... i Wien

På mandag starter jeg på mit nye job som redaktionssekretær og journalist på www.oestrogen.dk - en slags dameblad på nettet og en del af Aller Press Internet. Inden ville vi lige nå at fyre de penge, jeg vandt i "Brev fra det Blå"-konkurrencen sidste år, af på en ego-miniferie, inden der går skemaer og solidaritiet i ferieplanlægningen. Vi valgte at blæse højt og flot på varme, sol og sangria, og i stedet satse på Strauss og Sachertorte - med andre ord, vi tog 5 dage til Wien.

Ingen af os har været i Wien før, men da vi begge har set Wienerfilmene "Den tredje mand" med Orson Welles, "Before Sunrise" med Ethan Hawke og "The Illusionist" - der ikke er så god som de to andre, men er med Edward Norton - følte vi at der var en del at komme efter. Det var der også - jeg har ikke oplevet mange eupopæiske byer, der havde så meget god, tung kultur at byde på, og så meget helt særegen stemning uden at virke som et mausolæum/slash/museum for sin egen fordums storhed og identitet, som fx. Venedig gør - hvor smuk den end er.

I stedet for lange fortællinger om slentreture, kageindtag og kunst-oplevelser, som alligevel ikke kan kommunikeres videre, vil jeg udnytte, at vi tog en frygtelig masse billeder, og lave et par billedserier. Jeg kan glæde jer med, at det ikke altsammen er de sider af Wien, som turistkontoret vælger at sætte i brochuren.

Men det første er. Det er nemlig Rieserad, det par-hundrede-år gamle pariserhjul, som hæver sig over Donau og over byens skov-park Prateren, samt over en forlystelsespark, der har eksisteret siden Biedermeyer-tiden. I dag er den noget mindre magisk end den formentlig var dengang i Die Welt von Gestern, og ikke mindst vintertiden tog meget af charmen, men gav den den særlige melankolsk-morbide facinationskraft, som en forlystelse uden lyst har. Mere om det senere.

Her er Riesenrad, udsigten fra det, en del mekanik og nogle folk, der var oppe at køre: