...klapper

Både Nikolai og bror Davids kæreste, Marie-Louise, er indenfor de seneste par måneder blevet introduceret til vores familiesvaghed: Jagt. Og nærmere bestemt, til funktionen "klapper".

Klapperne er de ubevæbnede personager, som tramper gennem skoven på en jagt, således at vildtet skræmmes ud af tykningerne og ud hvor jægerne kan komme på skudhold af dem.

Klapper er det, man er, indtil man får et jagttegn.

Det vil sige, at det er det, alle nye gæster bliver udsat for, når de tages med på jagt. De pakkes ind i varmt og vandtæt tøj, og kastes ud på dybt vand, eller rettere, i dyb skov - og så må man se vad der sker: Om de kommer tilbage, fulde af had, afsky og grannåle overalt, eller - og det er heldigvis normalen, om end det er ret ulogisk at det forholder sig sådan - begejsterede, oplivede og friske på en tur mer'.

Det er også denne funktion, alle børn i jægerfamilier har. Og derfor også jeg. Og opvæksten som klapper skrev jeg engange en artikel om, som Dansk Jagtforenings blad, Jæger, overraskende nok valgte at bringe dengangt i 2001, tror jeg. Jeg havde troet at artikeln var alt for interne, men det at de valgte at bringe den, viser nok, at vi er mange klappere herude omkring i landet - mange, som har delt trætheden, stoltheden og skipperlabskovsen.

Til ære (og på opfordring) for Nikolai og Marie-Louise, vores nyeste klappere, bringer jeg her artiklen, copyright Jæger, sæføli. Jeg håber, at den vil nå klappere mange steder og lade dem føle fælleskabet i at kende til klapperlivet.

"Vi, der valgte klappervejen

Vejen fra småklapper til jæger med egen post er lang og brolagt med grannåle. Og selv en dedikeret driver kan have brug for at kærligt klap i ny og næ.


Af Marie Carsten Pedersen


Da jeg var to år gammel blev jeg placeret på min fars ryg, i en rygsæk af den slags man bærer små børn rundt i så de vender den modsatte vej af bærerens færdselsretning, og hvor deres korte ben stitter ud af af to huller bagpå. Der var jagt på gården nær Lejre, og denne gang skulle jeg ikke blive hjemme på køkkengulvet, hvor min mor og de andre travle damer snublede over mig mens de brasede og regerede for at få jagtfrokosten klar.

Min betænksomme mor stoppede mine ører fulde af gule skumpropper og trak bøllehatten godt til omkring mit hovedet, så jeg var klar da min far, jeg og jagtselskabet traskede afsted i den kolde efterårsmorgen. Fem såter senere vendte vi tilbage, hvorefter jeg stolt proklamerede for alverden –stadig fra mit høje sæde- at ”VI har skudt to fasaner.”

Min far kan stadig få våde øjne når han fortæller den historie. Der kan jeg stå nok så voksen med mit eget jagttegn og cirka fem gang så høj som dengang jeg kunne proppes ned i en rygsæk, og alligevel kan jeg se, hvordan jeg i hans øjne forvandler mig til en buttet unge i en lille oilskinjakke, og med en grøn bøllehat som kæmper en ihærdig kamp med de uglede brune krøller om at dække for udsynet. Det er hårdt for selvstændigheden.

Ikke desto mindre ønskede jeg mig utallige gange tilbage til min position som ubevæbnet bagpost på min fars ryg, da jeg først var blevet for stor til det privilegie. Først da begyndte nemlig livet som klapper –hårdt men ubarmhjertigt.

Stakkels Bambi
For en otte-årig tøs som boede i et lyserødt værelse og samlede på brevpapir og plastikponyer, var det ikke præcis lykken at hoppe i et par uklædelige overtræksbukser, blive snøret ind i uldne tørklæder af sin mor, og slide sig gennem revl og krat i efterårskulden, eventuelt med sin ulykkelige lillebror på slæb.

Men der var ikke tale om at give op, ikke hvis man ikke ville miste ansigt overfor de mange fætre og kusiner som kæmpede sig afsted andre steder i klapperkæden. Så jeg holdt ud, ikke mindst fordi min far med stor pædagogisk sans bestak os småklappere med chokolade mellem såterne.

Senere, omkring tiårsalderen, kom der andre kræfter ind i billedet. På det tidspunkt blev det sejt at fortælle om jagt i skolen.

Det gav status at være den eneste i klassen som havde en hund der lystrede, det var fedt at ens far havde et gevær, og det var et hit hver gang man fortalte om opbrækning og ækle indvolde. For en pige som jeg, der endnu ikke helt havde fået fat i hvorfor det pludselig ikke længere var smart at samle på plastic-ponyer, var det et es i ærmet at kunne fortælle at man havde skudt med salonriffel hele sommerferien.

Men også dét holdt op med at være tjekket. Læbestifthylstre overhalede patronhylstre som statussymbol, oilskin blev én gang for alle dømt kikset af en jury med neonfarvede dunjakker, og rådyrets indvolde var der ikke rigtigt nogen der gad høre om længere.

Tværtimod blev jagt skrevet ind i den sorte bog over ting, som teeagepiger hader og afskyer, på linie med deres små søskende og deres forældres musiksmag (og øl -men det tør de ikke sige).

