mandag, november 20, 2006

...på TV

Jeg har fået fjernsyn. Ikke som i "Jeg har fået fladskærm" eller "Jeg har fået 36 tommers surround sound hjemme CinemaxX, så jeg aldirg behøver at bevæge mig udenfor en dør igen", men som i "Jeg har nu et fjernsyn i mit hjem".

Det lyder måske ikke som det helt store drøn for alle jer multimedie-storforbrugere derude, men siden mit konfirmationsgave-televisionsapperat eksploderede for 8 år siden, har jeg ikke følt trangen til at anskaffe mig et nyt.

Det var tid til en pause, forstod jeg, da gnisterne stod ud fra billedrøret efter jeg for femtende gange havde tabt tingesten på gulvet på dens tur mellem "under-sengen" til "bekvemt udsigtspunkt fra sengen".

Som I kan høre var det ikke noget nært forhold, jeg havde til det. Jeg har nemlig, med fare for at lyde irriterende hellig, faktisk aldrig været den helt store fjensynsseer. Bevares, jeg var da lige så glad som enhver anden unge for at se Fjernsyn for Dig - dog især når B&U fraveg deres pietistiske trip med at hente "poetiske" (Læs: Uforståelige, dræbende kedelige og grimme som arvesynden) animationsfilm fra Østeuropas uhørt mange tegnefilmsstudier, og sendte lidt ublu amerikansk kvalitetsunderholdning med sømmet i bund som fx. "Fragglerne".

Og jeg så skam "Beverly Hills" sålænge det lå i Prime Time på TV2, og "X-Files" havde en stor plads i mit hjerte, indtil der gik evige vejrballoner og Alien/Government Conspiracy i den.

Men så heller ikke meget mere. Nyheder, programmer af særlig interesse, film. Men ingen hjertenære forhold til soaps, eller noget overforbrug som overspringshandling eller bare tidsfordriv.

På dette tidspunkt, da fjernsynet sprang, kom det kun frem for at vise serien "Saint Tropez", som jeg havde en stadig uafklaret svaghed for. Andre i samme båd må gerne skrive til mig, vi er ikke mange, men måske kan vi få denne pragtserie tilbage på skærmene, evnt. lagt på et tidspunkt før Ole Lukøje har stemplet ud.

Nå, regn af gnister, intet TV - mere tid til læsning, tegning, konverseren, søvn, kommen ved og nogle gange også noget husligt arbejde. Men ikke voldsomt meget mere af det sidste, må jeg indrømme.

Det har, modsat hvad mange tror, ikke været 8 hårde år.

Sammenregnet forstår jeg, at jeg er gået glip af "Sex And The City", "Vild Med Dans", to genudsendelser af "Matador", 6 gange Big Brother, mundaflæsning med Clement Kjærsgård og afsløringen af "Klamme-Rudi" Frederiksen, hele Danmarks chatkonsulent, på åben skærm. Alt i alt har jeg levet udemærket.

Ikke at have tv har faktisk udviklet sig til at være en del af min identitet, som jeg har været ganske gald for - for ikke at sige lidt selvfed med. Når man som jeg ikke har frygteligt mange politiske korrektheder og overskudsagtige livsstilsvaner at diske op med, såsætter man pris på at have dette ene kort i ærmet.

Og det er et virkeligt godt kort. For der er overraskende få, som har det. Alle har TV. Alle ser TV. Og stort set alle, i al fald dem som ivrigt deltager i Se Mit Fede Liv-konkurrencen, føler, at de ser for meget.

Du kan spille det, når alle andre om bordet til den "hyggelige" brunch med venners venner har fået blæret løs om deres surdej, som lever på 5.generation, om deres Christianiacykel, som bare er genial til at transportere både Asta-Emilie og de økologiske selleri fra kolonihaven, og om deres næste triathlon, som bare er skide sjov at træne op til, sammen med Claus Meyer og Beate Bille, som også løber i Sparta.

Man har selv prøvet at byde ind på namedroppingen med, at man var i Tivoli i år og virkelig fik valuta for turpasset, ikke mindst da man efter tre ture i Dæmonen i rap var ved at brække nudlerne fra Wagamama op, for lissom at holde det asiatiske tema i forlystelsesprakens baghave. Men det var åbenbart ikke lige de rette navne at droppe, selvom Wagamama endda er noget fra London, tror jeg. Samtalen vender hurtigt tilbage til Meyer's Deli og noget electronica i en kold hal. Og imponaden kører igen.

Men så: På et tidspunkt løber folk tør for emner, selv når det gælder dem selv, og ender med at tale om noget, nogen har set i TV. Nogen spørger dig, om du også har set det. Og så siger man "Nej, jeg har ikke TV".

Der bliver som regel helt stille et øjeblik. Der tænkes taktisk. Den eneste vej ud er at skifte emne, men det sker ikke. Og så er der en i selskabet der siger: "Jeg ser faktisk nærmest heller ikke noget TV overhovedet - stort set kun DR2".

Og alle andre kaster sig ud i kapløbet for at være den første, som nikker samstemmende.

Så ved du, at du har dem. Hils i kolonihaven, motherfucker.

---

Det gode ved "intet-TV" kortet er, at det er så nemt et kort. Du behøver ikke at yde for det. Du skal bare ikke have et TV.

Så det var faktisk med stor ængstelighed, at jeg lod mig overtale af Nikolai til at overtage mine bedsteforældres aflagte B&O-drønnert. Tungen på vægtskålen var, at vi ser en del film, og at den eneste filmfremviser her i hjemmet i sagens natur er min bærbare.

Det er ikke idéelt. Den har for det første en lille skærm, men mest af alt har DVD-drevet en bug, som gør, at filmen ca. hvert 7. minut gør et three-take hak, så billedet og den dertilhørende lyd lige laver det fede scratch MC Einar style: "You can take our lives - but you can never ta-ta-ta-ta-take our freedom." Word up.

Så da Mormor og Morfar anskaffede sig det nyeste, fladeste vidunder fra Morfars gamle venner i Struer, tog jeg imod tilbuddet om at lægge hus til deres gamle model. Som, i parantes bemærket, er et højst 2 år gammelt dødlækkert B&O, som jeg muligvis ville kunne få råd til når hele min pension en dag bliver udbetalt. Måske.

Thomas og jeg hentede skrumlet ved højlys dag på adressen i Ordrup, og jeg vil bestemt ikke klandre alle de rare mennesker, som så ud til at være én tankebredde fra at trykke 112 på moblien ved synet af os, der iført lange sorte frakker kom trillende ned af Viktoriagade med et dyrt B&O på hjul sat VHS'en og DVD'en i armene.

Vi fik slæbt TV'et op i min stue, og der stod det så uberørt i 14 dage, mens jeg ignorerede dets tilstedeværelse i bar panik over at have tv igen. Det lykkedes mig at se tværs igennem et obsidian-sort meterhøjt skrummel, som stod mere eller mindre midt på gulvet i samfulde to uger, før jeg tog mig sammen og satte stikket i. Så stor var min usikkerhed overfor dette
fremmedlegme i min intimsfære.

Men så tog det fart. En lørdag aften lod jeg mig friste af det ene program, vi danskere er genetisk disponerede til ikke at kunne modstå - "Matador". Der er en grund til, at de genudsender den igen og igen...

Det var en succes. Jeg fik ingen umiddelbare mén, og dagen efter gik jeg amok i det utal af kanaler, jeg pludslig havde fået adgang til for første gang i mit liv. Jeg har aldrig levet i et hus med kabel. At kunne zappe mellem Discovery og TV3 er så eksotisk og overdådigt for mig som negerslaver der fodrer én med bålstegte marshmallows.

Tre dage efter fik jeg dog straffen at føle: Jeg forsøgte at være lidt selvfed til en fødselsdag med fremmede mennesker, fordi jeg havde skrevet en artikel i et kunstblad som lå fremme (- på toilettet.). Men jeg ødelagde effekten derefter ved at indrømme mit korte, men intense forhold til sladdersites. Og fik hele den selvfede bredside lige i hovedet igen. Der kunne jeg godt have brugt min "Intet-TV" kort til at ryste ud af ærmet, men jeg var med ét forsvarsløs. Jeg havde samvittigheden fuld af "Nynne" og "Robinson Eliten", og det var pletter, der ikke sådan kunne vaskes af. Jeg måtte tage mine prygl, og da det var ovre, følte jeg mig omtrent så selvfed som en Date-deodorant.

-----

Nå, men TV-et er nok kommet for at blive. Også her i huset. Også selvom Jeg hidtil kun har set programmer med en underholdningsværdi som et gennemsnitligt Anders And -blad. Uden Carl Backs-historie i.

