lørdag, november 18, 2006

...fra det Blå

I dag er mit "Brev fra det Blå" blevet bragt i Berlingeren, med et overvældende antal billeder af Abdul, min gamle kung fu-træner og hovedpersonen i artiklen.

Det ser vældig godt ud, og jeg overvejer at købe reklameplads på et stillads et centralt sted i midtbyen, så jeg kan få artiklen blæst op på et megabanner. Noget skal man jo bruge sin børneopsparing til.

Hvis det projekt ikke lykkes, vil jeg anbefale at man eventuelt ser skidtet i avisen. Men jeg ved imidlertid, at det er en absolut minoritet blandt mine venner, der vælger at sige et rungende "Ja tak", når Berlingerens abonnementsalgsafdeling ringer op midt i tomatsuppen tirsdag aften, og derfor får kun ganske få direkte adgang til Berlingske Rejseliv i dag.

Og de af jer, som kunne finde på at samle en avis op i løssalg, undgår formentlig også LørdagsBerlingeren af frygt for de rygproblemer, Bil- og Boligsektionerne kan udløse. Og på grund af Claes Kastholm.

Derfor lægger jeg mit "Brev fra det Blå" op her, så man kan læse en uforpligtende rejseartikel uden at blive belemret med besværlige emner som aviser ellers kunne finde på at tage fat i såsom politik, social nød, kommunal udligning og udsigtsløs udenrigspolitik. Lige her gælder det bare eventyr i De Hvide Elefanters land. Så tager vi problemerne en anden dag - det lover jeg.

Enjoy, I hope ;o)

-------------------------------

I krigernes verden

Kender I duften af tigerbalsam? Af kamfer, kanel og menthol, skarp og sød på samme tid. Duften af det lille mirakelmiddel, som lindrer en øm nakke og giver varme i kolde muskler.

Det er en duft, som jeg husker fra en nat, hvor den blandede sig med røgen fra thailandske cigaretter og den sødligt-rådne em af fiskesovs og overmoden frugt. Hvor den hang i luften omkring en thaiboxing-arena, det eneste skarpt oplyste samlingspunkt på det livlige, dunkle natmarked i den lille provinsby to timers kørsel nord for Bangkok.

Den nat stod jeg på tæer ved rødt ringhjørne sammen med min kæreste. Vores øjne var fæstnet samme sted som hvert eneste blik fra de mange thaier omkring os: På Abdul, vores ven fra Danmark, som sad ved ringens hjørnestolpe, med armene hvilende i tovene, mens hans træner gned hans skulderparti med den skarpe kamferbalsam, inden klokken lød for hans første thaiboxing-kamp.

I mørket omkring arenaen kunne jeg kun lige fornemme, hvor stor mængden af forventningsfulde mennesker havde vokset sig, mens de indledende kampe havde kørt.

For Abdul var et trækplaster. Som den eneste ikke-thai i turneringen skilte han sig virkelig ud: Høj, lys og med en krop, som tydeligt viste resultaterne af de sidste måneders intensive træning i en boxing-gym i Bangkoks forstæder.

Hans ansigt var ren koncentreret intensitet, og tigerbalsamen fik hans muskler til at glinse i det hårde projektørlys. Og så havde han hår på ben og brystkasse, i kontrast til de thailandske kæmperes glatte lemmer. Ikke så mærkeligt, at en ung kvinde henført råbte sine råflirtende ”I looooove you”’s til ham fra den anden ringside.

At tage sin første thaiboxing-kamp i Thailand svarer til at spille sin første tennisturnening på Centre Court: De største forventninger, de bedste modtandere og de hårdeste slag. Min kæreste og jeg følte os som sat ind i en film fra Hollywoods hårde halvfjerdsere: Mørket, spændingen, larmen, og alle de fremmede skikke og regler var kulissen - og Abdul var outsideren, der kommer ind fra kulden, fanger alles øjne og går i ringen mod alle odds. Rocky Balboa fra København NV.

Modstanderen var en thai med en bred, solid krop og et ansigt, som fortalte, at han havde prøvet det før. Over 50 kampe havde han under bæltet. Men det vidste ingen af os nu, hvor de to kæmpere rejste sig fra skamlerne, stadig med blikket rettet mod gulvet, som om den anden først eksisterede, når gong’en lød.