Jeg måtte gå stille med jagten i de år, hvis ikke jeg ville til at forsvare, at min familie var skånselsløse dræbere der år efter år plaffede løs på Bambis mor, overfor et mangehovedet uhyre af ti uvidende men stærkt indignerede 13-årige veninder.

Uro i klapperkæden
Mine omgivelsers mangel på accept smittede af på min egen holdning til jagt i disse år. Min jævnaldrende kusine og jeg fandt på fikse undskyldninger for kun at tage de første såter og så hoppe fra ved frokosttid.

Mens de andre sled videre i kulden varmede vi fusserne hjemme i vores farmors stuer og pillede grannålene ud af håret, så vi i hvertfald så smarte ud, når vi efterfølgende modtog vores fætres og brødres hån.

Men der gik ikke mange år på den måde, så kunne vi ikke bære skammen længere. Jeg følte efterhånden at jeg hørte til i klapperkæden, og jeg meldte mig atter under fanerne –men i smartere tøj, for om ikke andet havde teenagetiden resulteret i, at jeg havde kastet min mors påklædningstyranni fra mine skuldre. Det er bare noget, man som pige skal igennem - en kold, men nødvendig process.

Vi børn blev også lidt mere klapperbevidste på dette tidspunkt.

Vi havde efterhånden regnet ud, at vi ikke kun blev udkommanderet til klapning fordi vores fædre elskede at se os lide, men at de gamle gutter faktisk havde brug for os for at få vildtparaden til at se ud af noget.

Internt mellem fætre og kusiner ulmede oprørsstemningen, og klapperledere som vi fandt inkompetente til at styre vores guldrandede indsats, fik ikke et ben til jorden når vores junta samledes efter jagten for at bagtale de gamle i gårde.

Men som det så tit sker i græsrodbevægelser, så opstod der spild i rækkerne. Først gik en kusine over til fjenden, så en fætter – det vil sige, de tog jagttegn.

Kampen for klapperrettigheder blev dysset ned efterhånden som vores teenageoprør fandt andre mærkesager, og jeg begyndte ligeså stille selv at få dårlig samvittighed over at jeg endnu ikke var krøbet på skolebænken for at bestå den forjættede jagtprøve.

Som sagt så gjort: Jeg tog min lillebror ved hånden, og sammen deltog vi i forberende kursus og gik på flugtskydebane med stor fornøjelse, for endelig at bestå jagtprøven med lodder og trisser.

Klappersagen lever!
Den ulykkelige, snotnæsede lillebroder, jeg trak gennem krattet i mine unge år, har i dag udviklet sig til en ung mand, som står for med stor succes . Han har dog langt fra glemt sin fortid i klapperkæden, og han har udviklet sloganet “Har du været rar ved en klapper i dag?”.

Jeg mener der burde produceres klistermærker til bilens bagrude med disse ord. For klapperhvervet kan i sandhed være lidt af en bét, når man tramper afsted gennem vildnisset i timer, og bagefter selv skal trædes psykisk under fode af korpulente, bevæbnede herrer med grønne knickers og knæsokker.

I den sjove ende af klapperdiskriminationen ligger den gode gamle schlager om, at hvis man skyder en hund, bør man have frataget jagtegnet, men hvis man skyder en klapper, tager man bare opvasken.

Mere bittert er det, når driverne ikke får et ord til tak ved den afsluttende parole, eller at informationerne under jagten er så ringe, at ingen ved hvor de skal hen, hvorefter man får på puklen for dårligt arbejde.

Fordi mine fætre, kusiner og jeg var børn af jægerne selv, har vi aldrig været en anonym drivergruppe, som bed slagene i os.

Vi har været med før, under og efter, og vi har brokket os som små djævle, når vi ikke følte at vores indsats blev værdsat. Det er sværere for en jagtherre at ignorere en klappers utilfredshed når han skal høre på den fra bagsædet af bilen hele vejen fra Mariager og hjem til København efter jagten.

Jeg skal gerne indrømme, at en del brokkeri bunder i at jeg har været været forkælet, egoistisk, selvoptaget, misundelig og generelt i dårlig form. Men for pokker – de krat, som selv de granvoksne hundeførere kommer forpustede ud af i dag, dem kæmpede vi os igennem endnu før vi selv måtte kravle ned af klappervognen! Klappere arbejder hårdt og med stor glæde for den større sag, og jeg håber virkelig, at jægere rundt om i landet husker på at påskønne det arbejde, som klapperkæden udfører.

Jeg holder uendelig meget af at være klapper, og på trods af at jeg som før nævnt har erhvervet mig min egen “license to kill”, vader jeg ofte troligt afsted i klapperkæden i stedet for at udnytte min ret en magelig post.

Mange jægere holder af at gå igennem selv, og for de der aldrig gør det, vil jeg bruge lejligheden til at anbefale lidt markarbejde af denne slags. Man behøver slet ikke lommelærke eller kulstænger til at holde varmen på, hvis man tager to såter gennem rødgranerne."


Finito. Om lidt kommer der lidt billeder fra sidste weekends jagt hos min Farmor på Solhøj i Hem Skov ved Mariager.