man var trist lige nu, og så længes jeg efter at opleve følelsen selv - den velkendte, sjælfulde, poetiske tristhed.

Okay. Wierdo.

Fair nok, at man kan føle sig lidt grådlabil når man ser efterårets komme eller hører Jeff Buckley, tænker I måske. Men hvorfor dælen kommer det i sommernatten? Der, hvor alle andre tænker på at slentre halvsnalrede hånd i hånd hjem fra byen, eller måske helsnalret og uden hånd at holde i, men lykkelig for sommeren, tilværelsen, branderten og alt det fest og varme, der kommer de næste måneder? Hvad sker der for at gå og ønske sig trist, når alle andre oplever, at de gråblå tanker fejes væk af solskinnet hver morgen, og nyder det i fulde drag?

Dertil må jeg svare: Hvis I ikke forstår det, beklager jeg - for så er det fordi I ikke forstår, kernen af den poetiske tristhed.

Det er jo netop fordi, at alle andre går rundt og ligner Filuris i ansigtet, at tristheden bliver så meget mere udsøgt. Så attråværdigt anderledes og ægte. Der går du, helt i din egen, ensomme verden, fyldt af en fintfølende blålig dis, mens resten af verden er arm i arm og Walking on Sunshine - Oh yeah!

Det er ikke fordi, at de andres glæde er simpel eller dum. Det er meget mere sofistikeret end det. Det er fordi, at deres glæde, og de små glade fugle og de små glade træer, giver din tristhed en ekstra dimension af længsel, ensomhed og fortabthed - fordi du ser deres fryd og carelessness, men ikke selv kan nå den. Du er en betragter, som dog mest ser indad i dit eget melankolske sinds afkroge.

Oh, at være fanget i sine egne tankers bur. At se verden gennem øjne, som er nær ved at flyde over af tårer hvert øjeblik. At tale med let bævende stemme, og føle sig distanceret, livsklog og resignet - ensom, men resigneret. At gå fra relation til relation med en bittersød viden om, at skibe i natten aldrig lander i samme havn. At høre sin egen indre stemme højere end nogen anden, og at trække sig tilbage før tid med et tappert smil til afsked - og hulke af gråd i den nærmeste gadedør, så snart alle andre er ude af syne.

Sådan er min længsel, når alting spiller for mig, og jeg synger i Filuris'enes kor. Fordi jeg kender det langsomme, indadvendte, uudgrundelige trip det giver, fordi man altid vokser lidt af sine ensomme stunder og nedture, og fordi det er mit bedste forsøg på at være mystisk - noget, jeg altid har ønsket mig, men må erkende at jeg ikke har naturlig anlæg for.

Inden I tror jeg er blevet fuldkommen sindssyg og sender mig ferietabletter anonymt, så vil jeg lige tilføje, at jeg ikke længes efter det her tristhed hele tiden. Det er bare af og til, når det ligger i luften, eller når jeg hører Under Byens "Legesag". Jeg takker Gud, skæbnen og alle andre, som har spillet ind på min karma her på det sidste for, at jeg som sagt er glad nu, og kan gå og fantasere om tristhed i stedet for at leve med den.

Men der ligger bare den her dragning mod det triste i mig. Det har der altid gjort, tror jeg. Et af mine barndomsminder er, at jeg græd som pisket, når min far sang de første linjer af "Når lygterne tændes". Det er heller ikke så mærkeligt: Magen til stakkels, ensomme, patetiske - og poetiske - linjer skal man lede længe efter:

"Når lygterne tændes
På gade og vej
Så går jeg alene
Og tænker på dig"*

Jeg tudede som sagt, ved tanken om min unge, krølhårede far - eller en anden god, ærlig mand - ensom i skæret fra gadens lygter. Og alligevel bad jeg ham om at synge den. Ofte. Det var nærmest en af mine yndlingssange, på den her underlige, masochistiske måde, som stadig bor i mig, og gør at jeg fx. sætter The Gatherings "Sleepy Buildings" på igen og igen, med tårene drivende ned af kinderne. Fortabt i den poetiske tristhed.