"Blabla bla, Abdul, Denmark, bla bla" lød det i mine ører højtalerene. De sidste væddemål blev råbt igennem larmen, og så gik startsignalet. Men det fik ikke kæmperne til at eksploderede i spark og slag. I stedet greb de hver ringsidens tov, og begyndte langsomt, med slæbende skridt og sænkede hoveder, at vandre ringen rundt.

Dette var Ram Muay, en rituel dans til ære for kæmperens træner, for sporten, og for de højere magter. Hver kæmper har sine egne trin. Som muslim sluttede Abdul sin Ram Muay med at lægge sig på knæ og trykke pande og håndflader mod gulvet. Ved siden af ham gjorde thaien næsten den samme bevægelse. Hvad de bad deres guder om, vidste de kun selv.

Nu ringede klokken til første omgang. Publikum spang råbende til livs, og Abdul lagde ud med et højtflyvende spark, som modstanderen undveg.

Første omgang ser kæmperne normalt bare hinanden lidt an, men Abdus næste træk var at knalde modstanderen et slag lige i ansigtet, så der spang et blåt øje frem på stedet!

Thaien så overvældet ud - men så rystede han hovedet, nikkede og stirrede lige på Abdul med et blik, der sagde: "Okay, kammerat - så det er sådan, vi leger..." Og så kastede de to mænd sig over hinanden i et par omgange slag og spark, som endte i de ubehagelige "krammere", hvor kæmperne holder hinanden fast og hamrer deres knæ op i siden på modstanderen.

Arenaen kogte rødt, og jeg så mig selv skrige med resten af publikum af mine lungers fulde kraft, helt forsvundet i kampen, spændingen og larmen.

Pludselig sad slaget der! Et knockoutslag, helt nede fra den thailandske kæmpers muskuløse ryg og op til Abduls kæbe, skråt og grusomt perfekt. Abduls krop, som for et sekund siden var selve indbegrebet af kraft og liv, gik ud - som en robot, der får trukket stikket. Blikket forsvandt fra øjnene og efterlod to stykker blankt, mørkt glas. Han faldt bagover i rebene, og dommeren begyndte at tælle højt i den lammede tavshed, der for et øjeblik lå over hele ringen.

Dommeren nåede til fem før, Abduls overlevelsesinstinkt fik ham på benene igen. Men det var kun en tom skal, der stod, og modstanderen sendte ham ned igen med tre-fire slag - og denne gang vurderede dommeren, at det var forbi.

Thaien blev kåret som vinder, men jublen udeblev. Alle ville have haft mere, selv modstanderen, som skævede respektfuldt til Abdul, mens kampdommeren hævede hans arm i sejr.

Nu gik det hurtigt. Abdul kom ned og var dybt skuffet, og vi forstod det. Det virkede så forkert, at det, som hele arenaen havde ventet på, var overstået så hurtigt. Vi satte os ind i trænerens bil med en groggy, nedslået og stadig tigerbalsam-osende Abdul. Planen var, at vi skulle ud og drikke os fulde i whiskey, men nu var det bare hjem og hvile hovedet.

Jeg lænede mig tilbage i sædet og så det nattemørke landskab fare forbi bilruden. På den ene side var det så ærgeligt, at det hele var slut nærmest før det var begyndt, og at aftenens store helt endte i gulvet.

Vi følte med Abdul og forstod hans skuffelse, men på den anden side sprudlede vi indvendig af lykke over den oplevelse, vi havde haft. For som min kæreste sagde, da vi endelig lå i vores senge: "Jamen, han er min helt nu - han vandt kampen, da han trådte op i den ring. At turde det, det er den store sejr."

Vi havde været tæt på noget, der var helt anderledes, end hvad vi selv kender til, både fysisk og mentalt. Vi fik lov at kigge ind i krigerenes verden, hvor det at kæmpe er en del af selve livet – fordi at det gør livet mere værd. Det var en verden, som jeg ikke vidste fandtes.

De krige, vi kender til i dag, er uden helte: De kæmpes af stakler, ulykkelige og mennesker uden valg. Men ægte krigere kæmper fra hjertet. For mig var det opdagelsen af en ny verden, som findes blandt alle de andre universer, vores menneskelighed består af.
Duften af den verden, det er duften af tigerbalsam.

1 kommentar:

  1. Fantastisk...

    Kort, fyldt med stemning og efterlader mig med et ønske om at have været der!

    Du skriver knaldgodt!

    Læg endelig flere af dine publiseret artikler ud, så os der er i eksil i andre dele af verden kan nyde dem!

    Stort kram

    Andreas,
    Oslo

    SvarSlet