At se hvordan denne perlerække af underholdningstilbud langsomt stjæler time efter time af mit liv igen efter 8 års seperation, fik mig til at tænke lidt over menneskers tv-mønstre. Jeg er nemlig ikke særligt nervøs for, at mit forbrug skal tage overhånd. Når først begejstringen over kabel-tvs muligheder har lagt sig (ca. 10 år efter alle andre fik armene ned), så tror jeg, at tossekassen finder sin plads at samle støv fra igen.

Så er jeg tilbage ved næste-selvfed igen.

12 kommentarer:

  1. Nøj, st. Tropez troede kun det var mig og mit helt alene. Men hvem er ikke tossede med en fransk kvindelig doktor, hende veninde sanger/bartender/barejer, diverse underlige mænd, bland andet ham med sjovt hår og motorcykel som en gang havde baren.
    Det er jo Beverly Hills au fransk! fantastisk.

    Men jeg har faktisk ikke set mere end to afsnit af matador, Jeg synes det er lige så kedelig som Krønikken. tilgengæld har jeg set alle Sex and the city.

    Der er jo meget godt på tv, bare tage mine elskede udefra og tema tirsdag og lørdag...

    Men tillykke med tv'et...

    SvarSlet
  2. Endnu en tour de force ud i den tørre, vittige, og samtidig tankevækkende sociale kommentar - vi I Sudan er underholdt. Og du skylder mig en mail...

    SvarSlet
  3. jeg var klart mest fan af Laure, doktoren - hun var SÅ fransk

    SvarSlet
  4. Når man var heldig, blev der vist patter.

    Derfor er franskmændene (hvor forfærdeligt et folkeslag de ellers er) så absolut mere tolerable end de snerpede amerikanere, der bare alle sammen har taget coke.

    Som jeg skrev - bedste post ever Marie!

    SvarSlet
  5. Jeg synes om frankigs mænd og kvinder, De er ophavsfolk til parissyndormet som giver psykoser og indlæggelse for en masse Asiatere der har set for mange amerikanske film...
    Se det er lidt sjovt:-D, og glemte helt at sige tak for i fredags, det var hyggeligt, jeg giver champagne ved pejsen når du forloves der!

    SvarSlet
  6. Paris-syndromet holder 100.

    Det er lidt som da man var lille og havde glæder sig helt enormt til at skulle have fødselsdag/i svømmehallen/på Bakken, og så endte det hele med en enorm skuffelse, alt for mange mennesker, ikke nok eventyr og en kold, våd fornemmelse (på Bakken hvis det regnede). Og så var man tvær hele vejen hjem i seng

    SvarSlet
  7. Typisk at alle mandfolkene her inde viser sig at være metroseksuelle nok til at de - hvis de ville - kunne oprette deres egen damefrisør: "Saint Tropez" er jo gayversionen af Beverly! Men jer om det; Marie, husk på at et TV først og fremmest er noget i kraft af dets tilslutning til en dvd-afspiller (og min filmsamling;))...

    SvarSlet
  8. et fjernsyn er noget i kraft af DR2 og DR1 med deres filmperler om onsdagen og søndagens Cary Grant film på DR2 en ny tradition for mig

    SvarSlet
  9. Nikolai, indeed so. Men som jeg forsøgte at overbevise dig om i går: Matador har også sin betydning for om det er et plus eller et minus at ha' tv.

    Saint Tropez er noget helt væsensforskelligt fra Beverly, som er slikket og kun sjov pga. 90'er-kiks-nostalgi-værdi. Saint Tropez har un certain allure, un je ne sais quoi...:)

    SvarSlet
  10. Prøv at se Saint Tropez igen og lur mig om ikke også den lider af, at kun have sin kitchværdi tilbage :)

    SvarSlet
  11. Oh my GOD!

    Strichi er blevet en NYNNE-kigger!

    SVAAAAAGT!

    st. Tropez skal man dog ikke fucke med... efter at have set 2 hele sæsoner (dont ask) forstår jeg stadig ikke hverken: hvad serien handler om; hvem personerne er, og hvem der er hvem.
    deter stor TV kunst at lave en serie Pumitz ikke forstår... lidt lissom Voyzcehk (whatever).

    strichi skriver sjaw

    pøj pøj med det, ikk?

    Pumitz.

    SvarSlet
  12. Hurra for Matador, den holder bedsteforældre glade.
    Mere hurra for ikke-tv. Sålænge manglende tv ikke hindrer mig i intenst at følge med i underlødige serier såsom angel & Firefly & DH ka jeg liiiige leve med. Klog af mere viden - det må blive en anden gang.. :o)
    JJ

    SvarSlet