Årh hvad. Det kan sgu'dda ikke være let at leve med sådan en som hende, tænker man så. Og nej, det er det nok heller ikke, og har sikkert heller ikke været, atget i betragtning at jeg ikke bare er melankolsk anlagt, men ligefrem kan finde på at forstærke mine depressive tendenser.

Men da jeg forleden bablede ud med dette til Nikolai - at jeg af og til kunne få helt lyst til at være ked af det, om han kendte det? - fik jeg denne respons: "Selvfølgelig. Jeg opfandt det."

Og hvor mærkeligt det end lyder, så tror jeg, at det er en af grundene til, at jeg føler at vi passer så godt sammen. For det er ikke svært at forstå min glæde og mit smil. De er ikke så svære at gå til. Alle forstår en Filuris. Men længslen i mig efter tristhed er en mærkelig, ulogisk, kompliceret størrelse. Hvis man forstår den - så forstår man rigtigt dybt og meget ind i mig.

Jeg forstår den ikke engang helt selv. Men nu tror jeg, at jeg vil høre Jeff Buckley, Under Byen og The Gathering, alle tre i træk og tage på tristheds-sightseeing, vel viden at jeg er i sikre hænder, der kan hive mig tilbage til glæden igen. Nikolais - men først og fremmest mine egne.

*Ja, der er en lille reference til den et sted i teksten ovenfor. Find det selv. Det er vildt snedigt med sådan en lille intertekstualitet, synes jeg.

6 kommentarer:

  1. Hej din skønne rosine... wuuha - det var vist en af de længere blogposts jeg nogensinde har pløjet mig igennem - kun fordi det var så dejligt at læse du er så glad og så medrivende at læse om din længsel efter weltschmertz og tristesse... det eneste der at gøre at bruge mere eyeliner og lytte mere til the cranberries' første album (okay - de to eneste ting så...)

    mht. til "når lygterne tændes" bør jeg gøre opmærksom på at det er en kendt sag blandt garvede børnehavepædagoger at et betydeligt segment af 4-5 årige piger er suckers for "i en sal på hospitalet"... det er så den tredie mulighed - at blive brystsvag og bleg.

    hils lige alle de der mænd i dit liv når du ser dem

    A

    SvarSlet
  2. De er altid meeeeget lange, de her ting. Tilgengæld skriver jeg ikke så tit...

    Tak fordi du holdt ud, 'Dam, og tak for din kommentar! Kunne jeg blive bleg og brystsvag, så var jeg der som et søm!

    Kh m

    SvarSlet
  3. Kære Marie

    Du rammer det ret godt – det her med ’det ægte’ i det triste. Måske føles det triste nogen gange mere ægte end glæden, fordi der ikke altid er plads til det langsomme, ufleksible og eftertænksomme i det pæne, skemalagte og hypereffektive liv?
    Jeg er absolut enig i, at Jeff Buckley kan få en tåre frem, men jeg kan også levere en lidt mere poppet version; ”Autumn Leaves” på albummet Songbird af Eva Cassidy - sangen er indspillet, mens hun vidste, at hun skulle dø af kræft.

    KH Helle

    SvarSlet
  4. "Måske føles det triste nogen gange mere ægte end glæden, fordi der ikke altid er plads til det langsomme, ufleksible og eftertænksomme i det pæne, skemalagte og hypereffektive liv?"


    Jeg tror at du reddede min dag med de ord, Helle.

    SvarSlet
  5. Den dvælen kan en dansk gammelkending også støtte op om.

    Som et strejf af en dråbe
    fik vi lov til at håbe
    på de ting der ku komme
    før end livet var omme

    Min lille hemmelige melankoli hænger ved ham der kim :)

    /Monica

    der er glad for, at vi er ved at være for gamle til at springe ud som emo-girls

    SvarSlet
  6. Hey I'd like to congratulate you for such a terrific made forum!
    I was sure this is a perfect way to make my first post!

    Sincerely,
    Robin Toby
    if you're ever bored check out my site!
    [url=http://www.partyopedia.com/articles/dinosaur-party-supplies.html]dinosaur Party Supplies[/url].

    SvarSlet